Survivior - One Direction

Sorgen ødelægger Faith Brooks. Den syttenårige pige bliver mobbet, bliver kaldt tyk, bliver bedt om at dø. Hendes mor ignorerer hende, og hendes far er i krig i udlandet. Hendes kæreste er et svin, men hun ved det bare ikke, fordi hun er blind af kærlighed. Men vil noget af det her ændre sig, når fem kendte drenge træder ind i hendes liv? Vil hun indse, at Brad behandler hende dårligt? Og vil hun få sin selvtillid tilbage?

69Likes
105Kommentarer
7204Visninger
AA

19. Am I the Villain?

Mit smil forsvinder lige så stille, og jeg kan ikke gøre andet end at kigge lamslået på Harry. Han lukker døren efter sig, og går stille og roligt hen mod mig. Hans blik er trist, og jeg sværger at jeg hørte han bandede for sig selv da han kom herind. Havde han håbet at det alligevel ikke var mig der sad herinde? At Louis havde taget fejl?
Han tog den anden stol, slæbte den efter sig, og satte sig derefter overfor mig. Jeg lod mit blik vandre ud på parkeringspladsen igen, og ud på alle de personer der enden tog hjem, eller var på vej ind i hospitalet.

Gad jeg kunne forlade det her hul, jeg bryder mig ikke om at være her. Det minder mig hele tiden om hvorfor jeg er her.

Jeg mærkede Harrys hånd blidt stryger mig over min kind, og det er først det går op for mig at jeg græder. Harry rykker tættere på, og lægger sine arme rundt om mig. Jeg putter mig ind til ham, og lader tårerne flyde ned af mine kinder, og ned på Harrys sorte skjorte.
”Undskyld…” Hulker jeg, men han ryster bare på hovedet, og aer mig beroligende på ryggen. ”Jeg cuttede, men jeg kom til at skære for dybt, og,” jeg kan ikke sige mere, jeg begynder at hulke for meget. ”Hvorfor?” Hans stemme lyder lige så grådkvalt som min, og jeg retter mig op, og kommer fri af hans arme.
”Du ville ikke tro på mig.. Jeg ville ikke kysse Brad, og det var kun ham der kyssede mig, jeg kyssede ikke ham.” Sukkede jeg, og tørrede tårerne væk. Harry fjerner sit blik fra mig, og kigger ud af vinduet. ”Jeg ved det er forkerte tidspunkt at snakke om det her, men Faith, se det fra min vinkel. Du skubbede ikke Brad væk, før jeg kom og afbrød det.” Hans øjne bliver våde, og hans stemme ryster lidt.
”Harry. Jeg,” hvad skulle jeg sige? Han havde jo ret, men jeg ville ikke kysse Brad, men jeg skubbede ham ikke væk. ”Jeg vil ikke miste dig Harry, jeg er ked af det!” Siger jeg, og håber at han vil kigge på mig, men han holder sit blik ud mod vejen. ”Det ved jeg du er,” siger han og drejer hovedet men kun for at nikke ned mod mine håndled. Jeg kiggede bedrøvet ned på mine arme, og kan mærke flere tårer som jeg desperat prøver at holde inde. ”Jeg skal bare have tid til at komme over, hvad der er sket, og det er du også.”

Det var som om verden gik i stå. Jeg skulle komme igennem dette, uden hjælp fra Harry, og der er ikke andet at gøre end at skyde skylden på mig selv. Jeg var den der ikke havde skubbet Brad væk, jeg var den der var endt på hospitalet.
”Selvom det er den værste tid, ikke at være der for dig er lige nu, kan jeg ikke glemme hvad der er sket.” Jeg nikker stille, og piller ved mine negle. ”Så jeg kommer ikke til at se dig mere?” Siger jeg skrøbeligt. Han sætter en finger under min hage, og får mig til at kigge op. ”Kun indtil jeg er i positionen til at kunne hjælpe dig, og tilgive dig for hvad der er sket.” Jeg kigger ind i hans smukke grønne øjne, og laver en bekræftende lyd, og han rejser sig så.
”Går du nu?” Siger jeg skrøbeligt, og han nikker. ”Farvel Faith.”

”Vi ses.” Siger jeg, og rejser mig imens jeg har et forsigtigt smil på læberne, i håb om at det bliver gengældt, men han går bare ud af døren.

”-Gad vide hvad der er sket.” Jeg går ind i stuen, og ser drengene – minus Louis - sidde inde i stuen. Med det samme jeg kommer derind, er deres blikke på mig. ”Faith er på hospitalet, hun prøvede at dræbe sig selv.” Alle kigger lamslået på mig, det var nok ikke det de havde forventet at høre. Men det var det jeg gik ud fra de snakkede om, hvorfor Louis havde sovet på hospitalet, hvorfor jeg var taget derind, og vigtigst af alt: Hvem havde vi været inde og besøge?

Jeg går forbi dem, og ud i køkkenet for at tage en cola. ”Hey, er du okay? Jeg ved hvor meget du holder af hende.” Jeg kigger op på Zayn, og trækker på skuldrene. ”Det er jeg vel. Bortset fra at jeg har lyst til at knække nakken på Brad.” Siger jeg med et suk, og sætter mig op på køkkenbordet. Godt Liam ikke kan se mig, han hader når jeg sætter mig på bordet.

”Forståligt… hvordan har hun det?” Spørger Zayn med et lille smil, og læner sig op ad muren. ”Ikke særlig godt, hun græd da jeg kom ind ad døren.” Siger jeg med et suk, og Zayn ser lige pludselig lige så ked af det, som jeg var inde på hospitalsstuen.
”Det er forfærdeligt, men I drenge kunne besøge hende. Jeg kan ikke se på hende lige nu, uden at se hende og Brad. Hun har nok brug for jer.” Zayn ser lige pludselig dybt seriøs ud, og det triste udtryk er pludselig forsvundet. ”Det har du ikke sagt til hende vel?”
”Sagt hvad?” Spørger jeg undrende, og massere mine tindinger, da jeg kan mærke en hovedpine komme på vej. ”At du ikke ville komme og se hende!” Siger Zayn højt. Jeg nikker og rejser mig så. ”Hun virkede okay da jeg gik, og hvis jeg skal tilgive hende, har jeg brug for noget tid, så du skal ikke komme og lyde så dømmende!” Siger jeg lige så højt som han gjorde, og jeg tager min cola, og hopper ned fra bordet.

”Jeg gør det her for min og hendes skyld, for jeg vil gerne tilgive hende, men jeg kan ikke. Ikke før jeg er okay.” Siger jeg mere lavmælt, og går ud af rummet og ind på mit værelse.

”Harry,” jeg kigger op, og slukker for musikken. Jeg ved ikke hvor længe, jeg har siddet inde på mit værelse og hørt musik. Jeg sad først på min computer, og kiggede på Twitter og læste hvad folk havde skrevet på forskelige opslag.
Jeg kan huske hvor hårdt det tog på mig i starten, da jeg fik hade kommentarer, men jeg er mere vant til det nu. Det tager stadig hårdt på en, når man får at vide af folk man aldrig har set før, fortæller en at man skal dø. Men jeg tror også at med tiden, lærer du at leve med det, selvom at i dag, er det lidt hårde at læse sådanne kommentarer.

Louis træder et skridt længere end på mit værelse, og ser på mig. ”Hvordan gik det? Da du var ude og besøge Faith altså.” Jeg ruller med øjnene, og kigger træt på ham. Det her er virkelig ikke noget jeg gider snakke om mere. Jeg trykker på ’play’ knappen, og ignorer hans spørgsmål.
”Harry.” Siger Louis bestemt, og går hen og trykker på stop. ”Fint at du ikke gider snakke om det, men du kan ikke sidde herinde mere. Du har heller ikke spist hele dagen.” Tilføjer han med et suk, og tager min computer.
”Jeg har ikke brug for en babysitter Louis. Giv mig min computer tilbage.” Jeg kigger surt på ham, men han er tydeligvis ligeglad. Han går ud af døren, og tager min telefon der ligger på kommoden med sig. Hvorfor kan han ikke bare lade mig være?
Jeg rejser mig op, og går efter Louis. Han har sat sig i sofaen, og sidder og ser film, men han slukker for lyden da han ser mig.

Hurtigt kigger jeg ud af vinduet, og ser at det allerede er mørkt udenfor. Jeg må have glemt alt om tiden, da jeg har siddet inde på værelset. Min mave giver en lyd fra sig, og Louis skyder det ene øjenbryn i vejret.
”Tag noget at spise, og så kan du få din bærbar og mobil tilbage.” Siger Louis bestemt, og tænder for lyden igen. Et skrig lyder fra tv’et, og det går op for mig han ser en gyserfilm. Jeg slentrer ud i køkkenet, og åbner op for køleskabet.
Der er ikke noget specielt, men jeg finder noget jeg gider have på det tørre brød, og går ind til Louis.

”HEY!” Bliver der råbt ude fra gangen, og døren bliver lukket lidt efter. Niall, Liam og Zayn kommer smilende ind i stuen, hvor Louis og jeg stadig sidder. Vi har siddet og set godt og vel 3 gyserfilm nu.
Jeg giver dem et kort smil, og et mumlende ’hej’. Louis giver dem det samme råbende hej, imens Liam dumper ned i sofaen ved siden af mig.

”Hvor har I været henne?” Spørger jeg Liam. ”På hospitalet og besøge Faith. Du havde lige været derude, så vi gik ud fra at du ikke gad derind igen i dag.” Smiler Liam, og jeg giver et lille nik, og vender mit blik over mod tv’et igen
Men mit blik bliver afbrudt af Zayn, der står i vejen. ”Zayn,” sukker jeg, og laver en håndbevægelse til den ene side, for at sige flyt dig, men han kigger bare på mig.

”Du sagde hun var okay, men lægerne sagde hun havde grædt flere gange i dag, efter en dreng med langt krøllet hår havde besøgt hende.” Hvæsser han af mig. Ud over vreden der lyser tydeligt ud af ham, ser jeg også tristheden, som nok var den der spillede mest ind.

Faith var ked af det da jeg kom, men hun havde smilet til mig til sidst. Jeg ved godt jeg måske var et røvhul for at fortælle hende, at jeg ikke ville komme og besøge hende foreløbig. Men hvad der er sket kan jeg ikke gøre om på nu, og hvor mange gange havde hun ikke fået mig til at føle mig som lort? Hun havde såret mig mange gange, og det var på tide at jeg blev okay, inden jeg tilgav hende igen.

Men selvom jeg har hver ret til at holde mig på afstand, føler jeg stadig at jeg er den store skurk i det her spil.

Hej guys! :)

Så kom der - efter flere måneders ventetid - et nyt kapitel ud. Sorry for ventetiden, og jeg har ikke nogen undskyldning hvorfor jeg har ikke har uploadet et nyt kapitel, udover at jeg desværre har glemt det..
Men jeg håber I kan lide det, og hvis i kan, så hver søde og like, kommentere og favoriser movellaen, da det ville være fantastisk, og jeg elsker at læse kommentarerne! <3

Peace out ya’ all!

Helene

 

 

                                                          

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...