Dronningens Hævn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Færdig
Clary har en måned. 30 dage, 720 timer, 43200 sekunder, til at forelske sig i og hvis dette ikke lykkedes, vil hun dø. Jace har en måned. 30 dage, 720 timer, 43200 sekunder til at få en pige til at forelske sig i ham, og når det er opnået, skal han dræbe hende, for hvis ikke dør han.
Hvilken kærlighed er værd at dø for?

59Likes
91Kommentarer
2913Visninger
AA

3. Hold facaden

Se normal ud. Opfør dig normalt. Gør som du plejer. Afslør ikke dig selv.

Ved hjælp af de fem sætninger, formåede Clary at komme igennem morgenmaden, uden at hendes mor, Jocelyn, og Luke, manden hendes mor fornyligt havde giftet sig med og den eneste faderfigur Clary nogensinde havde haft i sit liv, stillede nogen mistænksomme spørgsmål. Det var en sejr i sig selv.

Luften slog med kolde pisk mod hendes ansigt, da hun bevægede sig ned gennem de dunkle, stinkende gader, en genvej der formindskede hendes sædvanlige transport tid til instituttet med næsten ti minutter. På hendes arm var mærket efter en stilheds rune. Det fik hende til at føle sig mindre klumset, mere som en skyggejæger. Mere som den person hun så ihærdigt ønskede at blive og hårdt arbejdede for skulle ske. Hun nærmede sig det, for hver dag der gik, for hver smertefuld træning, for hver en nedlægning af en dæmon, på egen hånd.

Telefonen hun altid havde på sig vibrerede i lommen. Hun fiskede den op og så på skærmbilledet, hvor Isabelles navn lyste op. Isabelle Lightwood, hendes tætteste veninde, hendes parabati. Det stærkeste bånd der kan opnås blandt to krigere, og runen på deres overarm, dedikerede at det havde lykkedes dem. Sammen var de frygtløse.

Hun trak pilen hen på sin iPhone og besvarede opkaldet.

”Clary, hvor er du henne?!” Isabelle skreg ind i røret.

”Jeg er på vej.”

”Skynd dig. Jace er utålmodig og jeg gider snart ikke høre på hans brok mere. Desuden – Hvad ville du foretrække til aftensmad? Gulerodssuppe eller lasagne?”

Clary skar et ansigt. Isabelles madlavning var mildest sagt forfærdelig.

”Hvad med pizza?” forsøgte Clary sig kærligt med og fik som svar et dybt suk. ”Okay så. Skynd dig nu bare,” få sekunder efter var der lagt på.

Isabelle boede på instituttet sammen med sin bror, Alec og Jace, som deres familie havde taget til sig, da hans far døde. Deres forældre, Maryse og Robert, stod i spidsen for instituttet, her i New York, og sørgede for alt gik som smurt.

Clary løb det sidste stykke mens hun funderede over et navn.

Jace.

Hun vidste hvem han var, men det var som om, noget manglede. Hun manglede at vide noget, en brik var blevet væk i puslespillet, hun næsten og alligevel, var så langt væk fra, at have løst. Før hun vidste af det, kolliderede hendes krop direkte med en anden, og skubbet sendte hendes adskillige skridt bagud, og før hun nåede at genvinde balancen, faldt hun til jorden.

”En skyggejæger,” hans stemme bar den sædvanlige arrogance, ”skal altid forvente det uforudsigelige.” Jace kastede en kasse mod hende, før hun nåede at rejse sig. Kassen indeholdte forskellige våben og redskaber, de ville kunne komme til, at skulle have brug for, de næste par timer. ”Vi træner i parken i dag,”

”Og hvem giver dig den ret til at bestemme det?” Clary rejste sig, ignorerede hans fremstrakte hånd, og tog kassen i sine arme, og begyndte at gå. De sorte støvletter, som Isabelle havde tvunget hende til at gå i, slog hårdt mod jorden.

”Jeg behøver ingen tilladelse fra nogen,” Jace tog sin hånd til sig og forsatte efter. Parken lå ikke længere end et par minutter væk, så snart, ville de være der.

Clary vidste ikke hvad hun skulle svare, så hun lod være. Noget ved ham irriterede hende. Noget ved ham beundrede hun, og gjorde, at hun ikke kunne lade være, med at se på ham, når han ikke kiggede.

Eller. Når hun troede at han ikke kiggede.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...