Dronningens Hævn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Færdig
Clary har en måned. 30 dage, 720 timer, 43200 sekunder, til at forelske sig i og hvis dette ikke lykkedes, vil hun dø. Jace har en måned. 30 dage, 720 timer, 43200 sekunder til at få en pige til at forelske sig i ham, og når det er opnået, skal han dræbe hende, for hvis ikke dør han.
Hvilken kærlighed er værd at dø for?

59Likes
91Kommentarer
2875Visninger
AA

8. Den første gang

Jace

Alt gik som planlagt.

Clary var som smør i hans hænder.

 Nu manglede han blot en bekræftelse. En bekræftelse om, at hun havde forelsket sig, på trods af, at hendes dybe kys og hendes læbers sang, næsten fortalte det hele.  

Men han havde dummet sig. Han havde tabt timeglasset, midt i den store finale. Men hun ville stadig være der i morgen. Chancen var der stadig. Alt han behøvede var et par søde ord, og hun ville tilgive ham, for sin hurtige exit. Sådan måtte det være.

Han bevægede sig i øjeblikket gennem de små gyder, for at nå frem til Magnus hus, som Alec lige havde skrevet, at han ville smutte forbi. Alec havde lånt en af hans dolke, den dolk, som han havde tænkt sig at bruge. At stjæle livet fra Clary med.

Hans tanker blev forstyrret af noget tumult længere fremme. Der hørtes skrig, men ikke menneskelige skrig. Skriget der forlod en dæmon, når de blev såret, og denne dæmons skrig, genkendte han som moloch dæmonen. Dæmonen der var kendt bedst for at slås i flokke.

Jace trak et sværd frem, hviskede dens navn, hvert et våben tog navn efter en engel, og straks lyste den op i en lyseblå, kraftig farve. Han løb frem, mærkede adrenalinet pumpe og kunne ikke vente med, at bore sværdet ind i det usle væsen.

Han nåede frem til stedet, og opdagede, pigen der bekæmpede disse alene var en velkendt. Clary. Clary havde allerede nedlagt tre, og manglede nu kun to. Hun kæmpede med et rør, hun var blevet overrasket uden et våben, og blodet sivede ned fra de rifter, hun havde samlet sig rundt omkring. Hendes øjne var krigeriske og hendes bevægelser fuld af styrke. Men selvom hun havde været heldig med de første tre, lod de to til, at være mere krævende. En af dæmonerne overraskede hende bagfra, og bankede hende ind i muren, så hun tabte sit eneste forsvar. Den anden dæmon lænede sig indover hende, blottede sine tænder og ventede på sin partner, der gjorde lige så.

I samme øjeblik de skulle til, at gøre dødsslaget, sprang Jace frem og væltede begge dæmoner om kuld. Med et kampråb, forårsaget af vreden der simrede i ham, løftede han sværdet over hovedet og hukkede dæmonens hoved af. Så var der kun en tilbage. Uden at tænke yderligere, løftede han sværdet og stak den igennem dæmonens hjerte, der skingert skreg og vred sig, indtil den lå helt stille.

”Clary?” spurgte han forsigtigt, da han satte sig på knæ ved hende, og løftede forsigtigt hendes hoved op, ved at holde om hendes nakke. ”Jeg er okay,” forsikrede hun ham stille om med en hæs stemme. Jace trak sin stele frem. ”Må jeg?” han nikkede mod hendes sår. Efterfølgende dannede han flere iratze’er på hendes krop, hvor sårene var værst. Hun klynkede svagt, men forsøgte at holde det i sig. Han tyssede svagt og kærtegnede hende blidt, og kyssede forsigtigt hendes pande. Han lagde sin arm under hendes knæhaser, holdte et fast greb med den anden arm, ved hendes skuldre og lige under, og løftede hende op.

Hendes arm holdte fast om ham, ved hans nakke, og hun lagde sig ind til hans bryst. Hele vejen ind til instituttet foregik i stilhed.

De var smuttet forbi de fleste folk, så de undgik nysgerrige spørgsmål. Jace bar Clary op på sit værelse og lagde hende på sin seng. ”Er du okay?” spurgte han og lagde sig ved siden af hende, stadig med armen, om hendes skulder.

Han kunne ikke.

Han kunne ikke dræbe hende.

Følelserne stod i vejen. Følelserne der virkede urealistiske stærke. Han havde aldrig følt sådan en besættelse, eller form for begær, nogensinde før. ”Du reddede mig,” sagde Clary stille og løftede sit hoved op, så det mødte hans blik.

”Det gjorde jeg,” bekræftede han. Han kunne have dræbt hende, han havde haft sværdet, haft øjeblikket. Hun havde været svag og et let offer. ”Tak,” hendes tak kom bag på ham, og hendes næste handling, endnu mere.

Hun løftede sig op og placerede et kys på hans læber. Et kys der førte til mere. Den lille enmandsseng gjorde det svært, at bevæge sig nogle steder hen, så han løftede sig op over hende, og placerede begge sine hænder ved hver side af hende, og holdte sig oppe et stykke over hende. ”Du har ikke ondt?” spurgte han bekymret. Han ville ikke forsætte, hvis det gjorde ondt på hende, så nægtede han. Hans pludselige, stærke bekymring for hende, kom bag på ham. Skræmte ham faktisk en smule. ”Du gør det bedre,” forsikrede hun sig om. Hun lagde anklerne over kors ved hans lænd, og trak ham legesygt tættere på.  De kærtegnede hinandens kroppe, lod hænderne gå på opdagelse, finde hinandens svage punkter. Jaces krop dirrede af længsel og Clary vidste det. Han kørte sin hånd op inde under hendes bluse, og kærtegnede hendes silkebløde hud, før han forsatte til hendes bryst.

Deres læber slap ikke hinanden for et sekund. De nærmede sig det, punktet, hvor der var ingen vej tilbage. ”Vil du virkelig?” Jace trak sig tilbage. Han kunne ikke bare. Det var Clary. Hun var skrøbelig, skulle passes om, han skulle spørge. Det blev han nødt til.

Et fjoget, skævt lille smil bredte sig på Clarys læber. Hun rejste sig op i sengen og skubbede Jace med op, så hun sad med fødderne om hans liv, på hans skød. ”Jeg har ikke gjort det før..” noget usikkert var at spore i hendes stemmer, ”men ja. Jeg vil virkelig.” denne gang var alt usikkerheden væk. Drilsk strejfede hun hans læber med sine, og med hænderne, knappede hans skjorte op og rev den af ham. Hun lod sine hænder løbe ned langs hans muskuløse overkrop.

Hvert en barriere mellem dem måtte væk. Hun svajede let i kroppen, så Jace ville kunne få blusen lettere af hende. Den sorte bh, han kastede et enkelt blik ned på med sultne øjne, knappede han op. Hun lod den falde til gulvet, da hun med en enkel bevægelse fejede den af. Deres læber mødtes lidenskabeligt igen, og Jace stønnede let ind i hendes mund, en lavmælt, hjælpeløs lyd, der indikerede, at han havde overgivet sig. Han var hendes nu.

Han pressede blidt sin nøgne overkrop mod hendes ned i sengen igen og fulgte selv efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...