Survivior - One Direction

Sorgen ødelægger Faith Brooks. Den syttenårige pige bliver mobbet, bliver kaldt tyk, bliver bedt om at dø. Hendes mor ignorerer hende, og hendes far er i krig i udlandet. Hendes kæreste er et svin, men hun ved det bare ikke, fordi hun er blind af kærlighed. Men vil noget af det her ændre sig, når fem kendte drenge træder ind i hendes liv? Vil hun indse, at Brad behandler hende dårligt? Og vil hun få sin selvtillid tilbage?

69Likes
105Kommentarer
7213Visninger
AA

2. I'm a survivior

En følelse af tristhed kom skyllende ind over mig, tanken om at skulle i skole, hvor alle mobberne var, gjorde mig uffatelig trist.

Fagene var nemme for mig, og lærerne var ikke slemme, hvis det ikke havde været fordi jeg blev mobbet, ville skolen faktisk ikke være så slem. Men det univers levede vi ikke i, jeg blev mobbet uanset om jeg kunne lide det eller ej.


 

Jeg gik ned i køkkenet, og fandt min mor siddende ved bordet med sin daglige avis. Det gjorde hun hver morgen, hun sagde aldrig noget til mig, men sådan har det været lige siden far var taget afsted til Afghanistan.

Jeg sukkede kort, der var ensomt i huset. Min mor ikke taler til mig, når hun kom hjem fra arbejdet kan hun godt sige et par ord til mig, men ellers siger hun ikke ret meget til mig.

 

Jeg bøjede mig ned og tog min taske over skulderen, og traskede hen mod skolen.

Det var ikke fordi der var langt til skole, men det var bare kedeligt at gå alene, det var derfor høretelefoner var min bedste ven. Jeg tog min telefon op ad lommen, den lidt slidte Samsung. Men jeg er lidt ligeglad hvilken telefon jeg har, bare den kan spille musik. Jeg satte Follow me af Uncle Kracker på. Follow me and everything is alright. I’ll be the one to tuck you in at night, and if you want to leave I can guarantee. You won’t find nobody else like me. Lød i mine øre, den sang gjorde et eller over mig så jeg blev mere afslappet. Jeg stoppede hænderne i lommen og gik videre hen af den tomme asfaltvej.

 

 

Jeg gik ud af døren til klasseværelset det havde været en røv syg time. Men jeg var heldigvis ikke stødt på nogle af mobberne endnu. Jeg gik hen mod mit skab, for at aflevere mine bøger. Tankerne om at Brad - min kæreste - ville komme og hente mig efter skole, gjorde mig i et vildt godt humør, og det føltes som om at det smil jeg har på mine læber ikke er til at fjernes.

 

Eller det gjorde det.

 

Lidt længere fremme kunne jeg se de piger der plejer at kalde mig ting, og fornærme mig på alle mulige måder. Britney var lederen, hvilket vil sige at hun er den ondeste. Så er der Tori der prøver at være Britney men mislykkes. Og til sidst er der medfølgeren Avery, som altid gik rundt med dem, men aldrig siger noget.

Smilet størknede og blev til en træt grimasse. De stod ved mit skab, hvor mine bøger til næste time er, så jeg er nødt til at gå derhen.

 

Fuck my life.

 

Jeg tog et par usikre skridt og gik derhen ad, min mor vidste intet om Britney og dem. Selvom jeg tvivler på at det ville gøre nogen forskel. Jeg tog det sidste skridt, og de vendte straks opmærksomheden mod mig.

 

“Hvem har vi så her. Faith Brooks.” Jeg mødte hendes øjne, men kiggede hurtigt et andet sted hen. Hendes blå øjne er fulde af had. “Hej Britney.” Mumlede jeg, og fik lyst til at gemme mig et sted langt væk. Eller flytte langt væk herfra, det var en god idé. Men det er nok mere en drøm end noget der rent faktisk kommer til at ske. “Du ved godt, Faith,” Britney lagde et hånligt tryk på Faith. “Du er nødt til at tale højere, ellers kan man ikke forstå dig. Eller lærte man at man ikke måtte tale højt, da du var den der... hvad hedder det Faith? Lejeren for tykke mennesker. Var det ikke der du var i påskeferien?” Jeg kiggede ned på gulvet. Det var vådt af fodaftryk fordi det regner udenfor. Jeg ville ønske jeg bare kunne stå i regnen, eller blive kørt ned af en bus. Det ville være mindre smertefuldt end at stå her, og blive svinet til at Britney. Jeg har aldrig været i en lejr for folk der var overvægtig. “Giver det overhovedet mening?” Kom det hviskende fra Tori. “Det ved jeg ikke, jeg har jo aldrig været der. Jeg er jo slank, i modsætning til dig Faith.” Jeg stod stille, uden at bevæge mig, tårerne brændte for at komme ud, men jeg ville ikke græde nu foran dem. Jeg ville ikke lade dem få fornøjelsen af at se hvor ondt deres ord gjorde.

 

“Faith?” En falsk nervøs stemme, som tydeligvis var Britneys, kunne høres tydeligt, og rungede nærmest i de tomme gange. Alle andre der var gået til time, så jeg var helt alene sammen med 3 personer der elsker at se mig lide.

 

“Ja?” Min stemme rystede og lød svag, og at tale fik en tåre til at vælte ud af min øjenkrog, og gled lige så stille ned af min kind. Jeg kiggede forsigtigt op, så jeg igen mødte Britneys øjne. De blå øjne var fuld af fryd over at se mig græde. “Gør os alle, en stor tjeneste,” Hun var ved at grine, det var tydeligt. Hendes hvide tænder kom frem, og hun begyndte at smile stort. “Bare dræb dig selv. Det ville være meget nemmere for os andre.” Hun grinede stille, Tori og Avery begyndte straks også at grine. Britney gik forbi mig, og stødte med vilje ind i min skulder med et flabet smil på læben imens.


Tårerne strømmede ned ad mine kinder, og jeg løb straks ind på toilettet da jeg kunne høre de var væk. Jeg låste mig ind på et af toiletterne, og begyndte at hulke stort. Britneys ord havde ramt hårdt, hårdere end nogen af de andre. Bare dræb dig selv. Flere tårer væltede ud og dryppede ned på mine bukser. Jeg tog min taske frem, den havde jeg altid med mig, der lå lidt af mine bøger og mit penalhus og sådanne ting. Jeg åbnede den mens jeg hulkede lidt. Jeg hev en lighter frem, det var ikke fordi jeg røg, men nogle gange brugte jeg den til at brænde mig selv. Jeg er ikke som de piger der skære i sig selv, og får sådan nogen ar. Jeg får mærker der ligner brandsår, der bliver der for evigt. Jeg har allerede ret mange, et af dem var da min far rejste til udlandet, den anden var da min mor begyndte at ignorer mig om morgenen, og alle de andre er på grund af Britney.

 

Jeg hev op i min trøje, og trak lidt - kun lidt - ned i mine jeans, så man kunne se alle de mærker. Der var 5, og nu kom der en mere. Jeg tørrede tårerne væk, og tændte så for lighteren. Jeg kiggede ned på lighterens flamme. Jeg førte den ned til min hofte, og mærkede det hurtigt. Det begyndte at gøre ondt, det sved ligesom at brænde sig på kogeplade, og jeg kneb øjnene sammen af smerte. Men så begyndte det at føltes dejligt. Smerten var væk og fyldes i stedet med en rar følelse, der spredte sig i hele kroppen. Alle de grimme tanker, alle de ord jeg havde fået smidt i hovedet af Britney, alle tankerne om min mor der var blevet kold, alle tankerne om min far der ikke kom hjem før næste år, var helt væk. Jeg slukkede lighteren, og lagde den tilbage i min taske. Jeg kiggede ned på mit nye mærke. Det var lidt større end de andre, jeg beundrede det lidt, og trak så igen ned i min trøje.

 

Jeg tog min taske over skulderen, og gik ud fra toilettet. Jeg kiggede om der var nogen, men der var ingen, jeg pustede lettet ud. Jeg gad ikke at være her mere, Brad havde også plaget mig om at pjække fra skole, så jeg kunne være sammen med ham, men jeg havde afvist ham. Det havde tydeligvis været en fejl.

Jeg tog min mobil frem fra lommen og skrev til Brad at han skulle hente mig, at jeg gerne ville pjække alligevel.

 

 

Brad kom i syne på parkeringspladsen i sin bil, jeg smilede lidt for mig selv. Han var den eneste der kunne gøre mig glad. Han standsede lige foran mig, og dyttede kort. Jeg satte mig ind i hans BMW, det var en fed bil. Jeg havde ikke en selv, men Brad ville altid hente mig hvis det skulle være det. Ellers gik jeg.
“Hey babe.” Hilste Brad. Jeg smilede, og hilste tilbage. Jeg kyssede ham hurtigt på munden. Han begyndte at køre, og jeg kiggede på skolen der begyndte at forsvinde. Det her var føste gang jeg havde pjækket. Jeg var ikke den person der gjorde sådan noget. Jeg var altid kommet i skole, altid taget hjem når jeg havde fri, men nu tog jeg afsted før. En helt anden ting end jeg plejer.

 

“Hvad fik dig til at skifte mening?” Brad afbrød mine tanker, og jeg kiggede over på ham. “Jeg savnede dig.” Det var ikke helt en løgn, for jeg havde savnet ham, men jeg ville ikke fortælle ham om Britney og om at jeg brændte mig selv. Det ville jeg aldrig nogensinde gøre. Han vendte hovedet og gav mig et smil, men rettede så igen blikket mod vejen. Jeg fik aldrig noget ‘jeg elsker dig’ eller et ‘jeg har også savnet dig’. Men jeg ved han elsker og det er det der tæller. “Hvor skal vi så hen?” Spurgte jeg om, men intet svar kom fra Brad. “Vi kan tage i biffen?” Jeg nikkede og smilede lidt for mig selv. “Men du er nødt til at betale, jeg har ingen penge.” Sukkede han. Jeg tjekkede om jeg havde min pung med, og det havde jeg. Jeg havde dog ikke mange penge selv.. Men jeg kunne da godt bruge dem på en god oplevelse, også bare arbejde i aften i Caféen. “Joh.. men du kan ikke komme over senere. Jeg skal arbejde over.” Min chef havde plaget mig om at tage vagten fra 15-19. Jeg arbejder på en lille Café der hedder - totalt godt navn - Caféen. Ud over dens utrolig dumme navn, så er der mange kunder hver dag.

“Okay.” Afbrød Brad mine tanker, jeg kiggede væk fra ham, og igen ud af vinduet. Jeg glædede mig til at tage i biografen. Det skulle nok blive sjovt.


 

Det var så første kapitel i Survivior! :)
Smid en kommentar og et like - hvis du vil. ;)
Jeg tager imod kritik - bare i ikke sviner mig til. 

 

xoxo,

HeythereimHelene

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...