Survivior - One Direction

Sorgen ødelægger Faith Brooks. Den syttenårige pige bliver mobbet, bliver kaldt tyk, bliver bedt om at dø. Hendes mor ignorerer hende, og hendes far er i krig i udlandet. Hendes kæreste er et svin, men hun ved det bare ikke, fordi hun er blind af kærlighed. Men vil noget af det her ændre sig, når fem kendte drenge træder ind i hendes liv? Vil hun indse, at Brad behandler hende dårligt? Og vil hun få sin selvtillid tilbage?

69Likes
105Kommentarer
7363Visninger
AA

11. Love is not my thing

Louis.

 

Jeg kigger i bakspejlet igen og kigger hen på Harry, han har siddet og stirret ud af vinduet, siden vi kørte fra parkeringspladsen. Han gad ikke at svare mig, Zayn, Liam, eller Niall. Hvilket bekymrede os alle ret meget, jeg kigger igen på vejen, men tankerne om hvad der er sket, er der stadig. "Så... Harry," siger jeg med et lille smil, men kun en lille mumlen kommer fra ham.

Jeg mener virkelig når jeg siger, at jeg aldrig har set ham i sådan et dårligt humør.

 

"Lad være med at surmule. Vær' glad!" Smiler jeg, men ingenting kommer fra Harry, kun et lille suk. Jeg ryster lidt på hovedet, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige eller gøre for at få ham til at grine. "Er det noget med Faith?" Kommer det stille fra Niall, og jeg må indrømme det er et godt spørgsmål. Den måde han smed noget hen mod hende, kunne umuligt tegne godt.

 

Jeg holder ind i indkørslen til huset, og går ud af døren. Lidt efter kommer resten, men før Harry når at komme længere, stopper jeg ham og venter indtil drengene er gået indenfor.

 

"Harry, hvad er der sket?" Han åbner munden, men jeg kommer ham i forkøbet. "Og bild mig ikke ind at der ikke er sket noget!" Han sukker, og kigger ned i jorden. Jeg nikker lidt, selvom han ikke har sagt noget ved jeg godt hvem det handler om. "Det er Faith ikke?" Han nikker, og kigger så op igen. "Jeg så hende brænde sig selv." Kommer det trist fra ham, jeg kigger undrende på ham. "Med vilje, eller?"

"Ja, hun brugte lighteren til at cutte sig selv." Jeg bider mig i læben, det har jeg ikke hørt om før, heldigvis gør Eleanor ikke sådan noget. "Hvorfor er du sur over det?" Spørger jeg måske lidt dumt, men altså. "Jeg ved det ikke... Louis kan vi ikke bare gå ind? Jeg-" jeg afbryder ham, før han når at sige mere. "Hvad hvis hun dukker op til auditionen? Hvad gør du så? Du kan ikke storme ud af rummet." Siger jeg med et hævet øjenbryn, men han ryster bare på hovedet. "Det kommer ikke til at ske, hun har sceneskræk." Siger han med et lille smil, hvilket får mig til at smile også. "Hey du smiler! Du holder virkelig af hende, ikke?" Smiler jeg, han nikker på hovedet, og går hen mod døren. Jeg griner for mig selv, og går efter ham.

 

Da jeg kommer ind af døren, sidder alle sammen og ser film. Overrasker det mig? Nej. Det er en ting vi alle sammen elsker meget, især hvis en af os er i et lorte humør, denne gang er det så Harry.

Jeg sætter mig i en af stolene ved siden af sofaen, efter at have taget mine sko af, og kaster et blik hen mod Harry, der ser mere interesseret ud i sin mobil end i filmen. Jeg kigger igen hen mod filmen, og følger med, selvom det ikke er en af mine ynglings.

 

 

Vi går ind i kantinen for anden gang i dag, som om jeg ikke havde fået nok da jeg selv gik i skole, men det er nu heller ikke fordi vi skal til time, så det bliver ikke slemt. Eller det håber jeg da det ikke gør.

 

Der står 2 borde samt 5 stole, jeg smiler for mig selv, og går sammen med drengene hen og sætter os. Der er papir skilte hvor vores navne står på, hvilket får mig til at grine lidt. Jeg tror at de fleste på den her skole ved hvem vi er. Men det er fint nok, det er en sød tanke. Ud over papir skiltene er der nogle papirer, hvor flere navne er skrevet på , samt en kuglepen, og en mikrofon hos hver og en. Hvilket jeg ikke troede vi ville få brug for, men der fik jeg en overraskelse. De har tænkt på det hele, ser det ud til.

“Hvornår tror i-” begynder Niall, men bliver afbrudt, da en pige på måske 16 år kommer ind af døren, med et genert smil. Hun går op mod scenen, hvor en mikrofon står, og et banner hænger hvor der står med store farverige blokbogstaver AUDITION.

 

“Hej, Kimberly. Bare syng når du er klar til det.” Kommer det fra Harry, der enten har fået det bedre, eller bare sætter en facade op, for hold da op han lyder glad.

Hun nikker lidt, og tager fat om mikrofonen. Hun begynder at synge Over again, og jeg smiler lidt. Det lyder rigtig godt, og da hun er ser hvordan vi sidder og nynner med, bliver hun mere selvsikker, og ligger mere passion til det.

“Tak,” afbryder Zayn. “Det var virkelig godt.” Og med de ord, siger hun tak og går med hurtige skridt ud af rummet. “Wow, det var… fantastisk!” Kommer det begejstret fra Niall. Jeg smiler og nikker, og skriver ud fra hendes navn et flueben. “Hvis alle er lige så gode, bliver det svært at vælge vinderen!” Lyder det fra Liam, og jeg giver ham hurtigt ret.

 

Faith.

 

Jeg bider mig nervøst i læben, at se smilet på Missys læber, betyder sikkert hun er kommet med, eller i hvert fald har fået et kompliment. Hun skynder sig hen til sine veninder, og jeg er sikker på hun fortæller om oplevelsen. Jeg kigger på døren, og jeg kan ikke forklare hvor meget jeg frygter at gå derind.

 

Jeg kan ikke fordrage at synge foran andre! Da jeg var mindre, prøvede jeg at synge foran min far og min mor, men det mislykkedes jeg blev bange, og løb ud af rummet. Det værste er nok bare at et år senere, lavede jeg det samme stunt, bare på en scene foran hele skolen. Det er nok noget af det pinligste jeg har prøvet. Eller nok en af tingene, for hvis du ikke har opdaget det endnu, er jeg god til at lave pinlige oplevelser.

Jeg bider mig i indersiden af min kind, og trykker imod døren,  og går ind i kantinen med min guitar knuget i min hånd. Jeg kan hurtigt mærke deres blikke, der får mig til at bide mig hårdere i kinden, for ikke at løbe ud af døren.

 

Jeg er nødt til det her.

 

Med et par trin er jeg oppe på scenen, og kigger hen på drengene. Louis hvisker et eller andet til Harry, men han holder blikket på mig. Det er tydeligt at han er overrasket, men han ser mere sørgmodig ud. Jeg tager en stol over i hjørnet af scenen, og føre den hen til mikrofonen. Med få justeringer på mikrofonen, er jeg klar til at synge. Jeg lukker øjnene i, imens jeg kan høre mit hjerte banke hurtigere og hurtigere. Jeg åbner mine øjne, og møder Harrys sørgmodige grønne øjne.

 

“We both lie silent, still in the dead of night. Although we both lie close together, we feel miles apart inside. Were it something I did or something I said, did my words not come out right. Though I tried not to hurt you, though I tried.”

 

Jeg stopper mig selv, og rejser mig så. Jeg kan ikke forstå jeg lige sang, sang foran dem! DEM! Jeg forstår det ikke, det er helt utroligt! Det må jeg sige.

 

Oh nej… oh nej! Britney!

 

Jeg har glemt alt om hende, og hvordan hun havde kysset Harry. Billedet af dem kysse sniger sig ind i mit hovede, og jeg løber mig ud af døren, og selvfølgelig så heldig jeg er, gæt hvem jeg støder ind i.

 

Britney, mine damer og herre! Den her dag har bare været så fantastisk! Mærk lige ironien.

 

“Pas på, freak!” Udstøder hun, well freak er ikke det værste hun har kaldt mig. “Prøvede du at være med i konkurrencen, tsk, tsk, tsk. Jeg troede vi havde en aftale.” Siger hun med sammenbidte tænder. “Det var indtil du proppede mig ned i toilettet, og kyssede med Harry.” Mumler jeg, men jeg er hurtig til at holde mig for munden, med det overraskede ansigtsudtryk i Britneys ansigt, er det tydeligt hun hørte hvad jeg sagde. “Ja, jeg kyssede ham. Men du har en kæreste, eller det har du måske ikke mere, når Brad ved du har følelser for Harry,” smiler Britney, og jeg føler lille og hjælpeløs. “Jeg har ikke følelser-”

 

“Spar mig! Hør Faith, du har fået mange chancer, nu er det alvor. Vær’ klar til at dit liv bliver et helvede. By the way, drop dine følelser for Harry, han er min kæreste. Det er rigtigt, det var derfor jeg kyssede ham. Nå men, tuttelu, jeg skal ind og synge. Ciao Bella.” Hun afslutter med et falskt smil, og støder ind i min skulder på vejen. Jeg kigger måbende efter hende, og ignorerer de små grin, der kommer fra en gruppe piger.

 

Hurtigt tager jeg min telefon op ad lommen, og taster Brads nummer ind. Jeg skynder mig hen ad gangen, og river døren op og stormer ud af bygningen. “Hey babe.” Kommer det, og jeg bliver lidt varm om hjertet da han kalder mig ‘babe’. “Hey. Hør jeg tænkte om vi ikke kan lave noget i dag. Du ved tage i biografen, du må vælge film og det hele.” Siger jeg glad, det er længe siden jeg har talt med ham, det vil sige to eller tre dage, men det er lang tid uden at høre et pip fra ens kæreste.

“Tjo,” kommer det tøvende fra ham, hvilket tager en del af min glæde. “Kan jeg låne lidt penge af dig så?” Jeg køre en hånd igennem mit hår, og nikker så, selvom jeg udmærket godt ved han ikke kan se det. “Jo, jeg fik løn i går, og jeg kan bare arbejde lidt-”

 

“Gå hen på skolen, så henter jeg dig. Men ha’ mine penge klar.” Med de ord lægger han på, men det gode ved det, er jeg kommer i biografen. Han vil sikkert bare købe mig en gave, ja, købe en gave.

Jeg slår min telefon lidt mod min anden hånd, og venter på Brads bil komme frem på parkeringspladsen.

 

 

Jeg kigger op på Brads markerede ansigt, og smiler et usikkert smil. “Det var en god film.” Han mumler et svar, men jeg kan ikke høre det. “Kan jeg få pengene.” Siger han hårdt, hvilket gør mig både bange og overrasket. Han køre en hånd gennem hans hår, og fugter kort hans læber. “Undskyld, det har været en hård dag.” Jeg nikker en smule, og tager igen min pung frem. Hvor mange har du brug for?” Og hvad skal du bruge dem til, er jeg lige ved at sige, men jeg bider ordene i mig, og prøver at fange hans blik. “Bare giv mig så mange jeg kan få.” Den hårde tone er kommet tilbage, og jeg roder en pung og finder 4-5 halvtredsere. “Her, det er hvad jeg kan finde.” Siger jeg med en nervøs tone, han tager pengene, nikker som svar, og begynder at gå. Ikke en hentydning til jeg skal følge efter, han går bare. Jeg kigger efter ham, og mærker tårerne presse sig på igen.

 

Jeg hiver min mobil op, og overvejer lidt hvem jeg skal ringe til. Der er for langt at gå hjem, det vil tage mig ret så lang tid for at nå hjem. Med et par taster ringer jeg op, og det vare ikke lang tid før den bliver taget.

 

“Hej mor,” sukker jeg. “Kan du hente mig ved biografen?” Man kan høre hende sukke i telefonen, hvilket gør jeg ruller med øjnene. Da et par stemmer bag mig, afbryder min koncentration over min mors undskyldning, hvorfor hun ikke kan komme. Jeg giver mig til at snurre rundt, og mit blik fanger noget højst uventet.

 

Jeg blinker et par gange, og gnider mig lidt i øjnene, i håb om det er en hallucination. Men det er den rene og bitre sandhed. Harry og Britney går hen mod mig, og jeg skynder mig hurtigt hen ad gangen mod udgangen. Det er ikke fordi de har set mig, eller måske har Britney, men jeg vil bare undgå dem. Undgå alle.

Min plan var at få Harry tilbage som min ven, men tydeligvis har det ikke lykkedes, han har fundet en ny veninde. Mine damer og herre, endnu en gang  Britney, Harrys nye bedre, smukkere og klogere veninde, eller skulle jeg sige kæreste?

Bare ordet gør ondt, i hvert fald i den sammenhæng. Men hvorfor betyder det så meget, jeg har Brad, jeg har verdens sødeste kæreste. Men hvad havde Harry sagt, han havde jo sagt at han havde følelser for mig. Problemet er nok bare at jeg havde bare ikke sagt det igen, og nu har jeg fucket alt op imellem os. Sikken en overraskelse, Faith Brooks har fucket noget op!

 

Mærk lige ironien ikke?

 

Nå men jeg har en lang gåtur hjem, så fantastisk verden nu er. Jeg hader også dig verden, bare lige så du ved det!

Jeg går ud af den store bygning, og sukker stort da jeg mærke kulden omfavne mig. Ja, nu er der bare 10-15 kilometers gåtur hjem.

 

Jeg hader mit liv, hvis jeg nu ikke har sagt det før.

 

 

Hov hov, så i lige hvordan Brad kom med igen? Hvad tror I Brad han skal med de penge, er det virkelig en gave til Faith? Eller er hun bare naiv? Og hvordan kan det være Harry og Britney gik sammen? Er de virkelig kærester som Britney siger, eller er det bare en klassisk Britney-løgn?

 

Undskyld at der ikke er billeder, hvor der bliver skiftet synsvinkel. Jeg skriver fra min fars computer, fordi nettet hos min mor er væk, og her har jeg ikke mine billeder. ♥


Jeg håber i kan lide kapitlet, og hvis i kunne, så ikke være genert. Læg en kommentar og et like! ♥

 

xoxo,


HeleneOfficial

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...