Even after your heart stops breathing *Oneshot*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2013
  • Opdateret: 22 jul. 2013
  • Status: Igang
Historien er inspireret og baseret på sangen Bones by MrMs
link: http://www.youtube.com/watch?v=qDpdpE00rfI
Følg Daniel på hans kamp mod sorgen af hans tab, af hans livs kærlighed, Bella.
Daniel har fortrængt alle hans dårlige minder om hans tid med Bella. Han kan hverken huske hvorfor Bella er død, eller at Bellas far behandlede hende som lort.
En dag for Daniel nok og flygter. Det ender med at tager hen til hendes grav sted, hvor han ikke kan flygte fra minderne. Langsomt, som han begynder at huske, bliver hans vrede vækket. Hvad mon Daniel har tænkt sig, at gøre, når han for sin hukommelse tilbage? Hvad vil der ske med Bellas far? Vil han blive straffet for det han har gjort? Og vil Daniel nogen sinde komme sig over Bella? Følg med her!
OBS OBS!: Det her er mit første oneshot.

1Likes
2Kommentarer
350Visninger
AA

1. Even after your heart stops breathing♥

Dig up her bones but leave the soul alone

 Lost in the pages of self made cages

 Life slips away and the ghosts come to play

 

 These are hard times

 These are hard times

for dreamers

 

 And love lost believers

 

Dig up her bones but leave the soul alone

 Let her find a way to a better place

 Broken dreams and silent screams

 Empty churches with soulless curses

 We found a way to escape the day

 

Candy bar creep show

 My highs hit a new low

 Marinate in misery

 Like a girl of only 17

 Man made madness

 And the romance of sadness

 A beautiful dance that happened by chance

 Happened by chance, happened by chance

 

-Bones by MrMs

 

****

 

Hendes smukke safir blå øjne, der er fyldt med uforpligtet kærlighed - til mig - og alle de uudtalte ord, der er mellem os. Hendes lange krøllede hår bølger i vinden og nærmest tigger mig om, at tage fat i det, og lade det glide mellem mine fingre.

Jeg aer hende over kinden, og prøver og tage mig samme til endelig, at sige de uudtalte ord mellem os. Jeg er sikker på hun allerede ved det, ligesom jeg ikke er ét sekund i tvivl om at det er gengældt, men hun fortjener at høre ordne. Hun sukker, lukke øjne og læner sig ind mod min hånd. Jeg venter på hun åbner øjne, så jeg kan se ind i hendes 2 uforglemmelige smukke blå øjne. Da hun åbner øjne og ser på mig, kan jeg se, hun kan se, at jeg skal til at sige noget vigtigt. Hun rynker brynene, bekymret over, om det er noget dårligt jeg skal sige. ”Er der noget galt Daniel?” Jeg smilede til hende og rystede på hovedet. Jeg elskede, at hører hende sige mit navn.

”J-jeg elsker dig Bella. Jeg elsker dig virkelig højt.” Hun blinkede lidt overrasket. Så smilede hun et af sine berømte smil. Et smil der så sjældent viste sig på hendes læber. Et smil der kun var til ære for mig. Et smil der fik mit hjerte til at svulme af lykke og ren kærlighed.

Hun lænede sig helt tæt på mig, og da vores læber kun var få centimeter fra mødes, hviskede hun ”Jeg elsker også dig Daniel. Mere end du kan forstille dig.” Jeg ville ha svoret jeg så hendes øjne blive triste. Men inden jeg nåede, at tænke mere over det, fjernede hun de få centimeter mellem vores læber. Jeg ville aldrig blive træt af, at kysse hende.

 

****

 

Jeg løb ned af den forladte gå gade. Jeg regnede, men det generede mig ikke det mindste. Jeg skulle bare væk. Væk fra huset, hvor mine forældre sværmede om mig som fluer, væk fra minderne der jagtede mig. Jeg var ved at blive sindssyg af, at se Bellas ansigt over alt. Og nogen gange ville jeg ha svoret, at jeg hørte hendes stemme. Det var som om hendes spøgelse jagtede mig og jeg havde ingen steder at gemme mig. Ingen steder hvor jeg bare kunne få 5 minutters fred.

Jeg ville faktisk heller ikke ha, at følelsen af, at hendes spøgelse - genfærd, eller ånd, om i vil - forlod mig.

Jeg klamrede mig til at hun stadig var hos mig, et eller andet sted. For jeg kunne ikke klare tanken om, at hun faktisk var væk, helt væk, for altid. Mit hjerte kunne ikke holde til det. Det var som om, det vært øjeblik kunne briste og flække i flere 1000 stykker.

Jeg glemmer aldrig den dag hun dødede. Den dag mit hjerte fik sin første flænge.

 

****

 

Jeg stoppede op og trak vejret i stød. Jeg havde aldrig været i god form, men det føltes som om, jeg havde løbet et maraton. For første gang, siden jeg løb ud af døren, så jeg mig omkring. Jeg var på en kirke gård. Ikke en hvilken som helst kirke gård. Den kirke gård. Den som Bella ligger på. Jeg havde faktisk løbet ret så langt, ca. 2km.

Klokken var lidt over midnat, efter mørket, at dømme. Jeg kunne ikke se mere end et par meter frem.

Bella hadede mørket, da hun kunne få selv det mindste træ til, at line en grotesk form for monster, med 7 arme og 3 hoveder. Personligt havde jeg ikke selv noget imod mørket. Jeg kunne faktisk godt lide det. Jeg syndes det gav et nyt liv, til selv de mest kedelige steder. Mørket gav fantasien frit løb. Desværre havde Bella bare ikke altid de bedste fantasier. Men nu hvor jeg ved hvordan hun måske kunne ha haft det, og at min fantasi nu også er blevet formørket, - ligesom hendes fantasi - hader jeg også mørket. I de mest svære tider føltes det som, at mørket prøver at kvæle mig.

Jeg kan nogle gange nærmest set det for mig. Mørkest fange arme sniger sig ind på mig, stille og roligt, de har intet de skal nå, de har masser af tid til, at suge livet ud af mig. Langsomt og smerte fuldt. De prikker til min hjerne, får de mest grusomme minder - eller fantasier - frem. De mindre man helst vil glemme, nogen du fortryder alder mest du har gjort, mindre, af nogle, af dine mest pinlige øjeblikke. Og jeg ved det. For jeg gennem lever det vær eneste, evige, nat. En nat kan føles son flere hundrede nætter, og smerten er stor nok til at få en hel hær af soldater til, at græde.

Jeg tørre den tåre af min kind, som sneg sig forbi min øjenkrog, og begynder at gå den tur igennem kirke gården, som jeg har gået så mange gange, at jeg kan den i søvne. Turen ender ved Bellas grav.

 

****

 

Isabella M.B. Ross. Neden under stod det kun et enkelt ord. Tak. Ikke noget med elsket og savnet eller i det mindste bare savnet.

Men det heller ikke fordi jeg havde regnet med, at der vil stå andet. Men jeg bliver alligevel ret sur, vær gang jeg ser det. Hun havde fortjent mere, end det ene ord. Hun havde faktisk fortjent meget mere, end det skæbnen havde at tilbyde hende.

Jeg gik helt hen til hendes gravsten og lod min hånd glide hen over stenen. Men smilede et trist smil. ”Hej Bella” Men stemme var lav og ru. Som om jeg ikke havde talt i flere uger. Hvilket heller jeg ikke havde gjort.

Jeg faldt på knæ for an hendes gravsten. Kunne lige pludselige ikke holde tårerne tilbage mere. Jeg lod dem løbe ned af mine kinder og så dem dryppe ned på græsset.

Mit hoved føltes som om det var ved at springe. Minderne fyldte min hoved, bådet gode som dårlige.

Jeg kan huske første gang jeg så hende. Det var første skoledag, efter sommerferien. Hun var ny, lige flyttet til byen, efter hendes mor døde. Jeg tror aldrig jeg har fået den rigtige grund til, at hun døde. Men jeg har mine anelser, om hvad der skete. Hun havde hun blå sommerkjole på, som kun hende til knæene. Jeg elskede den kjole. Hun linede næsten en engel i den, med hendes lange slangekrøllede hår, som bølgede i vinden bag hende når hun kig, hendes perfekt formede, lyserøde læber og hendes lysende safir blå øjne, det kunne få en vær mand til, at blive blød i knæene. Men samtidig også mere bundløse, end den dybeste brønd. Jeg kunne blive helt væk i hendes øjne. Jeg faldt pladask for hende. Det var kærlighed ved første blik.

Jeg kan mærke at min hjerne begynder, at tvinge mig til at huske, huske de mindre jeg prøver at fortrænge. Jeg lukker øjne og tvinger mig selv til at holde op med, at flæbe. Da jeg har fået nogen lunde styr på mig selv, rejser jeg mig op, så jeg kan sete mig op af hendes gravsten, som jeg altid gør, når jeg er her.

Minderne kommer nærmere, tvinger mig til at se, til at huske. Min vejrtækning stiger, jeg griber efter luft, men det er som om luften ikke rigtigt vil ned i mine lunger.

Jeg gemmer mit ansigt i hænderne og strækker benene op foran mig. Sådan sider jeg i jeg ved ikke hvor langt tid og prøver, at bekæmpe minderne. De minder jeg ikke vil huske. De minder jeg allerede har fortrængt, men prøver at snige sig ind på mig igen, og få mig til, at huske. Huske hvorfor hun forlod mig, hvorfor hun er død. Men jeg vil ikke. Jeg kan ikke.

Klask! Jeg blinker overrasket.  Hvor kom lyden fra? Klask! Jeg gisper forskrækket. Minderne kommer nærmere. De har næsten overmandet mig. Jeg lukker øjne og gemmer min ansigt i hænderne igen. Jeg har ikke mere energi til at kæmpe imod mere. Jeg overgiver mig til minderne. Lader dem trækker mig ned i mørket. Klask! Lyden er blevet højere. Klask! Klask! Klask! Og den bliver højere og højere. Langsomt kommer der et billede frem i mørket.

Jeg ser en hånd. Den slår ud efter noget. Det er den er laver lyden. Klask! Klask! Senen gentager sig selv igen og igen. Langsomt udvider billeder sig. Nu kan jeg se, at hånden tilhøre en mand, ca. i slutningen af 30’erne. Måske i starten af 40’erne. Han har en gammel slidt trøje på, som jeg ved, af en eller anden grund, stinker langt væk, af sved.  Jeg ved ikke hvordan han ser ud i ansigtet, for han står med ryggen til. Jeg prøver at se hvad det er han slår ud efter, men det er bare en sløret plet. Jeg prøver virkelig at lægge al min konsekration i, at finde ud af hvad han slå ud efter. Men lyden af hans slag, gør jeg vanvigtig. Jeg ved at en eller anden grund, at jeg holder af det, han slår på. Det kommer flere lyde. Gråd. Jeg kan høre gråd. Det er en pige der græder. Det ikke en højlydt gråd. Det lyder lidt som om hun prøver, at skule hun græder.

Tågen begynder at lette lidt, efter lidt. Nu kan jeg se pigen der græder. Hun ligger på alle fire foran manden. Hun har hovedet ned af, så jeg kan ikke se hvem det er. Hun har jens på sammen med et rød top. Hun har virkelig tynd. Næsten for tynd. Lidt ligesom Bella, kommer jeg til, at tænke på.

Senen starter forfra igen. Manden, som jeg går ud fra, er pigen far, råber så højt, at væggene næsten ryster, ”din forbandede møgunge! Som om du ikke har taget nok fra mig!” Pigen kigger op. Hendes øjne er lukket, men jeg kan se at hun ved hvad der venter hende. Lige ingen hans hånd rammer hendes ansigt, så hårdt at hun vælter, går det op for hvem pigen er. Det Bella!

****

 

Jeg vil ikke se mere. Jeg prøver at rive mig løs af minderne, men de vil ikke lade mig gå. Jeg skriger, kæmper imod deres tag i mig. Men det hjælper ikke en meter. Senen bliver bare ved og ved og ved. Klask! Klask! Klask!.. Jeg kan ikke holde lyden ud. Jeg ved ikke hvad der er værst. Lyden af Bellas gråd, eller lyden af den lussing, hendes far giver hende.

Jeg banker ryggen imod Bellas gravsten igen og igen, mens jeg skriger så højt, at der gør ondt. Men jeg er ligeglad. Jeg vil ikke se mere!

Liga da jeg tror jeg ikke kan holde til mere, skifter senen. Jeg står med Bella i mine arme. Men det var ikke længe, for så ser jeg manden. Bellas far. Han kommer stormene imod os. Jeg trykker Bella tætter ind mod mig. Hun griber også hårdt fat i mig. Han tager hårdt og ukærligt fat i hendes arm, og river hende ud af mine arme. Hun stritter imod og prøver at gribe fat i mig, og jeg i hende. Jeg råber mit navn. Hendes stemme er fuld af frygt.

Senen skrifter igen. Og igen, og igen. De handler alle om Bella og hendes far. De er frygtelige. Jeg kan ikke holde dem ud.

Min ryg er blevet helt føltes løs, efter jeg har hamret den ind i hendes gravsten så mange gange. Efter hånden som jeg er ved at komme igennem alle senerne, bliver min sorg og frygt for det jeg ser, til had og vrede. Han skal få det betalt! Alt hvad han havde gjort mod Bella! Min Bella! Min elskede Bella!

 

****

 

Jeg er på vej ud af kirkegården i fuld fart, med kun én ting i tankerne. Ham. Jeg vil få ham til at fortryde det han har gjort mod min Bella!

Jeg roder mine lommer igennem, uden at stoppe op. Den skal være der! Nu hvor jeg kan huske det mest igen, kan jeg nu huske, hvorfor jeg begyndte med, aldrig at forlade huset uden den. Min springkniv. I min ene lomme finder jeg kun min cigaret pakke, en lighter og noget pakke ind i sølvpapir. Bella hadede at jeg røg i smug en gang i mellem. Men siden Bella døde, har jeg røget konstant. Mine forældre blev ikke engang sure, da de så jeg stod og røg uden for huset. De kiggede bare skuffet på mig, men ellers ikke. De regner nok med det er en eller anden bivirkning af, at ha mistet sin kæreste.

Den anden lomme lå min springkniv, helt nede i bunden af min alt for dybe lomme. Jeg tog den op, og lod kniven ’springe’ ud. Jeg kørte en finger hen af bladet, for at sikre mig, at den stadig bare skarp. Det var den. Jeg tog kniven ind igen, og holdt den fast i hånden, mens jeg satte farten op.

Huset så ud ligesom det plejede, med det slidte stakit, som virkelig trængte til en gang maling, den vissende græsplæne foran huset som, var fyldt med alt fra gamle ølflasker til slidte møbler. Havelågen kunne ikke lukkes ordentligt huskede jeg, fordi den sad skævt. Den eneste vej op til huset var stien fra havelågen og op til de gamle, slidte og beskidte hus.

Jeg tillod kun at stå og se på huset et par sekunder, for jeg vil ikke risikere at jeg begyndte at tænke det er igennem og fortrød. Den mand fortjente hvad eg har tænkt mig at give ham.

Jeg smækkede lågen op og kig direkte hen til hoveddøren, hvor jeg bankede så hårdt på jeg kunne, uden at hele nabolaget vil vågne ved det. Der gik ikke lang tid før jeg hørte nogen rumstere der inde og bande lavt. Jeg knugede kniven i min hånd, ikke helt sikker på hvad jeg skulle sige når han lukkede op. For jeg havde jo ikke tilladt mig selv at tænke det her igennem. Jeg nåede ikke længere i min tankestrøm, da døren blev åbnet og et svagt lys kom ud i natten gennem den åbne dør. Lige efter kom manden frem i døren. Han så ud som han huskede ham. Grim og lugter langt væk af sved. Jeg rynkede uvilkåret på næsen.

Der gik lidt tid før manden genkendte mig. Da han gjorde spærrede han øjne op, men fik hurtigt styr på sig selv igen, og lage sit ansigt i neutrale folder. ”Hvad laver du her knægt? Også så sent op natten?” Han kiggede surt mig. Han var kun et par cm. Højere end mig. Men han vejede helt sikkert meget mere end mig. Han havde en af de der berømte, øl tønde maver.

Jeg besvarede hans sure udtryk, skubbede mig forbi ham og ind i huset. Han kiggede overrasket på mig. Men jeg ignorerede ham, og lukkede døren bag mig.

”Hvad vil du knægt?” Spurgte han igen. Denne gang lidt højere, og måske lidt nervøst?

Af en eller anden grund, gjorde det mig faktisk lidt tilfreds, at han var nervøs. Jeg smilede til ham og sagde, ”jeg kunne ikke rigtigt sove også tænkte jeg, at jeg lige vil tage et smut forbi dig..” Jeg kigger op på ham, kan se han ikke rigtigt tror på mig og han ikke rigtigt er tryk ved denne situation. Jeg kan ikke lade vær med at smile. Jeg begynder at gå imod deres stue. Jeg begynder at tale igen, på vej ind mod deres stue. ”Og det sjove er, at jeg ikke kunne sove, fordi jeg tænke på dig.” afslutter jeg min sætning. Da jeg når ind til midten af stuen, vender jeg mig om mod ham. Han har stald sig i dør åbningen til stuen og kigger på mig med sammen knebene øjne. Jeg smiler et lumsk smil til ham og siger ”Det er skam rigtigt. Men hvis du ikke tror på mig, så skal jeg nok forklare dig det.” Jeg løfter et øjenbryn og kigger udfordrerne på ham. Han tager tavst imod udfordringen ved, at sidde sig hen i en af stolene ved sofabordet, som er fyldt af tomme flasker. Jeg setter mig over i sofaen, overfor ham.

 

****

 

Jeg har puttet kniven ned i lommen - men ikke længere nede end, at jeg hurtigt kan tage den op igen - og buttet den ud med min cigaret pakke. Jeg tager en i munden og rækker pakken over mod Bellas far, som et tavst spørgsmål, om han vil have en. Han ryster på hovedet. Jeg tager pakken ned i lommen igen.

”Hvorfor er du her knægt?” spøger Hr. Ross igen. Ligt mindre tålmodigt, denne gang. Jeg smiler. ”Det har jeg sagt. Jeg ville faktisk snakke med dig.” Jeg støtter albuerne på knæerne og læner mig frem.

Hr. Ross rynker brynene, over det jeg lige har sagt, og svare, ”hvad vil du så snakke med mig om?” ”Jo ser du..” Jeg holder en lille kunst pause. ”Jeg vil gerne vide hvorfor, eller rettere, hvordan, Bellas mor døde.” Jeg leger lidt med cigaretten mellem mine fingre. Der er stille i lang tid, inden hr. Ross svare, ”Hun faldt.” Hans stemme er knap hørlig. Jeg kigger op på ham fra min cigaret. Han har fået et hårdt udtryk i ansigtet. ”Faldt, eller skubbet?” Hr. Ross spærre sine øjne op og forskrækket på mig. ”Jeg ved ikke hvad du fabler om knægt. Men jeg kunne aldrig finde på, at skubbe min kone, ned fra en klippe. Hvis det er det du mener.” Han kigger stængt på mig. Mit smil bliver bredder. Jeg rejser mig op, og går lidt rundt i stuen. ”Nej du kunne ikke..” Jeg vender mig om mod Bellas far og ser ham lige ind i øjne. ”..Men Bella kunne.”

Hr. Ross farer op at sin stol ”Nu syndes jeg du skal tage hjem, knægt!” Får han klemt ud mellem sine sammenbidte tænder. Jeg har min kniv oppe at lommen og foldet ud, på under 2 sekunder. ”Nu syndes jeg du skal sete dem ned, Hr. Ross,” Siger jeg og peger kniven imod ham. Hr. Ross tager 2 skridt tilbage - uden at slippe kniven med øjne - og mærker efter stolen, så han ikke kommer til, at sete sig på gulvet.

Da han har sat sig ned, sænker jeg knive og går hen imod ham. ”Jeg kom her over, fordi jeg syndes du skylder mig nogle svar. Så nu har du bare at svare. Okay?” Han nikker langsomt. Stadig uden, at slippe kniven med øjne. ”Godt. Så siger nu gentager du lige, hvad det skete den dag, Bellas mor døde.” Siger jeg hårdt. Jeg ville have nogle svar. Jeg er træt af, at gå rundt her, som en eller anden idiot med hjertesorger og hukommelsestab. Jeg ville have svar. Og det skulle være nu. Hr. Ross synker en klup og begynder så, at snakke. ”Vi var på vandre tur. I bjergene…” Han ser næsten helt trist ud, da han tænker tilbage på mindet. ”Bella må ikke ha været mere end 8år den gang..” Han kigge ned. ”Blid ved med at tale gamle mand!” Jeg var ved at miste tålmodigheden. Minderne pressede sig på igen og jeg nægter, at gå i gulvet foran Bellas far!

”Bella var helt oppe at kører. Vi prøvede at få hende til at slappe af. Men hun blev bare helt vildt sur og prøvede at skubbe os væk. Også…” Der trillede en enlig tåre ned af hans venstre kind. ”Det hele skete bare så hurtigt. Det ene øjeblik stod hun der, det næste står hun der ikke. I steder står Bella der, med armene oppe foran sig, som om hun.. Lige har skubbet hende ned..” Hans ansigt blev vredt. ”DEN MØGUNGE SKUBBEDE HENDE NED!”

Jeg var over han på under 1 sekund. Jeg satte kniven for hans hals. ”Prøv at gentage det. Hvis du tør.” ”Jeg havde altid hvis der var et eller andet galt med den unge! Det var bare et spørgsmål om tid!” Han nærmest spytter ordrerne i hovedet på mig. ”Der var intet i vejen med Bella! Det var dig der behandlede hende som skidt!” Råber jeg tilbage lige i fjæset på ham. ”Jeg behandlede hende, som hun havde fortjent at blive behandlet!” Min hjerne slog klik. Jeg kunne nærmest høre det lille klik, der kom, da min hjerne ikke kunne holde til mere. ”Hun havde fortjent at blive behandlet en prinsesse! Hun havde fortjent meget mere, end det du gav hende. Hun havde det største og renest hjerte man kunne tænke sig. Ikke en eneste gang, har jeg set hende gøre noget for sig selv, være egoistisk. Hvis hun havde penge, brugte hun den på andre, aldrig sig selv. Hun gik altid i den samme trøje 3dage i træk, fordi hun ikke havde nok tøj. Fordi hun aldrig brugte penge på sig selv. Hvis der er nogen der fortjener at blive behandlet sådan som hun blev, er det dig!” Jeg havde presset kniven så hårdt imod hans hals, at den har presset sig en lille smule ind i huden. En enkel dråbe blod, ramte hans trøje. ”Jeg så hende endda kravle livsfarligt højt op, i et træ, så hun kunne rede en fugleunge!” Jeg havde brugt al luften i mine lunger til at råbe af Hr. Ross, at jeg ikke havde mere tilbage. Jeg ventede på, at jeg fik vejret tilbage, før jeg begyndte igen.

”Men jeg er ikke her for at grave i gamle mindre. Jeg er her for at hævne mig, for alt det du har gjort mod Bella. Du er godt klar over at det er din skyld hun er død, ikke?” Jeg kiggede han direkte ind i øjne. Han svarede ikke. Han kiggede nærmest bare lige igennem mig. ”Svar mig!” Han nikkede, stadig uden at rigtigt at kigge på mig. Bare lige igennem mig. ”Godt” Jeg smilede. ”Hils djævlen fra mig, Hr. Ross og sig, at vi ses snart.” Så tog jeg snittet.

Slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...