Dronningens Hævn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Færdig
Clary har en måned. 30 dage, 720 timer, 43200 sekunder, til at forelske sig i og hvis dette ikke lykkedes, vil hun dø. Jace har en måned. 30 dage, 720 timer, 43200 sekunder til at få en pige til at forelske sig i ham, og når det er opnået, skal han dræbe hende, for hvis ikke dør han.
Hvilken kærlighed er værd at dø for?

59Likes
91Kommentarer
3081Visninger
AA

6. Utraditionelle metoder

Clary mærkede hans varme ånde mod sit øre.

”Slip mig,” hvæsede hun og vred sig. Hans greb var for stærk, og her hjalp hendes fordele hende ikke. Hun var hurtig, lydløs og præcis, men intet af dette, kunne få hende ud af situationen. ”Du er skudt i hovedet.”
Jace lo. En charmerende, dyb latter. ”Jeg ville bare undskylde,” hun kunne mærke ham smile. ”Giv mig nu en chance, Clary. Bare en,” hans stemme var hviskende, bønfaldende, som om, en lille chance ville gøre den forskel. Hun måtte bide sig hårdt i tungen for ikke at skælve, forsøgende på at lade sin vrede overskygge det, der for alt i verdenen ikke måtte føles. Han var for tæt på og brugte beskidte tricks.

”Fint. Du er tilgivet. Må jeg gå nu?” sukkede Clary og udnyttede hans ene øjebliks uopmærksomhed og rev sig fri. Hun bakkede flere skridt bagud. ”Hvis du lover mig en ting,” sagde han og skubbede sine gyldne lokker om bag øret, før han forsatte. ”Mød mig i Pandemonium i aften. Jeg er ikke skudt i hovedet, giv mig en chance, for at bevise det,” mens han snakkede bevægede han sig tættere på, og hver gang han tog et skridt frem, tog hun et tilbage. Sådan forsatte det, indtil rummets størrelse ikke længere tillod det, og hun stødte sin ryg mod den kolde væg og med et lydløst gisp lod sig fange mellem hans arme, han havde solidt plantet ved hver hendes side.

”Hvis du tør, lille pige” tilføjede Jace og snoede en finger om det kobberøde, krøllede hår, der føltes silkeblødt. Det markerede ansigt lyste op i et skævt smil, og de tydelige kindben indrammede øjnene, hvor et udfordrende blik herskerede, under de mørke, tætsiddende øjenvipper.

”Mit navn er ikke lille pige,” udbrød Clary stædigt mellem tænderne. Alverdens tanker for gennem hende, overvejelser og spekulationer. Stilheden blev kun holdt væk af deres tunge åndedrag. ”Fint. Pandemonium i aften. Kun i aften,” med disse ord hængende i luften, skubbede hun hårdt hans hænder væk, for at komme frem til døren, helst så hurtigst som muligt.

”Vær der klokken otte. Ellers så vil jeg måske begynde at lede efter dig,” råbte han efter hende. Hun himlede med øjnene og forsatte videre gennem korridorerne, med hans stemme som et endeløst ekko i sit hoved.

Instituttet var stort, men efter et par år vænnede man sig til det, og fandt hurtigt ud af, hvilke gange der førte til hvor og hvordan man hurtigst som muligt nåede frem til det sted, man ønskede.

”Isabelle?” Clary hævede sin stemme, mens hun bankede på døren, hvor Isabelles værelse var. Der var et værelse til rådighed til alle skyggejægere, der kom og gik, på eventuelle ærinder og opgaver.

Musikkens høje toner skar sig i hendes øre, da Isabelle endelig åbnede døren, med en føntørrer i den ene hånd og en børste i den anden. Hun lagde børsten fra sig, skruede ned for musikken og gjorde et nik til, at Clary skulle komme ind. Hun betragtede venindes høje, slanke skikkelse. Isabelles fugtige hår hang ned langs hendes ryg, glat og perfekt, som altid. Hendes ansigt var uden makeup, hvilket fik hende til at se yngre ud end normalt, dog stadig lige så smuk, som altid.

”Hvad så?” spurgte Isabelle og genoptog hvad hun havde været i færd med. At tørre sit hår. ”Jeg tænkte på, om du kunne hjælpe mig med, at finde et outfit til i aften,” svarede Clary. Ikke mere behøvede hun at sige før Isabelle nikkede ivrigt, og straks også påtog sig andre opgaver, som at ordne makeup og hår.

”Hvad skal du så i aften?” spurgte hun, mens hun rodede sit skab igennem, hvor der var mere tøj, end hvad der var plads til. Clary vred sig en smule i sædet, Isabelle havde skubbet hende ned i, og forsøgte at vælge sine ord med omhu. ”Jace bad mig om at møde ham på Pandemonium i aften,” fortalte hun, usikkert på hvordan hun ville reagere. ”Virkelig?” udbrød hun, og først registrerede hun det som et glad udbrud, da Isabelle hvinede og klappede i hænderne.

”Det er jo perfekt! Jace har brug for en med noget mellem ørene – Og desuden, Simon inviterede mig også på Pandemonium, så vi kan følges,” i samme øjeblik hun havde færdiggjort sin sætning, trak hun en kjole frem. Clary rystede straks på hovedet ved synet, hvilket Isabelle ignorerede og kastede den hen til hende, med en beordring om at tage den på.

Clary lod sine hænder løbe ned langs stoffet, da hun efter flere minutter, havde overgivet sig og taget den over hovedet. Kjolen fremhævede hendes kvindelige former, og fik de korte ben, til at virke længere, da de stoppede ved omkring lårene. Syningerne smøg taljen ind, og synet af sig selv i spejlet, fik hende til at stivne for et øjeblik, før Isabelle igen trak hende ned i stolen, for at ordne de håbløse krøller og det uskyldige ansigt.

Efter utallige strøg med makeup penslerne, en voldsom omgang hårspray og smerter, man måtte jo lide for skønheden, gik Isabelle et skridt tilbage for at se på sit værk fuldendt. Krøllerne var fladet ned og bølgede fint om hendes ansigt. De grønne øjne var indrammet af en tyk omgang eyeliner, og kindbenene stod stærkt frem og fik det kvindelige frem i hende. De bløde læber havde fået sig en omgang glans, og de mørke vipper, nu endnu længere end nogensinde, kastede en perfekt skygge ned fra sig.

”Jeg garanterer dig, Jace vil dø når han ser dig,” kluklo Isabelle, tydeligt tilfreds over sin indsats. ”Jeg er ikke ude på at dræbe ham. Vi skal bare hænge ud,” hurtigt tilføjede Clary også, ”kun som venner.”

Ordet venner lød mærkeligt. Han havde været ved at brække hendes håndled, det var hun sikker på, og han havde kidnappet hende fra våbenrummet, så at kalde ham for ven, var af gode grunde utrolig forkert. Men noget andet, en anden følelse, fortalte hende, at det ikke var derfor det føltes forkert. Hun skød hurtigt tanken fra sig. Hvad fanden var det?

”Jeg skal bare have ordnet det sidste, så går vi,” svarede Isabelle, og ignorerede med vilje, hvad Clary havde sagt. Det kunne tydeligt høres i hendes stemme, at hun morede sig, og at hun på ingen måde, troede på hvad hun sagde.

En halv time senere var de på vej til Pandemonium. Stedet hvor warlocks, vampyrer, skyggejæger og varulve samledes, for at flygte fra hverdagens problemer, og overgive sig til musikken, alkoholen og blot glemme alt for et øjeblik.

Samme øjeblik de trådte stødte de på Magnus Bane. New Yorks førende warlock. Han havde sin arm om Alecs liv. Efter Alec var sprunget ud, et par måneder tidligere, havde alt været fantastisk mellem de to, og hvis man skulle være ærlig, havde de aldrig set gladere ud. Clary misundte dem en smule. Isabelle gav sin bror et kram og Magnus et kindkys, før de forsatte videre.

”Jeg må indrømme, jeg havde mine tvivl, men du kom sandelig,” lød en stemme bag dem, og straks genkendte Clary den stemme som Jace. Isabelle blinkede en enkel gang, før hun mimede et ’vi ses’, og forsatte på sin jagt efter, at få fundet Simon.

”Hej Jace,” hilste hun kort og vendte sig mod ham. For et øjeblik kunne han ikke skjule sin overraskelse. De store øjne betragtede hende med et sultent blik, og granskede hver en del af hende. Clary rødmede. ”Du ser godt ud” lo han med et skævt smil, og tog hende om hoften, for at trække hende med sig.

”Hvad kunne jeg friste med?” spurgte han og lod sin hånd falde fra hendes hofte, da de nåede baren.

”Sikke høflig du er blevet,” udbrød hun.

”Det har jeg altid været, du har bare ikke bemærket det,” svarede han bestemt.

”Jeg har det fint, tak.”

”Kom nu, Clary. Ikke sådan en lyseslukker.”

Jace bevægede sig tættere på, og fulgte hendes blik, da det faldt på dansegulvet. En idé lyste op hos ham. ”Dans med mig,” et charmerende smil plantede sig på hans læber. ”Kom nu, lille pige,” hviskede han i hendes øre.

Lille pige.

”Mit navn er ikke lille pige,” hvæsede hun før hun et fast greb om hans hånd og trak ham med ud på dansegulvet. Deres kroppe fandt straks hinanden.

De dansede til musikkens dybe rytme.

En pludselig lyst overvældede hende. Hun bevægede sig tættere på, gned sig op ad hans krop, som hun havde set andre piger gøre, men aldrig selv turdet. Hun var altid bange for, at skulle gøre sig til grin, men Jaces hårde tag om hendes hofter, der trak hende tættere på, gjorde, at det var fortid nu. Musikken dunkede, hendes hjerte galoperede af sted, da hun mærkede Jaces hænder, der bevægede sig fra hendes hofter, længere op ad hendes krop.

”Du overrasker, Clary,” lo han mod hendes øre og nappede hende blidt.

En latter forlod hendes læber som svar, en latter der ikke varede længe, da hun mærkede Jace blive flået fra sig, efterfulgt af et vredt råb. Simon.

Simons øjne lyste op i vrede og de skarpe tænder blottede sig. Isabelle forsøgte ihærdigt at holde ham fra, hvad de alle vidste han var lige ved, men mislykkedes, og før andre kunne gøre forsøget, havde han kastet sig over Jace og hamret sin knytnæve lige mod hans kæbe. ”Fortalte jeg dig ikke, at du skulle holde dig væk fra Clary?!” udbrød Simon vredt før han endnu en gang lod sin knytnæve hamre mod hans ansigt. Jace råbte noget højt, hvad kunne Clary ikke høre, før han sparkede Simon i brystet for at få ham væk. Han trak en af sine dolke frem, hviskende ord forlod hans læber, før det lyste op i en blå farve.

”Jace!” skreg Clary og kiggede desperat mod Isabelle, der heldigvis havde fundet sin pisk frem og holdte Simon tilbage.

Clary banede sig frem til Jace, før han nåede hen til Simon, hendes bedsteven gennem alt, som hun ikke ville tillade skete noget med. ”Jace!” skreg hun endnu en gang og nu fik hun hans opmærksomhed. ”Du får ikke lov til at gøre Simon noget” hendes stemme var panisk, en anelse desperat. Hun havde set Jace i aktion, mærket ham i aktion, og nu, hvor han var virkelig pissed af, frygtede hun hvad han ville gøre.

Hun nåede frem og lagde beroligende en hånd på hans arm, trods hun ingen grund havde til at tro, at det ville være. ”Hvad vil du, Clary?” hvæsede Jace. Blodårene stod tydeligt frem på hans hals.
”Forhindre dig i at gøre noget dumt,” ved hendes svar lo han blot og så ned på hende med et ømt, nedgørende blik.

”Hold da kæft,” sukkede han og skjulte dolken i sin lomme igen. Clary udnyttede sig af muligheden til at få dem længere væk fra hinanden, og skubbede derfor Jace længere ned, i den anden ende af rummet hvor Simon var.

”Næste gang slipper han ikke så billigt,” forsatte han med at mumle. Clary bed sig hårdt i tungen, for ikke at sige noget dumt, men en del af hende ville altid forsvare Simon. Uanset hvem det var der sagde noget.

Jace sagde intet, før han tog et hårdt greb om Clarys hånd og trak hende med sig ud fra Pandemonium. Den iskolde natteluft greb hårdt i kinderne, og stilheden virkede så underlig, efter at have tilbragt så lang tid i et lokale med en volumen på 100.

Først da bemærkede Clary Jaces flænge hans arm. Der lå ofte glaskår på dansegulvet, så da han var røget en tur derned, efter Simons slag, var det nok, hvad der havde gjort det. ”Lad mig ordne det for dig,” sagde hun stille og fumlede efter sin stele. Stelen hun havde haft kært lige så længe hun huskede.

Jace gjorde ingen indvendinger, da skubbede ham ned på en metalkasse, så hun kunne koncentrere sig og gøre det rigtigt. Forsigtigt og blidt vendte hun hans arm, og betragtede den dybe flænge, med en smule bekymring. Hun trak sin stele henover det og et kraftigt lys forlod den, da den mødte hans hud. Jace skar en grimasse og bed tænderne sammen, mens hun lavede en iratze. Den helende rune.

”Tak,” sagde han. Med en ømhed hun ikke før havde hørt. Han nærmede sig langsomt hende, og før Clary kunne nå at registrere det, trak hun sig tættere på.

”Clary,” hviskede han svagt og hun mærkede hans ånde mod hendes læber.

”Nej.. Jeg kan ikke,” Clary trak sig tilbage med et ryk, før hun vendte ryggen til og løb. Væk fra Jace væk fra de forvirrende følelser, væk fra den voldsomme aften, bare væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...