Survivior - One Direction

Sorgen ødelægger Faith Brooks. Den syttenårige pige bliver mobbet, bliver kaldt tyk, bliver bedt om at dø. Hendes mor ignorerer hende, og hendes far er i krig i udlandet. Hendes kæreste er et svin, men hun ved det bare ikke, fordi hun er blind af kærlighed. Men vil noget af det her ændre sig, når fem kendte drenge træder ind i hendes liv? Vil hun indse, at Brad behandler hende dårligt? Og vil hun få sin selvtillid tilbage?

69Likes
105Kommentarer
7355Visninger
AA

8. Too much drama

 

“Hold masken Niall.” Kommer det grinende fra Louis, der igen laver et mærkeligt ansigt. Trangen til at grine er stor, men det er først da han skifter ansigt igen, at jeg ikke kan holde masken. Der kommer også et grin fra Harry og Zayn, men jeg kan ikke holde tankerne væk fra hvad de snakker om inde i stuen.

Zayn havde sagt jeg skulle gå med, hvor jeg allerhelst ville have blevet og høre deres samtale. Men jeg ved godt at de nok ikke ville snakke om noget så længe jeg var der, men jeg kan bare ikke lade være med at tænke på det.

 

“Harry, vil du være med til at høre hvad de snakker om?” Spørger jeg med blikket rettet mod Harry, han nikker med et lille smil. Vi løber hen til døren, og presser vores øre op ad døren. Der er stille, men en stemme inde fra stuen bryder pludselig stilheden.

“Liam..” jeg kigger på Harry, som stadig har sit øre presset mod døren. Faith lyder ked af det, og jeg kan se på Harrys ansigt at han ikke bryder sig om det, hvilket jeg heller ikke gør. Jeg presser mit øre mod døren igen, for at høre deres samtale.

 

“Jeg vil ikke, så heller have at du skal sige det andet til Harry.” Det er igen Faith stemme, og jeg kigger på Harry, som tager fat i håndtaget. “Harry, nej!” Hvisker jeg, og han vender blikket mod mig, han har sørgmodige øjne. Jeg forstår ham godt, ham og Faith har er allerede tætte, men han skal ikke afsløre os, det vil skubbe hende væk fra os, men ikke mindst Harry. Jeg kigger bedende på ham, og han slipper så endelig håndtaget. Jeg klapper ham på skulderen, før jeg igen sætter mit øre på døren.

“Du er nødt til at fortælle nogen om det, vi vil ikke andet end hjælpe dig.” Jeg rejser mig op, og kigger ned på Harry som sidder med øret klemt op mod døren, som om det gjaldt liv og død. Det var en dårlig idé, at smug lytte.

“Harry, kom op.” Hvisker jeg. Han rejser sig, men da jeg tror han skal til at gå hen mod mig, trækker han håndtaget ned i døren, og går ind. Jeg går hurtigt med, og ser det forskrækkede udtryk i Faith øjne. “Undskyld Harry ville bare-” prøver jeg, men jeg bliver hurtigt afbrudt af Harry. “Hvad ville du hellere have Liam skulle fortælle mig? Hvad skal hun fortælle?” Kommer det hæst fra Harry, der hurtigt rømmer sig.

 

Faith ser stadig meget forskrækket ud, som om hun ikke helt hvad hun skal sige. “Har du smug lyttet?” Hun lyder lidt såret. Harry står lidt mundlam, jeg tror godt han ved det her, er den dårligste idé han har fået i dag.

Faith rejser sig, hun vender hovedet mod Liam, og så hen på Harry. Hun går med et vredt blik  forbi Harry, men Harry tager fat rundt om livet på hende. Jeg kigger overrasket på Harry, og Faith begynder at råbe at han skal slippe hende. Jeg klør mig lidt i håret, og kigger hen på Liam, som tydeligvis heller ikke ved hvor han skal gøre af sig selv.

 

“Vi kommer om lidt.” Jeg vender mit blik mod Harry der har Faith over skulderen, han går ud af døren og hen ad gangen.

 

Det havde jeg alligevel ikke set komme.

 

“Liam, hvad snakkede dig og Faith om?” Spørger jeg, men Liam forbliver stille. Det må være noget virkelig stort, eller så ved Liam det ikke. Men jeg tror mest på den første.

 

 

“Jeg er træt af at du altid skal bære på mig. Ved du godt det?” Spørger jeg irriteret. Jeg forstår ikke hvorfor han skal bære på mig, jeg har ben. Jeg er bare træt af det, jeg håber bare ikke han har hørt noget om at jeg er i tvivl.

 

Jeg bliver altså snart sindssyg, jeg er så forvirret. Over det med Harry og Brad, og egentlig bare overalt for at være ærlig. Intet giver mening efterhånden.

Især over at Harry kan lide mig. MIG. Det må være en joke, det kan ikke være andet, for han er kendt, han kan få alle piger han vil. Så hvorfor skulle han lige vælge mig? Like, jeg er jo alt andet end pæn, det er faktisk et under at jeg har en kæreste…

 

“Det ved jeg godt, men når jeg bære dig, slipper du ikke væk.” Jeg må indrømme det giver god mening, men det er nok også der giver mening i dag.

“Harry bare sæt mig ned, og hold fast i min arm eller noget, så vi kan snakke.” Jeg hader at blive båret rundt på, og det har Harry gjort nok allerede. Han sætter mig ned, og jeg retter kort på mit hår. Han sætter sig ned på gulvet, og jeg gør det samme.

“Hvad var det du hellere have jeg skulle vide?” Spørger han, med en rolig stemme. Jeg kigger ned i jorden, jeg vidste det spørgsmål ville komme.

Jeg kunne lyve, men det stinker jeg så bare til. Men jeg nægter at sige noget om mine ar, og jeg nægter at sige jeg er bare det mindste i tvivl med hensyn til Harry og Brad sagen.

 

“Hør Harry, har vi ikke fået nok drama for en dag? Og hvis du ikke har, så skal du vide at det har jeg. Kan vi ikke bare nyde resten af aftenen?” Jeg undgår hans blik og kigger i stedet hen på væggen bag ham.

 

Wow, det er en spændende væg. Det må jeg sige.

 

“Jo, men hvorfor er det du ikke bare-” han når ikke at sige mere, før jeg afbryder ham. “Harry.” Sukker jeg. Hvorfor vil han så gerne have jeg bliver, det giver igen ingen mening. Men i sidste ende, hvad gør lige nu?

Jeg rejser mig, og Harry følger hurtigt efter. Vi går sammen hen til de andre, og jeg kan mærke på ham at han er lidt trist, gad jeg var hjemme. Trangen til at brænde mig lige nu er stor, uden jeg rigtig ved hvorfor.

 

“Harry, ville det være et problem, at køre mig hjem nu?” Jeg siger det med en stille stemme, imens trangen inden i bliver større og større. Jeg tror aldrig det har været så slemt, jeg har selvfølgelig gerne ville, men lige nu brænder jeg for det.

Han ryster på hovedet, imens hans blik er klistret mod jorden. Jeg ved der er noget galt, men jeg kan ikke få mig selv til at spørge om det. Jeg har brug for min lighter mod min hud.

 

 

 

Jeg smækker døren i bag mig, og tager mine sko af, sammen med min jakke. Min mor træder frem i døren, og kigger mig i øjnene. Det er længe siden jeg har set hende i øjnene, jeg lyver ikke når jeg siger, at sidste gang hun så mig i øjnene var i sidste måned, og det var kun kort. Jeg ruller med øjnene, og skal til at gå op på mit værelse, men hendes stemme afbryder mig.

 

“Hvor har du været? Du sagde du ville komme hjem efter arbejde.” Wow, jeg fik en hel sætning. Men jeg håbede mere på at jeg ville få et ‘jeg elsker dig’ i stedet for. Men livet er uretfærdigt.

“Jeg arbejdede over mig.” Lyver jeg, og vender mig om for at gå op ad trappen. “Men hvorfor har du så en drengs tøj på?”

 

Fuck!

 

Jeg har glemt alt om at jeg har lånt Harrys tøj, og det har han tydeligvis også. Hvordan kan det være jeg har glemt det? Det burde man ikke kunne glemme.

 

Well, fuck my life.

 

“Hvorfor spørger du overhovedet så meget indtil det, kan du ikke være ligeglad, du har ikke sagt noget til mig, i jeg ved ikke hvor lang tid.” Siger jeg surt, og vender mig om mod min mor. “Der røg din telefon. Aflever den.” Kommandere hun. Jeg ruller med øjnene, og slukker den før jeg aflevere den. “Utroligt efter alt den tid, er det virkelig det eneste du vil sige.” Siger jeg, og løber op på mit værelse, med min taske hængende over skulderen.

 

Jeg smækker døren i, og tørre en tåre væk der ruller ned af min kind. Utrolig sød mor jeg har, not. Jeg finder min iPod og min lighter frem. Jeg sætter mine høretelefoner i, og låser døren. Lyden af Demis bløde stemme, fylder mine øre.

 

Out of the ashes, I’m burning like a fire. You can save your apologies, you’re nothing but a liar. I’ve got shame, I’ve got scars, that I will never show.

 

Jeg tager lighteren i hånden, og hiver en smule ned i de bukser jeg har lånt af Harry. Flammen kommer frem, og nærmer sig min hud. I starten gør det ufattelig ondt, det svier og jeg har lyst til at fjerne den. Men så kommer lykken, denne gang skal det være et større mærke. Jeg kan mærke alle bekymringerne forlade mine skuldre, alt forsvinder. Jeg smiler stille, tak ild du er fantastisk.

 

Jeg fjerner lighteren fra min hud, og beundre det nye mærke. Det er større end de andre, og jeg kan ikke lade være med at kigge på det. Et smil glider over mine læber, med lighteren knugende i min hånd, vender jeg mig om på siden, og falder i søvn.

 

 

Jeg går ind af døren til klasseværelset med bøgerne i min favn, jeg sætter mig ned på min sædvanlige plads, og slår om på den side vi er kommet til. Britney kommer ind, og sætter sig ikke mere end to pladser væk fra mig.

 

Jeg ruller med øjnene, og kigger ned i mit bord. Jeg havde vågnet op med lighteren i min hånd, som fik mig til at huske mit nye mærke. Det var stort, større end de andre, meget større. Hvad jeg ikke forstår, er alt det der sker. Hvorfor kan jeg ikke få en dag, hvor der hverken er drama, eller snobbede piger. Bare en helt almindelig simpel dag, som da jeg var mindre. Man havde ingen bekymringer, ingen sorger og mindst af alt, ingen der mobber en. Det var som en drøm, men så kommer man i high school, og det hele bliver besværligt og ikke til at holde ud.

 

En ringende lyd vækker mig, den giver mig et chok, hvilket Britney, Tori og Avery syntes er hylende morsomt. Jeg ruller med øjnene, og kigger op mod tavlen. Mr. Bernstein kommer ind af døren, og tysser på klassen.

“Okay klasse, vi har meget at nå, men der er en ting vi lige skal have overstået først,” siger Mr. Bernstein med et efterfølgende suk. “Kom ind drenge.” Råber han, og hele klassen kigger hen mod døren, hvor der kort efter kommer 5 velkendte drenge ind.

 

Jeg måber og stiller min bog på højkant, og gemmer bag den. Det kan ikke passe, Harry, Niall, Zayn, Louis og Liam er på vej ind af døren. Hvorfor er jeg ikke syg?


“Hey, vi er One Direction.” Siger de i kor, hvilket er ret sødt. Det er bare heldigt, at jeg ikke sidder oppe foran, så drengene ikke kan se mig. Pigerne begynder at skrige, og hviske og tiske. Jeg kigger op fra bogen, og kigger rundt. Alle snakker sammen, selv drengene i klassen. Jeg vidste ikke de kunne lide One Direction. Jaja, så ved man da også det. Jeg kigger op mod tavlen, og ser drengene smile lidt.

 

“Vi holder en konkurrence her på skolen, det er en sangkonkurrence,” kommer det fra Zayn, og det får hele klassen til at tie stille igen. “Præmien er at være med i den nye musikvideo, og er korsanger på albummet.” Afslutter Harry, og alle begynder at huje, hvilket får mig til at grine. “Vi er dommerne, og konkurrencen er på næste fredag, så det er bare med at deltage.” Lyder det muntert fra Niall, og med de ord går de ud af klassen, og jeg lyver ikke når jeg siger at hele klassen undtagen mig følger med dem, imens de hujer, griner og snakker. Jeg går stille efter, og kigger på flokken fra døren af.

 

Drengene er i gang med at skrive autografer, selv Mr. Bernstein står i flokken, hvilket giver mig et smørret smil på læben.

Jeg kigger på Harry, og det er ligesom om han kan mærke mit blik på ham, for han kigger hen på mig, hvilket får mig til at føle malplaceret. Han holder øjenkontakten, hans grønne øjne skinner, og han ser mere glad ud end før.

Jeg vender mig om, og går hen ad gangen. Hvis han står og glor så meget på mig, er jeg sikker på de andre også begynder på det, og det har jeg ikke brug for.
Skridt bag mig runger i gangen, og jeg ved en følger efter mig. Jeg kigger så diskret jeg kan bagud, og jeg kan se det er Harry der små løber efter mig.

 

Suk. Ikke nu Harry! Jeg kigger lige ud igen, og ser pigetoilettet lidt længere fremme, og vælger at skynde mig derind. Jeg sætter farten op, men det er ikke hurtigt nok. En hånd griber fat i mit håndled, som får mig til at vende mig om. Og der står…

 

Harry.

 

 

Der fik I endnu et kapitel! :)

 

Hvis i kan lide det, ville det betyde ekstremt meget for mig, hvis i gad at lægge en kommentar og et like. :)

 

xoxo,


HeleneOfficial

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...