Dronningens Hævn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Færdig
Clary har en måned. 30 dage, 720 timer, 43200 sekunder, til at forelske sig i og hvis dette ikke lykkedes, vil hun dø. Jace har en måned. 30 dage, 720 timer, 43200 sekunder til at få en pige til at forelske sig i ham, og når det er opnået, skal han dræbe hende, for hvis ikke dør han.
Hvilken kærlighed er værd at dø for?

59Likes
91Kommentarer
2880Visninger
AA

9. Puslespillet samledes

Clary vågnede op næste morgen. Hun vidste det. Hun havde ophævet besværgelsen. Hun mærkede det overalt på sin krop. Hun huskede nu.

Hun vendte sig i sengen, forventningsfuld om at se Jaces ansigt. Hendes Jace. Drengen hun elskede, hvis minder stadig stod en smule uklart med, men denne følelse overskyggede alle, mere end nogen anden. Hun vidste, at det var sandt.

Men han var der ikke. Clary rejste sig op med et sæt, kun iført undertøj, spejdende efter Jace. Værelset var ikke stort, og hvis han havde været her, havde hun kunne se ham. Hvordan kunne han?! Efter sådan en stor aften. Hun havde givet afkald på sin uskyld, også smuttede han næste morgen, inden hun var vågnet, uden et ord.

Mens vreden simrede og boblede i hende, tog hun hidset sit tøj fra gulvet og iklædte sig det, mens hun forsøgte, at finde ud af, hvad i alverden han havde tænkt på. Havde han fortrudt? Bange anelser for igennem hende. Hvad nu hvis det ikke havde så fantastisk for ham, som for hende? Hun mærkede pludselig tårer der gled ned af hendes kind. For englene da.

Hun tørrede dem stædigt væk og satte sig i sengen, for at fundere. Hun trak vejret i dybe, rystende indåndinger, og forsøgte at styre tårekanalerne forgæves. Hun så ned på gulvet, og bemærkede en læderindbundet bog, hendes T-shirt havde skygget for. Hun tog bogen op i sine hænder, bladrede igennem siderne.

Det var Jaces dagbog.

Hun vidste, at hun burde ligge den fra sig. Den var privat, ikke alle var velkommen til, at kigge i den og så vidt, som hun huskede, ville Jace ikke tage let på det, hvis man snagede for meget. Men alligevel slog hun op på en side og gav sig til at læse. Det var skrevet for et par måneder siden.

”Det er skræmmende. Hun kan styre mig, som ingen anden før har kunnet. Hun ved ikke selv, hvad hun er i stand til, men mit eneste ønske er, at hun skal have det godt. At hun skal føle sig tilpas. Være lykkelig. Og jeg vil gøre alt, for at opnå det. Selv til side stille mine egne behov for, at det skal ske. Lige siden jeg tabte gryden med Isabelles kødsovs, som jeg desuden fik en ordentlig røvfuld for, og hun frivilligt satte sig ned på hug, for at hjælpe mig med at tørre op, var jeg solgt. Hun havde gennemskuet mig, og vidste, at jeg med vilje tabte gryden, så vi kunne bestille udefra. Hun så lige igennem mig.”

Clary holdte vejret for et øjeblik. Hun huskede. Huskede dagen. Hun var lige ankommet til New York dengang, og for nylig, blevet præsenteret for instituttet, hvor hun sin første aften tilbragte i køkkenet med alle andre. Isabelle havde insisteret på, at lave en omgang hjemmelavet mad, for at byde hende velkommen på ’den rigtige måde’, trods alle havde ønsket, at hun havde ladet være. Så kom Jace. Han virkede på det tidspunkt til, at være den største idiot nogensinde, og det viste han sig også, at være, da han med vilje tabte hele gryden på gulvet. Men noget havde fanget hende. Draget hende. Vækket hendes nysgerrighed. Hun måtte kendte ham bedre at kende.

Hun bladrede igennem siderne og læste. Han brugte aldrig hendes navn, det var altid kun ’hun’. Alle de største øjeblikke, til de mindste, i deres forhold var beskrevet. Fra deres første kys til de dage, hvor de intet andet havde lavet, end blot at snakke. Der gik gang i tårekanalerne igen. Hun huskede det hele nu, og hun vidste, hvor Jace var på vej hen nu. Den sidste side i dagbogen bekræftede det, og var skrevet, selv samme dag.

”Jeg husker nu alt. Jeg vælger at tro, at det var vores kærlighed der brød igennem muren, der havde fået mig til at glemme. For jeg har intet mere magisk oplevet end denne her nat, jeg tilbragte med hende. Jeg husker også hvad vi havde været i færd med, før Dronningen fik os til at glemme. Vi havde haft hende. Haft hende i vores hule hånd, men en lille fejl, kostede os dyrt. Vores plan er kun en anelse forsinket – Men ikke umulig at gennemføre. Jeg har valgt at lade hende sove og efterlade hende i instituttet. Hvor hun er i sikkerhed og uden for fare. Jeg opsøger Dronningen alene og gennemfører, hvad der var meningen.”

Clary læste siden igen og igen. Hun tog timeglasset fra, fra hendes lomme, og med en vredesfyldt bevægelse og råb kastede hun den ind i væggen, så den splintredes i tusinde af stykker. Hun så på glaskårene med et arrigt blik. Hun huskede deres planer.

Der fandtes dæmon- og englekræfter. For alle væsner, varulve, skyggejægere eller feer, var det strengt forbudt at gøre brug af dæmonkræfter. Dette var en af de ypperste forfærdeligheder man nogensinde kunne begå, og de havde afsløret Dronningen i det.

Hun indtog dæmonkræfterne ved at drikke dæmonblod. Det gjorde hende stærkere, mere magtfuld og i stand til at gøre, hvad ingen nogensinde havde gjort. Hun arbejdede sig opad, og hvad der havde stået klart for dem, så snart de opdagede mere omkring hendes planer, var at hun ikke blot ville stå tilfreds med, at være stærk. Hun ville have herredømmet over alle. Over hvert et væsen der fandtes på jorden.

Clary og Jace havde gjort sig umage. Forsøgt at finde en måde på at besejre hende, og stadig lade det gå diskret til. Og det var lykkedes dem. De havde fundet måden, og det eneste de skulle bruge var en engels fjer, dråber blod fra en uskyldig skyggejæger og et af Dronningens egne hår.

De første to var lykkedes. Jace havde en engels fjer, men nægtede samtidig at fortælle, hvorfra han havde den, og Clary faldt perfekt i rollen, som den uskyldige skyggejæger. Så et par dråber af hendes blod havde været nok. Men det var ved det sidste det var kikset. Da de skulle have et af Dronningens hår.

Dronningen havde altid haft en svaghed for Jace. Hun beundrede hans charme og rosende ord, så det havde været let, at få et møde med hende. Alt var gået som smurt, indtil han havde bevæget sig for tæt på, og alt for hårdt revet en af hendes hår ud. Der havde hun lugtet lunten. Hun kendte til besværgelsen, og dens ingredienser, og havde samme øjeblik afsløret dem.

Knapt med livet i behold var de sluppet væk, men sluppet godt med dem, var de ikke. Der havde hun kastet forbandelsen.

Clary tog en dyb indånding. Hun vidste, hvad hun måtte gøre.

Få minutter efter stod hun hjemme. Jocelyns stemme råbte inde fra køkkenet. ”Hvor har du været henne, Clary? Jeg har været syg af bekymring,” råbte hun for efterfølgende at gå ind til hende, med armene vredt krydset på kors.

Det havde hun seriøst ikke tid til.

”Undskyld, mor. Jeg overnattede hos Isabelle, på instituttet, og min telefon gik ud af strøm, så jeg kunne ikke ringe,” løj hun, før hun gav sin mor et kys på kinden, inden hun kunne nå at svare og forsvandt derefter ind på sit værelse. ”Gør det ikke igen, ellers så får du stuearrest!” råbte Jocelyn gennem døren.

Clary faldt ned på knæ, ved sin seng, og trak en kasse ud. Kassen med hendes skyggejægerdragt. Hun iførte sig den hurtigt, og indåndede duften af læderet, der sprang i hendes næsebor. Hendes dragt bestod af et par læderbukser, en tætsiddende top dækket af en læderjakke. Et bælte, hvor hun havde sine våben, sad om hofterne og støvlerne sad perfekt om den lille fod. Alt var selvfølgelig i sort.

Alle skyggejægere så bedre ud i sort.

Hun fandt sin telefon frem, fuld opladet og ringede til en gammel ven.

Efter tre bip var den taget. ”Hey Daniel, det er Clary. Husker du den tjeneste du skylder mig?”

”Ja, selvfølgelig,” svarede Daniel, en anelse grumset og uhørligt, på grund af baggrundsstøjen.

”Jeg kunne godt bruge den nu.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...