The last piece of me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2013
  • Opdateret: 28 maj 2017
  • Status: Igang
"Alexsis Hudson" Mandens stemme rungede i mit hoved, stærk og skarp. Endnu en skideballe skulle afsættes... End ikke min mor forstod min dristige handling. Jeg var blevet mærket, en anderledes skabning. Et Monster. En person ingen ville kunne stole på nogensinde igen. Bare tanken om den mørkerøde nydelse, der silende sig langsomt ned af halsen, dét fik min puls til at dunke let af ren og skær ophidselse. Den eneste grund til jeg stadig er her..

Alexsis en 17 årige pige, hvis liv ikke altid har været nemt. Forhindring efter forhindring er hun ved at give op, da det uventede sker, og forskellige personer dukker op i hendes liv. Hun bliver viklet ind i et spil hun ikke kan spille.

6Likes
7Kommentarer
567Visninger
AA

2. Drømmen Kalder På Mig

Der var et usynlig glas imellem os. Pigen skreg på mig. Men hvad skulle jeg gøre? Min krop var lammet og mine ben sitrede efter at løbe hen til hende. Holde hende, trøste hende, fortælle hende, at alt nok skulle gå. Hendes sår var stadig nye. Blodet løb i smalle strømme ned af hendes foreslåede arme og ben. Mærker efter pisk var spredt ud over hendes krop, og frygten og angsten for aldrig at se lyset igen, var malet i hendes ansigt. Jeg kendte pigen, men hvorfra? Spørgsmålene kværkede rundt i hovedet på mig, da en mand iført en sort, lang kappe og tykke militær støvler, kom med et rasende tempo trampende over gulvet. Han mumlede skændsel af pigen og hun vred sig, vendte ansigtet til, græd. De saltede tårer ramte med hastige mellemrum hendes blodsprængte læber og manden så på mig med mørke øjne. Jeg turde ikke tage blikket fra ham - jeg var bange for, at der i et uopmærksomt sekund ville skyde lyn ud af hans øjne. Jeg så ikke andet, end had i hans øjne. Had, had, had. Medlidenhed fandtes ikke i hans kolde verden. Jeg bankede, sparkede og slog på glasset, men det var umuligt at komme igennem. Intet trængte ind. Manden kom mod mig; de store muskuløse arme var spændt og da han var ved at svinge den tredje lussing over mit ansigt, skreg jeg af mine lungers fulde kræft. Men jeg måtte til sidst give op og lade ham tage mit liv.

Efterfølgende mærkede jeg, en stærk kvindelig arm ruske mig forsigtigt frem og tilbage. Nu var jeg igen tilbage i det mørke værelse, med de mørke møbler, som efterhånden var blevet så slidte, at det fik hele rummet til at ligne et spøgelsehus fra 90'erne. Hele min krop drejede rundt indvendigt, kørte på højtryk, mens den lille skrøbelige skikkelse ved min sengekant, havde et forpint udtryk i ansigtet. Hun kiggede på mig med sine store, bekymrende øjne.
"Granny," et hæs kvækken undslap min hals. Hendes blik fastholdt mit, som en stærk kvinde, der ikke var klar til at give slip på sin lille pige og lade hende svæve væk, mellem hendes egen spinkle fingre. Hendes greb blev strammere om min hånd for at vise, at hun var ved min side, så længe jeg skulle bruge hende. Og hvem vidste hvor længe? Min farmor var et vidunder; i hendes unge dage havde hun været en del af krigen. Hun havde hjulpet de fattige, og havde sat pris på de folk, som havde hjulpet hende igen. Jeg ville være som hende: Modig, kærlig og omsorgsfuld.

Mens jeg prøvede at få styr på mine tanker, der nærmest sprang rundt indeni mig og var alt for ustyrlig til at man kunne tæmme dem, var min farmor igang med at lave den sædvanlige morgenmad, bestående af spejlæg, ristet toast og et glas appelsinjuice. Morgenrutinen har været her lige så længe jeg kunne huske. Også inden mine forældre døde.
Jeg tog mine yndlings boots frem, samt min forholdsvis stramme t-shirt med ordet 'Fuck' skrevet over midten. En slags oprør t-shirt, som jeg altid havde på første skoledag. Mine lange mørke slangekrøller hang livløst ned over mine bryster og mine lyse og efterhånden nedslidte jeans var perfekt match til. 



Væreslet jeg stod havde været mit mors. Duften hang endnu i værelset, selvom det var knapt 1 år siden hun selv havde stået her og gjort sig klar til sin første arbejdsdag efter ferien. Jeg indåndede den søde duft af min mors dyre parfume og selvom jeg lovede mig selv, jeg aldrig ville græde - for jeg skulle være stærk for to personer - løb der alligevel et par tårer ned af mine markante kinder. Jeg tog mig selv i at mærke, om jeg havde et aftryk efter den lussing, jeg troede jeg havde fået. Men min hud brændte ikke. Jeg kiggede i spejlet, og blev forskrækket over for træt jeg så ud. Eller rettere, jeg så "slidt" ud; den glade pige gemte sig ikke længere under det slidte ansigt.
En blid, lokkende stemme kaldte fra køkkenet, som et tegn til at maden var klar.


Min farmor var iført en slæbelang, creme farvet kjole. Den passede til hendes personlighed. Oprigtig og ren. Min farmor lignede en gudinde med sit lange, mørkebrune hår ned til hendes lænd og hendes små, fine hænder der altid lå foldet i hendes forklæde, når hun var nervøs. 
"Alexsis." En svag, men beslutsom, stemme smøg sig ud gennem hendes læber, videre ud i den tomme luft, hvor ordene smøg sig om mig, og jeg vidste hvad dét ene ord betød. 
"Granny, jeg ved godt jeg har haft mareridt i 7 år, men jeg kan ikke kontrollere det. Det ved du" Min stemme knækkede over og midt i sætningen lød jeg som den lille, uskyldige pige jeg var engang, men som nu var skjult under en masse hårdhed. For jeg nægtede, at vise mine følelser for andre. 
Hun nikkede forestående og vendte sig atter om for at genoptage sit arbejde, som den velopdragene kvinde, hun nu engang var. Efter et have spist min sædvanlige morgenmad, tog jeg i skole.
Bare det at tænke på, at jeg skulle gå gennem skoven, med de krogede træer der nærmest grinte af mig, fordi de vidste jeg var bange. Selvom det selvfølgelig var noget, jeg bildte mig det ind, følte jeg alligevel, at træerne stirrede på mig med deres intense blikke i min nakke. Tanken var nok til, at jeg følte min hud stikke let af ren og skær nervøsitet. 


Så jeg gik. Jeg gik, indtil jeg nåede den orange, murstensfarvede betonklods placeret i centrum af byen. Foran mig ventede en masse mennesker der havde ondt af mig. Mine forældre var trods alt døde. Folk kunne ligesom bare ikke forstå, at jeg ikke gad tænke på det. Men de var en reminder om, at jeg hver evige eneste dag måtte leve med byrden om mine forældre. De kunne ligeså godt putte en stor, fed plakat op i fjæset på mig med skriften: "DINE FORÆLDRE ER DØDE. VI SØRGER FOR DIG". Men det kunne jeg ikke sige. Jeg var lukket som en bog og ingen måtte læse de vandrygte sider, jeg bar tæt på sindet. Jeg åbnede den tunge metal dør ind, i frygt for at se en masse hverdagskedelige mennesker, vandre rundt med deres personlige notesbøger indhyllet i bogpapir, som næsten var det eneste farve på hele skolen. Men alt var anderledes. Gulvet var ikke længere det hvide gulv med trekanter i sort hvid, men var blevet skiftet ud med moderne, hvidt, klikke gulv. De snobbede af pigerne elskede sikkert at gå over det, med deres høje, larmende hæle i troen om, at de ejede hele verden. Så kunne de skubbe de pencilenser af vejen, der i ny og næ trodsede deres "åh så hellige vej", for at blive en stormagt. Ellers var der ingen, der havde turde tage kampen om som den nye leder af det store, "mægtige" prinsesse rige. Men alt i alt, var her helt ok, hvis man så bort fra tævehundene fra helvede.

"Lad skolen begynde!" Lød en lækker, hæs stemme ud over befolkningen, som efter en del forvirring havde samlet sig som små, artige myrer rundt omkring i forhallen. Den hæse stemme, som tydeligvis tiltrak enhver og endda de ældre lærer (Jeg nævner ikke aldre, men over 50) stod og lyttede betænksomt. Som for at finde ud af, om det var en drøm, eller om det var sandt nok, det de havde hørt. En salgs syngende, nynnende, lokkende stemme som bare kaldte på en. Kaldte på mig. Jeg hørte ham nynne mit navn. Så tiltrækkende, at jeg et øjeblik overvejede, om jeg skulle spæne op til ham og klaske mig selv om hans ben som et pattebarn. Men selvfølgelig ville det være et dumt træk.. Han havde jo sikkert alle pigerne rendende efter ham, sikkert savlende... Jeg var alligevel også FOR anderledes til ham. Men med en sukkersød stemme, blev jeg draget væk fra mine tanker. Synet der mødte mig, fik det til at boble af glæde indeni mig. Men smilet der mødte mig var alt andet end lykkeligt. Det var nærmest uudholdeligt at se på. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...