The last piece of me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2013
  • Opdateret: 28 maj 2017
  • Status: Igang
"Alexsis Hudson" Mandens stemme rungede i mit hoved, stærk og skarp. Endnu en skideballe skulle afsættes... End ikke min mor forstod min dristige handling. Jeg var blevet mærket, en anderledes skabning. Et Monster. En person ingen ville kunne stole på nogensinde igen. Bare tanken om den mørkerøde nydelse, der silende sig langsomt ned af halsen, dét fik min puls til at dunke let af ren og skær ophidselse. Den eneste grund til jeg stadig er her..

Alexsis en 17 årige pige, hvis liv ikke altid har været nemt. Forhindring efter forhindring er hun ved at give op, da det uventede sker, og forskellige personer dukker op i hendes liv. Hun bliver viklet ind i et spil hun ikke kan spille.

6Likes
7Kommentarer
571Visninger
AA

4. You May not know

Jeg var nervøs. Alexsis nervøs. Det lød slet ikke som mig, det var ikke mig. Folk har skabt dette, i mit sind pegede jeg beskyldende ned af min skrøbelige og slidte krop. Fuld af psykiske sår. Mens sorgen tog til, strømmede den gennem mine lemmer. Brusende, skvulpende, tæt på at flyde over. 
For tæt. Jeg trampede ekstra hårdt ned af den oplyste gang. Folk skal ikke komme for tæt på, måske bider jeg. og så forsvinder de sammen med resten af dem. Flere forvirrede personer vendte sig i min retning, med deres spidsende, stikkende blikke. Lad de useriøse idioter kigge. Rolig Alexsis, Træk vejret Ind-Ud-Ind-Ud. Rolig. Du når det denne gang, Alexsis.. Bare denne ene gang. Men nej, et bare hæle kom med hastige skridt nærmere. For bare et par sekunder havde hun siddet frustreret på skolebænken, hun stirrede intenst på de jublende og smilende børn, som om en følelse ramlede kraftigt hver gang et smil bredte sig over deres mundvige, et minde, måske en erindring. Men alt sammen var alligevel for sent.
"Åhhh se hvem vi har her, er det ikke vores alles sammen værdiløse tævehund?" Eller ikke. Jeg ved ikke hvorfor hun hader mig så inderligt, måske fordi jeg er anderledes? eller på baggrund af de utallige gange jeg har taget kampen op? Hun var sur, virkelig. Hendes iris grønne pupiller var udvidet, nærmest farveløse med et blændende skær af selvtilfredshed. Et skær der tydeligt afspejlede hendes personlighed, egoistisk, selvglad og udvidende. Hun var grunden til at jeg ikke længere var tryg her på skolen. "Hold kæft" Snerrede jeg, desperat efter et håb om at få hende til at vige tilbage. Så langt væk fra mig som overhovedet muligt. "Bliv nu ikke sur søde, du ved hvad der sker hvis du bliver sur? kan du huske Jackson, den stakkels forslået dreng, der endte med psykolog, udelukkende på grund af dig? Hun smilte sit smil, et smil der signalerede magt, magt som hun ikke længere havde kontrol over.  Men Jeg var udmærket informeret om hændelsen, folk havde hele mit liv husket mig på det, tvang mig til det. Minde mig over hvor forfærdeligt et menneske jeg var, og stadig vil forblive.


Men det var ikke min skyld.Jeg var ikke sådan, eller? Nej. Folk havde skubbet mig for langt ud til afgrunden, måske burde jeg have sprunget, mens chancerne pilede sig frem her og der. Det var engang mig der prøvede at skabe orden. Jeg var pigen, fanget af lovens lange arme, men nu er de brudt. Pigen der smilede, hende der adskillige af gange havde stoppet sin bedsteveninde i at gøre noget dumt. Det var mig nu, jeg var den uansvarlige. Problembarnet. Men ingen havde sat sig for at redde mig ud af mine problemer, efterladt var der nu kun to forsvarsløse teenager, der langsomt druknede i deres liv, pinefuldt, skrigende. Ind-ud-ind-ud Grace, løb Grace. Mine ben adlød. De løb med bløde Dunk ned på Klike gulvetder efterlod et par stirrende teenager med forbløffende blikke i min retning. Jeg havde brug for et spejl, brug for at genkende mig selv. Toilettet. Spejlet smilede hånligt af mit tårevædede ansigt, med blussende røde kinder. Min hud brændte, under den således kølige overfladen. Mit mørkebrune hår hang livløst ned over mine bryster, mens totterne klaskede sig sammen forneden. Totter her og der stak ud, og sad nu og krøllede fornøjeligt under ørerne. Mine mørkebrune øjne var belagt med en skygge, en trist belægning. Det blev ikke umiddelbart bedre af jeg prøvede at smile selvtilfreds til mit spejlbillede. Velkommen til mit helved af et liv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...