Survivior - One Direction

Sorgen ødelægger Faith Brooks. Den syttenårige pige bliver mobbet, bliver kaldt tyk, bliver bedt om at dø. Hendes mor ignorerer hende, og hendes far er i krig i udlandet. Hendes kæreste er et svin, men hun ved det bare ikke, fordi hun er blind af kærlighed. Men vil noget af det her ændre sig, når fem kendte drenge træder ind i hendes liv? Vil hun indse, at Brad behandler hende dårligt? Og vil hun få sin selvtillid tilbage?

69Likes
105Kommentarer
7316Visninger
AA

18. The accident

Jeg kan ikke forstå hvad der lige er sket, er det her slutningen på mig og Harrys forhold? Vil jeg se ham igen? Jeg falder ned på mine knæ, smerten kan mærkes et kort øjeblik da jeg rammer jorden, men smerten i mit hjerte er meget værre. Det føltes som om han tog mit hjerte, smed det ned på jorden, og trampede på det.
Gad han vidste at det her ikke er som han tror, for jeg kyssede ikke Brad. Lige før han kyssede mig, fortalte jeg Brad hvor glad jeg for Harry, og at jeg aldrig ville droppe Harry for ham.

Tårrene glider ned af mine kinder, men jeg får mig endelig taget sammen til at rejse mig. Jeg slynger min taske over skulderen, og børster mine knæ af.
Jeg hulker for mig selv da jeg går hjemad, og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor trist Harry så ud. Gad han vidste sandheden. Hvorfor fucker Brad også alting op? Alt gik som det skulle, indtil Britney og Brad besluttede sig for at ødelægge mit liv. Er det virkelig så sjovt at træde på mine følelser?

Lyden af en bil bag mig vækker mig fra min lille verden, og jeg kigger forhåbningsfuldt bag ud, i håb om at det er Harry, men det er Brads bil. Jeg kan mærke vreden der skyder op i mig, og alt er rettet mod Brad. Han er den der gjort at Harry nu hader mig. De andre drenge hader mig sikkert lige så meget, på grund af den ene løgn som Brad er skyld i.

Brads bil stopper, og han kommer løbende hen til mig med et lille smil, hvilket får min vrede til at stige endnu mere.
”Ved du hvad du har gjort?” Råber jeg med alt hvad jeg kan, hans smil stilner lidt, men han kommer alligevel helt hen til mig. ”Jeg skaffede Harry af vejen, så vi kan være sammen igen. Du sagde jo du havde en kæreste, nu har du ikke mere, og derfor kan du være sammen med mig.” Han lægger sine hænder på mine hofter, men jeg fjerner dem straks, og går et skridt bag ud.
”Jeg elsker Harry, ikke dig. Jeg afskyr dig! Du har lige taget de eneste venner jeg havde fra mig, og ikke mindst den eneste der elskede mig. Han hader mig sikkert nu, sikkert lige så meget som jeg hader dig. Jeg vil aldrig komme sammen med dig igen, fat det! Kom sammen med Britney igen, fordi I er perfekte til at være forfærdelige mennesker sammen.”

Med de ord, eller nærmere sagt raserianfald, går jeg videre. Han griber ikke fat i mig, eller prøver på at stoppe mig. Han lader mig bare gå videre, og jeg kunne ikke være gladere for at han gør det. Jeg ville med glæde flippe ud på ham igen, fordi jeg kan ikke holde ham ud, og jeg forstår ikke hvorfor jeg nogensinde kunne lide det fjols. Vreden forlader mig, og erstattes igen af sorg. Sorgen over at Harry hader mig.

Da jeg kommer hjem er jeg helt forpustet, over at have løbet resten af vejen fra Caféen. Jeg smider mine sko og min taske fra mig, bagefter suser jeg ovenpå, og smækker min dør.
Jeg gider ikke låse min dør som jeg plejer at gøre, fordi jeg ved allerede min mor ikke er hjemme. Hun er helt sikkert på en bar eller noget i den stil. Hun er i hvert fald helt lige glad med mig. Jeg kan dø, og hun vil være fuldstændig lige glad. Harry ville være ligeglad. Britney ville danse af glæde på min grav. Hvorfor er det igen jeg lever?

Jeg kravler hen til min kiste for enden af min seng. Jeg åbner den, og finder en kniv frem. Den jeg brugte sidste gang jeg cuttede.

Jeg kigger automatisk over mod døråbningen, da jeg kan høre en dør smække. Jeg går derud med et stort smil, og jeg skal lige til at sige ’hej guys’, men det er kun Harry der kommer ind.
”Hvor er Faith henne?” Han sender mig et træt blik, og sparker sine sko af, og går lige forbi mig. Jeg følger efter ham, og ligger så en hånd på hans skulder så han stopper. ”Harry hvad er der sket? Hvorfor er Faith her ikke?”
”Faith kyssede med sin ekskæreste.” Han går ind på hans værelse, og lukker døren. Jeg står i chok, og jeg kan ikke helt forstå det. Faith er helt sikkert den sidste, jeg havde forestillet mig være utro, især når hun selv har set hendes ekskæreste være utro mod hende.

Jeg åbner døren ind til Harry, og ser ham sidde på sengen, imens han lader sin hånd køre igennem hans hår. Et suk forlader mine læber, og jeg tager en stol, og stiller den foran Harry. Jeg sætter mig omvendt på den, og kigger undersøgende på ham.
”Du er sikker på at det ikke var en anden pige, eller at det bare var en misforståelse?” Han kigger op, og hans øjne er blanke. ”Louis. Jeg gik hen til dem, og først da hun så mig trak hun sig fra ham. Det er ikke en misforståelse!” Jeg nikker, men jeg kan ikke forstå det der lige er sket.

Det virker virkelig ikke som Faith.

”Sagde hun noget til dig da hun så dig?” Han kigger rundt i rummet, og lader så sit blik falde på gulvet. Han mumler noget som jeg overhovedet ikke kan høre, og da jeg siger han er nødt til at gentage det, kigger han op på mig.
”Hun sagde det ikke var hende der kyssede ham.” En tåre glider ned af Harrys kind, og jeg bestemmer mig for at høre Faith side af det her rod. Især fordi hun har sagt at hendes eks var et værre svin, så det kan være der er noget Harry ved.

Jeg forlader Harrys værelse, og går ud og tager sko på. ”Drenge hold lige øje med Harry, jeg er nødt til at køre en tur.” Drengene nikker, og Liam rejser sig – sikkert for at gå ind til Harry.
Jeg suser ud at døren, jeg er nødt til at finde ud af hvad der er sket. Både for Harrys skyld, men også for Faith, fordi hun måtte helt sikkert være helt ude af sig selv, og hun har et problem med at selvskade, så det her kan ende galt.


Jeg skynder mig ud af bilen, og løber hen til døren og banker på. Jeg banker igen og igen, men ingen svare, og jeg ender med at trække ned i håndtaget, og heldigvis er der ikke låst. Jeg tjekker hvert rum på stueetagen, men hun er ikke nogen steder at finde. Jeg skynder mig ovenpå, og jeg er inde i to rum, før jeg finder hende.
Jeg gisper stort, og skynder mig hen til hende. Hendes arm er fyldt med blod, blod ligger også på gulvet, og hendes blik er helt fjernt.
Har hun virkelig prøvet at tage livet af sig selv på grund af hvad der er sket? Jeg forstår det ikke, det her passer ikke sammen, for hvorfor skulle hun prøve at tage livet af hende selv, når det er hende der kyssede Brad?
Hun vender hovedet så hendes øjne møder mine, og jeg ryster på hovedet, stadig i chok over hvordan jeg har fundet hende. ”Faith hvordan kunne du gøre det her mod dig selv?” Hun vender hovedet væk, og lukker stille øjnene, og en lille panik slår ned i mig. ”Du bliver hos mig, Faith! Du vover på at dø!”

Jeg hiver min mobil frem, og jeg ringer op til alarmcentralen, kort efter bliver den taget. ”Hej kan jeg få en ambulance? En af mine venner har prøvet at tage livet af sig selv, og hun bløder slemt.”

Jeg åbner forsigtigt øjnene, og alting virker lidt sløret. Jeg blinker et par gange, indtil jeg kan se normalt igen.
Det her er ikke det gamle lille rodede soveværelse, det her er et helt fremmet værelse. Jeg vender hovedet lidt, og ser Louis der sidder og sover i en stol, der ikke ligner noget der er behageligt at sidde på overhovedet.

”Louis,” det kommer ud som hæs hvisken, hvilket får mig til at rømme kort. Jeg vender blikket væk fra ham, jeg kan ikke genkende det her sted. Hvor er jeg? Jeg er i hvert fald ikke hos drengene, det er helt sikkert, og jeg er heller ikke hjemme.
En lille lyd kommer over fra Louis, og jeg vender igen mit blik mod ham. Han ånder lettet ud, og giver et lille smil fra sig, hvilket gør mig endnu mere forvirret. ”Hej.” Hans stemme er lidt hæs, og hans hår er over det hele. ”Hvor er jeg?” Spørger jeg, og kigger på ham med et undrende blik. Han strækker sig kort, og køre så sin hånd igennem hans pjuskede morgenhår.
”På hospitalet, efter det lille stunt du lavede.”

Alt det der skete i går kommer tilbage til mig, og nu kan jeg huske det hele. Jeg sukker for mig selv, jeg er virkelig dum for at lave det nummer, og jeg kan heller ikke lade være med at tænke på at Louis skulle finde mig i den tilstand.
Jeg kan dog ikke sige jeg ikke er glad for at Harry så mig på den måde, for han er nok den sidste jeg ville have der skulle finde mig sådan. Dog var det ikke medvilje at det skulle gå så langt at jeg var ved at dø af det, jeg ville bare cutte, jeg ville have følelsen af at være ligeglad med verden, men jeg kom til at skære for dybt.

Dumme. Mig.

”Undskyld Louis, jeg-” han cutter mig af, og ryster på hovedet. ”Du behøver ikke at undskylde, men jeg vil gerne have en forklaring på hvordan du kunne finde på at gøre det.” Hans smil er forsvundet, og han ser mere trist ud, og det skærer virkelig i hjertet på mig, for jeg har ikke set Louis ked af det, og det havde jeg også håbet på at undgå.

”Jeg var ked af over episoden med Harry, især når det hele var Brads skyld. Jeg gik hjem, hvor jeg,” jeg synker en gang, da jeg kan mærke en lille knude dannes i min hals. ”Hvor jeg fandt kniven. Jeg ville bare cutte en gang, men jeg kom til at skære for dybt eller noget, og pludselig blødte det meget mere end det skulle.”
Jeg kan mærke tårerne presse på, og jeg bruger alle mine kræfter på at holde dem inde, da jeg stiller det næste spørgsmål. ”Har du fortalt at jeg er ligger på hospitalet til Harry?” Jeg håber for alt i verden at han ikke har sagt hvad jeg har gjort. Selvfølgelig vil jeg gerne se Harry og de andre igen, men jeg vil ikke have nogen af dem til at se mig sådan her.
”Jeg har sagt du ligger her på hospitalet, men jeg har ikke sagt hvordan du er havnet her, det må du selv forklare ham.” Jeg udstøder et lille suk, men nikker så. Han sender mig et kort smil, og vi ender egentlig med at sidde i stilhed i lang tid. Det er ikke en akavet stilhed, men en stilhed der virker helt perfekt til situationen.

Det er faktisk meget sjovt, hvor lang tid du har til bare at tænke på et hospital. Du har faktisk ikke andet en tid til at tænke. Der er ingenting at se på det lille tv, så jeg er godt og vel overladt til mine tanker. Louis havde sikret sig at jeg var helt okay før han gik, han havde sagt at han godt kunne bruge noget søvn, men ikke mindst også at komme hjem til Harry og se hvordan han havde det, og jeg forstod ham godt. Harry er sikkert stadig rasende og skuffet over hvad der skete i går, og jeg kan ikke bebrejde ham. Jeg ville også have det på den måde.

Jeg er dog sikker på Louis ikke var glad for at forlade mig, men jeg skulle nok klare mig. Sygeplejerskerne kom ind nogle gange for at tjekke op på mig, og for at være sikker på at ingenting skete med mig.
Harry har ikke været her, og det giver mig en blandet følelse inden i. Jeg er lidt ked af det over det, fordi jeg savner ham så meget, og jeg har brug for at se ham. Men jeg er også glad for at han ikke er kommet, for så skal han ikke se mig sådan her.

Jeg rejser mig op, og går over til vinduet, jeg køre en stol med derover. Jeg trækker mine ben op til mig, og trækker ned i mine ærmer, så mine håndled ikke kan ses.
Jeg kigger ned på den fredlige parkeringsplads, og beundre hvordan alt ser så fredeligt ud, imens regnen falder ned. Der er nogen folk der kommer gående ind i bygningen, så er der nogen der står og snakker foran indgangen, og så er der to personer der løber hen i mod deres bil.

Jeg smiler stille, og holder mit blik på parkeringspladsen, indtil jeg kan høre en dør blive åbnet bag mig. Jeg vender hovedet, og jeg kan se Harry i egen høje person træde ind i værelset.

Det var alt for det kapitel! :)

Jeg håber i kunne lide det, og at der var spænding nok. Hvis I kunne lide det og hvis I kunne tænke jer at læse mere på den her movella, vær’ sød at like, skrive en kommentar og favoriser den! Det betyder virkelig så meget for mig, og jeg elsker at læse kommentarerne! ^^’

Peace out ya’ all

Helene

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...