Survivior - One Direction

Sorgen ødelægger Faith Brooks. Den syttenårige pige bliver mobbet, bliver kaldt tyk, bliver bedt om at dø. Hendes mor ignorerer hende, og hendes far er i krig i udlandet. Hendes kæreste er et svin, men hun ved det bare ikke, fordi hun er blind af kærlighed. Men vil noget af det her ændre sig, når fem kendte drenge træder ind i hendes liv? Vil hun indse, at Brad behandler hende dårligt? Og vil hun få sin selvtillid tilbage?

69Likes
105Kommentarer
7269Visninger
AA

5. Nothing happend

 

Vi er lige blevet færdige med at spise, og som jeg havde tænkt tidligere, er Britney en af de snobbede piger, og hun hang op ad mig. Det var ret så irriterende, for hver gang jeg kiggede bare lidt på Faith, drejede Britney mit hoved, så jeg kiggede på hende. Det skete tit, og jeg var ved at blive godt træt af det, hvis det kunne gøre det.

 

"Harry?" Jeg fjernede mit blik fra min tomme tallerken, og kiggede over på Britney, der sad uhyggelig tæt på. Hvilket, når jeg tænker over det, hun gør hele tiden.

"Jeg tænkte lidt på," hun tager min hånd under bordet, og kigger lige ind i mine øjne, med sine nærmest skrigende blå øjne. Jeg kigger skiftevis på drengene, der smiler smørret.

"Om du ikke vil med hjem til mig?" Hvisker hun i mit øre, og fletter sine fingre ind i mine. Jeg kigger på hen på Louis, der smågriner lidt, som alle drengene faktisk gør.

Jeg tager min hånd til mig, og rykker igen lidt fra Britney. "Hør Britney, jeg ser dig ikke på den måde." Hendes smil er nu forsvundet, og hun kigger lidt hjælpeløst rundt, men hendes blik bliver hurtigt vredt. Hun tager sin taske, og sender mig et dræberblik inden hun stormer ud af døren.

 

Jeg kigger på drengene med et overrasket blik, men de bryder bare sammen af grin, og jeg må indrømme, det er lidt sjovt, sådan som hun nu reagerede.

Jeg smågriner lidt, og vender mig rundt. Mine øjne lander på Faith der også står og griner lidt, jeg møder hendes blik og hun sender mig et lille smil, inden hun vender sig om og går ud i køkkenet. Jeg kan ikke lade være med, bare at kigge derhen. Hun er bare så smuk og sød, selvom jeg ikke har snakket så meget med hende. Men der er bare et eller andet over hende.

 

"Harry? Jorden kalder Harry!" Jeg kigger hurtigt hen på Niall, der sidder med et smørret grin. Jeg griner lidt af mig selv, og ryster lidt på hovet. "Jeg skal nok betale for maden." Siger jeg, og rejser mig fra bordet, og går op til disken.

 

Der går ikke længe før en af de ansatte kommer, desværre er det ikke Faith, som jeg virkelig gerne vil snakke med. "Er der en der hedder Faith, der arbejder her?" Hun nikker lidt, og går ud i køkkenet igen, jeg står lidt og venter, da Faith kommer ud. Et smil kommer frem på mine læber. Men hun kigger ikke op, måske af generthed.

 

"Du hedder Faith, ikke?" Hun nikker lidt, men hun løfter stadig ikke hovedet. Jeg kigger bag ud og hen på drengene, der sender kyssemunde til mig for sjov, jeg ryster på hovedet med et stort smil, og kigger på Faith igen, der stadig kigger ned på bordpladen. Men hun kigger hurtigt bagud, da en kalder på hende, med en sur tone. Hun laver et eller andet, som Faith nok kun forstår, men hun løfter hovedet, og kigger ind i mine øjne.

"Er du okay?" Hun fjerner noget hår fra ansigtet, men forbliver stille. "Skal du have regningen?" Spørger hun, og ignorer mit andet spørgsmål. Jeg kigger lidt forbavset på hende, men hun har det nok bare hårdt, jeg nikker lidt, og hun taster beløbet ind.

"14 pund." Siger hun, men hun kigger mig stadig ikke i øjnene. Jeg giver hende pengene, og går hen til drengene.

 

 

Jeg kigger efter Harry, det er smertefuldt ikke at sige mere til ham, men tanken om at han hellere vil have Britney, sidder fast i hovedet. De havde siddet og flettet fingre og hun havde hvisket noget i øret på ham. Men hvem ville ikke have hende? Hun er pænere end mig, tyndere end mig, mere fejlfri end mig. Harry vender sig rundt igen, og jeg møder hans smukke grønne øjne, han sender mig et lille smil, inden han går ud af døren, den lille klokke ringer, da døren bliver lukket i, og jeg får en tom følelse indeni. Panisk kigger jeg rundt.

 

Jeg vil ikke have han går!

 

Jeg hopper over disken, og er bare glad for at alle er ude i køkkenet. Jeg skynder mig ud af døren, men der er ingen mennesker i syne. Jeg læner mig op ad døren, hvorfor snakkede jeg ikke med ham da jeg havde chancen.
Jeg kommer nok ikke til at snakke med ham igen, eller nogen af de andre, medmindre jeg stiller op til konkurrencen, men jeg har en forfærdelig sangstemme, så det kommer nok ikke til at ske. Jeg sukker stort, og går ind af døren.

 

Fucking shit.

 

 

Jeg har endelig fri fra arbejde, og derfor kan det ikke gå for hurtigt for at komme ud af Caféen. Jeg tager min mobil op, og ringer op til Brad, han sagde han ville hente mig når jeg har fri. Der går lidt tid, men så tager han den endelig.

 

“Det’ Brad.” Jeg smiler lidt for mig selv, jeg kan bare ikke tro jeg har fundet mig sådan en god kæreste. “Hey Brad, du sagde du ville komme og hente mig efter arbejde.” Der går ret lang tid, hvor der bare er stilhed. “Brad?” Jeg går lidt frem og tilbage, det er koldt, og jeg vil bare gerne hjem. “Jeg kan ikke hente dig.” En lyd kom fra telefonen, og det gik hurtigt op for mig at der var lagt på. Jeg nikkede lidt, og tog mine høretelefoner.

 

Would he say he’s in L-O-V-E? Well if it was me then I would. Would he hold you when you’re feeling low?

 

Jeg nynner med til sangen, men jeg stopper og kigger op da jeg mærkede nogle dråber. Jeg sukker, og jeg begyndte at løbe. Jeg gad ikke til at blive helt vildt våd, men det var nok for sent. Det begynder nemlig at styrtregne. “Really?” Råber jeg vredt op mod himlen, som en eller anden wierdo.

 

Verdenen er imod mig.

 

Jeg begynder at løbe igen, det værste er bare at der er laaaang vej hjem. Wuhuu, jeg elsker regnvejr, eller ikke, ikke engang tæt på.

 

Jeg løber et godt stykke endnu, da en bil kommer bagved, musikken i mine øre, er stoppet, så det er nemt at høre alle de grinende piger. Jeg vender hurtigt, og ser - kan i gætte det? - Britney! Wuhuu! Mærk lige ironien.

 

Jeg sukker for mig selv, og kigger væk igen, men jeg kan se ud af øjenkrogen at hun køre ved siden af mig.

“Wow, det er vel nok trist at Brad ikke gider at hente dig. Men det kan jeg godt forstå, for du har jo et blåt øje, og er helt mudret.” Jeg stopper op, og kigger ned på min jakke, og bukser, men jeg er ikke mudret, og jeg ved jeg ikke har et blåt øje, men jeg ved hvad hun mener. “Du vil ikke risikere din make-up, for at slå mig.” Siger jeg, og prøver at lyde overbevisende, så jeg måske slipper for at få et blåt øje. Men et hånligt grin lyder i stedet. “Nej, det ville jeg ikke, men det ville Avery og Tori.”

 

Jeg kan høre to døre blive åbnet, og to divaer, kommer ud. Jeg begynder  at løbe lidt igen, men det er for sent. Jeg bliver revet ned på jorden, og jeg stønner af smerte. Jeg åbner øjne, og ser at de griner lidt, jeg prøver at sætte mig op, men jeg får et spark i siden, hvilket gør jeg lander på jorden igen. Flere grin lyder, og jeg får endnu et spark bare denne gang hårdere. Grinende bliver højere, og jeg ved at det her ikke er stoppet endnu. De skal bare tage sig sammen, til ikke at grine så meget.

 

“Hvad har jeg gjort for at fortjene det her?” Hvisker jeg stille så jeg er sikker på at de ikke høre mig, men jeg tror at Britney på en eller måde gjorde, for en bil dør bliver åbnet. Jeg drejer hovedet, og ser Britney.

“Hvis du melder os, eller siger noget til nogen om det her. Vil det blive dine sidste ord, forstået?” Jeg nikker, der er ikke andet at gøre. “God pige. Tori, Avery, gør hende færdig.”

Flere spark kommer, indtil jeg høre en bil. Men siden at jeg hele tiden bliver sparket til, og grinende, er det ikke Britney. Jeg håber bare det er en der gider at ser det her, og stopper det.

 

“HEY!” En vred stemme, gør at sparkene stopper og grinende forsvinder. Jeg tænker lidt, stemmen lyder meget som Harrys.

 

Vent.

 

Hvad laver Harry her? Det giver ikke mening, stalker han mig eller noget? Jeg drejer hovedet, så jeg bedre kan se, og som jeg nok tænkte var det Harry der kommer gående. Tori og Avery er ikke at se, og bilen sætter farten op, og er snart ude af syne. Er de ninjaer, eller hvad?

Jeg tager mig til maven, det gør så ondt, efter sparkende, men hvis det er en god ting, blev jeg ikke mudret, i hvert fald ikke meget, og jeg fik heller ikke et blåt mærke.


“Er du okay?” Jeg ryster kraftigt på hovedet, det gør helt vildt ondt i min side og min mave. “Det er sjovt, vi skal altid skal mødes ved at du bliver mishandlet.” Jeg kigger op på ham, med et træt blik. “Jeg ville ikke sige ‘sjovt’, men som du vil.” Han kigger lidt forbavset på mig. “Undskyld, jeg mente det-” Han når ikke at sige mere før jeg afbryder ham. “Det er okay,” siger jeg lidt sukkende, smerten gør mig i dårligt humør. “Jeg ved du ikke mente det på den måde, Harry. Jeg er bare træt af... ja alt.” Han nikker forstående, og tager min arm rundt om hans nakke, og hjælper mig op at stå. Jeg smiler taknemmeligt til ham. Men mit blik fanger endnu en bil køre forbi, men den her stopper også. Bildøren bliver åbnet.

 

Brad?

 

Jeg kigger undrende hen på ham, han ser pænt vred ud. Men hvorfor? Jeg har ikke gjort noget, med mindre at det lige pludselig er min skyld, at jeg blev overfaldet.

“Vent her, Harry.” Jeg går - måske lidt underligt - over til brad, han er virkelig vred. “Brad, hvad laver du her?” Han kigger surt ned på mig, og så surt hen på Harry.

“Opdager min kæreste, er mig utro!”

 

WHAT?

 

“Jeg er dig ikke utro, jeg-” Jeg stopper mig selv, jeg måtte ikke fortælle hvad der var sket. “Hvad? Du kysser bare med en anden, ja ja. Hør, jeg synes vi skal se nogle andre.”

Tårerne presser sig på, skal vi se andre? Jeg vil ikke se andre, jeg vil være sammen med ham!

“Brad, nej, jeg kyssede ikke med ham!” Jeg kigger bedende på ham, jeg vil bare have ham til at forstå, at der ikke skete noget. “Jeg så dig i armene på ham! Men det kan være lige meget, for du er ikke min kæreste mere.” Han går hen til sin bil, og sætter sig ind, men før han lukker døren, råber han ludder, og køre så.

 

Grædende falder jeg ned på vejen. Harry er hurtigt henne hos mig, men jeg kan ikke få mig selv op, min kæreste som er den eneste jeg har, er væk. “Idiot, hvem var han?” Spørger Harry, men Brad er ikke en idiot, jeg er bare ikke en god nok kæreste.

 

Jeg kigger trist op på Harry, imens tårerne render ned af mine kinder. “Kom Faith.” Jeg kigger ned, hvor skal jeg tage hen? Trangen til at skade mig selv, kom stærkere end nogensinde.

“Okay så.” Jeg kigger undrende op på Harry. Han tager fat under mine ben, og lægger den anden hånd på min ryg, og løfter mig så.

“Harry, sæt mig ned.” Siger jeg træt, men han reagere ikke, men går i stedet hen til sin bil. “Harry,” Jeg vrider mig, men han holder bare bedre fast. Jeg vrider mig mere, men han giver ikke slip. Jeg bliver sat ind i bilen, jeg kigger trist på Harry.

 

Hvad skal jeg nu? Jeg vil bare hjem, så jeg kan græde mig selv i søvn, og lave et mærke til på min hofte.

 

Der fik I endnu et kapitel! Jeg håber i kunne lide det. :)

Vær’ søde og skrev en kommentar, og giv et like, det ville være perfekt hvis i gad det! ;)

 

xoxo,


HeythereimHelene

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...