Survivior - One Direction

Sorgen ødelægger Faith Brooks. Den syttenårige pige bliver mobbet, bliver kaldt tyk, bliver bedt om at dø. Hendes mor ignorerer hende, og hendes far er i krig i udlandet. Hendes kæreste er et svin, men hun ved det bare ikke, fordi hun er blind af kærlighed. Men vil noget af det her ændre sig, når fem kendte drenge træder ind i hendes liv? Vil hun indse, at Brad behandler hende dårligt? Og vil hun få sin selvtillid tilbage?

69Likes
105Kommentarer
7268Visninger
AA

20. Why is Zayn not happy?

Jeg er endelig kommet hjem igen, der gik to uger inden de lod mig komme ud fra hospitalet, men kun fordi de ville være sikre på at jeg var 100 procent okay. Jeg tror også min mor havde en finger med i spillet, at hun havde fået dem til at holde mig der lidt længere, så hun kunne være alene hjemme. Være fuld og gøre hvad hun vil, ikke tænke på at der er en datter der så det.

For at være helt ærlig, ville det være typisk hende. Desuden, tak mor for kun at komme 4 gange og besøge mig, i 20 minutter. Elsker også dig.

Mærk sarkasmen.

Det er nu også to uger siden jeg så drengene. Minus Louis og Zayn, de havde besøgt mig. Drengene har nok bare travlt. Harry havde nok en anden grund for ikke besøge mig, den grund er nok at han ikke var kommet sig over hvad jeg havde gjort.
Det skal så siges, at selvom det gør ulideligt ondt ikke at se ham, eller blive holdt i hans trygge arme. Eller se hans smukke smil, der får hans grønne øjne til at lyse op. Eller hans lange krøllede hår, der altid er lidt over det hele, men ser fantastisk og sexet ud.

Snap out of it Faith! Fokuser, ikke tænk på Harry.

Zayn kom hver dag på hospitalet, og det har været en stor trøst, at have ham der. Dog havde jeg insisteret på, at jeg var alene i dag, nu hvor det var første dag hjemme. Desuden skal han hellere være hos mig. Til gengæld skal han være hos Harry, og være der for ham hvis han behøver det. Jeg vil ikke stå i vejen overfor et venskab, men så vidt jeg kan høre er Zayn sur på Harry over hvad han havde sagt til mig.
Jeg føler mig som en stor idiot, for at have fortalt Zayn og de andre om det, især fordi jeg føler at jeg har skabt en ’krig’, og Zayn nu har valgt min side. Hvilket ikke er hensigten, da jeg fortalte dem, hvad Harry har sagt. Jeg havde bare brug for at få det ud af systemet, så jeg ikke endte med at prøve dræbe mig selv igen.

Jeg går over til mit vindue, og sætter mig på den lille bænk. Jeg tjekker min mobil, men der er ikke kommet nogen nye beskeder.  Desværre. Jeg ender så med at skrive til Zayn, jeg ved godt, jeg havde tænkt er at være alene på mit værelse og slappe af, ville være det helt rigtige. Men kort sagt: Jeg tog fejl.
At være alene på mit værelse gør mig virkelig deprimeret, og jeg tror den sidste ting jeg har brug for er at være alene.

Hey Zayn, glem hvad jeg sagde om at være alene. Vil du ikke tage mig et sted hen? Alle steder er bedre end hjemme!

Jeg har sat noget musik på indtil han svare, og jeg nød nu den dejlige stemme af Selena Gomez der synger ’The Heart Wants What It Wants’. Der går dog ikke mere end to sekunder til der kommer en besked.

Henter dig om ti. Hver klar! ;)

Jeg smiler, og går over til skabet og kigger efter tøj. Det er længe siden, jeg har gjort noget ud af mig selv, så jeg føler for at gøre det i dag. Ikke fordi vi skal noget specielt, men jeg har bare brug for at ligne noget andet end lort.

Jeg tror alle kender den følelse – og hvis ikke, så er det bare mig der er sær. Ikke fordi det er den største overraskelse, det har jeg jo også fået at vide mindst 100 gange.

Jeg tager et par mørkerøde bukser, samt en sort tanktop. Udenover den tog jeg en læderjakke på, som jeg elsker super meget + den skuler mine ar, og bandagerne som jeg skal gå med lidt endnu. Jeg kigger nederst i mit skab, og efter 2 minutter hvor jeg bare har stået og kigget på mine sko, ender jeg med at tage nogle korte højhælede støvler på. Jeg tager hurtigt en smule mascara og lidt eyeliner på. Bagefter kaster jeg mit naturlige krøllede hår over i en side, inden jeg hører en dytten udenfor.

Jeg griber min taske, og suser nedenunder, og løber uden for til Zayns bil. I hvert fald så hurtigt, at hvis min mor føler hun skal stoppe mig, vil hun ikke kunne nå det. Hun har nemlig fået stuearrest, for at prøve at prøve på at tage livet af mig selv.

”Hey!” Smiler jeg, og lukker døren. Han giver et stort smil tilbage, og giver mig elevator blikket, hvilket får til at føle virkelig ubekvem.
”Du ser godt ud.” Komplimenterer han, og jeg takker ham. ”Jeg gad bare ikke ligne noget der er løgn mere, det har jeg gjort i alt for lang tid.” Han ryster på hovedet, og begynder så at køre, jeg undrer mig kort over at han rystede på hovedet – det er jo rigtigt.

”Vi tager hjem til drengene, du skal nok få det sjovt. Louis og Niall var oppe i et for sjov skænderig, og alle var flade af grin fordi-” han når ikke at tale færdig, før jeg afbryder ham. ”Er Harry hjemme?” Jeg kigger undersøgende på ham, og han nikker langsomt. ”Zayn..” Siger jeg opgivende og langtrukkent, han ved godt Harry ikke vil have noget at gøre med mig. Han vil opsøge mig, når han vil noget at gøre med mig – eller rettere sagt hvis.

”Stop Faith, det er også mit hus. Og Louis’, og Nialls og Liams. De er sikkert spændte på at se dig.” Jeg sukker, og synker ned i sædet. Resten af turen går med ham der snakker og mig der siger: ”Mmmh”, ”aha”, ”okay”, ”ja”. Det er skam ikke, fordi jeg ikke finder ham interessant. Det er kun fordi jeg er bange for hvad Harry vil sige når han ser mig. Vil han sige hej? Vil han sige at jeg skulle gå? Eller vil han ignorere mig, eller gå et andet sted hen, fordi han væmmedes ved at se mig?

Zayn trækker håndbremsen på bilen, og kigger så på mig. ”Er du klar til at gå ind, smukke?” Jeg bider mig hårdt i læben, og knækker fingre, og ignorerer at Zayn kalder mig smuk. Jeg nikker bare, klistre et let falsk smil på læberne, og åbnede bildøren.

 

 

Jeg sidder med tungen ude af munden, og koncentrerer mig dybt om Fifa 15. Jeg vil vinde den her gang, jeg har tabt til Niall 2 gange, og det er tæt på pinligt, når jeg har spillet det flere gange før, og det her er hans første gang.

”Kom så ind.” Hører jeg Zayn sige, men det vil ikke få mig til at miste min fokus. Jeg.. skal.. bare.. lige blokere for Nialls skud og.

Niall hopper op, og jubler og danser en fjollet sejers dans. ”Damn it!” Udbryder jeg, og drengene begynder hysterisk at grine af mig.
Deres grin stopper dog hurtigt, og Niall stopper også med at danse fjollet. Jeg kigger undrende rundt, og kigger så bagud.

Mit hjerte skipper et slag, og derefter slår en koldbøtte. Jeg hæver øjenbrynene og kigger overrasket på Faith der nu står i vores stue.
Drengene er nu kommet over deres overraskelse, og er gået over for at kramme og sige hej. Jeg er dog ikke kommet mig over min. Skal jeg sige hej? Er jeg klar til at snakke med hende?

Tag dig sammen Harry! Det er et hej. Det kan du godt klare, ellers bliver drengene bare urolige, og Faith går i panik. Hvad kan hun ikke finde på nu, hvis de mente at det var bedst at sende hende ud af døren igen, fordi jeg måske vil skabe en scene?
Hendes blik lander hurtigt på mig, og lige pludselig forsvinder alt kort. Drengene bliver stille, og alt afhænger af hvad jeg vil sige, eller om jeg ville snakke. ”Hej.” Siger hun skrøbeligt, med et lille nervøst smil.
Jeg kan skabe en scene, kræve en forklaring hvorfor Zayn har bragt hende hjem. Skabe en akavet stemning, og være lige glad hvad de andre vil sige.
Eller jeg kan ignorere hendes uskyldige lille hej. Eller jeg kan sige hej, og ikke starte en tredje verdens krig.

”Hej.” Siger jeg stille, og alle drengene og ikke mindst Faith ser ekstremt lettede ud. Jeg giver Faith elevator blikket utallige gange, og jeg kan ærligt ikke sige om jeg er glad for at se hende, eller hvordan jeg overhovedet føler.
Er jeg klar til at lade alt gå? Er jeg klar til at tilgive Faith? Så kan Zayn lade være med at surmule, så kan Faith være glad igen. Så kan jeg være glad igen.

Så mange ting som man skal tænke på, men ikke nok tid til at tænke dem igennem.

”Jeg går ud og tager en sodavand.” Siger jeg med et smil, og skynder mig at rejse mig, og går ud i køkkenet. Jeg har brug for en pause fra den akavede situation inde i stuen. Eller den eneste der finder det akavet at være derinde, er helt sikkert kun mig. Faith var genert i starten, men ikke mere. Dog er hun god til ikke at komme for tæt på mig, hun snakker heller ikke til mig, hun kigger ikke engang på mig.
Da Faith så smuttede for at gå på toilettet, vidste jeg at drengene vil spørge mig om forskellige ting. Derfor smuttede jeg med det samme.

Jeg tager en cola fra køleskabet, og hopper op på bordet, og tager en slurk, da en skikkelse dukker op i køkkenet.
”Oh undskyld... jeg vidste ikke du var herude.” Faith vender sig om, og skal til at gå ind i stuen igen. ”Faith, det er okay.” Siger jeg stille, og hun stopper, og træder så to skridt ind i køkkenet igen.
Hun giver et lille nervøst smil, og går så over til køleskabet, og pludselig er hun ikke andet end en halv meter væk fra mig.

Jeg giver hende for hundrede gang elevator blikket, stadig ikke helt klar i hovedet, om jeg skal tilgive eller være sur lidt endnu. ”Har I-” hun drejer hovedet, og jeg ved hun er nervøs for at snakke til mig. Det lyser direkte ud af hende, men jeg er jo også skurken der fik hende til at græde på hospitalet. Hun synker en gang, før hun fortsætter.
”Ha- har i flere colaer?” Jeg griner kort, og hopper ned fra bordet, og træder et skridt tættere på, og kigger ind i køleskabet. ”Nej, men her-” jeg tager min cola, og rækker den til hende.

Jeg tror ikke man skal overtænke om man skal tilgive eller ej, for jeg har spurgt mig selv om den sidste time om jeg skulle eller ej, men lige nu er det som om mit hjerte ved hvad jeg skal.
”Nej nej, det er i orden.” Hun kigger væk fra mig igen, men jeg tager hendes hånd, og hun kigger straks ned på vores hænder. Jeg presser let colaen ind mod hendes hånd, og lukker hendes fingre om den.

Jeg giver hende et lille smil, og giver så slip. Hun slipper en kort latter ud, og kommer med et tak, men hun siger det så lavt, jeg næsten ikke kan hører det.
Hun slår på colaen med hendes fingernegle, og bider sig i læben, og jeg kender hende godt nok nu, til at vide at hun er nervøs omkring et eller andet lige nu.

”Hvad vil du spørge om?” Jeg sætter mig igen op på bordet, denne gang har jeg grebet en Fanta fra køleskabet. Hun kigger ned i jorden, og så op igen. ”Betyder det her så... at du-” hun rømmer sig kort. ”At du tilgiver mig?” Hun lyder tøvende og usikker på spørgsmålet, og trækker læberne sammen, så min mund bliver en smal streg, og slapper så af igen.
Jeg ville gerne komme med et svar, men jeg tænkte at jeg måske bedre kunne vise hende det.

Jeg hopper endnu en gang ned fra bordet, og lægger mine hænder på hendes hofter, og kysser hende blidt. Hun giver et lille sæt fra sig, men efter kort tid slapper hun af.
Hun trækker sig lidt fra mig igen, og giver mig et lille smil. ”Kan jeg betragte det som et ja?” Griner hun stille, og jeg nikker, og griner med.

En falsk hosten får Faith til at træde et skridt væk fra mig i forskrækkelse. ”Hej guys.” Siger Zayn kort, med et ulæseligt udtryk.
”Zayn! Harry har tilgivet mig!” Siger Faith overlykkelig, og giver Zayn et stort kram, og det får mig til at give en lille latter. Dog er der noget der irriterer mig.

Hvorfor ser Zayn ikke glad ud? Hvis man ikke skulle vide bedre, er det som om Zayn ikke er så glad for at Faith og jeg er sammen igen. Som om han håbede, det ikke ville ske.

HEY GUYS! <3

Håber i kunne lide kapitlet, det er en smule længere end de to andre jeg har publiceret, håber der er i orden. ;)
Jeg håber i kan lide kapitlet, hvis i kunne, så vær’ rigtig sød og like, favoriser, og ikke mindst kommentere.
Det betyder så meget for mig!

Peace out ya’ all!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...