Dødsspillet (BBCs Sherlock)

Sherlock er tilbage. Denne bliver hans første sag, efter et liv i eksil, hvor han skal løse nye gåder og møde gamle fjender. Jeg er sprunget let og elefant hen over genforeningen, og på nuværende tidspunkt kender alle til Sherlocks tilbagevenden. Samtidig, et andet sted i London, keder Moriarty sig, og beslutter at sætte endnu et lille, meningsløst spil op for Sherlock. En række indbrud bliver begået uden spor af hvordan, og præcis 24 timer et indbruddet, får indbrudsofferet et massivt anfald med selvmordsforsøg. Sherlock skal finde sammenhængen og dermed Moriarty, men kan det lykkes ham at vinde denne gang? Dette er min anden Sherlock-fanfiction - kommenter gerne noget konstruktiv kritik.

1Likes
0Kommentarer
343Visninger
AA

5. Mødet mellem to genier

Tilbage på Speedy's sad jeg alene, med mobilen i hånden og headsættet i ørene for at følge med, mens mødet mellem to genier fandt sted.

Sherlock var den første til at bryde stilheden: "Hvordan har du det med at jeg endnu engang regnede det ud?" Moriarty lo: "Det var jo meningen. Du forstår stadig ikke at alt hvad der sker, som vedrører mig, sker fordi jeg vil have det til at ske?" "Jo, det forstår jeg udmærket. Og som du ved, forstod jeg også udemærket at det var dig, der stod bag." "Fortsæt." "Du vil have bevis for at jeg forstod det?" "Nej, jeg vil høre din version." Sherlock kiggede længe på Moriarty - det eneste tegn på at Moriarty vidste noget som Sherlock ikke gjorde. Han besluttede sig for at lege med: "Du begik de fire indbrud og skabte en form for trance hvor de så et tegn, ordene henholdsvis på køleskabet, i bogen, på spejlet og på computeren, hvor de, næste gang de så det, fik dette anfald. De vidste udmærket at du havde været der, men du havde fortalt dem, at hvis de røbede det, ville en af deres kære blive dræbt. Det avr også det der fik dem til at begå, eller i det mindste forsøge at begå, selvmord. For at redde en af deres kære. Præcis ligesom jeg gjorde sidste gang vi mødtes. Menneskene var uskyldige, men i deres adresser lå koden for vores mødested."

Ikke én gang ændrede Moriarty ansigtsudtryk: hans bedrevidende og håndende smil var der stadig, og han lo endnu en gang overbærende. "Du har stadig ikke lært det, Sherlock." "Hvad mener du?" Sherlock begyndte at tvivle nu, det kunne jeg se. "Jeg giver dig chancen for at forbedre dig, serveret på et sølvfad, og du laver stadig de samme fejl! Det er præcis ligesom vores sidste møde. Kan du huske det? Der da jeg 'skød' mig selv og du 'begik selvmord'? Jeg skød i øvrigt ikke mig selv, for hvad ville jeg så få ud af at du sprang, hvis jeg var død? Og du døde ikke, for hvad skulle meningen for nogen af os være med det? Vi er jo afhængige af hinanden, Sherlock.

Men tilbage til nutiden. Du fatter det stadig ikke? Du vil altid have at der skal være en eller anden form for sammenhæng, en kode eller et tegn! Du har begået nøjagtig den samme fejls om sidst." "Men det var jo rigtigt at vi skulle mødes her. Du er jo kommet." "Ja, jeg er kommet. Men det var kun fordi du kom. Der var ikke nogen sammenhæng mellem indbruddene. Jeg kom her, fordi du valgte sammenhængen, og du valgte at vi skulle mødes her."

De så bare på hinanden i lang tid. Til sidst rejste Moriarty sig og gik. Jeg så ham passere, samme vej som da han kom, ude på gaden. Han standsede foran Speedy's og vinkede til mig. Han havde vidst at jeg var her hele tiden. Sherlock gjorde ingenting. For det nok rigtigt hvad Moriarty havde sagt: de var uadskillelige og afhængige af hinanden - hvis den ene faldt, faldt den anden også.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...