Dødsspillet (BBCs Sherlock)

Sherlock er tilbage. Denne bliver hans første sag, efter et liv i eksil, hvor han skal løse nye gåder og møde gamle fjender. Jeg er sprunget let og elefant hen over genforeningen, og på nuværende tidspunkt kender alle til Sherlocks tilbagevenden. Samtidig, et andet sted i London, keder Moriarty sig, og beslutter at sætte endnu et lille, meningsløst spil op for Sherlock. En række indbrud bliver begået uden spor af hvordan, og præcis 24 timer et indbruddet, får indbrudsofferet et massivt anfald med selvmordsforsøg. Sherlock skal finde sammenhængen og dermed Moriarty, men kan det lykkes ham at vinde denne gang? Dette er min anden Sherlock-fanfiction - kommenter gerne noget konstruktiv kritik.

1Likes
0Kommentarer
344Visninger
AA

1. Albany Street og Woburn Place

"For fanden, jeg er her jo!" udbrød Lestrade til den sms der netop havde bippet sig vej til hans telefon. "Hvad nu?" spurgte jeg. "Grunden til at jeg er her," svarede Lestrade surt. Jeg løftede øjenbrynene. "Ja, du kan vidst også godt lytte med, Sherlock," sagde han til vores fælles ven, som stod ved vinduet med ryggen mod os. Han vendte sig ikke om, men lavede bare et underligt vip med hovedet, som tegn på at han lyttede. "Altså," begyndte Lestrade, "der er blevet begået to indbrud: et i Albany Street og et i Woburn Street. Det første i går, og det andet har jeg lige fået besked om. Fælles for dem begge er, at vi ikke kan se hvordan de er kommet ind og ud, de har ingen spor efterladt og de har ikke taget noget som helst." Jeg rynkede brynene: "De har ikke taget noget?" Lestrade nikkede bekræftende. "Der har endda været nogen i huset mens de er blevet begået, og den eneste grund til at det er blevet opdaget, er fordi der hvert sted er blevet efterladt et tegn - efter første indbrud var teksten Jeg er tilbage skrevet med magneterne på køleskabet, og anden gang var det samme skrevet på første side i en bog der lå fremme. Men det skaber utryghed og uro, og folk ringer os ned for at få os til at gøre noget. Men vi har intet, intet, at gå efter."

Sherlock vendte sig endelig om og kiggede på Lestrade: "Og du er her fordi?" Lestrade så på Sherlock: "Du ved godt hvorfor jeg er her," - Sherlock hævede øjenbrynene - "Jeg er her fordi jeg vil bede dig om hjælp." Lestrade sank ned i stolen som om han helst ville glide i ét med betrækket. "Så alt om at jeg selv er hjernen bag og bare løser gåderne for at imponere, er glemt?" spurgte Sherlock. Lestrade nikkede modvilligt.

Vi tog til Albany Street først - lejligheden med køleskabsmagneterne. Her boede en enlig mor i starten af trediverne med sin fire måneder gamle søn. Moren hed Ulla Pulver, og havde været i køkkenet og sætte vand over til te, derefter inde i stuen for at amme sin søn, og da hun kom ud i køkkenet igen fordi vandet havde kogt, stod ordene skrevet på køleskabet. Hun havde ikke lagt mærke til noget. Man kunne teknisk set sagtens gå fra entréen og ind i køkkenet uden at folk i stuen så det, men gulvet knirkede ubærligt meget, hvilket gjorde det usandsynligt. Som Lestrade havde fortalt, var der absolut ingen spor på indbrud ud over ordene. Hoveddøren havde været låst hele dagen.

Bagefter tog vi til Woburn Place. Her boede et kærestepar i midten af tyverne. Det var Albany Street om igen: ingen havde set noget og der var selvfølgelig ingen spor. Her havde kvinden, Li, dækket på til frokost, og manden, Oliver, havde været ude. De var stadig rystede, da det kun var et par timer siden.

Jeg kunne umuligt læse hvad Sherlock havde fået ud af besøgene, men enten var der ikke meget at få ud af det, eller også var Sherlock bare hurtig til at finde sporene. For, hvis jeg kendte ham godt nok, var der altid nogen spor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...