Kærlighedens Medgang og Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2013
  • Opdateret: 1 sep. 2013
  • Status: Færdig
Historien handler om pigen Alex. Hun er lige flyttet til New York fra L.A. sommerferien inden hun skulle starte på High School. Alex mor er død, og forholdet mellem hende og faren ændrede sig voldsomt da moren døde. Alex’ mors dø gjorde også at hun mistede sine venner, og at hun ændrede sig til en helt anden person.
I New York møder hun en fyr, der hedder Jack. Han har også mistet sin mor. Jack og Alex forelsker sig, men Jacks stedbror, Smith, prøver at komme i mellem dem. Men Alex's barndoms mindre spiller stadig en stor rolle for hende. Vil hun være i stand til at overkommen dem, og snakke med nogen om det hendes oplevede som barn...

0Likes
0Kommentarer
734Visninger
AA

3. Mødet

Jeg fandt hurtigt den rigtige kø. Jeg gik op og ned ad den et par gange, inden jeg stillede mig bagerst i køen, jeg skulle ville være sikker på at jeg ikke havde overset min far. Han havde godt nok sagt til mig at han først ville komme, når jeg var ankommet. Jeg nærmede mig skranken, min far var stadig ikke kommet. Jeg blev mere og mere nervøs, for hvis han ikke nåde at komme, inden det blev vores tur, så ville det være så pinligt, at skulle fortælle de mennesker bag mig, at de godt måtte komme ind foran mig. Damen ved skranken sagde: ”Næste”, jeg opdagede den næste var mig, jeg slugte den klump jeg havde i halsen, vendte mig mod familien, der var bag mig. Jeg åbnede munden, skulle til at fortælle dem at de godt måtte komme til før mig, da jeg så ham, han kom gående, han løb ikke, han gik. ”Næste” sagde damen bag skranken, hun var ved at blive utålmodig.

”Øh m-min far k-kommer nu” fik jeg fremstammet.
”Jeg kan ikke vente til han kommer. Hvis han ikke er her, så er det de andres tur, og du må stille dig om bag i køen”.
”Hvad mener du, jeg er jo lige her” sagde min fars stemme bag mig. Jeg åndede lettet op over at han var kommet, han gav damen billetterne, og jeg gav hende vores pas. Vi gik videre gennem sikkerhedskontrollen. Vi sad ved vores terminal og ventede på vi måtte gå om bor på flyet. Min far sad med sin computer, og arbejde. Jeg havde pakket alle mine ting ned i flyttekasser, så jeg sad bare og kiggede rundt i luften. Der var stadig 2 timer til flyet skulle lette, og min mave knurrede, den ville ikke stoppe. Jeg greb mig om maven i håb og at ingen havde hørt den, men så heldig var jeg ikke, folk kiggede på mig. Jeg smilede bare forlegen tilbage mens mine kinder blev røde som tomater. Min far stak 20 dollars i hånden på mig, hvorefter han sagde med en hård tone: ”Køb noget at spise til dig selv, men sørg for at være tilbage til tiden”, jeg nikkede.

Jeg gik og kiggede mig omkring, efter noget spise, der bare så lidt tilbydende ud, jeg er nemlig ikke vild med den mad man kan købe i lufthavnen. Jeg synes det har en mærkelig smag af brændstof. Der var stadig 2 timer til flyet lettede, også varede det endnu 1½ time at flyve fra L.A. til New York, og fra lufthavnen i New York, skulle vi finde en taxa, hvor vi kunne komme hen til vores nye lejlighed. Så jeg blev nød til at få noget at spise inden vi lettede, for hvis jeg begyndte at spise i flyet blev jeg dårlig.
Der var et sted, der solgte bagels, de så bare så tørre ud. Der var også et sted der solgte pizza og burger, men det havde jeg ikke lyst til, der var en McDonald’s og lige ved siden af en Burger King, men min mave kunne ikke så godt tåle junk food. Jeg endte altid på toilettet et par timer efter, jeg havde spist det, også var der en kinesisk restaurant jeg ikke havde råd til. Jeg endte med en af de tørrer bagels, for jeg tænkte, det nok var der jeg ville få mest for pengene. Efter jeg havde købt mig selv en bagel, og en flaske vand, havde jeg ikke lyst til at spise den ved min fars side, men der var heller ikke nogle borde, så jeg gik rundt og ledte efter en tom bænk. Da jeg gik rundt, så jeg en lille pige side på gulvet og græde, menneskerne omkring hende, gik bare lige forbi hende uden så meget som at skælvede hende et blik, mens andre så nedlagende på hende, som om hun var beskidt. Jeg gik hen til hende, satte mig ned på hug og sagde: ”Hej du lille, jeg hedder Alex”, pigen kiggede op på mig med sine store brune øjne, mens hendes tårer løb ned ad hendes kinder som et vandfald, jeg forsatte: ”Hvad hedder du?”, hun blinkede med øjnene og fik frem stammet: ”J-jeg h-hedder M-Mi-Michella”
”Hvor gammel er du Michella?”
”J-jeg er 6”
”Michella må jeg spørge dig hvorfor du sidder her og græder?”
”D-det er fordi j-jeg er b-blevet væk f-fra min m-mor og f-far”. Hun mindede mig om hvordan jeg var den gang, jeg blev væk i lufthaven, da var jeg 5 år. Jeg havde sluppet min mors hånd et kort øjeblik, for at se på en bamse, den havde den samme højde som mig, og den havde været lyserød, jeg var så fascineret af den, at jeg ikke havde opdaget at min mor og far, var gået videre uden mig. Jeg så mig omkring efter dem, for at spørge dem om jeg måtte få bamsen, men jeg kunne ikke se dem. Jeg var så bange, at jeg begyndte at græde og løbe forvirret rundt, i håb om at jeg så ville støde ind i dem. Der gik lidt mere end en time inden, en mand i 70’erne trøstede mig, hvorefter han hjalp mig med at finde dem. Så jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe Michella, for jeg kendte godt den følelse, af at være alene og forladt, og den følelse kender jeg stadig til.
”Så, så det skal nok gå, jeg skal nok hjælpe dig med at finde dem igen, okay?”, Michella nikkede, som svar til mig.
”Sååå, hvad siger du til at vi tørrer dine øjne, også giver du mig et stooort smil, også finder vi din far og mor?”, Micella løftede armen og gled den hen over hendes ansigt, hvorefter hun prøvede at holde sine tårer tilbage. Man kunne tydeligt se at hun kæmpede en brag kamp, og det lykkes for hende. Hun kom med et lille forsigtigt smil, og man kunne se, at hun manglede en fortand, det så sødt ud med hendes, blonde hår, der gik hende til hagen. Da vi gik hen mod informationen, tog Michella forsigtigt mig i hånden, hun løftede hoved og sagde: ”Det er for at jeg ikke også bliver væk fra dig” mens hendes brune øjne lyste af forhåbning, om snart at blive forenet med sin far og mor igen. Jeg smilede til hende og sagde: ”Sikke en god idé, du fik der”, hendes hånd var så lille, at den næsten blev væk i min.
Informationskranken var højre end Michella, hun blev nød til at stå på tær for at kunne se over den. Der sad en dame. Hun lignede en i starten af 30’erne, hun smilede et venligt, men flask smil, det var tydeligt at se at hun hadede sit job. Hun havde tynde røde læber og grønne øjne, hun spurte: ”Hvad kan jeg hjælpe dig med?” i en tone der fortalte at hun bare gerne ville hjem så hurtigt som muligt.
”Den lille pige er blevet væk fra sine forældre, hun hedder Michella og er 6 år”.
”Hvad hedder hendes forældre” sagde damen koldt.
”Øhhh… 2 sekunder” jeg satte mig på hug foran Michella og spurgte: ”Hvad hedder din mor og far?”
”Min mor hedder Linda og min far hedder Dennis”
”Hvad er jeres efternavn?”
”Trill”, jeg smilede til Michella en sidste gang, inden jeg vendte mig mod damen, for at fortælle hende alt nok skulle gå.
”Hendes forældre hedder Linda og Dennis Trill”, damen kaldte over højtalerne på Linda og Dennis Trill, og fortalte at deres 6-årige datter Michella var ved informationen.
”Alex... vil du gerne vente her sammen med mig indtil min mor og far kommer?” spurgt Michella med en meget lille forsigtigt stemme.
”Selvfølgelig vil jeg gerne det”.

Vi ventede i omkring 10 minutter, hvorefter man kunne se en lille rund dame komme løbende med en høj slank mand efter sig. Damen kom straks hen til Michella og løftede hende op i et kram, hun sagde noget med hvor bekymret hun havde været, for at der var sket hende noget. Manden præsentrede sig selv til mig: ”Goddag jeg hedder Dennis, og er Michellas far, og kan jeg have ret i at du hjalp hende”, det lød ikke som et spørgsmål, men mere som en konstatering, men jeg nikkede alligevel for en sikkerheds skyld.
”Mange tak skal du have for at have hjulpet hende, og tak fordi du passede på hende”
”Det var ikke det helt store, men nu må I ikke lade hende blive væk igen, hun var meget bang, da det var”.
”Bare rolig, det sker ikke igen”, Michella og jeg fik sagt farvel til hinanden, og vi gik hver vores vej. Jeg opdagede at jeg ikke havde fået spist min bagel, da min mave kom med en knurren, jeg kiggede fra min ene hånd til den anden, for at opdage jeg havde glemt min bagel et sted, jeg tænkte mig lidt om, jeg havde glemt den ved informationen, jeg skulle lige til at gå tilbage, da jeg opdagede at der kun var 10 minutter til man skulle være om bor på flyet. Jeg løb hen til terminale, undervejs kom jeg til at skubbe til folk, jeg råbte undskyldende tilbage.
Da jeg var henne ved terminalen var der kun 5 minutter til man skulle være om bor, min far kiggede på mig med et irriterede blik, han åbnede munde for at skælde mig ud, men han kom i tanke om tiden. Han vente sig om til stewardessen, hvor han gav hende vores billetter og pas, så vi kunne komme om bor på flyet. Inden i flyet var det eneste der adskilte min far og mig var gangen i mellem sæderne. Det var jeg glad for, for jeg vidste at han ikke ville skælde mig ud her, for der var for mange andre mennesker til stede, og han tænkte meget på hvad andre folk syntes om ham. I stedet slog han computer skærmen op og begyndte at arbejde. Det var sådan her jeg så ham mest, det eneste tidspunkt han ikke arbejde var når han spiste, og om aften efter aftensmaden, der sad han foran tv skærmen, min far sad altid foran en eller anden form for skærm, og når man tænker over hvor tit han sidder foran en skærm, er det utroligt at han er så slank som han er, for han dyrker ikke noget motion, men han spiser til gengæld rigtigt.
Da flyet lettede fik jeg propper i ørene, jeg havde glemt at tage nogle bolsjer med til turen, og jeg havde mistet min bagel, og mit vand, så hele vejen til New York kunne jeg mærke hvordan min mave råbte og skreg på mad, og hvordan propperne i ørene ikke ville forsvinde. Der var en lille dreng bag mig, hvor hans spille maskine løb tør for strøm da der ca. var en halv time tilbage af turen. Ind imellem sparkede han på mit sæde, så jeg røg frem ad hver gang, og dunkede hovedet ind i sædet foran mig. Jeg bad ham flere gange om at stoppe, men uden held, sparkene gjorde bare at jeg blev mere og mere dårlig end hvad jeg allerede var. Min far der sad ved siden af mig, kun adskilt af gangen, ville ikke gøre noget ved drengen, og han ænsede mig heller ikke et eneste blik, men jeg bad ham heller ikke om hjælp, jeg var for bange for hvad han ville svarer, vis jeg forstyrrede ham i hans arbejde. Så hele flyve turen til New York var et levende helvede.

Da vi landede i New York og var gået af flyet, gik vi ud til taxaerne, hvor der en alt for lang kø, jeg havde ellers håbet at der ikke ville være så lang kø pga. vi ikke skulle finde vores bagage, vi havde sendt det hele af sted med flyttemændene, hvor det så skulle med et fly der lettede før vores eget. Så når vi kom hen til vores lejlighed, ville tingene allerede været båret op, så vi kun skulle pakke ud. Det eneste gode der var ved den lange kø ved taxaerne, var at jeg kunne nå at sunde mig med noget frisk luft, inden vi skulle til at køre, ellers råbte min mave stadig på mad, men mine propper i ørene var forsvundet, og der var ikke en lille irriterende dreng der sparkede mig i ryggen med jævne mellem rum. Det var så 2 problemer der var helt løst ud af 4, og et problem der var i gang med at blive bedre, og det sidste måtte bare vente til jeg kom hen til den nye lejlighed, så jeg kunne købe mig noget at spise. Efterhånden som jeg fik det bedre blev køen kortere og kortere, da jeg næsten havde det helt godt, skulle vi ind i taxaen. Efter vi havde kørt rundt i 10 minutter kunne jeg mærke hvordan min køresyge kom til mig, og det gjorde det være, at jeg ikke havde noget mad i maven. Jeg havde mit hoved mellem min ben i håb om at det ville hjælpe, det føltes som om at taxachaufføren ramte alle buler og huller i vejen, så mit første indtryk af New York var elendige taxachauffører.

Da vi endelig kom til vores lejlighed, kunne jeg ikke lade vær med at se mig selv i et af taxaens side spejle, mens min far betalte chaufføren. Jeg var næsten helt grøn i hovedet, jeg havde store sorte rander under øjne, og som prikken over i’et var mit hår helt klasket sammen.
Vi gik op i lejligheden, det var en stor lejlighed med masser af plads, vores ting stod allerede i nogle af rummene, der var en kæmpe stue med et vindue, der gik fra gulvet til loftet og fra hjørne til hjørne, det var et åben køkken der lå lige ved siden af stuen, på badeværelset var der mosaik på væggene, og et badekar hvor der kunne lægge 2 personer i, og ved siden af var der en bruser. Over håndvasken som stod ved siden af toilettet, hang der et spejl, man kunne se sig selv fra navlen og til omkring 30 cm over hovedet. Mit værelse var stort, det var større end det jeg havde før, og det før havde ikke været småt, jeg havde også et af de kæmpe vinduer, der gik fra gulvet til loftet og fra hjørne til hjørne. Jeg var glad for at vi boede på etage nr. 25, for det gjorde at folk ikke kunne kigge ind igennem vinduet, lige så let.
Jeg besluttede mig for at gå ned og købe mig noget brød, så jeg kunne får noget at spise, inden jeg begyndte at pakke ud, og få sat stop for knurren. Da jeg åbnede døren hørte jeg en stemme bag mig spørge: ”Hvor skal du hen?”, det gav til lille hop i mig, for jeg havde ikke lagt mærke til at min far var inden i stuen, der hvor hoveddøren stod, jeg vente mig om og svarede: ”Jeg ville lige gå ned og købe noget brød at spise… Hvis det er i orden?” han hævede det ene øjnebryn så jeg skyndte mig at tilføje: ”Vil du have noget med?”
”Nej jeg vil ikke have noget med, jeg går ud lige om lidt for at se byen, jeg finder selv på noget at spise til aftensmad, også smutter jeg lige en tur forbi mit nye kontor, så du er nok i seng inden jeg kommer hjem”.
”Okay, farvel... Og sov godt”
Jeg lukkede døren efter mig, så på klokken at den var 20:15, så overraskede det mig ikke at min mave havde larmet som den havde, for jeg havde sidst fået noget at spise siden klokken halv tolv, og det var bare en skive toast med smør.
Jeg gik ned ad gaden, indtil jeg kom til en lille kiosk. Jeg kunne se på priserne at det heller ikke var så dyrt, deres brød kostede kun 1,5 dollar. Da jeg gik ind i kiosken, var der en stemme der sagde: ”Vi er i gang med at lukke”, jeg drejede rundt, så jeg kunne se hvem det var der havde sagt det. Det syn det mødte mine øjne var ikke et syn jeg havde ventet, jeg så en dreng på omkring 190 cm høj, der havde krystal blå øjne, der funklede i lyset af lampen, der hang i loftet, han havde kort mørkt hår, selv om han havde en T-shirt på, kunne man tydeligt se at han var meget muskuløs. Mens jeg var i gang med at beundre ham, kom min mave på banen, den knurrede og knurrede, den ville ikke stoppe, mine kinder blusses op af forlegenhed, drengen trak på smilebåndet, han prøvede at holde sit grin tilbage, men det gik ikke så godt for ham, det udgjorde bare at mine kinder blev rødere end rød, da han endelig var færdig med at grine spurgte han: ”Havde du tænkt dig at købe noget at spise?”, jeg var for flov til at snakke, så jeg nikkede bare til han.
”Jaaa, jeg kan jo ikke have at du dør af slut, for så ville jeg bare have din død på min samvittighed, så skynd dig at tag det du skal have”.
”Tak” hviskede jeg, jeg skyndte mig at finde et brød, gik hen til disken, og betalte drengen for det.
”Hey, øhh, hvor skal du hen ad nu?” spurgt han med et smil.
”J-jeg s-skal hjem” fik jeg fremstammet.
”Jeg mente hvilken vej skal du til venstre, højre eller lige ud?”
”Venstre”
”Hey det skal jeg også… Hvad siger du til at vi følges noget af vejen?”, jeg vidste ikke hvad jeg skulle svarer, det var første gang nogle havde spurgt mig om vi skulle følges et sted hen, eller bare noget af vejen. Efter noget tid da jeg ikke svarede, men bare kiggede på ham fortsatte han: ”Det er jo farligt for en ung pige som dig at være ude om aften”, det var første gang nogen havde været bekymret for mig, siden den gang alt ændrede sig, jeg vidste ikke hvad jeg skulle svarere. Han lignede en fin og rar fyr, så jeg tænkte at det måske kunne være min chance, for at få en ven sådan som jeg gerne ville, så jeg bed mig i under læben og nikkede.
”Super, hvis du lige venter 20 minutter, så er jeg klar, okay?”
”Okay”.

Mens jeg ventede på at han var klar spiste jeg mit brød, jeg synes at min mave havde været skyld i nok for i dag, så jeg måtte hellere proppe noget ned i den, så den kunne være stille. Døren til baglokalet åbnede sig, han kom ud der fra, han havde skiftet arbejdes T-shirten ud med en hvid T-shirt, der fremhævede hans muskuløse krop, og han havde et par sorte shorts på der gik til lige under knæene, han smilede da han kom ud. Han gik hen mod mig med raske skridt, rakte hånden frem, jeg mærkede det jage i mig af frygt da hånden blev rakt frem, jeg stirrede på den, den var rakt ud som man gør når man hilser på nogle, med hånden strakt frem sagde han: ”Hej, jeg hedder Jack Ravn, hvad med dig?”, jeg sank den klump jeg havde fået i halsen, sagde til mig selv at jeg ikke skulle blive bange, hver gang en hånd blev rakt frem mod mig, det var jo år siden det var sket, men det havde alligevel rystet noget i mig, der nok aldrig ville blive som før, og at jeg skulle tage mig sammen, det var jo min chance for at få en ven. Jeg lagde min hånd i hans, hans hånd var stor og ru som hænder bliver når man arbejder, men det var en dejlig varme der kom fra hånden, mens vi gav hånd sagde jeg: ”Hej Jack, mit navn er Alex Mikkelsen”, jeg gjorde mit bedste for at komme med et venligt smil, der skulle skylde den frygt jeg havde følt før væk.

I starten sagde vi ikke noget, vi gik bare side om side, med et godt stykke i mellem os. Jeg så mig omkring, for jeg havde ikke fået set ordenligt på de omkringlæggende huse til lejligheden, de var meget overvældende, ved første, og andet øjekast. Jeg håbede det var noget man hurtigt blev vand til.
”Hey, er du fra her omkring?” spurgt Jack
”Jeg er lige flyttet her til i dag”
”Ahhhhh, så det derfor”
”Derfor?” sagde jeg spørgende, normalt ville jeg ikke spørge ind til noget, hvis jeg ikke kendte person i forvejen, men der var noget ved Jack der fik mig til at føle mig tryk og sikker, og hvis vi skulle være venner, nyttede det ikke noget at jeg gik rundt i min egen lille muslings skal.
”Derfor, jeg ikke har set dig før, og derfor at du kigger på skyskraberne så… Beundrende. Hey hvor boede du før?”
”I L.A”
”Har de ikke skyskraber der?”
”Jo, men jeg boede i udkanten, hvor der ikke var noget særligt”
”Hvordan kan det være at du flyttede her til?”
”Min far blev forflyttet med sit arbejde”
”Så du bor her med dig far” det var ikke et spørgsmål, men en konstatering han kom med. Han forsatte spørgende: ”Og din mor?”, det gav et stik i mig som det altid gjorde, når nogle nævnede hende. Jack måtte havde opdaget det, for han spurgt ikke mere ind til det, og jeg svarede ham ikke.
Vi fortsatte lidt i stilhed, jeg undrede mig over hvor lang tid han havde boet her, så jeg spurgte forsigtigt: ”Jack… Hvor længe har du boet her?”
”Mig, åhhh ha’ hvor længe er det nu, omkring hele mit liv. Jeg kom her til da jeg var 3, det er nu 12 år siden”.
”Så du er 15!” udbrød jeg chokeret, han var meget muskuløs og var omkring 190 cm høj.
”Jep jeg er 15, hvad med dig, du 13 ikke?”, 13 hvordan kunne han tro det, folk plejede at tro jeg var ældre end hvad jeg var, men Jack troede at jeg var yngre end hvad jeg var, det var første gang nogle havde troet det om mig.
”Jeg er 15” sagde jeg og skød hagen frem.
”Jaja, så siger vi det”
”Det passer”
”Okay, okay, jeg tror dig” sagde han med et glimt i øjet, og jeg opdagede at jeg smilte et rigtigt smil, jeg overvejede om Jack havde set igennem mit falske smil.
Resten af vejen hjem gik Jack og fortalt om hvad han lavede i sin fritid, ud over at arbejde, og at det arbejde i kiosken i dag, var en vagt han havde taget for en ven, for normalt plejede han ikke at arbejde der, men et andet sted, han sagde ikke hvor. Han fortalt også at ham og nogle venner havde startet et band, hvor han spillede guitar og sang, og han prøvede at skrive sangtekster, jeg måtte ikke høre ham synge, eller nogle af de tekster han eksperimenterede med. Jeg fortalte ham ikke noget om mig selv, jeg ville helst bare gerne høre om ham, så han fortalte en helt masse om sig selv. Det var en dejlig rar og varm følelse jeg havde rundt om Jack. Vi nåede frem til lejligheden, Jack og jeg sagde farvel til hinanden, og da jeg kom op i lejligheden var min far så gangske rigtig ikke hjemme. Da jeg havde lukket døren bag mig indtil mit værelse, opdagede jeg at jeg ikke kunne komme i kontakt med Jack igen, vi havde ikke udvekslet telefonnumre eller noget som helts andet, bare snakket. Jeg løb hen til elevatoren, trykkede på knappen, men den kom ikke hurtigt nok, så jeg løb hen til trapperne, og hele vejen ned på gaden, for at opdage at han var væk. Jeg havde haft det så godt sammen med ham. Jeg gik trist ind i bygningen igen med tunge skridt, og dybe åndedrag, det var hårdt at løbe ned ad 25 etager, og især forgæves. Oppe på mit værelse begyndte mine tårer truende at prikke i mine øjne, men jeg ville ikke lade mig selv græde, for jeg kendte ham jo knap nok, men jeg kunne ikke lade vær med at tænke, det ville have været rart hvis han havde været min første ven i meget lang tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...