Survivior - One Direction

Sorgen ødelægger Faith Brooks. Den syttenårige pige bliver mobbet, bliver kaldt tyk, bliver bedt om at dø. Hendes mor ignorerer hende, og hendes far er i krig i udlandet. Hendes kæreste er et svin, men hun ved det bare ikke, fordi hun er blind af kærlighed. Men vil noget af det her ændre sig, når fem kendte drenge træder ind i hendes liv? Vil hun indse, at Brad behandler hende dårligt? Og vil hun få sin selvtillid tilbage?

69Likes
105Kommentarer
7199Visninger
AA

9. I'm not living, I'm just surviving

 

“Harry, ikke nu, jeg vil ikke have opmærksomhed.” Siger jeg, og nikker hen mod en flok piger, der hvisker over i et hjørne. Jeg river min arm til mig, og kigger kort på Harry inden jeg skynder mig ind på pigetoilettet.

 

Jeg hader opmærksomhed, jeg føler det ikke som en god ting. Det føltes mere som om de gør grin af en, og det har jeg virkelig ikke brug for.

 

Nogle stemmer lyder uden for døren, jeg kigger rundt i panik, og vælger at gemme mig i en af båsene. Jeg småløber derhen, og lukker døren i, og tager mine fødder op på brættet.

Men det er også i sidste sekund, for i det jeg tager mine fødder op, kommer 3 velkendte piger ind. Britney og hendes to hunde hvalpe.

 

“Hvem tror hende Faith tøsen hun er, sådan at snakke med din mand.” Jeg holder vejret da de siger mit navn, og prøver at få et blik af dem. Men jeg ser kun ryggen af Britney. “Så så, Avery. Jeg har en plan der kan få hende til at krybe så langt ind i et hul, så hun aldrig kommer ud igen.” Jeg holder vejret, og høre på deres fnisen.

 

Hvad vil de gøre mod mig? Jeg kan bare ikke forstå, hvad jeg har gjort dem. Hvorfor de absolut skal gøre mit liv til et helvede, kan de ikke bare gøre hinandens liv til et helvede? Det fortjener de. Men Avery og Tori har ikke nosserne til at gøre sådan noget, de siger, gør og hvis de får besked på det, spiser hvad Britney siger de skal.

“Uhhh, lad os høre.” Kommer det muntert fra Tori, så længe det ikke er hende, er hun vel overlykkelig. Bitch.

 

Jeg retter på den måde jeg sidder, for jeg kan ikke se noget ud af sprækken. Men jeg kan ikke lade være med at rette på mine ben igen. Men så fantastisk jeg er, sker det værst tænkelige. Jeg får overbalance, og jeg vælter ind i døren - som desværre ikke er låst - og lander nede på gulvet, for fødderne af Britney.

 

Dræb. Mig. Nu.

 

“Hvem har vi her? Sidder og smuglytter, hva’?” Jeg kigger op, og møder Britneys øjne, hun har et smørret smil på læben, og jeg ved godt at det er fordi hun har en eller anden idé, som har noget med at jeg lider. Jeg bakker bagud, men Avery og Tori tager fat i mine arme, så jeg ikke kan stikke af. Britney smiler mere smørret end nogensinde, hvilket gør mig virkelig gør mig bange. Især nu hvor de holder mig fast, jeg vrider og kæmper for at komme fri, men det er til ingen nytte.

Britney træder to skridt hen mod mig, og sætter sig på hug. Hendes iskolde hadefulde øjne borer sig ind i mine, og jeg føler mig lille og hjælpeløs.

“Hold dig fra Harry, okay. Han er min. Faktisk, skal du holde dig væk fra alle One DIrection drengene. Ellers vil der ske meget værre end det her.” Jeg synker en klump, jeg vil gerne nikke, men jeg holder af drengene, de er de eneste venner jeg har. Men det minder mig om, hvad betyder ‘værre end det her’? Hun træder et skridt tilbage, og tager sin mobil frem, og begynder at filme. Jeg vil gerne dække mit ansigt, men jeg kan ikke når hun Tori og Avery holder mig fast. “I toilettet med hende.” Kommandere Britney, med det samme smørrede smil. Jeg kigger bange op på Britney, og bliver så vendt om mod toilettet. Jeg vil ikke stikke mit hoved ned i den, jeg vil overhovedet ikke være så tæt på den som jeg er nu. “Stop, stop! Jeg vil ikke tale til dem, eller være sammen med dem igen. Ikke engang se på dem, bare… lad være!” Græder jeg, jeg vender hovedet. Hun ser overvejende ud, og nikker så. “Godt så, tak så har vi det på plads. Men jeg vil bare have det er sunket ind. I med hende.”

Uden jeg kan nå at sige noget, bliver mit hoved proppet ned i toiletkummen. Jeg lukker munden for ikke at få mere vand ind i munden, jeg prøver at komme op igen, men de vil ikke lade mig komme op. Ikke endnu.

 

Er det forkert at jeg føler at jeg fortjener det her, det her må være et eller eller karma noget. Fordi jeg er faldet for Harry, og jeg stadig har en kæreste. Det her må være en lærestreg, jeg må bare lade være med at se drengene. Selvom det vil være det sværeste jeg nogensinde vil komme til at gøre.

 

Der bliver revet i mit hår, og jeg kan endelig komme op. Jeg spytter toilet vandet ud, og åbner øjnene, og kigger bagud. Jeg venter at se Britney stå og grine, men der er ingen. Jeg stryger mit hår bagud, og sukker opgivende. Tårerne vælter ud af mig, imens jeg lukker døren til båsen. Grædende tager jeg min lighter frem af min taske, jeg trykker et par gange, før flammen kommer frem. En tot af mit klamme våde hår, falder ned i ansigtet på mig, men jeg gider ikke til at tage den væk. Hvad nytter det?

Jeg river op i trøjen og lidt ned i mine jeans, så jeg kan se alle mærkerne. Jeg føre lighteren på min hud, og de samme følelser begynder forfra. Smerten, glæden, alle bekymringer forsvinder.

 

Jeg fjerner igen lighteren fra min hud, og river ned i min trøje. Jeg vil ikke engang se mærket, og det er nok første gang, jeg er ligeglad hvordan det ser ud.

Jeg tager min taske over skulderen, og propper lighteren ned i, og går så ud af båsen. Jeg kaster et hurtigt blik på mig selv. Mit hår hænger slasket og vådt, ned på min sorte trøje, min mascara sidder nede på mine kinder, og den lille mængde pudder er forsvundet helt. Jeg går videre ud af døren til toilettet, og går ud på gangen.

Jeg holder blikket fæstnet mod jorden, imens jeg går ned mod næste time. Jeg tør ikke engang kigge op, for jeg ved at folk kigger på mig, imens de står og griner.

 

Jeg hader mit liv.

 

“Faith!” Og der bliver hele situationen lige meget værre. Jeg løber videre mod time, for at undgå ham, men han er hurtigere end mig. Hvorfor overrasker det mig ikke? Jeg går til skole, jeg løber sjældent, og når jeg gør det, bliver jeg hurtig forpustet, og lyder som en flodhest. Så jeg er meget ude i form. Tror jeg i hvert fald.

En hånd griber fast i min arm, og jeg ved godt det er Harrys hånd, men jeg vil bare ikke kigge på ham. Jeg ved at jeg begynder at tale, og det er en af tingene jeg sagde jeg ikke ville gøre. Desuden sagde hun at det ville blive værre, og når det gælder sådan noget, holder Britney skam altid sit ord!

 

Jeg kigger på hende, med et chokeret blik. Hendes hår er drivvådt hvilket har gjort hendes sorte trøje klæbrig omkring hendes overkrop. Hun kigger ikke bagud, hvilket på en måde overrasker mig, for det plejer hun altid at gøre.

Klokken ringer, og Faith river sin arm til sig, eller prøver. Det lykkedes nemlig ikke, jeg er træt af hendes flygtning, og hun må vel gerne komme lidt for sent. Desuden skal de til noget møde inde i kantinen, de ligger sikkert ikke mærke til hun kommer for sent.

 

Folkene omkring os forsvinder en efter en, og til sidst gør at vi er alene. Faith siger stadig ingenting, hvilket gør mig bange for hvad der er sket. Hun kommer ikke engang med et ‘Harry giv slip’ eller noget.

“Faith, hvad er der sket?” Spørger jeg bekymret, hun holder blikket mod jorden, og siger ingenting. Der er sket noget stort, det er tydeligt, men jeg kan ikke hjælpe hende, ikke hvis jeg ikke ved hvad problemet er. Men hvis jeg kender Faith ret, kommer hun ikke til at sige det, ikke hvis jeg ikke tvinger hende til det.

 

Jeg går en halv runde om hende, så jeg kan se på hendes ansigt. Som jeg havde forudset, ser hun ikke op. “Faith,” sukker jeg, og placere to fingre under hendes hage, og løfter hendes hoved op, så hun kigger ind i mine øjne. Hendes flotte grønbrune øjne, som flakker rundt for at kigge på noget andet end mig. “Hvad er der sket?” Spørger jeg igen, og håber inderligt på et svar denne gang. Men ingen lyd kommer ud af hendes mund. Stilheden tager over, der er så stille man kan høre eleverne larme inden i kantinen, som dog ikke er så langt væk. “Faith, ikke luk mig ude. Der er sket noget, og det er virkelig tydeligt. Jeg vil bare hjælpe, men jeg kan ikke hvis du ikke taler til mig.” Siger jeg, med et skuffet udtryk. Det er svært at se en man virkelig holder af lider, og man intet kan gøre for at hjælpe.

“Jeg kan ikke sige det.” Lyder det stille fra Faith, som igen kigger ind i mine øjne. Tåre sidder i hendes øjenkrog, hvilket er som et slag i ansigtet. Jeg vil gerne hjælpe hende, og at se hende græde imens hun siger hun ikke kan fortælle om det. Det gør ondt. Meget ondt.

 

“Du kan fortælle mig alt, og det ved du. Vær sød at sig det. Jeg kan ikke klare at se dig sådan der.” Siger jeg, og jeg mener hvert et ord, det gør ufatteligt ondt. Hun kigger igen ned i jorden, men jeg fanger hendes blik. Hun er nødt til at sige det, denne gang slipper hun ikke fra det.

Hun bider sig i læben, så hårdt at man kan se at det er smertefuldt. “Hør på mig Harry. Jeg ville gerne fortælle dig om det. Men det er ikke så enkelt, jeg har ikke noget liv, jeg prøver bare at overleve dagene der kommer. Jeg vil gerne være sammen med dig og drengene, men det her med det våde hår og sådan. Hun siger det kun er begyndelsen, hvis det ikke skal blive værre, er du nødt til at lade mig være. Undskyld.” Hun river sin arm til sig, og fjerner mine to fingre fra hendes hage med en blid bevægelse. Hun kigger mig i øjnene, og går så hen mod kantinen med ryggen til.

 

Mundlam kigger jeg efter hende. Er det det? Kan jeg ikke se hende mere? Det kan ikke passe. Men det kommer heller ikke til at ske, Faith afslørede en hel masse ved at sige ordet ‘hende’. Jeg ved at personen bag det her er Britney. Jeg kunne mærke dagen i Caféen at de ikke er venner, men jeg troede ikke Britney kunne finde på at gøre, hvad end hun nu har gjort mod Faiths hår.

 

Jeg skynder mig hen til døren til kantinen, og åbner den forsigtigt for ikke at blive opdaget. Jeg åbner den så jeg kan se hvad der sker, drengene er vist omme bag ved scenen.

Jeg ved det! De har en scene i en kantine, det er lidt sært, men skolen her er i det hele taget bare sær, sammen med de fleste personer. Men det er ment på en god måde.

 

“Hvad så handsome?” Lyder en stemme, der giver mig et chok, og får mig til at slippe døren, så den smækker i. Damn it.

Jeg vender mig rundt, og som jeg kunne gætte, er det Britney. Jeg sukker indvendigt, jeg vil hellere stå sammen med Faith, og have at Faith kalder mig det, i stedet for Britney. “Hvad laver du så her? Skulle du ikke være omme bagved scenen? Eller vidste du bare jeg kom, og ville se mig?” Spørger hun, og kommer tættere på, så jeg bliver klemt op ad døren, så jeg ingen steder har at smutte hen. Hun ved sandelig hvordan man kan skræmme en fyr.

“Britney hør, jeg skal være omme bagved scenen så... Men det var dejligt at møde dig igen.” Siger jeg pænt, selvom at det ikke er tæt på dejligt at se hende igen, men jeg vil ikke give bandet et dårligt ryg, for at svine en elev på en skole til. “Hvorfor så travlt? Du har da tid et øjeblik ikke? Bare et kort øjeblik.” Hendes læber kommer nærmere, og der går panik inden i mig, så jeg vælger at presse hårdt mod døren, så den åbner, og løbe ind i salen.

 

En klapsalve er i gang, men den stopper da jeg vælter ind af døren, og som forventet kigger alle hen på mig. Ikke for de jeg ikke er vant til det, hvis i forstår. Men det er ikke forfærdeligt dårlig timing. Drengene er først på vej op på scenen, og kigger hen på mig. “Undskyld jeg kommer forsent.” Råber jeg, og det giver en lille latter hos nogen. Jeg går op mod scenen, og prøver at finde Faith i den store flok, men jeg kan ikke se hende. Hun er som forsvundet.

 

 

Jeg ved det, jeg ved det. Det var ikke det længste kapitel, og det er også kommet lidt sent ud. Undskyld, slemme mig! :P

Jeg har bare lavet så meget, men her er det altså.

 

Jeg håber i kan lide det, og som sagt, hvis i kan, ville det betyde rigtig rigtig rigtig meget hvis i gad at skrive en kommentar hvad i syntes, og give den et like. :)

 

xoxo,


HeleneOfficial

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...