Dronningens Hævn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Færdig
Clary har en måned. 30 dage, 720 timer, 43200 sekunder, til at forelske sig i og hvis dette ikke lykkedes, vil hun dø. Jace har en måned. 30 dage, 720 timer, 43200 sekunder til at få en pige til at forelske sig i ham, og når det er opnået, skal han dræbe hende, for hvis ikke dør han.
Hvilken kærlighed er værd at dø for?

59Likes
91Kommentarer
2887Visninger
AA

5. Det er fint

Clary var stormet væk fra parken.

Hendes håndled sved og aftrykkene fra hans hænder kunne stadig ses. Dumme Jace. Dumme træning. Dumme tårer.

Hun snøftede, bed sig i læben, forsøgte på at stoppe med at græde. Hvorfor græd hun overhovedet? Hun skulle være hård, det var hvad en skyggejæger var, de skulle ikke være så let at skræmme. Men noget havde været anderledes med Jace, hvad kunne hun ikke sætte ord på, og måske det var grunden til tårerne. Men uanset hvad grunden var, måtte hun stoppe med det at snøfte nu, da hun nærmede sig instituttet. Den store gotisk-inspirerede kirke, der for mennesker ikke fandtes, kun skyggejægere og underjordiske væsner kunne se. Hvis hun dukkede op med røde øjne og våde kinder, ville Isabelle begynde at stille alt for mange spørgsmål. Spørgsmål hun ikke magtede at besvare.

Hun lagde kassen med den ene halvdel af våbnene og redskabende de havde brugt, for at tørre sine øjne. I samme øjeblik hørte hun en velkendt stemme bag sig.

”Clary? Hvorfor tager du ikke din telefon?” spurgte stemmen. Stemmen der tilhørte Simon, hendes bedsteven, der for et par måneder siden var blevet bidt af en vampyr, og indtil da, ellers havde været perfekt normal, som ethvert andet menneske. Med andre ord: En mundan. Clary havde stadig ikke tilgivet sig selv, for at have ladet det ske, hvis blot hun havde været hurtigere med kniven. Hurtigere til at få fat på vampyren der bed ud efter ham. Så var det aldrig sket. Men det var det, og da han endelig fortalte sandheden til sin stærkt troende jødiske mor, var han blevet smidt ud, da hun ikke troede på, at han stadig var hendes søn. Så derfor boede han i øjeblikket hos hende. Jeg troede, at der var noget galt, så jeg ville bare lige se til dig.

”Undskyld. Jeg har haft den på lydløs,” løj hun og tørrede sine øjne, stadig med ryggen til ham. Sandheden var, at hun ikke ønskede at snakke med ham, for han ville straks kunne høre på hendes stemme, at noget var galt. Hun orkede virkelig ikke at fortælle hvorfor.

”Har du endnu ikke lært det? Jeg kan høre det på din puls når du lyver,” Simon nærmede sig og tvang hende til at vende sig mod ham. Mod hans bekymrede blik, bag de tykke brilleglas, hvor nogle få af de mørke krøller hang indover, blikket der gjorde det det umuligt for hende at lyve yderligere.

Hun sukkede tungt. ”Jeg trænede med Jace,” hun overgav sig, ”og pludselig blev han meget voldsom. Det er ingenting, jeg er okay. Jeg kan klare mig selv,” slog hun fast og ønskede ikke at han skulle blande sig. Hvilket han ikke forstod. ”Gjorde han noget ved dig?” hans øjne havde fået et dystert blik over sig, mens han scannede hende for skader. De stoppede ved hendes hænder. ”Hvad gjorde han ved dig? Prøvede han på noget?” hans stemme var ikke længere spørgende, men krævende. Han brød sig i forvejen ikke om Jace, alt for arrogant og egocentrisk, mente han, så hans had for ham, blev større i samme øjeblik. ”Nej, Simon, det var virkelig intet – ” Clary forsøgte forgæves at overbevise ham om, at det slet ikke havde været så værst, men midt i sin sætning blev hun afbrudt. Af ham.

”Jeg beklager, Clary. Det var virkelig ikke min mening at gøre dig ondt,” afbrød Jace, halvt ligeglad og halvt noget, hun ikke kunne tyde. Simons øjne blev smalle, han knyttede næverne og munden var presset hårdt mod hinanden. Få sekunder mere og bomben sprang.

Clary lagde beroligende sine hænder på hans brystkasse og skubbede ham blidt tilbage. ”Han er ikke det værd. Kom på andre tanker. Lad os gå,” lød det lavmælt fra hende, mens hun ignorerede Jace. Hun nægtede så meget, som at se på drengen. Hun tog kassen hun havde lagt fra sig op i sit favn, og gav et skub til Simon med sin skulder, for at få ham til at forsætte. Han skulede ondt en sidste gang, men overgav sig så, og forsatte med Clary væk.

”Jeg forstår dig ikke. Hvorfor lod du mig ikke gøre noget?” afbrød han surt et stykke tid efter. Han havde altid været beskyttende, og gået op i, at hun skulle have det godt. Men lige nu ønskede hun mere end noget andet, at han blot ville give slip. ”Fordi det ikke behøves. Det er fint, Simon. Jeg er jo ikke død,” mumlede hun og begyndte at gå hurtigere.

Endnu! Lov mig, hvis han prøver på noget igen, så skal du fortælle det til mig. Okay?” Han stoppede op og tog fast i hendes skuldre, så hun var nødt til at afgive et svar. Et ærligt et. ”Han prøvede ikke på noget..” hun sukkede. ”Okay. Det skal jeg nok,” svarede hun endegyldigt og rev sig fri. Han smilede og de begyndte at gå igen.

Der gik ikke længe igen før de stod foran instituttet, og her måtte sige farvel. Eftersom Simon var vampyr, og vampyrer ingen adgang havde til instituttet, da det var en gammel kirke, så kunne de ikke følges længere. Han trak hende ind til sig i et kram, en anelse besværligt med kassen imellem dem, men holdt hende dog alligevel ekstra hårdere end normalt denne gang. ”Husk det nu,” mumlede han mod hendes hår.

”Det skal jeg nok. Vi ses senere,” svarede Clary igen med et smil. Alligevel, under alle omstændigheder, vidste hun ikke, hvad hun nogensinde skulle gøre uden ham. Han var hendes bedsteven, den hun turde betro sig alt. Eller næsten alt. Vogterens meddelelse havde hun stadig holdt hemmelig.

”Hils Isabelle,” sagde han som det sidste, inden han vendte sig og gik. Hun betragtede ham gå, med et mistænksomt blik, ingen af de to, Simon og Isabelle, havde indviet hende i, hvad de havde gang i. Hendes nysgerrighed var ved at dø efter at få at vide, hvad der skete.

Til sidst var Simons silhuet forsvundet bort bag bygningerne,

Clary var forsat ind i instituttet, til våbenrummet, hvor hun havde lagt kassens indhold på sit rette plads, og endda taget sig god tid med det. Intet hastede og det skabte ro i sindet at begive sig til noget, der ikke involverede, at en eller anden modstander skulle ned med nakken.

En ro der blev sprættet op og sprintet i tusinde af stykker, da hun mærkede et ryk bagfra, og hænder der tog om hendes liv og lagde sig ovenpå hendes mund, så det var umuligt for hende at skrige. Vedkommende trak hende med sig, ind i et mindre lokale, der var egnet til pudsning af metalvåbnene. Der var mørkt, intet lys var tændt, og det eneste hun kunne høre var personens dybe indånding, der pustede hende i nakken.

”Nu ikke gå i panik, Clary. Jeg vil bare snakke, og eftersom du intet valg gav mig, end at tage den mere utraditionelle metode i brug, måtte det jo blive sådan her.”

Hun genkendte stemmen, den let hånlige tone, og morskaben, han tydeligvis nød ved dette.

Jace. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...