The last piece of me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2013
  • Opdateret: 28 maj 2017
  • Status: Igang
"Alexsis Hudson" Mandens stemme rungede i mit hoved, stærk og skarp. Endnu en skideballe skulle afsættes... End ikke min mor forstod min dristige handling. Jeg var blevet mærket, en anderledes skabning. Et Monster. En person ingen ville kunne stole på nogensinde igen. Bare tanken om den mørkerøde nydelse, der silende sig langsomt ned af halsen, dét fik min puls til at dunke let af ren og skær ophidselse. Den eneste grund til jeg stadig er her..

Alexsis en 17 årige pige, hvis liv ikke altid har været nemt. Forhindring efter forhindring er hun ved at give op, da det uventede sker, og forskellige personer dukker op i hendes liv. Hun bliver viklet ind i et spil hun ikke kan spille.

6Likes
7Kommentarer
526Visninger
AA

3. Fortiden svinder ind

 Claries blonde, gyldne hår klamrede sig til hendes ryg. Hendes store gråblå øjne, lagde sig koldt på elevernes ansigter, der vandrede livlige omkring hende. Intet var som det skulle være, ingen smil eller øjne som glitrede af ren og skær glæde. Bare dødt. Hun gik direkte forbi mig uden at skænke mig et eneste blik. Jeg følte mig smidt ud af min egen veninde, en gammel barndomsting hun efterhånden var vokset fra.
"CLARIES!" ordene røg ud af mig, de kunne ikke bremses, men pressede sig ud gennem min hals. For nærmest, at eksplodere ud i den kølige skolegang. Jeg fortrød med det samme. Folk vendte sig skulede til mig, et underligt blik. Som om jeg var malplaceret her og helt klart burde være blevet derhjemme. Æde mig fed i chips, for så at drukne i tonsvis af cola. For så at begynde forfra. 


Endelig vendte Claries sig om, hendes selvsikre blik hvilede på mig. Hendes øjne lyste op, som en stjerneklar himmel. 
"Alexsis, for søren! Jeg har ledt efter dig overalt?" Det spørgende ansigt, kiggede forventede på mig. Som for at få et svar hun havde ventet længe på, længere end på sin geografi prøve. Jeg måtte have været et stort spørgsmålstegn, for da jeg kom tilbage fra min underbevidsthed, stod Claries med armene flagrende oppe i luften. Det var noget af en forfjamsket veninde, der stod bekymret overfor mig. Med armene over kors, som for at understrege pointen, at hun absolut intet forstod, af hvad der lige var sket. Og endnu værre, jeg var mere forvirret end hun var. Det var som om jeg var blevet "kastet" tilbage til fortiden, set filmen spille om og om. Mig selv, mine forældre. En sommerdag, jeg var iført en lang kjole med broderede blonder forneden af den. Mine fine nøgne fødder, mod græsset som snoede sig om mine ben, som slanger. Brisen der nev mildt i kinderne, når jeg følte jeg fløj højt af sted mellem grantræerne. Smilene på mine forældres oplyste ansigter og den alt for søde is. Alt kom igen. Det føltes som et spark i mellemgulvet, et hårdt spark, der havde afsat sine spor. Det eneste problem var, at disse spor ikke kunne fjernes. Claries lagde mærke til jeg veg tilbage fra min tidligere ståplads og nu havde retning mod pigetoilettet, hvor jeg havde tænkt mig, at lade mine tårer få frit løb ned af mine kinder for at fylde gulvet med et hult plump. Toilettet var det sidste sted på hele kloden man ville græde ud, der lugtede altid fælt af pigernes billige omklamrende parfume. Jeg havde siddet i mine egne tanker, da et par høje hæle kom trippende stædigt, men hurtigt over gulvet. 



"ALEXSIS" En blød, sigelig stemme spredte sig i rummet.
Jeg ville ikke svare, jeg ville holde mine tanker for mig selv. Jeg ville ikke dele mine følelser med nogen. 
"ALEXSIS" Mit navn blev gentaget utallige gange. 
Ved et uheld var min fod gledet ned fra det hvide toiletsæde og lå nu udstrakt under toiletdøren. Jeg trak foden automatisk til mig, i håb om, at Claries intet hørte. Men jeg tog fejl, hun vendte sig straks op. Kiggede, stirrede, slugte toiletbåsen i et blik, som en sulten jaguar. Hun vidste præcis hvor jeg havde gemt mig. Men alligevel nænnede hun at åbne den slidte toiletdør og tvinge mig til de sidste to timer. 
"Alexsis, hør søde. Jeg ved hvor hårdt det med dine forældre har ramt dig" Stemmen var sød og oprigtig.
Jeg svarede ikke, men som den sande veninde hun var, stoppede hun ikke med at plapre løs om at hun altid ville være der for mig.
"Alexsis, kom nu ud derfra, vi behøver ikke tage til time" Selvom det lød fristende, ville hun alligevel tvinge mig. Jeg kendte hende og hun kendte mig bedre mere end nogen anden. Claries sukkede let, for at skjule den store skuffelse, som hun egentlig bar på. 
"Alexsis, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre af dig, du er som en fortabt sjæl" Det var så typisk Claries at bruge poetiske udtryk. Jeg kunne ikke lade være med at fnise en smule, midt i virvarret. 
Det var som om der blev pustet nyt liv ind i Claries, hun rejste sig dristigt op, for at trække mig ud min trygge bås. Hun smilede, det smil jeg havde ventet på hele dagen, som jeg troede jeg havde ventet forgæves på.
"Var det bare alt, der skulle til? En poetisk sætning? Lad os bare sige jeg er god" Hun smilede stolt af sig selv og jeg følte mig uventet glad på vegne af min bedste veninde. Vi skyndte os ned af den lange tomme gang, for at nå til sidste time. Claries havde fat i mit ærme. Hun hev mig rundt, hjørne efter hjørne, på nærmest hele skolen. Til sidst stod vi foran klasseværelset. En blålig, tung dør, foran mig og min veninde. Hun gav mig et hurtigt klem på skulderne og nikkede opmuntrende til, at jeg skulle gå derind. Jeg stod og sukkede let, før jeg trådte ind over dørtærsklen. Hr. Widson stod med et brændende blik og belærte de trætte elever, om Romerriget og om guderne. Jeg gik med hastige skridt ned på min plads ved det åbne vindue, ved siden af Maxwell, den stille dreng. De andre stirrede nervøst på mig, som om jeg var en nøgle til at få dem ud inde fra det hede rum, fyldt med svedige teenager, med overdrevne hormoner der sprang rundt i atmosfæren om ørerne på dem. En gnist var spændt som en lang tråd gennem det aflange rum. En tråd, der hvert minut kunne sprænges med oplyste elever, der flygtede ud til pladsen udenfor forhallen. Pause. Omkring det store areal med græs, var stærke egetræer placeret rundt omkring for at afgrænse området. Kronen lignede et krøllet balletskørt, der med sine lange grene, rakte ud for at nå hinanden, så de tilsammen dannede en ring. Solen skinnede, varmede min og andres slidte kroppe, efter tre timers kultursamfund. De fleste snakkede løs om deres pigeproblemer, balkjoler og drenge selvfølgelig. Andre sad under et af de store egetræer, tegnede smukke skitser af fugle. Det var den gruppe jeg ville tilhøre. 

 

 

 

"Hvad kigger du på?" Et blik, isende blå øjne skulede kækt til mig. Flere kuldegysninger kom over mig, i hurtige skyl. Brunt hår, hans ansigtstræk mere perfekt end selve kroppen. Muskelløs. Han var guddommelig, nej vent mere end bare det. Han stod lænet ind over træet, jeg nær var gået ind i, hvis han ikke havde afbrudt mine tanker ved at snakke med hans hæse dybe stemme. 
"Forresten mit navn er Xavir, hvis du skulle spørge" Jeg havde ikke svaret ham, havde bare stået og stirret forelsket i ham. Jeg kiggende pinligt ned, som for at skjule mig selv.
"hv-hva-hvad siger du?" Min krop rystede automatisk.
"Fryser du?" Han smilede stort over hele hovedet, som for at have vundet mit hjerte. Som om jeg var et trofæ. Jeg var sikkert bare én ud af mange trofæer. Tag dig sammen, for helvede Alexsis. Snak til ham, se dog på ham.
"Nej, jeg overvejede bare hvor jeg skulle sætte mig, men alt ser ud til at være taget" Jeg prøve at smile et selvsikkert smil, men det var nok mere et forfjamsket ansigtstræk der havde lagt sig som en skygge. Xavir smilede stolt.
"Tak, for snakken?" 
"Alexsis" svarede jeg hurtigt, inden det ville blive pinligt.
"Vi ses sikkert rundt omkring" Han vinkede til mig. Jeg havde lyst til at vinke igen, men det ville virke forkert. Jeg ville sikkert ligne en lille skolepige, med lyserøde sløjfer strittende ud fra håret, og en stor skinnede bøjle, der fik mig til at ligne en rigtig nørd.


Timerne gik og før jeg vidste af det, havde jeg igen sat min fod indenfor mit hus igen. Duften af ny bagte pandekager, fyldte huset som en sky af uskyldighed. En uskyldighed, jeg lige kunne sætte mine savlende, løbende tænder i. 
"Farmor, er du hjemme?" Min stemme gav genlyd i det store palæ hus, gennem gangen. Kun svaret af min egen stemme, blev slynget imod mig. Tasken stillede jeg med et bump, på det blålige tæppe, som lå ud spredt under vindeltrappen til mit enorme værelse. Jeg havde hele værelset for mig, faktisk hele øverste etage for mig selv. Dejligt. Mit værelse var inddelt i tre rum. Store egetræsstolper tværs over loftet, der sluttede i hjørnet i det største rum. Min farmor havde ikke nænnet at tage det babylyserøde tapet ned af mine vægge, det var som et minde for hende. Det var endelig ok, eftersom min mors parfume stadig sad fængslende i væggene. Mit værelse var barnligt, men samtidig hjemligt. 
"Alex, skat er du hjemme?" Min farmors ru stemme fremtrådte, sikkert efter at have snakket i telefon uafbrudt, med nogle der sørgede for mine forældre.
Jeg lod min telefon klaske hårdt ned i skrivebordet, som et svar på hendes spørgsmål.
"Alex min egen, hør du kan sagtens snakke til mig, jeg er ikke en gammel krage, bare lige til din orientering" Det var så typisk farmor. Poetiske sammenhænge var Claries ting, det var mere reelt ved hende. Hun forstod mig. Min farmor derimod gjorde det kun for at opmuntre mig. 
"Er du sulten, søde?" Den kvinde stoppede aldrig med at snakke, men måske var det, dét dejlige ved hende. Hun snakkede løs om alverden ting der ikke var relevante for nogen af os, men bare for at holde samtalen imellem os kørende. 
"Nej tak" Jeg prøvede at være høflig virkelig. Men jeg lød som en sur teenager, der var blevet trukket med til kjoleudvalg til årets bal, hvilket jeg hader.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...