One Direction - They Don't Know About Us

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Emily Rose er en glad smilende pige på 19 år, der bruger sin sommer på stranden, når vejret altså tillader det. Et tilfældigt møde med Zayn Malik fra One Direction vender hendes liv 180 grader. Nye venskaber bliver dannet, hemmeligheder skal holdes, skænderier opstår. Men trods alt er kærligheden kendt for at overvinde alt.

18Likes
2Kommentarer
985Visninger
AA

3. Kapitel 2

Zayn drengen havde spurgt om, jeg ville med ud og gå en tur. Og det ville jeg self. gerne, for han virkede som en flink fyr. Vi havde aftalt at jeg gik over og pakkede mine ting, og det samme gjorde han så. 

Jeg blev lidt før færdig, og tog mine sko på, det var Nike sneakers. Jeg elskede sneakers, sneakers girl. Og jeg havde måske lidt for mange derhjemme.
Jeg tændte en smøg med lidt besvær, da der var virkelig meget vind. Men det lykkedes tilsidst, og jeg tog et sug. Jeg gik lidt over mod ham og hans 4 andre venner. Jeg så at Zayn stod og snakkede med dem, og pegede over mod mig. Og her stod jeg en smule akavet, og vendte mig om mod vandet.

Jeg stod og røg lidt, og lavede sådan runde cirkler med røgen. Ja, som regelt er cirkler runde, så det jo perfekt. 

Jeg stod lidt i mine egne tanker, da en pludselig prikkede mig på skulderen. Jeg skreg, og vendte mig forskrækket om. "Holy fuck. Aldrig giv mig et chok igen," sagde jeg og tog mig til hjertet. Zayn grinte en hæs latter, og smilte skævt.

Det kildede lidt det rigtige sted, hehe. Det var torsdag i dag dvs. fredag imorgen, dvs. bytur, dvs. masser af alkohol, dvs. måske får jeg noget. Hold da op en masse dvs. lige der. Jeg forvirrer mig selv.

Jeg blinkede lidt med øjnene, da Zayn åbenbart havde sagt mit navn et par gange. "Hov, undskyld," sagde jeg smilte en smule genert. Bliver tit drevet væk i mine egne tanker. Han smilte bare.

"Hvor vil du hen?" spurgte han mig. Hvor jeg ville hen, det ved jeg ikke. "Det ved jeg ikke, det var dig der spurgte mig. Så du burde vide hvor vi skal hen," svarede jeg, og trak lidt på skulderen. Det jo åbenlyst. 

"Det har jeg ikke rigtig tænkt over," svarede han ærligt, og trak på skuldrene. Det er jo godt han tænker det igennem. "Okay, fair nok. Jeg har et sted vi kan gå hen," sagde jeg og pegede hen i retning af nogle klipper. 

"Det ser fint ud, det kan vi godt gøre," svarede han og begyndte at gå over imod dem, mens jeg lige så stille fulgte med bag ham. 

Vi gik i lidt stilhed. Jeg ved ikke rigtig om den var akavet eller behagelig, men jeg valgte i hvert fald at bryde den. "Nå Zayn, fortæl om dig selv," sagde jeg og kiggede på ham.

"Mit fulde navn er Zayn Javadd Malik, og jeg er 20 år. Jeg er født den 12. januar 1993, og jeg er fra West Lane, Bradford. Men bor i London nu. Min far hedder Yaser og min mor hedder Tricia. Jeg har tre søskende, som hedder Doniya, Waliyha og Safaa," sagde han ud i en kører, "Også er jeg forresten medlem af boy-bandet One Direction." 

One Direction?!?!? Er han seriøs??! Hvad i helvede. "Også er jeg faktisk lige medlem er One Direction," efterlignede jeg ham, han grinte lidt. "Omg, det er jo herre stort," sagde jeg, "Det er det vel, det er også ret fedt," svarede han smilte skævt. 

"Hvordan er det så at være kendt? Have 10.000 af piger som bare ville ofre alt for at se dig, og rejse verden rundt. Jeg kunne vildt godt tænke mig at rejse verden rundt," sagde en smule drømmende. Jeg kunne vildt godt tænke mig at rejse verden rundt, og se det hele.

Jeg vendte min opmærksomhed mod Zayn, da han begyndte at snakke igen. "Det er jo en drøm der går i opfyldelse. Jeg har sunget siden jeg var helt lille. Så det er jo fantastisk at rejse verden rundt, og optræde for folk som elsker det vi gør," svarede han mig, og jeg kunne bare fornemme at der var julelys i hans øjne.  

"Nå, nok om mig. Fortæl om dig selv," 
 

Zayn's synsvinkel

Jeg var mere end glad for den måde hun reagerede på. Jeg var bange for at hun ville skrige, eller gå sin vej. Hvad ved jeg.

"Okay, jeg hedder Emily Rose, og jeg er 18 år. Jeg er født d. 26 juli 1995, og jeg bor normalt i London. Men min familie har et sommerhus her i Bristol, og her tager vi hen et par uger hver sommer. Min mor hedder Cheryl og min far hedder David. Min far rejser rundt i verden, og arbejder så ham ser jeg ikke så meget. Og derfor har jeg et tæt forhold til min mor," sagde hun, og kiggede på mig. "Og jeg er forresten ikke medlem af noget sejt band,"

Jeg grinte højt over det sidste, da jeg godt kunne høre hvor åndssvagt det lød. Hun sendte mig bare et skævt smil. Hun havde et utrolig smukt smil, og nogle virkelig flotte brune øjne. 

Jeg kiggede frem og så at vi var tæt på klipperne. Hun gik foran mig, og begyndte at gå op på klipperne. Jeg fulgte efter hende, da jeg ikke havde været her før.

Da vi kom op på klipperne, gik hun hen til en bænk med perfekt udsigt ud over havet. Vi satte og på bænken. Det blæste en del her oppe, og vinden fik hendes hår gjort en lille smule uglet. Det så meget pænt ud, men hun var vidst selv en del irriteret over det.

Jeg kiggede rundt, her var godt hyggeligt. Hvordan havde hun fundet det? Det er jo ikke fordi man tænker, Hey lad os tage op på klipperne.
"Min far tog mig med herop som barn," sagde hun og kiggede ud over havet. Som om hun fuldkommen havde læst mine tanker. Jeg tog cigaret pakken op af min lomme, og tog en ud. Jeg fandt en lighter i min lommen, tændte smøgen og indhalerede. En dejlig følelse lagde sig i man mave.

"Du burde ikke ryge," sagde hun, uden at kigge på mig. Der overraskede mig en lille smule, men jeg vidste godt hvad hun mente. "Det burde du heller ikke," svarede jeg flabet hende tilbage.

Hun smilte stille, "Du burde mest. For jeg er jo forresten ikke medlem af et mega sejt band vel?" 
Jeg grinte højt og kiggede over på hende, men hun kiggede allerede på mig. "Jeg ved det godt," sagde jeg og sukkede. Jeg fjernede mine øjne fra hendes utrolig flotte brune øjne, og kiggede ud på vandet.  

Der var en behagelig stilhed imellem os, da Emily pludselig rejste sig op. "Holy shit, hvad er klokken?" udbrød hun, jeg kiggede forvirrende på mit ur, "Den er 18.04, hvorfor?" spurgte jeg hende forvirrende om, "Fuck fuck fuck," udbrød hun frustreret mens hun tog sig frustreret i håret.
"Wow wow, hvad sker der?" spurgte jeg endnu mere forvirret, "Jeg sagde til min mor at jeg vil være hjemme senest kl 17.00," svarede hun endnu mere frustreret. "Min mor må være ude af den," "Ring til hende?" spurgte jeg, som om det var letteste at gøre. "Intet strøm, giv mig din," svarede hun, og jeg gav hende hurtigt min mobil. 

Hun tastede hurtigt et nummer ind, og tog mobilen op til øret. "Hej mutti, det Em," sagde hun hurtigt, "Ja undskyld mutti. Min mobil løb tør for strøm, og tiden løb bare fra os," svarede hun, "Os? Det er mig og en fyr der hedder Zayn jeg mødte på stranden," svarede hun og smilte, "Omg mor, du er så nedern," grinte hun. "Skal jeg stadig købe ind eller bestiller vi take-away?" spurgte hun, "Okay super. Jeg kan være hjemme om 20 min." sagde hun, "Kay, ses momma," svarede hun og lagde på.

"Tak for lån," sagde hun smilende og gav min mobil tilbage. "No problem," svarede jeg. Det lød ret sjovt da hun snakkede med hendes mor, det virkede til at de havde et ret tæt forhold som hun selv havde sagt. 

"Skal vi kravle ned?" spurgte jeg hende om, da jeg godt kunne regne ud at hun skulle hjem nu. Hun nikkede og begyndte at gå derover hvor man kravler ned. Vi kravlede begge ned, og vi gik hen til den store vej. 

"Nå Zayn, jeg bliver desværre nød til at gå nu. Jeg har en lang gå tur foran mig. Men det har været super hyggeligt," sagde hun, og så en lille smule trist ud. "Men jeg kommer også herned imorgen? Det kan være vi ses," sagde hun smilende, og vendte sig om, uden jeg nåede at svare hende.

Jeg vendte mig om, og gik i den modsatte retning af hvad hun gik. I starten havde jeg været en smule skeptisk omkring en strandtur, men lige nu var jeg bare glad for at jeg havde sagt ja. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...