Dronningens Hævn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Færdig
Clary har en måned. 30 dage, 720 timer, 43200 sekunder, til at forelske sig i og hvis dette ikke lykkedes, vil hun dø. Jace har en måned. 30 dage, 720 timer, 43200 sekunder til at få en pige til at forelske sig i ham, og når det er opnået, skal han dræbe hende, for hvis ikke dør han.
Hvilken kærlighed er værd at dø for?

59Likes
91Kommentarer
2888Visninger
AA

4. Hende

Jace

Fra første blik var hun dødsdømt.

Det skulle være hende.

Vogteren havde gjort opgaven klar og tydelig, der var intet at misforstå. Jace stak hånden i lommen og mærkede efter, om timeglasset stadig var der. Det var det.

Det røde krøllede hår flagrede i vinden og prikkede til hans lyst. Hun så så skrøbelig ud. Som om den mindste berøring ville få hende til at knække. Men virkeligheden var bare, at det var hun ikke. Hun var en af de bedste. Men ikke den bedste, den titel tilhørte Jace og kun Jace. Derfor havde den øverste i instituttet foreslået at deres træningstimer skulle slås sammen, så de kunne lære af hinanden, pirre til hinandens udholdenhed, foreslå udfordringer, kun få ville turde tage op. Træningen kunne begyndes.

”Clary?”  

Hans stemme skar igennem stilheden.

Straks for en dolk gennem luften og lige med nød og næppe, undveg Jace den, men kunne ikke redde de gyldne lokker, fra at blive snittet. ”For englenes skyld, Clary! Er en advarsel først, for meget at forlange?” 

Clary latters fyldte rummet. ”Jeg troede at du var en af de bedste,” med en dybere stemme citerede hun. ”Forvent det uforudsigelige,” endnu en dolk fløj gennem luften. Jace greb den ved skaftet.

”Jeg er en af de bedste,” rettede Jace efter at havde genvundet fatningen. Dolken smed han fra sig, greb to sværd og kastede den ene til Clary.

Elegant greb hun den, med en ynde kun en skyggejæger besad, og vendte sværdet i hånden, så æggen strålede som ild. Hendes øjne strålede krigerisk op.

Deres øjne fortalte hinanden det deres mund ikke gjorde og kampen var begyndt. Deres sværd klirrede mod hinanden, brugen af deres styrke kunne høres, hver æggen ramte hinanden. Det var hurtige og præcise bevægelser, de begge udførte, og hvis man så bort fra sværdet i deres hænder, kunne det ligne en harmonisk, romantisk dans, men blikket i deres begges øjne, var det komplet modsatte. Vildt og koncentreret. 

Clary haltede med balancen, og der så Jace sit snit, afvæbnede hende og trak hende tæt til sig, med et drenget, skævt smil på de tørre læber. 

Han mærkede hendes varme ånde mod sin mund. Han holdt fast, lod stædigt blikket blive oppe, med sværdet rettet mod hendes strube. ”Du er fanget,” ordene passerede langsomt hans læber. Så let var det. Så let kunne han komme til det.

Og så let var det måske alligevel ikke.

Alt luften forlod hans lunger, da to hårde slag ramte ham på brystet og sendte ham helt ude af fokus, så han væltede hårdt. Han mærkede sværdet, der forlod hans faste greb om hans hånd, da en fod sparkede den væk, og vægten der pludselig lagde sig ovenover sig. Siddende på sin brystkasse var Clary pludselig at finde, med sit sværd, denne gang, rettet mod hans strube.

Du er fanget,” stemmen havde en stille latter i sig. Jace tog hænderne om bag nakken, lagde sig til rette og så på Clary, med et ømt blik. ”Er jeg virkelig det?” Spørgsmålet frembragte forvirrede folder i hendes ansigt, og det øjeblik, udnyttede han.

På et splitsekund havde de byttet roller. Jace for frem, greb om Clarys hænder og vristede sværdet ud af hendes greb, og vendte hende, så hun lå med ryggen på græsset, og han var ovenpå. Han holdte hendes hænder nede, med et hårdt greb om begge hendes håndled.

Clary forsøgte at vride sig fri. Spidsede munden, sandsynligvis i vrede, og koncentrationen stod tydeligt malet i hendes øjne. ”Det gør ondt,” klagede hun og hentyd til sine håndled. Jace lyttede ikke.

”Det gør ondt,” gentog hun stædigt. Jace lyttede stadig ikke, men strammede blot til. ”Jace, stop,” hvislede hun gennem sine sammenbidte tænder, i et forsøg, på at bide smerten i sig.

”JACE!” Clarys stemme var et skingert råb. Som hevet ud af en trance sprang Jace op, og så med sammenknebne øjne på hendes de røde mærker, om hendes håndled, hvor hans hænder havde været.  Dyret havde overtaget ham for et øjeblik, bestemt hans handlinger, bortkastet hans fornuft.

”Clary, det var ikke min mening,” Det havde aldrig været hans intention at skade hende. Ikke nu, ikke i dette øjeblik. ”Lad mig gøre det bedre,” lovede han, trak sine stele frem, men før han kunne nå at gå et skridt frem, og danne en Iratze ved hendes håndled, en helende rune, sprang Clary to tilbage.

”Seriøst?” Jace mistede fokus. ”Er du bange for mig?”

”Jeg har mødt dæmoner der er mere skræmmende end du,” Clary begyndte at samle våbnene, der lå kastet omkring, ”jeg er ikke bange for dig,” udpenslede hun bestemt og gjorde svaret på hans spørgsmål klart.

”Jeg er blot ikke interesseret i, at bruge min tid på psykopater som dig, hvis eneste formål i livet, er at dræbe og nyde andres smerte.”

Jace fnøs. Det var ingen hemmelighed. Han fik sit adrenalinkick ved at dræbe, når hans kniv for gennem en dæmons hjerte, tændte det noget i ham. Han havde brug for kampens glemsel, brug for at lade sig distrahere af blodet og skrammerne. Det var ham, det var hans liv, han var skyggejæger, og den bedste af slagsen. Men han havde brug for hende. Brug for hende, brug for, at hun forelskede sig i ham, og indtil videre, var den plan ikke gået godt.

Hans manglende svar lod blot til at hælde mere benzin på bålet, for selvom Clary intet selv sagde, fortalte hendes kropsprog det hele. De skarpe bevægelser, de hårde skridt, draget om hendes lille, rosa farvede mund. Hun var fandme pisset af.

Stilheden var hendes farvel. Hun drejede om på hælen, og før Jace nåede at kalde efter hende, bede hende om at stoppe op, for at høre på, hvad han havde at sige, var hun forsvundet væk, i mængden af mundanter, der gæstede parken for at nyde dagen.

Jace skulle komme op med en helvedes god plan, for at gøre det godt igen, for han var fast besluttet. Det skulle være hende

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...