Kærlighedens Medgang og Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2013
  • Opdateret: 1 sep. 2013
  • Status: Færdig
Historien handler om pigen Alex. Hun er lige flyttet til New York fra L.A. sommerferien inden hun skulle starte på High School. Alex mor er død, og forholdet mellem hende og faren ændrede sig voldsomt da moren døde. Alex’ mors dø gjorde også at hun mistede sine venner, og at hun ændrede sig til en helt anden person.
I New York møder hun en fyr, der hedder Jack. Han har også mistet sin mor. Jack og Alex forelsker sig, men Jacks stedbror, Smith, prøver at komme i mellem dem. Men Alex's barndoms mindre spiller stadig en stor rolle for hende. Vil hun være i stand til at overkommen dem, og snakke med nogen om det hendes oplevede som barn...

0Likes
0Kommentarer
721Visninger
AA

1. Knuste Drømme

Det var i starten af juli, jeg var lige blevet færdig med grundskolen, og skulle starte i High School efter sommerferien. Jeg lod mit blik vandre rundt i mit værelse, hvor på det falde på min opslagstavle, på det papir der hang midt i det hele, det papir der fortalte mig hvilken High School, jeg skulle gå på. Hver gang jeg kiggede på det, kunne jeg ikke lade vær med at smile, jeg var så glad. Jeg kunne ikke vente med at starte, og forhåbentlig de næste år, kunne jeg få mindst en ven, for i hele min skoletid fra jeg var 10 år, havde jeg ikke haft en eneste ven, jeg var det man kaldte en enspænder. Det eneste jeg gjorde var at lave mine lektier, jeg rakte aldrig hånden op i timerne, jeg gjorde mit bedste for at være helt ubemærket, nogle ville nok sig usynlig. Men det skulle ændre sig, for jeg ville gøre mit bedste for at få mindst en ven, i det nye skoleår, så jeg ventede med et hav af sommerfugle i maven af forventning, og håb for af få en ven når skolen startede i midten af august.

Bank, Bank lød det på døren, det hæv mig ud af mine tanker. Jeg kiggede ned på klokken og så, at den kun lige var 3 om eftermiddagen, jeg undrede mig over hvad han lavede hjemme nu, han plejede først at være hjemme omkring kl. 7. Jeg åbnede min mund og sagde: ”Kom ind”, døren åbnede sig langsomt og forsigtigt. Der i døråbningen så jeg min far stå, hans blå øjne kiggede ned i gulvet, som om der var noget han skammede sig over, og hans kort brune hår, der plejede at ligge glat var pjusket. Jeg havde kun en gang set det så pjusket, og det var dengang da alt forandrede sig, eller han spekuleret meget hårdt over noget, han ikke viste hvad han skulle gøre med, ruskede han sig selv i håret, jo mere pjusket det var, jo mere spekulerede han.
Han løftede langsomt og tvivlende hoved, det virkede meget mærkeligt og anspænt. Han fangede mit blik, jeg havde ikke bemærket det før da han kiggede ned i gulvet, men nu hvor jeg rigtigt kunne se hans øjne, så jeg det sørgmodige og undskyldende blik i de blå øjne.
Min far, Henry, åbnede munden, lukkede den igen. Det lignede at han stod og overvejede om det nu var klogt, det han havde gang i, han lignede en der helst ville krybe ind i et musehul, hvor jeg ikke kunne finde ham. Der gik lidt tid, så åbnede han munden igen, de ord der kom ud af den gav ingen mening for mig, han sagde ”Alex… Vi skal flytte”. Han kiggede bekymret på mig, jeg sad med tomme øjne, mens jeg så på ham med et forvirret blik.
”Jeg er blevet forflyttet, de fortalte mig det i dag…” han holdt en pause, han sank den klump han havde fået i halsen og fortsatte: ”Vi rejser om 3 uger, jeg har fået stillet en lejlighed til rådighed, som vi skal flytte ind i”. Han havde ikke sagt hvor det var vi skulle flytte hen, ud af min mund kom der kun en meget lille skælvende stemme der spurgte: ”Hv-hvor-h-hen?”, der gik noget tid inden han svarede, men det svar der kom, var ikke godt, ”New York” svarede han med en undskyldende stemme. Jeg havde lyst til at råbe og skrig af frustration, og om hvordan han kunne gøre det imod mig, om han ikke syntes at han havde gjort nok imod mig i min barndom, og nu dette, men jeg kunne ikke få en lyd ud. I stedet gjorde jeg bare som jeg plejede, når der var noget jeg var utilfreds med, eller ikke havde lyst til, jeg nikkede og acceptrede det, for jeg kunne ikke sige ham imod, jeg var for bange for hvad der ville ske hvis jeg sagde ham imod. Jeg husker stadig dengang hvor jeg sagde ham imod, og det havde skræmt mig for hvid og sans, så i stedet for at komme med en protest, nikkede jeg og accepterede det.
”Jeg bliver nød til at gå nu, jeg har et møde med en ejendomsmægler, omkring huset her”, døren lukkede stille og roligt da han gik ud.
Der sad jeg på mit værelse, i min seng, jeg kiggede på den dør han var gået ud af. Jeg mærkede noget vådt og køligt i sommervarmen på mine kinder. Jeg opdagede at jeg græd, jeg kiggede på min tavle, på det papir da sagde hvilken High School jeg skulle gå på, der hvor jeg altid havde villet gå, for det var der min mor havde gået, jeg havde håbet på jeg ville føle mig tættere på hende, vis jeg også gik der, men nu hvor vi skulle flytte, følte jeg mig så langt væk fra hende, som jeg aldrig havde følt før. Jeg følte at jeg havde spildt mit hårde arbejde, for at sikre mig, at jeg ville komme ind. Mens jeg sad der på sengen, følte jeg mig så alene og ensom, mere end jeg havde følt nogensinde før, for selv om jeg ikke havde nogen venner at miste ved flytningen, følte jeg stadig at jeg mistede de minder jeg havde, og det var noget der virkelig skræmte mig, for jeg var bange for at jeg ville glemme min mor, hendes smil, hendes lysende øjne, der kiggede på mig, og den varme kærlighed hun gav mig, som jeg altid kunne mærke i de kram jeg fik, det var dengang hun stadig var i live.
Jeg tørrede mine øjne, kiggede på klokken, og opdagede at den var halv seks. Jeg skulle til at lave aftensmad, på vej ud af mit værelse så jeg mig selv i spejlet. Det jeg så var ikke noget kønt syn, mine grønne øjne var blevet omkranset af det røde, jeg fik af al den gråd, gråden havde gjort mit mørkebrune hår ved ørene vådt, og mit ansigt var oppustet. Jeg sagde til mig selv i spejlet, at der ikke var noget at gøre ved flytningen, så jeg trak på skuldrene og sagde til mig selv, at jeg ikke skulle græde mere over denne flytning, så når jeg gik ud ad min dør, skulle det være slut med gråden, og at jeg bare skulle se fremad. Mine ben føltes tunge på vej hen til døren, men da jeg trådet ud på den anden side af dørtrinet, begyndte de at føles lettere, efterhånden som jeg gik fremad med en opløftet pande.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...