Survivior - One Direction

Sorgen ødelægger Faith Brooks. Den syttenårige pige bliver mobbet, bliver kaldt tyk, bliver bedt om at dø. Hendes mor ignorerer hende, og hendes far er i krig i udlandet. Hendes kæreste er et svin, men hun ved det bare ikke, fordi hun er blind af kærlighed. Men vil noget af det her ændre sig, når fem kendte drenge træder ind i hendes liv? Vil hun indse, at Brad behandler hende dårligt? Og vil hun få sin selvtillid tilbage?

69Likes
105Kommentarer
7217Visninger
AA

3. Let me go!


Brad og jeg havde lige været inde og se en eller anden skod film, eller det er så min mening. Brad havde grinet hele vejen igennem, men så har en af os jo haft en god oplevelse. Brad har brugt alle mine penge på slik, chips og billetter, så jeg har ikke andet end 50 kroner tilbage. Men, han sagde tak, og det er det der tæller i min verden.

 

Sukkende går jeg ind i Caféen, jeg har egentlig ikke lyst til at være her, hvis jeg ville noget, ville jeg gerne være sammen med Brad, men penge var nødvendige, og siden jeg ikke får nogen fra min mor. Må jeg selv tjene dem.

Jeg går om bag disken, der er kun en anden ud over mig, så jeg er ikke helt alene. Jeg hilser kort på hende, og får et lille smil tilbage. Alissa er sød nok, hun siger dog aldrig noget til mig, men  det gør måske heller ikke så meget.

 

Et par kunder træder ind, og jeg sukker for mig selv, men finder så et smil frem og tager så nogle menukort frem. Et par skridt og så er jeg henne ved det bord de har valgt at sætte sig ved. Jeg ligger menukortene foran dem, de er fem drenge, jeg vil gætte på at de er 19 år, eller deromkring. De er sådan nogen jeg ville kalde badass typer, ikke fordi de er det, men bare fordi man kan se de prøver på at være det. Overhovedet ikke som dem fra One Direction, The Wanted og sådan nogen. De er de mere, I don’t know, søde drenge. Ikke sådan nogen der idioter som dem jeg står overfor, men jaja.

 

Jeg vender ryggen til men når lige kun at gå to skridt væk, før jeg kan mærke et slag ramme min røv. Af ren refleks, vender jeg mig rundt og dasker den jeg er rimelig sikker på er den der gjorde det, en kæmpe lussing. Jeg vender  mig vredt om igen, og går tilbage til disken.

“Alissa, kan du ikke tage bordet derover?” Jeg kigger bedende på hende, og nikker i retningen af bordet, hvor de fem dumrianer sidder. Hun nikker stille og sender mig et kort smil, før hun går derover.

Jeg prøver at slappe af, men følelsen af hans fingre mod min røv vare ved, hvilket gør at jeg får de sygeste kuldegysninger. Jeg kigger over mod bordet, og møder drengens - ham jeg slog - blik, han giver mig et koldt og hadefuldt blik.

 

Jeg vender blikket mod døren igen, da jeg kan høre den lille klokke ringe, der hænger over døren. En lille pige og hendes far - så vidt jeg kan se - kommer ind, og jeg smiler lidt over at jeg ikke skal tage endnu et par drenge. Det kan jeg nok ikke klare flere af lige nu. Jeg tager et par menukort og går hen til dem med et lille smil, og byder dem velkommen.

 

“Vi ses Faith.” Alissa vinker kort, og går så ud af døren. Jeg vinker lidt, og kigger efter hende indtil hun ikke er i syne mere. Jeg går hen til døren, og vender det lille skilt fra åben til lukket, og låser døren. Det har været en lang dag, det værste ved den, var på den måde de fem drenge havde stirret på mig da de gik ud, de gav mig onde blikke, og lad mig sige jeg var faktisk bange. Men nu er de væk og jeg ser dem - forhåbentlig - ikke igen.

Jeg tager mine ting, og kigger om der er mere der skal gøres, men mig og Alissa har taget det meste af det, og der kan man bare se, jeg har fået en veninde.

 

WUP WUP!

 

Veninde er måske meget sagt, men hun taler til mig, vi griner sammen og sådan lidt, så man kan måske godt sige veninde.

Jeg smiler lidt for mig selv, og går ud af bagdøren. Måske har det ikke været en hel så dårlig dag, hvis man ser bortset fra mobberne, den dårlige film og de fem drenge. Jeg tager min nøgle frem igen, og kaster et kort blik over skulderen, og ser en sort skikkelse. Jeg når at låse døren, inden jeg opfanger det jeg har set, men da jeg vender mig om igen, er der ingen. Det må være noget jeg bilder mig en. Jeg ryster på hovedet af mig selv, og går hen ad mod gaden. Bagdøren ligger om til en parkeringsplads for medarbejdere, så der er et lille stykke vej hen til gaden, men det er ikke så langt.

 

Jeg når næsten hen til gaden da en tager fast i min ene arm, jeg kigger chokeret - lidt vred - bagud. Det var ham drengen der klaskede mig på røven. Vreden bliver større indvendig. “Slip mig!” Råber jeg, men jeg får hurtigt en hånd for munden. “Shh..” Jeg kan mærke hans varme ånde mod mit øre, og panikken begynder at komme i stedet for vreden. Jeg prøver at vride mig fri, men en hånd tager fat i min anden hånd.

 

Der er flere.

 

Panikken har overtaget min krop, og jeg vrider og gør alt for at komme fri, men jeg kan ikke. De er for stærke. Det ansigt som stadig er lidt rødt efter min lussing dukker op foran mit, og jeg stirre ind i hans øjne med bange anelser. Jeg har en hånd for munden, og to der holder fat i mine arme. Det her tegner overhovedet ikke godt.

“Det ville ikke have gået så vidt, hvis du ikke havde givet mig en lussing, som du nu gjorde,” han holder en pause, og smiler lidt flabet. “Men du kan gøre det godt igen,” han tager sit ansigt endnu tættere på mit. “Ved at lade mig få din krop, hvis du forstår.” Jeg kigger bange ind i hans øjne, der lyser af fryd, et par af dem bag mig griner. Jeg skriger, og selvom jeg har en hånd for munden, kan det godt høres, i hvert fald nogenlunde. Jeg vrider, drejer, skriger imens drengene griner. Jeg gør alt hvad jeg kan, men det nytter ikke noget, de har taget for godt fast.

 

 

Drengene og jeg er ude at gå, vi er lige kommet hjem fra touren, så vi tænkte det ville være dejligt at gå en tur, især når der ikke er nogen der kommer skrigende efter os. Jeg smiler lidt, og griner over at Louis laver et sært ansigt, men stemningen bliver afbrudt da et skrig lyder. Jeg kigger hurtigt på de andre, for at se om det kun var mig der hørte det, men de andre ser lige så spørgende ud som jeg selv gør. Jeg tager et par skridt i den retning jeg hørte skriget komme fra, det er en lang gade, hvor der er nogen steder du kan dreje ind. Endnu et skrig lyder, denne gang højere, jeg begynder at løbe og de andre drenge er hurtigt ved siden af mig. Vi holder øje med hvert et sted man kan dreje ind, da jeg kan se en pige hvor der rundt om står der tre drenge, pigen skriger igen, to af drengene står og holder hende og den sidste står og griner lidt. Jeg kigger ondt på dem, og begynder at gå med hurtige skridt hen mod dem, jeg kan høre de andre drenge følge efter. Man kan se at pigen er skrækslagen, hvilket får vreden til at stige endnu mere, jeg når hen til dem så der kun er 4-5 meter imellem os.

 

“Hvad er det i har gang i?” Råber jeg vredt. Fyrene vender deres opmærksomhed mod os, og jeg kan hurtigt se at vi er nogenlunde på samme alder, men det stopper mig ikke, det de har gang i er alt andet end rigtigt. “Hey, der sker altså ikke noget her. Vi har det bare lidt sjovt.” Pigen begynder at ryste på hovedet, jeg kigger irriteret på ham. “Lad hende nu gå.” Jeg prøver at falde til ro, men jeg er alt andet end rolig. Drengen får et irriteret udtryk, og hvisker til drengene. Drengene giver slip på pigen. “Fint, tag hende. Men det er ikke sidste gang i ser noget til os!” Han går surt forbi os, og støder - med vilje - ind i min skulder på vejen ud. Louis og Liam er allerede henne ved pigen der er faldet til jorden. Jeg går hurtigt derhen, med Niall og Zayn lige i hælene. “Er du okay?” Hun kigger op på mig, og ryster lidt på hovedet. “Men det har været en dårlig dag alligevel, så det kan være lige meget.” Hun rejser sig op, og kigger lidt rundt, det går først op nu at hun kun står i bh. Jeg tager min trøje af, og får først nogle undrende blikke fra drengene, men de ligger hurtigt mærke til hvorfor jeg gør det. Jeg rækker hende min trøje, og hun tager imod den, med et taknemmeligt smil. Jeg smiler stille til hende, og når lige at få et glimt af nogle mærker på hendes hofte.
“Er det noget nogle af de der idioter der har gjort det?” Jeg nikker hentydende til nogle mærker på hendes hofte. Hun trækker hurtigt trøjen over hovedet, og kigger lidt sørgmodigt på mig. Jeg fortryder hurtigt mit spørgsmål, og mister lidt af mit smil. “Tak fordi i hjalp mig,” hendes stemme lyder grødet, men det er vel ikke nogen overraskelse, når hun lige har været ude for det der nu end skete.

“Jeg har set jer et sted før...” Hun kniber øjnene sammen som om hun prøver at finde ud af hvor. Jeg griner lidt, jeg vidste på at det ville komme på et tidspunkt. “Vi er One Direction hvis det er det du tænker på.” Kommer det fra, Louis der griner lidt. Hun nikker, og smiler så lidt. “Det giver mening. Rart at møde jer, og selvfølgelig, tak for hjælpen.” Hun står og tripper lidt, og begynder så at gå. Jeg stirre lidt efter hende, sådan plejer det ikke at være, piger plejer at gå amok når de høre vi er One Direction, men hende.. hun er nede på jorden. “Wow, det var specielt.” Kommer det fra Niall, der står med et tænksomt ansigt. Men han har helt ret, det var specielt, men det var hun også!

 

 

Der var endnu et kapitel i Survivor.

Jeg håber i kan lide det, jeg har lagt mange kræfter i det her kapitel. ;)

Læg en kommentar og et like, så er i søde! <3

 

xoxo,

 

HeythereimHelene

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...