Survivior - One Direction

Sorgen ødelægger Faith Brooks. Den syttenårige pige bliver mobbet, bliver kaldt tyk, bliver bedt om at dø. Hendes mor ignorerer hende, og hendes far er i krig i udlandet. Hendes kæreste er et svin, men hun ved det bare ikke, fordi hun er blind af kærlighed. Men vil noget af det her ændre sig, når fem kendte drenge træder ind i hendes liv? Vil hun indse, at Brad behandler hende dårligt? Og vil hun få sin selvtillid tilbage?

69Likes
105Kommentarer
7217Visninger
AA

10. The Competition

 

“Vi holder den her konkurrence…” Lyder det fra Louis, men jeg er for ukoncentreret til at følge med i hvad han siger. Jeg kender ud mod alle eleverne, men jeg kan ikke finde Faith, men jeg kan se en masse piger der sender mig flirtende blikke. Selvom jeg plejer at føle det som en god ting, så føler jeg ingenting. Hvis det er fra Faith ville det være noget helt andet, men hun er som forsvundet, og det irritere mig grænseløst. Måske er hun gået, måske har Britney sagt noget til hende igen. Måske…

 

“Harry, hun er der.” Afbryder Liam, og peger så diskret så mulig i en eller anden retning. Og som om han ved hvem jeg kigger efter, sidder Faith i egen høje - eller skulle jeg sige mindre - person og lytter opmærksomt efter, hendes hår er stadig vådt, og hendes sorte trøje sidder klæbrigt til hendes krop. Et ukontrolleret smil planter sig på mine læber, og først da jeg får en albue i siden vågner jeg op fra min egen lille verden.

Et lille grin forlader Liam, og jeg ryster på hovedet over ham. “Nu vil Harry så forklare hvornår konkurrencen og auditionen foregår.” Jeg skifter plads med Louis, hvilket vil sige jeg står ved mikrofonen nu. "Konkurrencen er næste fredag, til dem der ikke ved det,” starter jeg ud, og en lille latter bryder ud. Jeg kigger hen på Faith, som rødmer lidt imens jeg kigger hende hende i øjnene. Det ukontrollerede smil vender tilbage, hvilket får Faith til at smile større. Men for ikke at forværre situationen for hende, vender jeg mit blik om mod væggen, fordi jeg ikke ved hvor jeg skal kigge hen. “Vi holder en audition allerede i dag, lige her i kantinen, så hvis i er friske, så kom  klokken 17.30.” Slutter jeg af og en klapsalve går i gang. Jeg vender mig om mod drengene, med et lille smil på læben.

 

Vi vinker, og går så om bagved scenen, de andre griner lidt, af hvad ved jeg ikke. Tankerne om Faith er ikke til at stoppe, hvilket gør mig sindssyg. Det har ikke været mening at falde for en pige, der har en kæreste. Men det er forsent nu, men problemet er nok mere at hun hellere vil have ham Brad mere end mig. Jeg sukker lidt for mig selv, og rykker tæppet til scenen til side, så jeg kan se folk der begynder at gå ud af dørene. Jeg prøver hjælpeløst at finde Faith, men hun er ikke til af finde. Igen.

 

Jeg kigger over på drengene, der hver tager lidt at drikke. Jeg går over til dem, og tager en af vandflaskerne, og drikker lidt. Ikke fordi jeg er tørstig, men mere fordi jeg bare ikke ved hvor jeg skal gøre af mig selv. “Så Harry,” kommer det fra Niall. “Kommer Faith til auditionen?” Jeg trækker på skuldrene, jeg håber på det, men jeg er meget sikker på at svaret er nej. Hun har ikke sagt noget om det, men trods alt vidste jeg ikke hun går her.

 

“Skal vi komme afsted, jeg gider ikke stå her i helt vildt længe.” Siger jeg utålmodigt, men det er mere fordi jeg vil se om jeg kan snakke lidt med Faith. Hvilket de andre drenge nok ved, fordi de griner bare lidt, og nikker. “Kan vi ikke bare mødes ved bilen?” Spørger jeg imens jeg tripper lidt, da de stadig står og små snakker. Zayn nikker som svar, og det er nok til mig, før jeg halv løber hen mod døren.

 

Jeg kommer ud i gangen, og der er fyldt med mennesker. Jeg troede alle havde time nu, men det har de tydeligvis ikke. “Omg!” Råber en pige, hvilket får alle til at kigge hen på hende, men da hun peger på mig, kigger de i stedet hen på - kan i gætte det? - mig. Den fyldte gang, begynder at komme hen til mig, imens de snakker i munden på hinanden. Jeg siger hej til de fleste, og prøver at møve mig igennem flokken, hvilket er besværligt, og faktisk også ubehageligt. En eller to af dem har klappet mig i røven, og lad mig sige det har aldrig været noget der har gjort mig glad. Jeg skynder mig igennem folk, men da der ikke er nogen ende, vælger jeg at smutte ind ad en dør, og låse den. Jeg har prøvet det mange gange før, men du ved. Der plejer at være sikkerheds folk, eller i hvert fald en der går med, så det har været lidt noget andet.

 

Jeg ånder lettet ud, og der er dejligt stille, indtil en begynder at synge. Jeg kigger undrende rundt i rummet, og jeg kan se jeg er i et musikstudie af en slags, den her skole har da lidt af hvert. Jeg kigger over mod et rum, hvor en pige står med en guitar, og synger. Det lyder fantastisk, men det går pludselig op for mig hvem der står at synger. Faith i egen person, står og synger så smukt. Utroligt nok har hun ikke hørt mig brage ind, hvilket jeg også er glad for.

 

“When I see myself in the mirror. Is this really me? When I take off all my make-up. That’s the person I should be. Then they’ll see what I see, I’ll make ‘em all believe the story. And I don’t know that I’m the lead.” Synger hun. Jeg nyder hvert sekund af hvad hun synger, og jeg kan ikke bare sidde her. Jeg rejser mig, og går hen til døren til det indelukkede rum. Jeg åbner fosigtigt døren, og banker så på. Det er i omvendt rækkefølge, men det er lige meget.

Hun stopper med at synge, og kigger forskrækket over på mig. “Du skal ikke stoppe, det lyder… fantastisk.” Komplimentere jeg, men hun ligger i stedet guitaren fra sig, og stormer ud af rummet. “Nej nej nej. Nej.” Siger jeg, og tager - som jeg nu har gjort jeg ved ikke hvor mange gange - fat i hendes håndled, og snore hende rundt, så jeg kigger hende i øjnene.

 

“Jeg mener det. Hvorfor har du ikke fortalt at du kan synge sådan?” Spørger jeg, med et charmerende smil på læben. Hun smiler genert, og kigger ned i jorden med et træk på skuldrene. “Du har aldrig spurgt, og så har jeg det også er jeg ikke helt så glad for at synge foran andre.” Siger hun, og kigger igen op på mig, med et mindre smil. “Du har ingen grund til at være bange for at synge foran andre, du synger helt vildt godt.” Siger jeg entusiastisk, men hun ser ud som om hun ikke rigtig tror på mig. Men jeg mener det, jeg mener det dybt seriøst.

“Faith du må tro på mig, du synger fantastisk. Jeg syntes du skal stille op i konkurrencen. Tag til audition i-” jeg når ikke at sige mere, før Faith afbryder mig. “Harry, jeg har sceneskræk, desuden må jeg ikke engang tale til dig på grund af Brit-” hun stopper sig selv, og bider sig i læben. “Jeg skal holde lav profil, og det kan jeg ikke ved at stille op i en konkurrence.” Afslutter hun, men jeg tror hvis Britney ikke var sådan en bitch, ville hun stille op.

 

Tankerne om de mærker på hendes hofter kommer frem, og jeg kigger derfor ned på hendes hofte, men hendes trøje, dækker det. Jeg kan mærke hendes undrende blik hvile på mig, men jeg kan ikke tage øjnene væk fra der hvor mærkerne sikkert er.

“Faith. Vær’ sød at fortælle mig om de ar.” Ryger det ud af mig, jeg kan mærke hvordan hendes arm spænder, og hvordan hun bliver mere anspændt. Men denne gang, denne gang for hun ikke lov til at slippe.

 

 

Jeg kan ikke forstå at mine ar, hele tiden skal bringes op. Det begynder virkelig at gå mig på nerverne. Harrys grønne øjne kigger bekymret ind i mine, men jeg kan ikke holde ud at kigge ind i hans øjne. De giver mig lyst til at fortælle ham alt, men det giver mig for mange problemer, og jeg syntes jeg har nok i forvejen.

Jeg kigger i stedet på hans brystkasse. Hans hvide t-shirt er nemlig så åben at jeg kan se det meste af hans tatovering af de to fugle. Jeg smiler et ukontrolleret smil, men jeg bliver hevet ud af min lille verden da to fingre bliver placeret under min hage, og gør at jeg kigger ind i de flotte grønne øjne igen.

 

“Harry det er ikke så simpelt, som du får det til at lyde.” Siger jeg afværgende, men jeg kan se på Harrys øjne, at han er på grænsen til at blive irriteret. Jeg bider mig selv hårdt i læben, og venter på at stilheden bliver brudt. Det er ikke min mening at gøre Harry irriteret, men hvis han har ar, og en pige spørger ind til dem, ville han reagere på samme måde.

“Så gør det simpelt, du gør det så kompliceret som du vil have det.” Siger han, med en tone som jeg ikke kan tyde, måske er der lidt opgivende i den, men det er nok bare mit håb, der leger med mig. Ordene rammer egentlig godt, de gør mig mundlam, og jeg kan ikke finde ud af om jeg vil fortælle ham om det, eller ikke.

 

Pause.

 

Jeg kan ikke fortælle ham om det, jeg må ikke engang komme i tanke om det. Vågn op Faith! Som om Harry læser mine tanker, åbner Harry munden. “Du er nødt til at fortælle mig om dem. Jeg bliver ved med at tænke på dine ar.” Jeg åbner munden for at sige noget, men ingen lyd kommer ud. “Faith, du kommer ikke herfra, før du har fortalt mig om de ar.” Siger han med en bestemt tone, og nikker hentydende til min hofte.

Jeg sukker stort, og tager en dyb indånding. “Det er ikke noget med dig og-”

“Er det Britney? Er det Brad?” Afbryder ham, og hvis jeg ikke tager fejl kan jeg høre noget forhåbningsfuldt i hans stemme da han spurgte om Brad.

 

Tsk tsk Harry.

 

“Det er Britney, og nogen andre.” Mumler jeg, i forhåbning om han ikke kan høre det, da jeg hurtigt fortryder at sige noget om det. Hans øjne bløder lidt op, og kigger medfølende på mig, men det har jeg ikke brug for, jeg vil hellere krybe ind i et hul, og lade som om jeg ikke eksistere.

“Hvem er nogen andre?” Spørger han igen, og jeg ruller med øjnene, og giver endnu et forsøg til at trække min arm til mig, men overrasker det jer, hvis jeg siger det ikke lykkedes? Heller ikke mig.

 

“Hvor mange har du lavet?” Spørger han med et bekymret blik, hvilket får mig til at kigge ned i jorden. Jeg ved ikke engang hvor mange, de her dage har været meget hektiske, så jeg må være oppe på 7 nu.

“7.” Hvisker jeg, hvilket får ham til at slippe min hånd, jeg kigger op på ham, og ser hans blik er fast plantet på min hofte. Jeg bliver meget ukomfortabel, og jeg krydser derfor armene på en sær måde så de dækker mine hofter, selvom han ikke kan se noget. Men alligevel.

Han tager fat i mine hænder og giver dem et kærligt klem. Mit blik falder ned på min hofte, og jeg kan mærke hans blik også forsvinder derhen. Jeg bider mig selv hårdt i læben, da nogle tårer presser sig på. Jeg vil ikke græde, det har gjort for tit.

Stilheden har fast lagt sig over os, hvilket jeg overhovedet ikke bryder mig om, men til gengæld er det bedre end nærgående spørgsmål.

 

En bankende lyd fra døren, fik mig til at kigge derhen. Harry slipper mine hænder, og jeg bruger muligheden til at gøre hvad jeg er bedst til - eller noget. Gemme mig. Jeg går ind i rummet, lukker døren og kigger så ud af vinduet der er. Det ville være meget indelukket hvis der ikke var vinduer, men det er der heldigvis.

 

Harry går hen til døren, og låser den op, hvor Britney derefter kommer ind. Jeg sukker stort, og ruller med øjnene, før jeg igen vender blikket mod dem.

Jeg kan ikke høre hvad de siger, hvilket irritere mig grænseløst. Britney lægger pludseligt armene om Harrys hals, og jeg ved godt at jeg har en kæreste og sådan, men det gør mig rasende, men jeg ved hvis jeg stormer ud til dem, bliver mit liv som bare helvede. Altså så meget værre det nu kan blive.

 

Men det mest overraskende er, at Harry trækker sig ikke væk. Han bliver som om han nyder det, men er det så svært at nyde noget, når en mega smuk lyshåret pige, klæber sig op ad en? Det tror jeg ikke.

Jeg vågner hurtigt op fra mine tanker, og ser Harry og Britney kysse. En tåre glider ned ad min kind, bare synet af dem gør mig sårbar, alt for sårbar.

Harry tænker nok jeg løb væk, og at han godt kunne begynde at kysse med Britney. Men det kan også være ligemeget, alt er fucked up. ALT.

 

Jeg fjerner blikket fra dem, og hen mod min taske hvor jeg igen tager min lighter frem. Jeg løfter op i min våde trøje, og ser på de mærker jeg har været så uheldig at fortælle Harry om. Jeg tænder lighteren, og et par ganges trykkeri kommer en flamme frem. Jeg beslutter at trække ned i trøjen, og hive op i mit ærme. Bare for at mærke smerten et andet sted fra.

Jeg tænder lighteren igen, og føre den på min hud, en større smerte end jeg er vant til bryder ud, men nydelsen bliver større, og jeg kan mærke alt bliver mere dejligt. Jeg smiler, og fortsætter med at brænde. Det er for dejligt til at stoppe.

 

Efter lidt tid bliver lighteren revet ud af min hånd. Jeg kigger op med et forvirret blik, imens en tåre triller ud af min øjenkrog. Harry står med rasende og sårede øjne og kigger ned på mig, imens han knuger lighteren i hans hånd. Jeg sukker stort, og rejser mig, og trækker ned i ærmet. Men det er ikke længe ærmet bliver det, Harry tager fat i min arm længere oppe, og trækker op i ærmet. Han kigger ned på mærket, og jeg kæmper for at få ærmet ned, men hans hånd er i vejen, hvilket får mig til at sukke højlydt igen.

 

“Hvorfor? Hvis det er på grund af at du så-” mere når han ikke at sige, før jeg afbryder ham. “Hør, jeg er ikke jaloux, jeg har en kæreste. Som sagt du forstår det ikke.” Kommer det spydigt fra mig, hvilket får et skuffet udtryk i hans øjne. “Faith, for det første har Liam har fortalt, du er i tvivl, om du kan lide mig eller Brad. Og for det andet Britney kyssede mig. Jeg vil ikke kysse med hende, hvis der er nogen jeg vil kysse er det med dig, okay? Jeg er faldet for dig, det indrømmer jeg, men vil du ikke også være sød at indrømme at du bare er i den mindste tvivl?”

 

Bum.

 

Der gjorde han det igen, gør mig totalt tom for ord, og gør mig i stand til ikke at få ét ord frem. Og jeg kan godt sige dig, at det irritere mig.

Mit blik er som låst fast til trægulvet, uden i stand til at kigge op i Harrys skuffede øjne. Det gjorde ondt, virkelig ondt. Jeg vil ikke skuffe ham, det er faktisk det sidste jeg vil, og en del af mig vil måske gerne være kærester med ham. Men jeg har en, jeg har Brad. Som forresten har ignoreret mig på det sidste. Følelserne indeni gjorde oprør, en stor del af mig sagde jeg skulle kysse ham, en anden del holdt mig fast i at det er forkert.

 

Harry slipper min arm, og vækker mig fra mine tanker. Han rejser sig, og er på vej ud af døren. Alt i min krop tyder på at jeg skal sige ‘jo’ til at være i tvivl, bare så vil blive. Det ville ikke være en løgn, ikke tæt på endda, men jeg kan ikke. Jeg åbner munden, men jeg er som tabt for ord. Mit hjerte banker hurtigere, og jeg er ved at gå i panik indeni. Situationer som denne er ikke min stærke side, og at jeg skal tage sådan en stor beslutning lige nu og her, kan jeg ikke. Jeg kan ikke. “Jo,” hvisker jeg, men døren bliver åbnet med et knirk, hvilket er et tydeligt tegn på at han er på vej ud af døren. Jeg fugter mine læber, og lukker øjne med et forsøg at få noget luft ned i mine lunger.

 

“Jeg er i tvivl.” Siger jeg højt, men det er for sent. Han er ude af døren, for døren smækker med et brag, og endnu en tåre glider ned af min kind. Det er der det går op for mig.

 

Han har taget min lighter.

 

Jeg kan ikke købe nogen ny nu, og det her er en af de tidspunkter, hvor jeg ville have brændt noget mere. Jeg har brug for det, det er det eneste der kan gøre mig rolig.

Med rystende hænder, uden at vide hvorfor de gør det, ringer jeg til Brad. “Hej det er Brad, læg en besked. Biiib.” Jeg sukker tungt og lægger på igen. Jeg tager min taske, jeg vil finde Harry. Jeg kan ikke gå rundt og vide han hader mig, men måske er det her lidt dobbeltmoralsk, jeg sårede Harry og nu gør Harry det samme ved mig. Eller det her er nok mere fortjent, end de gange hvor jeg har gjort det mod Harry.

 

Jeg hader livet. Jeg hader det ufattelig meget lige nu.

 

Jeg tager min taske over skulderen, og skynder mig ud af rummet. Jeg er ligeglad med de dømmende blikke får. Jeg må og skal sige undskyld til Harry.

Jeg løber ud af skolen, og finder Harry gå hen mod bilen, faktisk er han ved at sætte sig ind. “Harry!” Kalder jeg som en eller anden tåbe, og løber hen mod bilen. Han kigger kun trist på mig, og kaster lighteren på jorden, og lukker så døren. Han er ked af det, og det var som en kniv stak mig i hjertet. Bilen køre videre, og efterlader mig alene på parkeringspladsen. Tårerne render en efter en efter en, ned af mine kinder. Det er forståeligt som den måde han reagere, jeg har fortjent det. Men jeg vil ikke have ham ud af mit liv, selvom det vil forværre situationen mellem Britney og jeg.

 

Det er der det slår mig, den måde jeg kan få Harry til at høre på mig. For at få ham til at tilgive mig, er at stille op i konkurrencen.

 

 

Dramaaaa! aha.

 

Jeg håber at i syntes om kapitlet, det er blevet en lille smule længere end de andre, hvis i har lagt mærke til det. ;)

Vær’ sød at skrive en kommentar om hvad i syntes, og eventuelt skrive hvad i kunne tænke jer der kunne ske, så kan det være jeg måske tager med i næste kapitel. :)

 

Thaaanks! <3

 

xoxo,


HeleneOfficial

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...