Kærlighedens Medgang og Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2013
  • Opdateret: 1 sep. 2013
  • Status: Færdig
Historien handler om pigen Alex. Hun er lige flyttet til New York fra L.A. sommerferien inden hun skulle starte på High School. Alex mor er død, og forholdet mellem hende og faren ændrede sig voldsomt da moren døde. Alex’ mors dø gjorde også at hun mistede sine venner, og at hun ændrede sig til en helt anden person.
I New York møder hun en fyr, der hedder Jack. Han har også mistet sin mor. Jack og Alex forelsker sig, men Jacks stedbror, Smith, prøver at komme i mellem dem. Men Alex's barndoms mindre spiller stadig en stor rolle for hende. Vil hun være i stand til at overkommen dem, og snakke med nogen om det hendes oplevede som barn...

0Likes
0Kommentarer
733Visninger
AA

7. Morgen Efter

Det var d. 22 dec., jeg var 10 år. Jeg var på vej hjem, sammen med min mor, vi havde været henne hos min moster, for at bytte julegave. Det var en kold og mørk nat, klokken havde passeret 11, jeg havde svært ved at gå lige af bare træthed. Min mor flyttede alle julegaverne hen i den ene hånd, hvor på hun så tog mig i hånden. Jeg kunne mærke varmen fra hendes hånd igennem hendes og min handske.

”Hvad siger du til at vi skyder genvej, så du hurtigere kan komme hjem i seng?”, spurgt hun.
”Jeg er ikke træt” sagde jeg, mens jeg kæmpede for at holde mine øjne åbne
”Du ser ellers ud, som en der kunne sove på jorden hvis det skulle være”
”Jeg er ikke træt”
”Okay, okay, så siger vi det, men hvad siger du til at vi skyder genvej alligevel?”, en genvej lød godt, jeg ville gerne hurtigt hjem. Jeg brød mig ikke om at være uden sent om aften. Jeg synes det var uhyggeligt den måde stilheden var på, og den måde mørket omringede en.
”Lad os tag genvejen”, sagde min mor smilende til mig.
Vi gik ned ad en gyde, hvor der ingen lygtepæle var. Jeg klemte min mors hånd, jeg kunne ikke lide den her genvej, den var uhyggelig.
Jeg hørte en raslende lyd bag os, min mor sagde: ”Bare rolig, det er sikkert bare en mus”, men lyden kom nærmere og nærmere. Jeg vendte forsigtigt hoved, så et par øjne kigge på mig, jeg skreg så højt jeg kunne. Min mor dejede rundt på hælene, så på personen og slap gaverne af overraskelse. Det var en ældre herrer, han smilede et smørret smil, han trak den ene hånd op ad lommen, og i hånden havde han en pistol, han råbte: ”Hænderne hvor jeg kan se dem!”. Jeg var som stivnet, jeg kunne ikke røre mig, jeg kunne mærke en kold klam luft flyve igennem mig. Min mor slap grebet i min hånd, jeg følte et stik af rædsel da hun slap den, for at løfte hendes hænder op over hovedet.
”HÆNDERNE HVOR JEG KAN SE DEM LILLE PIGE!”
”Alex, løft dine hænder op over hoved. Det hele skal nok gå, stol på mig”, hviskede min mor til mig, hun virkede ikke bange, hun virkede underligt nok meget rolig over hele situationen. Mine arme begyndte mirakuløst at løfte sig ved den rolige lyd ad min mors stemme.
”Læg pistolen ned” sagde hun roligt til manden, der pegende den direkte mod hende.
”HOLD KÆFT KÆLLING!”, råbte manden, hans øjne var vilde og ude ad kontrol.
”Hør på mig, du behøver ikke gøre det her. Jeg er sikker på vi kan finde en løsning”
”EN LØSNING!” sagde han hånende
”En løsning” gentog min mor bekræftende med et lille nik.
”VAR DET OGSÅ DET DU FORTALTE TIL MIN SØN, INDEN DU SKØD HAM?”
”Hvem var din søn?”
”Min søn, det var Jonny. HAM DU SKØD!”
”Jonny bankrøveren?”
”Ja ham. Og nu vil jeg gerne vide hvorfor du skød ham!”
”Hvis jeg ikke havde skudt ham, ville han dræbe en lille pige på 7 år”
”DU LYVER, DET VILLE MIN LILLE JONNY ALDRIG GØRE!”
”Prøv og hør, hvis jeg ikke havde handlet som jeg gjorde, så ville den lille uskyldige pige have været død”, sagde hun med tryk på uskyldige.
”Men du dræbte min lille dreng, du gjorde en ende på hans liv. Han havde drømme at op nå. Du tog ham væk fra mig, og for det skal du bøde, ved at jeg tager dit barn fra dig, så du kan kende smerte ved at miste sit barn”. Han fjernede sigtepunktet med pistolen fra min mor, og førte den langsomt så den pegede direkte på mig. Jeg hørte et bang. Jeg ventede på at smerten fra kuglen ville ramme mig. Jeg ventede og ventede, men jeg mærkede den aldrig. Jeg åbnede forsigtigt mine øjne for at se hvad der var sket. Min mor stå bøjet ind over mig, hun smilede et smil der var fyldt af lettelse, hvorefter hun hviskede i mit øre: ”Hvor er jeg glad for du ikke blev ramt, jeg elsker dig Alex, min egen lille øjnesten… Du bliver, nød til at være stærk, fortæl din far at jeg elsker ham, og jeg er ked af det”. Hun brugt sine sidste kræfter på at lægge armene om mig i en opfangelse, jeg lagde mine arme om hende, jeg kunne mærke blodet der strømmede ud ad hendes ryg, der hvor skuddet havde ramt hende, da hun tog kuglen for mig. Min tåre løb ned over mine kinder, og jeg råbt: ”DU MÅ IKKE DØ, DU MÅ IKKE DØ, DU MÅ IKKE”. Hun svarede ikke, jeg begyndte at råbe efter hjælp af hele mit hjerte, og med al den kraft mine lunger kunne bringe, men det var til ingen nytte, hun var allerede blevet kold som is, al farven havde forladt hendes ansigt, der var intet liv at spore i hende.

Det havde bare været en drøm, en ond ond drøm, men drømme var ikke virkelighed, men denne drøm var virkelighed, det var mit værste minde. Jeg havde prøvet at gemme det så langt væk, at jeg aldrig ville huske det igen, men det var ikke lykkes, for det kom til mig i mine drømme. Jeg var badet i sved fra det forfærdelige minde, jeg rystede over det hele, jeg lå i foster stilling, som jeg altid gjorde når jeg drømte om mit værste minde. Jeg havde ikke nogen til at berolige mig, det havde jeg aldrig haft, jeg måtte gøre det selv. Tårrene løb ned over mine kinder, de var umulige at stoppe, de løb så meget at mine øjne begyndte at gøre ondt.
Døren ind til værelset gik op. Jeg lå under dynen, jeg kunne ikke huske hvordan jeg var kommet her, jeg kunne heller ikke huske, hvis hus jeg havde sovet i. Uanset hvem det var der kom ind ad døren lige nu, havde jeg ikke lyst til at personen skulle se mig, som jeg var på det tidspunkt, når jeg var så sårbar, og med ustyrlige følelser der væltede ud af mig, i form af tårer.
Jeg mærkede en stor hånd på dynen over mig, jeg hørte en velkendt stemme der hviskede: ”Alex er du vågn?”, det var Jack. Havde jeg sovet i Jacks lejlighed? Jeg kunne ikke huske noget fra festen. Jeg svarede ham ikke, for hvis jeg gjorde, blev jeg nød til at se på ham. Jeg håbede bare at han snart ville gå ud ad værelset igen, så jeg kunne fjerne mine tårer, og få samlet mig selv, så jeg igen kunne se ham i øjnene. Hans hånd løftede sig, jeg kunne høre hans skridt, der gik hen mod døren, døren blev lukket næsten lydløst. Jeg træk dynen væk, tørrerede de sidste tårer væk med håndfladen, sagde til mig selv, at jeg ikke måtte græde mere. Det var fortid nu, og jeg blev nød til at komme videre. De ord havde jeg sagt til mig selv så mange gange før, de virkede aldrig, for jeg kunne stadig føle den tomhed der var i mit hjerte, over at have mistet min egen mor.
Da jeg havde fået samlet mig, så jeg ned ad mig selv. Jeg lage mærke til at jeg havde noget andet tøj på end til festen, jeg kunne ikke huske at jeg havde skiftet, det sidste jeg kunne huske fra i går, var en varm omfavnelse. Jeg havde en T-shirt på, der var al for stor. Døren gik op, ind kom Jack, han havde en bakke i hånden med nogle boller på, og et glas juice. Han smilede til mig. Han satte sig på sengekanten, satte bakken på det lille natbord der var ved siden af sengen.
”Godmorgen” sagde han,
”Godmorgen” sagde jeg med en grødet stemme og det bedste smil jeg kunne præstere,
”Hvordan gør det med hovedet, nogen tømmermænd?”
”Tømmermænd? Hvorfor skulle jeg have tømmermænd?”
”Tja, du drak en masse i går”, jeg gjorde store øjne, nu viste jeg hvorfor colaen havde lugtet bekendt, der havde været alkohol i.
”Hvad var det jeg drak i går?”, uskikker på om jeg ville have bekræftet, at det havde været alkohol.
”Du drak cola med rom. Viste du ikke det?” sagde han mens han prøvede at holde sit grin tilbage.
”Øhhh, selvfølgelig viste jeg det” løj jeg
”Du viste det ikke. Jeg kan se at du lyver”
”Vel gør jeg ej”,
”Jeg kan se det på dig, du kigger væk når du siger det”
”Nej jeg gør ej”
”Så sig det imens du kigger mig ind i øjnene”, jeg løftede bestemt mit blik fra mine hænder og så op i hans dejlige blå øjne, åbnede munden, men der kom ikke en lyd ud.
”Se jeg viste at du løj”. Der blev stille mellem os, jeg kiggede ned på mine hænder igen. Så det tøj jeg havde på, undrede mig over hvordan jeg var kommet i det, og hvis lejlighed jeg befandt mig i, for det lignede ikke Kates.
”Jack, øhhh hvis lejlighed er, det her?”
”Det er min. Kan du ikke huske hvad der skete i går?”
”Øhhh ikke rigtig... Hvad skete der?”
”Tjaaa, du fik lidt for meget at drikke, det gjorde at du faldt i søvn på køkkenbordet. Så jeg bar dig herind, så du kunne sove uden at blive forstyrret”. Min hukommelse var ved ar huske alt fra festen. Jeg kunne huske at den person der bar mig, havde et hjerte der bankede mere end normalt, så det måtte være rigtigt, jeg kunne høre lyden ad Jacks hjertebanken, da han bar mig, men det forklarede ikke hvordan jeg kom i det her tøj.
”Hvordan kom jeg i T-shirten?”, Jack kiggede forlegen væk fra mig, mens hans kinder blev røde.
”Hvordan kom jeg i T-shirten, Jack!”
”Øhhh, ser du, du kastede op på din kjole, så du kunne jo ikke sove i den, så øhhh jeg fandt en af mine T-shirts, men du øhhh kunne ikke selv skifte…”
”Du gav mig den på?!”
”Nej! Jeg fik Katherine til det”. Pyha det var lige før jeg trorede han havde set mig halvnøgen. Der var opstået en pinligtavshed omkring det her emne. I håb om at få skiftet emnet og få den pinlige tavshed væk, sagde jeg: ”Er det til mig”, mens jeg nikkede mod maden der stod på bordet.
”Ja, jeg tænkte at du var sulten”
”Tak” sagde jeg og tog en bid ad bollen.
”Øhhh Alex du havde ikke mareridt vel?”
”Hvorfor spørg du?”, jeg ville ikke svarer direkte ja eller nej før jeg vidste hvorfor.
”Det er bare fordi da jeg så til dig tidligere, virkede det som om du græd i søvne”
”Bare rolig, jeg har ikke haft mareridt. Faktisk har jeg aldrig sovet bedre”. Jeg havde ikke lyst til at fortælle Jack om min drøm, om det jeg havde oplevet i fortiden, så jeg valgt at lyve også selvom han ville kunne se, at det var en løgn, men det var noget jeg under ingen omstændigheder ville tale om. Det var noget jeg aldrig havde snakket med nogen som helts om, og det var noget jeg aldrig ville nævne for nogen som helts, uanset hvem det var.
”Katherine kommer om lidt med noget rent tøj og et par sko til dig”
”Okay, tak”
”Når jeg vil lade dig spise din morgenmad i fred og ro nu”, jeg nikkede til ham som tak, hvorefter han gik ud ad døren. Mens jeg spise min morgenmad, kunne jeg ikke stoppe med at tænke på min mor, det fik tårerene til at true med at løbe ud ad mine øjne igen. Jeg sagde til mig selv, at når jeg var færdig med maden så måtte jeg ikke tænkemere på hende.
Lige da jeg havde taget den sidste bid hørte jeg det bankede på døren, hvorefter en stemme sagde: ”Hej Alex, det er Katherine, jeg hørte du var stået op. Må jeg komme ind?”
”Kom bare ind”, døren åbnede sig, hun havde 2 poser med, en i hver hånd.
”Nu skal du bare se hvilket tøj jeg har med til dig”, op ad den ene pose kom et sort tyl skørt der ville gå til midten ad lårene, og en top med stropper, der var lilla. Var det det tøj Jack havde snakket om at Kate ville komme med?
”Jeg ved du ikke er så glad for at vise så meget hud som mig, så derfor har jeg også de her med” sagde hun, mens hun trak et par leggings op, der var mere huller end stof.
”Har du tænkt dig at jeg skal havde det der på?”, spurgt jeg med en skælvende stemme
”Jeg ved godt det ikke er din stil, men det var det eneste jeg lige kunne finde der hjemme”, jeg turde ikke tænke på hvordan skoene ville se ud. Jeg håbede ikke hun havde taget nogen højhælede sko, for det ville mine fødder aldrig overleve.
”Og her er skoene” sagde Kate glad, mens hun trak et par helt almindelige flade gummisko op ad den anden pose, jeg blev lettet på mine fødders vegne da jeg så skoene.
”Jeg venter udenfor, så kald på min når du har fået skiftet”.
Efter Kate havde lukket døren, sad jeg i de første 5 minutter og kiggede skræmt på tøjet, det ville aldrig gå godt, hvis jeg skulle have det på. Det ville ikke se godt ud på mig, som det gjorde på hende, men det var bedre end at rande rundt i en kjole med opkast, og bedre end Jacks T-shirt med trusser.
”Du må godt komme ind nu”, døren gik hurtigt op, da Kates blik landede på mig begyndte hun at små hoppe og klappede i sine hænder, præcis som et lille barn der måtte få mere slik end normalt.
”Hvor ser du godt ud i det tøj, men din make-up må vi gøre noget ved”, min make-up? Jeg havde jo ikke taget noget på i dag… Medmindre det fra aften før, stadig sad der. Jeg kiggede mig om efter et spejl for at tjekke det. Kate måtte have lagt mærke til det, for hun rakte mig et lille håndspejl mens hun blikende til mig. Det jeg så i spejlet var ikke noget kønt syn, vis et lille barn havde set mig sådan her, så tror jeg nok lige at barnet ville løbe skrigende bort og kalde på sin mor. Min make-up var løbet ned ad kinderne i flere retninger, jeg var helt sort rundt om øjnene, som en der ikke havde fået sovet i flere døgn, mine læber var sprækkede, mit hår var en stor uldtot, kort sagt jeg lidende noget katten havde slæbt med ind.
”Her” sagde Kate mens hun rakte mig en renseserviet. Jeg begyndte at tørrer al make-uppen af.
”Du har vel tilfældigvis ikke en hårbørste med?”, spurgt jeg hende usikkert.
”Selvfølgelig har jeg det, hvad regner du mig for”, sagde Kate med et blink. Katherine var en pige der altid havde make-up, renseservietter og de mærkeligste hår ting med i tasken, hvilket jeg var meget glad for lige nu.
”Hey Alex, må jeg spørge dig om noget” spurgt Kate usikkert, mens hun kiggede ned i sine hænder.
”Selvfølgelig”
”Øhhh, kan du godt lide, øhhh… Jack?”
”Selvfølgelig kan jeg godt lide Jack, han er en sød fyr”, det var da et mærkeligt spørgsmål at stille, hvorfor skulle jeg ikke kunne lide ham. Han havde jo kun været sød imod mig og intet andet.
”Jeg tror du misforstod hvad jeg mente da jeg sagde lide”
”Hvordan kan det misforstås?”
”Jeg mente om du kunne li li ham, ikke kun li ham som en ven”
”Jeg er ikke helt sikker på jeg forstår hvad du mener”
”Du ved, begynder dit hjerte at banke mere end normalt, eller sådan noget når han er i nærheden?”. Jeg kunne ikke se hvad det havde med sagen at gøre, om mit hjerte bank mere end normalet eller ej, men jeg kunne lige så godt fortælle hende sandheden, det kunne jo være hun havde en forklaring til mig, om hvorfor det bankede som det gjorde.
”Jo, det banker faktisk mere end det plejer. Jeg tror der måske er noget i vejen med mig, hvad tror du?”
”ALEX! Ved du ikke hvad det betyder?” spurgt hun uden at svarer på mit spørgsmål.
”Jeg ved ikke havde det betyder, men tror du der er noget i vejen med mig?”, prøvede jeg igen.
”Alex du kan jo li Jack, mere end bare venner!”, jeg kiggede på hende med et uforstående blik, hun fortsatte: ”Alex, er du dum eller hvad, det jeg mener, er li som i, du ved som i, forelsket, kærlighed!”, FORELSKET?! Kunne det virkelig være derfor mit hjerte begyndte at banke hver gang han var i nærheden, eller hver gang jeg min tanker faldt på ham. Det var jo ligesom i de bøger jeg havde læst, men det var jo ikke virkelighed, det var jo bare fiction, men nu skete det i virkeligheden, også lige for mig. Åhhh nej, hvad skulle jeg gøre ved det? Jeg kiggede på Katherine med et skræmt udtryk og spurgt desperat: ”Hvad skal jeg gøre ved det, jeg kan ikke være forelsket?”
”HVAD! Hvorfor kan du ikke det?”
”Det passer ikke ind i min fremtidsplan”
”FREMTIDSPLAN! Hvad mener du med det?”
”Du ved først afslutter jeg High School, så får jeg en uddannelse, så et job, også der, og først der, kan jeg begynde at tænke på at blive forelsket og finde kærligheden, og den slags”
”Er du gået fuldkommen fra forstanden!”, hvorfor skulle jeg været gået fra forstanden, bare fordi jeg har en plan?
”Du kan ikke bestemme over kærligheden Alex. Der er bare nogen ting, du ikke kan planlægge som du synes, der i blandt kærlighed”.
”Hvad ved du om det?”, jeg brød mig ikke om at hun snakkede imod min plan, den var jo perfekt, hvis jeg selv skulle sige det.
”Alex, tro på mig når jeg fortæller dig, at det ikke er noget du selv kan bestemme over, og tro mig, jeg ved det, for jeg fladt for en af de værste man kan flade for”. Det jo rigtigt Kate havde jo en gang være forelsket i en dreng, men han havde udnyttet hende på det groveste, men hun fortalte mig aldrig hvem det var, gad vide hvem det var?
”Kate, hvem var det du faldt for?”
”Jeg kan ikke se hvorfor det er relevant”
”Det er meget relevant, for så ved jeg hvem jeg skal passe ekstra godt på”, prøvede jeg mig frem.
”Jeg siger det ikke”, sagde hun stædigt med armene over kors, men jeg ville ikke give op.
”Kom nu. Kom nu, kom nu, kom nu”
”Nej”, sagde hun koldt og hårdt.
Koooom nuuuuu, du kan stole på mig, jeg siger det ikke til nogen. Vi er jo venner”, hun sænkede armene, og sukkede
”Okay så lad gå, det var… Sm…”
”Hvem?”
”Smi..”
”En gang til”
”Smith”, SMITH?!, jeg var mundlam, tusind spørgsmål kom op i mit hoved, men jeg kunne ikke få et eneste af dem formet så det kunne komme ud ad min mund. Kate kiggede pinligt berørt ned i sine hænder, hun vidste heller ikke hvad hun skulle sige. Hun havde sagt hun havde faldet for den værste, men Smith havde da virket meget venlig, men Kate havde også fortalt at den fyr, hun havde været forelsket i, Smith, havde udnyttet hende på det groveste.
”Alex, vær sød at sige noget” sagde Kate forsigtigt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svarer hende, mit hoved var blevet helt blank.
Bank, bank, døren åbnede sig langsomt, gennem dørsprække stak en hånd ud, og en stemme sagde: ”Kommer I snart ud?”.
”Vi kommer lige om lidt Mike” svarede Kate, og hånden gav en tommel op. Hvorefter døren lukkede sig igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...