Undercover - One Direction *pause*

Beskrivelsen står som første kapitel, da det fylde for meget til at stå her...

12Likes
4Kommentarer
790Visninger
AA

2. Prolog


›› Know matter what, it will change my life ‹‹

Jeg gik langs de smalle vægge. Lugten af maling, var for længst forsvundet og den gullige farve var tilbage, på de ellers så ny malede vægge. Døre vidste sig på begge sider af mig, men den dør jeg skulle ind af, var den sidste helt nede forenden. Den var anderledes i forhold til de andre døre. Som om den var speciel. Dens guld striber der blandede sig med den sorte skinnende farve, tiltrak virkelig opmærksomhed, i forhold til alle de andre døre, der bare var hurtigt malet med en hvid, så det lindede et mislykket kunstværk af en 6-årig. Jeg rystede og kunne mærke nervøsiteten stige, da den sorte dør vidste sig, lige for foden af mig. Langsomt bevægede min hånd sig tættere og tættere på den guldende håndtag, som var formet som en dollars tegn. Langsom og bange drejede jeg det tunge håndtag og fik døren åbnede. Bag den, var et lang sort bord med 8 stole om. En stor lysekrone af glas, hang og dinglede i luftet over den. Et mindre bord i højre hjørne af rummet, gjorde at det ikke ligeså nemt kunne havde været en spise stue, til en stor og rig familie. På bordet stod billede, lå papir og andre værdi ting, som bare var pral. En stor sølv figur, stod på en firkantet klump i samme farve, og var klart det første man lage mærke til, når man vente blikket mod bordet. Jeg kendte godt figuren. Det var en pris, for bedste undercover historie. Prisen som han vandt for flere år siden. Den eneste pris han havde vundet, som han havde fået af en undercover historie om Michael Jackson. Den eneste historie af hans som nogensinde var blevet trykt og vist til offentligheden. Den historie som havde søgeret ham en plads som direktør. Bag bordet stod en høj, sort, læder stol og svajede fra side til side. Jeg sank klumpen som havde samlet sig i halsen på mig. Mine svedige hænde, søgte et sted at være, i lommerne på min dyre Louis Vuitton kjole. Jeg trippede lidt på stedet og rømmede mig kort. Mit hjerte begyndte at hamre hurtigere og min puls steg. Min ene hånd fandt op i mit rød brune hår, som nervøs røg om bag øret. Jeg fik et chok, da hans stemme hårdt fylde rummet.

”Hvad!” Hans blik forblev mod den klode, hvide væg. Mit hjerte bankede stadig hurtigt, men min puls var så småt på plads. Det værste var overstået. Påmindelsen om at han ikke var alene længere. Om at der var nogen i rummet. Jeg drejede kort mit blik mod de skinnende stole om bordet, som var det eneste farverig i rummet, som ikke bare var koldt og kedeligt. Her var holdt en glans, af hvid, sort og sølv. Men det klædte rummet med de postkasse røde stole.

”De ville snakke med mig” sagde jeg svagt og rømmede mig lydløst, så styrken vendte tilbage. Jeg kunne høre hans opgivende suk, hvorefter hans stol drejede langsomt om mod mig, med en svag knirkene. Kort blev der helt stille. Så stille at jeg var bange for at han kunne høre mig hjerte slå. Mine stadig svedige hænder, fandt vej ud af lommerne og hang nu bare livlæst ned. Hans fremlænede krop, afslørede hans muskuløse overarme. Han gav mig kort elevatorblikket, hvorefter han med et suk lænede sig tilbage i stolen.

”Sid ned!” sagde han og gav et kort nik, mod den runde, sorte drejestol, som stod foran skrivebordet. Jeg satte mig forsigtigt og mærkede det bløde stof, forme sig efter min numse. Mine hænder havde fundet hinanden og gned nu mod hinanden nervøst. Mine øjne blikkede hurtigt og tit, i et forsøg på at slappe af. Men i stedet virkede det som en stres magnet, som samlede alt stres op og puttede det direkte ind i min krop. Endnu en klump samlede sig i halsen på mig, da han tog en dybindånding og gjorde sig klar til at snakke. ”Jeg har en opgave til dig,” Jeg sank stille klumpen og håbede på at han hverken opdagede dét eller min nervøse bevægelser, der gjorde at det var svært at side stille. ”Men jeg er i tvivl, om du er klar” hans rolig tone og det dystet blik, forvirrede mig, ligesom hans langsomme udtalelse af ordrerne. ”Du skal gå undercover, som en assistent i praktisk,” han holdte en kort pause, hvor han igen lænede sig frem og forsøgte at fange mine brune øjne, som desperat lede efter hjælp. ”Og undersøg den hemmelighed, som de holder skjult for resten af verden.” Hans irriteret stemme, samt hans skrift fra langsomt til hurtigt, satte sig i hoved på mig og trykkede som en migræne der var på vej til at eksplodere. ”Tror du at du kan klare det” sagde han langsomt, mens han lænede sig tilbage i stolen. Jeg blev kort svimmel, af at havde fokuseret for længe på et sort hvid billede der hang på væggen. De klatter som figurende på billedet formede, havde sådan ro, blandet med energi at det virkede som om de bevægede sig. Jeg nikkede kort og sank endnu en klump. ”Godt” svarede han kort og smed en stak papir på bordet, som nok havde langt i en skuffe. ”Læs dem her grundigt til på mandag, hvor du begynder på dit nye arbejde som assistent for det verdens berømte boyband, One Direction.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...