Survivior - One Direction

Sorgen ødelægger Faith Brooks. Den syttenårige pige bliver mobbet, bliver kaldt tyk, bliver bedt om at dø. Hendes mor ignorerer hende, og hendes far er i krig i udlandet. Hendes kæreste er et svin, men hun ved det bare ikke, fordi hun er blind af kærlighed. Men vil noget af det her ændre sig, når fem kendte drenge træder ind i hendes liv? Vil hun indse, at Brad behandler hende dårligt? Og vil hun få sin selvtillid tilbage?

69Likes
105Kommentarer
7203Visninger
AA

6. Mind your own business

 

En tåre glider ned af min kind, tanken om at Brad ikke er min, er ulidelig. Jeg kan bare ikke forstå det, hvad er det jeg har gjort? Hvorfor havde jeg ikke penge da han spurgte om det? Det er bare så uretfærdigt!

 

Et piv fra bilen vækker mig fra mine tanker, og jeg kigger ud af vinduet. Vi holder ind ved et stort hus, det er i hvert fald større end mit. Men hvorfor holder vi her? Jeg vil hjem, jeg vil ikke ind i det hus. Selvom jeg altid har tænkt hvordan sådan sådan nogle huse ser ud indeni, men jeg vil bare ikke se det imens jeg er knust.

Tanker om Brad trænger ind i mit hoved, hans flotte altid satte hår, hans lysende brune øjne, hans søde grin og hans perfekte hud.

 

“Faith?” Jeg kigger op og møder Harrys øjne, han har et lille smil på læben, og hans stemme lyder forsigtig, som om jeg er en porcelænsfigur der kan gå i stykker hvert sekund. Men igen, det er nok hvad jeg er lige nu. “Vi er her.” Jeg vender blikket mod det overdådige hus, og ryster lidt på hovedet.

“Harry, jeg vil hjem.” Det kommer ud som en hæs hvisken, men jeg ved Harry har hørt det. Eller det tror jeg. “Faith, kom nu. Der er nogle jeg gerne vil have du skal møde!” Jeg vender blikket mod gulvet, jeg vil ikke ind og hilse på nogle. Især når jeg ser sådan her ud, med våde bukser, en hvid trøje, der er brune pletter på, og make-up der sidder på mine kinder.

To fingre bliver plantet under min hage, og trækker mit ansigt op så, jeg kigger ind i Harrys øjne. Han har sætter sig på hug, hans grønne øjne borer sig ind i mine. Det er tydeligt han ikke lader mig komme hjem, og jeg nikker derfor. Han rejser sig og hjælper mig ud af bilen, som en rigtig gentleman.

 

Det er ret sødt.

 

Jeg træder ud af bilen, men kaster så et blik ned af mig selv, jeg er ikke ligefrem den pæneste lige nu. Med den ene hånd tager jeg det værste af make-uppen af kinderne, og børster lidt af sandet af mine bukser.

 

Jeg ligner noget katten har slæbt ind, og det er det mildeste man kan sige om mig lige nu.

 

Harry tager min hånd, men jeg trækker den hurtigt til mig med et undskyldende blik. Jeg kan ikke klare sådan noget som det der, når jeg lige har fået mit hjerte knust af den person jeg elsker mest, på hele jorden.

“Harry,” vi er næsten henne ved døren, han stopper op, og kigger på mig med et lille smil, imens han har hænderne i lommen. “Kan vi ikke holde episoden fra i dag for os-” døren bliver revet op, inden jeg når at gøre min sætningen færdig. Jeg kigger forskrækket på skikkelsen, men der går ikke længe før jeg kan se hvem det er.

“Harry!” Louis kaster sig i armene på Harry, og Harry begynder og grine helt hysterisk. Jeg griner lidt, det ser lidt sjovt ud. Louis vender sig rundt, og kigger på mig. Jeg kigger lidt genert ned i jorden.

 

Well this is awkward.

 

“Hvem har vi her?” Louis tager hånden frem, og smiler. Jeg tager imod hans hånd, og gengælder hans smil. Men før jeg når at trække min hånd væk, bliver revet ind i et kram. Jeg krammer igen, men jeg er stadig lidt tilbageholdende. “Jeg er Faith.”

 

Waiiit! Jeg er Faith? Der er noget der ikke lyder rigtigt der. DAMN IT!

 

Jeg trækker mig fra Louis igen, og kigger på Harry, der står med et stort smil. “Jeg kender dig,” jeg holder vejret, please ikke sig at du husker aftenen, hvor jeg næsten blev voldtaget! “Du er hende fra Caféen!” Jeg ånder lettet ud, og nikker. Nederen at blive husket på den måde, men bedre end den anden. “Hvad er der sket, med dit tøj?” Jeg spærre øjnene op, og kigger på Harry, jeg har ingen idé om hvad jeg skal sige.

“Jeg væltede ind i hende, og hun faldt ned i en vandpyt.” Forklare Harry. Jeg smiler taknemmeligt til ham, og kigger ind af døren. Louis læser tydeligvis mit blik, for han lægger en hånd på min ryg, og går indenfor.

 

Daaaamn! Der er godt nok flot herinde!

 

 

Jeg var egentlig faldet godt nok til, jeg snakker allerede godt med drengene. Harry er nok den jeg snakker bedst med, men Louis og de andre, har virkelig fået mig til at føle mig velkommen.

Lige nu sidder vi i sofaen, og snakker. Regnvejret er kommet igen, men det gør ikke noget, det gør det bare mere hyggeligt. Især fordi vi sidder med tæpper på, det er min idé. Lad mig bare sige, jeg fryser hurtigt.

 

“Niall hit med popcorne, du har næsten spist alle sammen.” Kommer det klagende fra Zayn. Jeg griner lidt, Niall tager en hånd fuld popcorn, og kaster dem på Zayn. Alle begynder at grine, bortset fra Zayn der jagter Niall, som allerede er løbet. “Løb Niall!” Råber jeg mens jeg griner. Jeg stopper sådan halvt med at grine, og kigger skiftevis på drengene.

“Så, hvor kommer du fra, Faith?” Jeg vender min opmærksomhed mod Liam. “Jeg kommer fra Cheshire, men min mor og far valgte at flytte til London, da jeg var ni år.” Siger jeg med et stille smil. “Jeg er også fra Cheshire!" kommer det fra Harry, jeg smiler lidt og griner. “Really?” Han nikker og jeg smiler stort, det vidste jeg alligevel ikke.

 

“Jeg skal nok fange dig!” Niall kommer farende ind i stuen, og hopper op i den sofa mig, Liam og Louis sidder i. Han klemmer sig ned mellem mig og Liam, og gemmer sig under tæppet. Jeg begynder at grine stort, det er nemt at se han er der.

Lidt efter kommer Zayn farende ind i stuen og ser sig omkring. Dog vare der ikke længe før han ser Niall, og han stormer hen til os, med to spray dåser fulde af flødeskum.

“Flygt Faith!” Råber Louis med et halvkvalt grin. Jeg rejser mig men jeg bliver revet tilbage af Niall. “Niall giv slip!” Råber jeg med et grin. “Hvis jeg skal have flødeskum skal du også!” Han river mig tilbage og sidde, og gemmer sig så bag ved mig, før han stikker hovedet frem. Zayn begynder at spraye, og jeg bliver fuld af flødeskum. Grinene fylder rummet, og alle har det hylende sjovt. Jeg dukker mig, så Niall også får noget flødeskum, men der var ikke længe før at han går videre og sprayer på de andre. Mig og Niall holder om hinanden og griner.

 

Jeg ved ikke hvor længe siden jeg har haft det så sjovt, som jeg har nu. Jeg tror faktisk aldrig jeg har haft det så sjovt!

 

 

“Her, du kan låne det her, nu hvor Zayn har gjort dit tøj fuld af flødeskum.” Jeg tager imod tøjet, og smiler til Harry. “Tak Harry. For alt.” Jeg går hen i retningen hvor badeværelset skulle ligge, Harry har forklaret mig hvor det er, og det er heldigvis ikke kompliceret.

 

Jeg lukker døren og låser den så. Jeg kigger mig i spejlet, som jeg nok havde tænkt ser jeg forfærdelig ud. Flødeskum i håret, rester af make-up, tøj fuld af flødeskum og skidt.

Med lidt besvær trækker jeg min trøje over hovedet, og skal til at tage mine bukser af, da min mobil begynder at ringe. Jeg tager den op ad lommen, og ser på displayet at det er Brad. Hurtigt trykker jeg på knappen, og føre mobilen op til øret.

 

“Hey. Undskyld jeg slog op med dig. Er det for sent, at få dig tilbage?”

 

 

Jeg går ind på mit værelse, jeg kan høre Faith snakke ude på toilettet. Jeg kan ikke høre hvad hun siger, men det er også lige meget. Jeg tager min trøje af, og går hen til skabet.
Der bliver stille på toilettet, jeg ryster lidt på hovedet. Hun er virkelig speciel, men ikke på nogen dårlig måde, overhovedet. Jeg vender mig rundt, da jeg kan høre en dør åbne sig. Faith træder ud med et lille smil på læben. Hun kigger på mig, men hendes blik stivner da hun ser jeg ikke har nogen trøje på. Jeg lukker en lille latter ud, og hun kigger igen genert ned i gulvet.

“Hvem snakkede du med ude på toilettet?” Hurtigt snupper jeg en tilfældig trøje fra skabet af, og trækker den over hovedet.

“Min kæreste.”

 

Hendes hvad!

 

“Har du en kæreste?” Udbryder jeg chokeret, hun nikker, denne gang uden et smil. “Harry, jeg faldt grædende på jorden, fordi han slog op med mig. Men han sagde det var en misforståelse, og han ville give mig en chance til.” Jeg kigger forvirret på hende, han ville give hende en chance til? Men han har jo slået op med hende? Det giver ikke mening.

 

“Faith, ikke for at dræbe din lykke. Men han lyder ikke som den bedste fyr, når han slår op med dig, og så vil han give dig en chance? Det burde være omvendt. Du skulle ikke taget ham tilbage,” jeg stopper mig selv. Tåre viser sig i hendes øjenkrog og hun stormer hen til døren. Jeg skynder mig derhen, og når lige at lukke døren før hun smutter ud af den.

“Det var ikke sådan ment, men han lyder ikke som den bedste person. Jeg syntes bare du fortjener bedre.” En tåre glider ned af hendes kind, jeg tørre den væk.

Jeg tager hendes hænder, og klemmer dem blidt, hun kæmper lidt for at komme fri, men jeg holder hendes hænder fast. Jeg kysser hende i håret, og hun slapper endelig af, og lægger sit hoved på mit bryst.

Jeg kigger ned på hende, og smiler skævt imens jeg læner mig op ad døren. Hun er sød, især når hun går i tøj der er alt for stort, til hende.

 

Det minder mig om  da jeg først så hende, og hun havde noget på sin hofte. Jeg fandt bare ikke ud af hvad det er. “Faith?” Hun laver en lille lyd, som jeg tegner som et ja. “Du skal ikke storme ud af rummet,” jeg kigger ned på hende, og hun trækker sig lidt væk, så hun ser mig i øjnene.

 

“Jeg har gået og tænkt over, hvad er det for nogle mærker du har på din hofte. Jeg så dem på den aften, du næsten blev voldtaget.” Hun tager sine arme til sig, og går lidt væk. Imens hun kigger lidt skræmt på mig. Hvis jeg ikke havde stået foran døren, var hun væk for lang tid siden.

“Er det Bra-” hun afbryder mig før jeg kan nå at sige hans navn færdigt. “Nej det var ikke Brad. Lad det ligge Harry.” Hendes stemme har fået en irriteret undertone, men jeg vil ikke lade det ligge.

“Faith, er det dig selv der har lavet dem?” Spørger jeg bekymret, hun bider sig i læben, det kan kun være hende.

“Hvorfor?” Hun tager sig til hovedet og kigger træt på mig. “Harry lad det ligge, og lad mig tage hjem!” Siger hun højt, at det ikke vil undre mig at en af drengene har hørt det. “Jeg skal nok køre dig hjem, men bare fortæl mig hvorfor.” Prøver jeg igen, men hun ligner en der er tæt på at græde. Jeg går stille og roligt hen til hende. “Faith, jeg vil ikke gøre andet, end at hjælpe dig. Jeg kunne aldrig finde på at gøre dig noget.” Hun går et skridt tættere på mig, men løber så istedet ud af døren.

 

Jeg kigger efter hende, og sukker. Skønt! Så fik jeg skræmt hende væk.

“Harry?” Jeg kigger op, og ser Liam. “Hvorfor stormede Faith ud af døren?” Jeg kigger ned, og ryster på hovedet. “Jeg skræmte hende væk, Liam. Jeg fik hende til at løbe ud af døren, fordi jeg er for tæt på noget, jeg ikke må vide.”

Jeg mærker Liam sætte sig ned ved siden af mig. “Fortæl mig om det, så finder vi ud af en løsning sammen.” Jeg kigger op, og tager en dyp indånding, og begynder at fortælle ham alt ting.

 

Fra start til slut.

 

 

Der var der så endnu et kapitel i Survivor. ;)

Jeg håber i finder historien god og spændende. Jeg har lagt mange kræfter i nemlig. :)

Jeg begynder igen i skole i morgen (14 august), så kapitlerne vil måske ikke komme så hurtigt, men jeg vil skrive dem, og publicére dem, så hurtigt jeg kan! Det lover jeg! :)

 

Hvis i gider, ville det betyde meget for mig hvis i gad at lægge et like og en kommentar! <3

 

xoxo,


HeleneOfficial

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...