Undercover - One Direction *pause*

Beskrivelsen står som første kapitel, da det fylde for meget til at stå her...

12Likes
4Kommentarer
748Visninger
AA

4. Kapitel 2. Welcome 'home'?

<< Don't we have anything to say? >>

Jeg sukkede lydløst, mens jeg prøvede at koncentrere mig om hvad managementet sagde. Men det var svært efter som jeg havde så meget at tænke på for tiden.

Vi sad i et lille lummert lokal, hvor vi skulle høre noget om vores næste tour, som lå lidt længere ud i fremtiden. Vi skulle i mellemtiden havde lavet to CD’er, en masse interviews og photoshoots. Bordet vi sad ved, var ikke større end at der kun lige var plads nok til og alle. Den elektroniske tavle, som hang på væggen var det eneste der gjorde at jeg kunne koncentrere mig om hvad de sagde, også selv om at det kun var grafer og navne der dukkede op på den.

”Hvorfor har i ikke fortalt os, at vi har fået en assisent?” udbrud Liam stille, efter at havde sat lidt i sin egen verden. Hans pludselig afbrydning overraskede mig. Men dette havde tydeligvis forvirret ham og taget en masse plads hos ham, det kunne tydeligt ses på hans ansigtsudtryk.

”Hvordan viste du det?” spurgte Jonny, som var en af dem fra managementet.

”Fordi jeg mødte hende i går.” sagde han og kiggede op på dem.

”Er hun lækker?” spurgte Harry. Selvfølelig var det, det første han tænkte på. Et lille fnis undslap mine løber og et kort fornærmet blik kom fra Harry, men ændret sig til et afventet blik, som han sendte Liam. Men han ignorerede det bare.

”Synes i ikke at vi skulle havde af vide, at vi for en assisent i morgen?” han var letter fornærmet, men som altid var det ikke noget had at tyde i hverken hans toneleje, eller hans blik. Jeg forslå godt hvorfor at spiller sådan op om det. Det var en meget vigtig detalje, som de Liiige havde glemt at fortælle. Mit blik lå nu afventende på Jonny og Harvey, som var den anden af managementet.

”Det var ikke meningen at i skulle vide noget for i morgen, det sk…” mere noget han ikke sige, før Zayn afbrød ham.

”Og vi havde ingen indflydelse i den beslutning?” sagde han, men vi kendte alle sammen godt stor set svaret.

”Sådan er det nogen gange bare drenge” sagde Harvey, hvorefter de gik videre med deres fremlæggelse, som de kaldte det. Men nu kunne jeg overhoved ikke koncentrere mig. Mine tanker lå på assistenten. Hvorfor mente de at vi skulle havde sådan en? Det gav ikke rigtig nogen mening.  

 

Jeg strakte min trætte krop, i et forsøg på at vågne mere op. Jeg kunne godt havde brugt et par timers søvn mere. Men eftersom at vi skulle havde endnu et møde i dag, gik det ikke rigtig. Jeg var for en gangs skyld, spændt på mødet. Vi skulle møde vores assistent, og efter hvad Liam havde sagt om hende, virkede hun sød.

Med en hurtig bevægelse fik jeg sat mig op og svunget mine ben ud på gulvet. Jeg gik overmod mit skab, hvor jeg fandt et par sand farvede jeans og en blå og hvid stribet trøje. Med faste skridt gik jeg ud mod badeværelset for at orden mit hår. Efter ca. 10 minutter fik jeg det til at side ordenligt, hvilket var en overraskelse for mig at jeg kunne gøre det så hurtigt. Jeg børstede mine tænder eftersom jeg ikke rigtig var sulten og derfor, ikke rigtig gad og spise noget. Med hurtige skridt gik jeg ud af døren og over mod min bil. Jeg vidste godt at jeg ikke havde alverdens tid, da jeg var stået lidt for sent op, så derfor skynde jeg mig lidt.

Efter lidt tid kunne jeg skimme den velkendte bygning, hvor mødet skulle forgå. Jeg fik parkeret bilen på den store parkeringsplads, hvor kun ganske få biler holdte. Et suk forlød mine læber dag jeg åbnede døre, og stod ud. Med rolige skridt gik jeg mod den store sorte dør, i den modsatte ende af parkeringspladsen, som var indgangen.

”Louiiis!” sagde Harry glad, da jeg drejede om hjørnet og fik øje på Harry, Niall og Zayn, som sad i den orange sofa.

”Hey” sagde jeg kort, hvorefter jeg satte mig med et bump, ned mellem Niall og Harry. Døren til mødelokalet gik op og ud kom Jonny. Han gjorde tegn til at vi skulle komme ind. Jeg rejste mig og et suk forlod mine læber. Jeg var ikke sur, eller mokken for den sags skyld, men noget gange er jeg bare så træt af managementet.

Jeg satte mig ned i stolen og kiggede rundt i rummet. Hvor er Liam? Han var her ikke. Managementet lod sig ikke mærke af det og begyndte derfor. De stod lidt og snakket om at vi ikke skulle havde vist noget for i dag, og bla bla bla. Jeg interesserede mig ikke så meget for det. Mine tanker var alle mulige andre steder.

Jeg er så træt af dem. Vi kan knap havde vores egen mening mere. Vi er ikke med i beslutninger, ikke engang ’bandtalk’. Man kan da ikke tage en ’bandtalk’ uden bandet. Mest alt havde jeg bare lyst til at fyre dem… Men det kan jeg ikke. Vi kan ikke.

”Louis” høre jeg en stemme sige. ”Louis” siger den igen. Stemmen som tilhøre Harry, lyder forvirret, hvilket passer godt til hans ansigtsudtryk. Jeg kigger forvirret på ham. Han giver mig et tegn til at jeg skal kigge op på Jonny og Harvey. De kiggede utålmodigt på mig.

”Tak for opmærksomheden Louis” sagde Harvey irriteret.

”Jamen det var da så lidt, det er da det mindste jeg kan gøre for jeres venlighed og alt det gode i har gjort os,” sagde jeg sarkastisk, og forsatte, ”Nårh ja og for at tage os med i beslutningen om, denne assistent.”

”Er du færdig?” spurgte Jonny irriteret. Jeg havde lyst til at sige mere, men lod være. ”Godt” sagde han og forsatte, ”Linetta, skal bo hjemme hos jer” sagde han og gik videre, som om jeg intet havde at sige – hvilket de ikke mente jeg havde. Jeg kiggede hurtigt på Harry, som sad lidt og smilede. Sikkert over tanken om at en pige skulle bo hjemme hos os.

”Hvorfor er du endelig ikke inde hos de andre?” spurgte jeg. Det havde undret mig en del, men først nu havde jeg fået taget mig sammen til at spørger. Han kiggede bare på mig, hvorefter han kort grinte.

”Følg med” sagde han, stadig med et smil på læben. Han tog min hånd og førte mig ind i et lille rum. En orange sofa, dominerede rummet. Dens skrigende farve lyste nærmest rummet op.

Han forsatte hen mod en dør, i den anden ende af det lille lokale. Døren blev åbent, allerede inden han fik banket på.

”Liam?” spurgte drengen forvirret. Jeg havde set ham før. Han var drengen fra billedet… Hvad var det nu han hed? Harry. Det var det han hed.

Han kiggede over på mig, og hvis jeg ikke tog meget fejl, tjekkede han mig ud.

”Jamen halløjsa” sagde han og smilte til mig. ”Hvem er din nye dame, Liam?” Et lille grin undslap Liam’s læber. Han rystede på hoved, og skubbede derefter Harry til side. ”Kom on Liam… Jeg kunne ikke finde på at tage hende fra dig…” sagde han og forsatte mere hviskende, ”I hver fald ikke de første par dage.” Jeg forsøgte at holde smilet tilbage, men det var svært. Derfor gemte jeg lidt mit hoved, så i hvert fald Harry ikke kunne se.

”Miss. Brown.” sagde Jonny. Men nåede ikke sige mere, da Harry hurtigt afbrød ham.

”Kender du hende?” Hans overrasket ansigt, gjorde det igen svært at holde et grin tilbage.

”Harry, det her er Linetta… Vores assistent.” sagde Liam, og nærmest viste mig stolt frem. Harry’s smil, forsvandt nærmest med ét. En rosa rød farve viste sig svart i kinderne på ham. Et flovt smil viste sig kort på hans læber, hvorefter han satte sige ned og kiggede ned i bordet. Et kort grin forlod Liam’s læber hvorefter han satte mig. Jonny gjorde tegn til at jeg skulle komme op til han, hvilket jeg så gjorde.

”Drenge hils på miss Brown!” sagde han med et smil og lavede nogen store hånd bevægelser for at indikere at det var mig han snakkede om… Altså hvis nu de skulle være i tvivl. Altså de er jo drenge.

”Linetta” rettede Liam.

”Lin” rettede jeg selv, hvorefter jeg sendte ham et taknemmelig smil. Jeg havde aldrig forstået det der med at være på efternavne. For mig giver det ingen mening. Jeg synes bare det er lidt dumt.

Han sendte mig et smil tilbage, som gav mig en krilleren i maven, jeg ikke selv kunne beskrive.

 

Vi havde siddet ganske kort og snakket i møde lokalet, men eftersom Niall’s mave forlangte mad, var vi taget ned på Nandos, for at få noget at spise. Stemningen i bilen, på vej her hen havde i ca. 5 minutter været anspændt hvorefter den var brudt glad ud i snak, og fjollerier.

Jeg havde på omkring en time, lært drengene lidt bedre at kende. Harry var den type dreng, som mest var ude på at for det hele til at være sjov og ballade, selv de kedeligste ting. Niall, var den madglade dreng, hvis hjerne mest af alt tænkte på tre ting, - mad, musik og familie. Jeg synes et sted det var sødt, den måde han nærmest pralede med hans familie. Zayn… Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive Zayn, han er lidt den type det ikke snakker så meget. Men Liam fortalte mig bare at han gerne lige vil føle sig lidt tryk ved personen først, og at han nok skulle lukke mere op for mig på et tidspunkt. Louis havde ikke rigtigt snakket, udover at præsentere sig for mig, og komme med små kommentar i ny og næ. Jeg havde på fornærmelsen af at han ikke så godt kan lide mig. Også var der Liam. Han er den type, som bare for dig til at smile. Der er noget ved ham der for sommerfuglene i min mave til at gå amok. Men han er ikke den type jeg normalt falder for… Nok mest af alt pga. han er klogere end mig – but who knows.

”Lin?” Harry’s stemme trængte igennem mine tanker, og rev mig ud til virkeligheden.

”Hvad?” spurgte jeg forvirret.

”Hvad vil du havde?”

”Bare en flaske kildevand” sagde jeg smilende til ham, hvorefter han rejste sig op for at bestille.

 

Da vi var færdig med at spise, bevægede vi os hjem af. Hvor ’hjem’ var, vidste jeg ikke. Jeg vidste bare at jeg skulle bo hos Harry og Louis, hvilket jeg blev lidt bekymret for. Men jeg måtte vel bare håbe på det bedste. 

Vi var kommet hjem i lejeligheden, og var alle godt og vel trætte. Zayn, Niall og Liam var taget hjem til dem selv. Linetta stod akavet og kiggede rundt. Jeg smilte til hende, og jeg kunne se det lysnede hende en smule op.

”Dit værelse er denne vej” jeg begyndte at gå mod gæsterummet, men var ikke sikket på hun fyldte med. Så jeg vendte mig om, og så hende stå præcis samme sted som før. ”Det er ikke let at vise dig dit værelse hvis du ikke følger med.” Et charmerende smil blev kastede på mine læber, hvilket fik hende til at vende øjne af mig, hvorefter hun langsomt gik mod mig. Da hun nået mig, tog jeg ud efter hendes taske. ”Lad mig tag den” Min normalt højlytte stemme, var blevet skiftet ud med en mere rolig stemme. Jeg ved ikke hvorfor, men der var noget over hende, som fik mig til at slappe af. ”Det er så her” sagde jeg og åbnede døren til værelset, og stilede taskerne ind. ”Sov godt” og med de ord, lukkede jeg døren, og gik mod mit værelse.

 

Jeg slog langsomt øjne op. Det var stadig mørkt udenfor, så jeg vendte mig om for at prøve at sove igen. Efter 10 minutter, gad jeg ikke prøve mere, og gav op. Jeg svang mine ben ud over sengen og ned på gulvet. Med en hurtig bevægelse fik jeg rejste mig op, og bevægede mig ud af døren. Men friske skridt gik jeg ned mod køkkenet. Jeg var overrasket over at jeg var så frisk, så tideligt på dagen. Hvis man altså kunne kalde 3:45, dag. Et chok gik igennem mig, som jeg trådte ind i køkkenet, og så Linetta, stå ved køleskabet. Det havde jeg ikke lige forventet. Hun vendte sig hurtigt om. Jeg kunne spotte en smule frygt i hendes ansigt.

”Undskyld, j-jeg blev s-så sulten” Hun kiggede genert ned i jorden.

”Det okay” sagde jeg med et lille grin og forsatte, ”Lad som om du er hjemme… Hvilket du er!” Hvad? Hvad var det lige Harry? Jeg rystede på hoved, over mig selv, og over mit dårlige… nej, forfærdelig forsøg på at være sjov, eller flirten eller hvad jeg nu prøvede på. Normalt var jeg god til det men… ah, jeg kunne ikke ingen finde et ord for det.

”Tak” svarede hun stille, nærmest lettet.

”Er du okay?” Spurgte jeg, da hun virkede lidt nedtrykt. Hun rystede på hoved. ”Come on, du kan fortælle mig det.” Hun tog en dyb indånding.

”Jeg ved godt jeg ikke har kendt jeg så længe, men hader Louis mig?” Hendes spørgsmål kom lidt bag på mig. Men nu hun nævnte det, virkede han lidt… hvad kan man kalde det? Kold over for hende.

”Nej, det tror jeg ikke. Han er bare lidt træt af at managementet ikke tager os med i beslutningerne. Jeg tror det er alt.” Svarede jeg, men jeg lænede mig op af køkkenbordet, og forsatte, ”Louis er god nok. Bare give ham noget tid.” Jeg sende hende et kort smil og vendte mig derefter om. ”Nårh men, jeg har tænkt mig at lave noget pandekager… Vil du havde nogen?”

”Det lyder ikke så dårligt.” Svarede hun med et svagt grin.

-------------------------------------------------------------------------------------------------

Det var så kapitel 2, håber i kunne lide det?

Jeg undskylder for ikke at havde udateret, men har simpelthen haft så travlt med skolen, så... Håber i vil forstå. Jeg lover at jeg vil PRØVE at opdatere noget oftere.

Tusind tak fordi i læser med... Tror det eller lad være, men det betyder noget :) Så tak. :P

 - Kristina xx  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...