Kærlighedens Medgang og Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2013
  • Opdateret: 1 sep. 2013
  • Status: Færdig
Historien handler om pigen Alex. Hun er lige flyttet til New York fra L.A. sommerferien inden hun skulle starte på High School. Alex mor er død, og forholdet mellem hende og faren ændrede sig voldsomt da moren døde. Alex’ mors dø gjorde også at hun mistede sine venner, og at hun ændrede sig til en helt anden person.
I New York møder hun en fyr, der hedder Jack. Han har også mistet sin mor. Jack og Alex forelsker sig, men Jacks stedbror, Smith, prøver at komme i mellem dem. Men Alex's barndoms mindre spiller stadig en stor rolle for hende. Vil hun være i stand til at overkommen dem, og snakke med nogen om det hendes oplevede som barn...

0Likes
0Kommentarer
753Visninger
AA

11. Julen

I frokost pausen sad Katherine, Jack, Oliver, og jeg sammen. Det var den sidste dag inden juleferien begyndte. Jack og jeg var blevet rigtige kærester nu, hvis man kan være det… Men vi havde ikke været på flere dates siden vores første, desværre. Og hver gang vi skulle hjem til en af os, kom en af de andre med. Vi havde heller ikke tid til at gå ud om aften, for Jack var kommet bagud med afleveringer, og han ville under ingen omstændigheder have min hjælp.

”Alex, hvordan tilbringer du julen?”, spurgte Kate
”Jeg tilbringer den sammen med min far, hvorfor?”
”Ikke for noget, jeg var bare nysgerrig”
”Hvad med dig, Kate?” spurgte Jack
”Jeg skal over til min bedstemor i LA. Og dig Jack?”
”Jeg skal bare være hjemme, og lave de afleveringer jeg mangler, suk”
”Jah så kan du lære det”, sagde Oliver drillende
”Årh hold din kæft, det er jo ikke os alle sammen, der for andre folk til at lave det”, svarede Jack igen.
”Vi kan jo ikke alle sammen være som Mike”, sagde Oliver helt uskyldigt. Selvom han udmærket vidste godt vidste, at Jack hentydede til at han fik de piger, der var vilde med ham, til at lave hans afleveringer, så han selv slap for det. Mens Mike altid aflevere et perfekt stykke arbejde, han desuden selv havde lavet.
”Der giver jeg dig ret min ven. Prøv at tænkt på hvilken verden vi så ville leve i”
”Hey hvad mener du med det?” spurgte Mike fornærmet
”Ikke noget” svarede Jack kækt, og inden Mike kunne nå at komme med et spydigt svar tilbage, forsatte Jack henvendt til mig: ”Hvad skal du den 22?”, den 22 det var jo den nat min mor døde. Jeg plejede at tilbringe den dag helt alene på mit værelse. Det var også den ene gang om året, jeg ikke lavede noget som helt, hverken rengøring, handle, eller madlavning. Jeg plejede at bestille fast food, men hvis jeg kunne tilbringe den dag med Jack, kunne det være han ville få mig til at glemme smerten og savnet, som jeg altid følte den dag.
”Jeg skal ikke noget, hvorfor?”
”For jeg tænkte på om vi skulle mødes den dag, og du ved bytte julegaver, også få set den film, vi ikke fik set sidste gang, hvad synes du?”
”Skal vi give hinanden gaver?”, spurgte jeg overrasket. Siden min mor døde, havde jeg ikke modtaget nogen julegaver, og jeg havde heller ikke givet nogen. Juleaften hjemme hos min far og jeg, forgik altid ved, at jeg havde stået den halve dag og kokkeret ude i køkkenet, for at lave en omgang ekstra god middag, hvor vi så ville spise den i stilhed, og derefter ville min far gå ud, og drikke sig i hegnet… Juleaften hos os var meget trist. Han startede med at drikke den 21, dagen før hun døde. Når han begyndte at drikke, blev jeg altid bange, jeg var bange for at han ville slå mig igen, så julen var ikke en glæde for mig, som den var for alle andre. Jeg frygtede den altid, var bange for hvad der kunne ske.
”Selvfølgelige skal vi give hinanden gaver”
”Åh, okay, hvad vil du have?”
”Det ved jeg ikke, overrask mig”
”Åh, okay”
”Hvad ønsker du dig i julegave?”
”Øhhh… Ikke noget”
”Kom nu, der må stå noget på din ønske liste”
”Nej desværre”, der stod ikke noget, for jeg plejede jo ikke at få gaver, men det havde jeg ikke tænkt mig at fortælle ham, eller nogen af de andre for den sags skyld.
”Alex hvis du ikke fortæller mig hvad du vil have, hvordan ved jeg så hvad jeg skal give dig”
”Øhh… Du kan, øhhh… Overraske mig. Ligesom du vil have jeg skal gøre med dig”
”Okay, så også kun denne ene gang, men jeg advarer dig, jeg er ikke, jeg gentager ikke, god til at vælge gaver”
”Det er jo tanken der tæller”
”Jeg kommer til at hænge dig op på det senere, hvis du er utilfreds”, efter Jacks sidste kommentar, brød vi alle ud i grin, og lidt efter ringede klokken til time.

Dagen var kommet, det var d. 22 dec., Jack og jeg havde aftalt at mødes klokken 3. Min far var allerede ude at drikke sig fuld, men det var jo ikke nogen overraskelse. Jeg tror han gjorde det for at glemme min mors død, for der var ingen tvivl, om at den havde taget hårdt på ham den gang, og at den stadig gjorde det. For han havde ikke, så vidt jeg ved, haft en kæreste siden da. Jeg vidste at han først ville komme hjem sent om natten, for så at gå ud igen kl. 12 ved frokost den næste dag, det var sådan det kørte for ham, på denne tid af året. Jeg gjorde mit bedste for at holde en hvis distance.
Jeg så hen på klokken, der var en time til Jack ville komme og hente mig. Jeg manglede stadig at finde ud af hvilket tøj jeg skulle have på. Normalt ville Katherine fortælle mig, hvad jeg skulle tage på, for det jeg selv plejede at forslå, ville hun på det kraftigste fraråde mig. Hun synes åbenbart jeg valgte noget der ikke var passende til lejligheden, så det var meget svært for mig, da jeg skulle vælge mit eget tøj, og ja jeg ved godt det lyder mærkeligt, at en teenager pige, har svært ved at vælge tøj, men sådan var det. Jeg kunne heller ikke komme i kontakt med hende, for lige inden hun tog af sted, havde hun tabt sin mobil ned i skolens toilet, det havde så resulterede i at den var gået i stykker. Hendes bedstemor synes ikke hun skulle bruge tiden over telefonen i julen, og det syntes hendes forældre heller ikke, så jeg måtte stå på egen ben i dag.
Jeg stod foran mit skab, kiggede ind i det, så hvad jeg havde. Jeg ville gerne have en kjole eller en nederdel på. Helt inden bagerst i skabet, lå der en mørklilla kjole, der gik til lige over knæene og havde trekvartærmer. Den ville da se meget fin ud med et par sorte strømpebukser, og et par højhælede støvler.
Jeg så mig i spejlet fuldt påklædt, med kjolen strømpebukserne, støvlerne, diverse smykker, og med en let make-up. Jeg tror Kate ville være stolt af mig, hvis hun så hvordan jeg så ud lige nu, med det sæt tøj, jeg selv havde fundet frem til. Jeg overvejede at tage et billede til hende, så hun kunne se hvor dygtigt jeg havde været, når hun kom tilbage fra LA. Lige da jeg fandt min telefon i tasken, ringede det på døren. Jeg smed tasken på sengen, og skyndte mig ud for at åbne den, der stod Jack. Han smilede til mig, og spurgte: ”Er du klar til at gå?”
”To sekunder, jeg skal lige hente min taske”. Jeg tjekkede lige en ekstra gang, at Jacks gave lå nede i den, det gjorde den, heldigvis. Jeg håbede at han ville kunne lide den. Kate havde hjulpet mig med at finde ud af, hvad jeg skulle give ham, for jeg havde været fuldstændig tom for idéer, til hvad det skulle være.
Jack stod præcis som jeg havde efterladt ham. Han så godt ud i sine blå cowboybukser og sorte støvler. Jeg så undersøgende på ham, jeg kunne ikke se at han bar på en gave, mon det hele alligevel bare havde været en joke…
”Er du klar til at gå?”
”Ja, nu er jeg”, sagde jeg smilende, og kastede tanken fra mig, at det hele måske bare havde været en joke.

Vi gik hånd i hånd hen ad fortovet mod biografen. Jeg havde glædet mig til at tilbringe dagen sammen med Jack. Selvom jeg var sammen med Jack, kunne jeg ikke lade vær med at være trist, for jeg kunne ikke glemme hvilken dag det var i dag, og hvad der var sket på netop denne dag. Jeg valgt at tage mit glade falske smil på, for jeg kunne godt mærke på mig selv, at jeg ikke ville kunne smile mit rigtige smil i dag. Jeg tror ikke Jack lage mærke til det, han kommenterede det i hvert fald ikke. Jeg havde også øvet mig meget på mit falske smil gennem tiden. Jeg havde fundet ud af at hvis man gav folk et smil, rigtigt eller falsk, ville de ikke stille spørgsmål til om man havde det godt, eller om der var noget i vejen.
Inden i biografsalen kunne jeg ikke koncentrere mig om filmen, når Jack var så tæt på mig, som han var lige nu, og med de triste tanker. Vi sad der inden hånd i hånd, mit hjerte var ikke stille et eneste sekund, inden i den mørke biograf.
Da filmen var slut, og vi var ude af biografen, tog Jack mig i hånden, og trak mig væk. Jeg skulle lige til at spørge ham, hvor det var vi nu var på vej hen, men han lage bare hans pegefinger på mine læber, og blinkede til mig. Jeg lod Jack føre mig væk fra biografen, og hen til det nye sted, han havde i tankerne.
Jeg kendte den rute han førte mig hen ad, det var nemlig den præcis samme rute, vi havde gået, da det havde været meningen, vi skulle i biografen den gang vi var på vores første date, hvor vi mødte Smith, uheldigvis. Ganske rigtigt som jeg havde regnet med, førte han mig hen til den park, hvor vi havde endt med at tilbringe vores første date sammen.
”Når hvad synes du, et godt sted til at give vores gaver ikk?” sagde han, som om han syntes det var lidt flovt, at han kunne have fundet på noget, der var romantisk. Jeg blev lettet over at det ikke havde været en joke det med gaverne, pyha.
”Det må jeg give dig ret i”
”Når vil du eller skal jeg give først?”
”Det vil jeg gerne”, jeg stak hånden ned i tasken og fiskede efter den lille indpakkede æske. Jeg trak den op ad tasken, lage den i Jacks hånd, han kiggede nysgerrigt på den, trak sløjfen af, og fjernede forsigtigt papiret rundt om æsken. Han tog låget af æsken. Jeg kunne se hvordan hans øjne begyndte at gløde af glæde, da han så det lille sølvarmbånd, der var lavet som en kæde, han skyndte sig at tage det på. Han løftede endelig blikket fra armbåndet, for at se på mig. Jeg spurgte det spørgsmål, jeg havde været nysgerrige at få svar på, siden Katherine havde været med mig ude at købe den: ”Nårh… Hvad synes du?”
”Jeg elsker den”
”Virkelig?”
”Virkelige” sagde han bekræftende. Han tog den hånd med armbåndet på ind til sin inderlomme, hvor han trak en lille æske ud, der ikke så ud til at være større end min egen håndflade. Æsken var pænt pakket ind, med guldpapir og en sølv sløjfe. Mit hjerte begyndte hamre i takt med mit tunge åndedræt. Jeg trak langsomt i sløjfen, tog papiret af, åbnede med en let rystende hånd låget på æske. Hvori der lå de pæneste øreringe jeg nogensinde havde set. De var halvlange, og for ende af dem var der en lyserød sten formet som et hjerte. Jeg ved ikke om det var pga. gaven, eller bare følelsen af, at have fået noget så tæt på julen. Uanset hvad det var, gjorde det at jeg kunne mærke tårerne presse sig på, men jeg ville ikke græde! Jeg blikende hurtigt et par gange for at få dem presset helt tilbage igen, så de ikke ville trille ud, uden jeg havde givet dem min tilladelse. Jeg løftede blikket fra øreringene, for at se op i Jacks vidunderlige krystal blå øjne, og for første gang i dag, smilede jeg mit et ægte smil. Jeg sagde hviskende: ”Tak”, han smilede tilbage til mig, og sagde kærligt: ”Hvor er jeg glad for, at de kan bringe dit smil tilbage igen”. Forvirret over hvad han mente, spurgte jeg: ”Jeg forstår ikke hvad du mener med bringe dit smil tilbage igen
”Det jeg prøver at sige, er at jeg hele tiden har vist, at du har taget et falsk smil på, og ikke dit ægte dejlige, søde smil, som jeg desuden holder utroligt meget af”
”Hvordan kunne du vide det?” spurgte jeg med en let rødmen, over det han lige havde sagt.
”Det er bare sådan noget jeg ved”. Det gjorde mig varm om hjertet, at han kunne se forskel på mine smil, men samtidige gjorde det mig også urolig, for hvis der var en der kunne gennemskue mig, hvordan ville jeg så være i stand til at gemme mig, bag mit falske smil med Jack eller nogen andre. Selvom det var en af de første gang, jeg havde været sammen med ham, hvor jeg havde brugt mit falske smil.
”Så vil du fortælle mig hvorfor du prøver at gemme dig væk under det falske smil?”. Jeg havde ikke lyst til at fortælle ham om min mors død, men der var en del af mig, der havde behov for at fortælle nogen om de oplevelser fra min fortid, og de følelser der var knyttet til fortiden. Og den del af mig, der ønskede at fortælle det til nogen, ønskede også at den nogen skulle være Jack.
Jeg tænkte tilbage på den gang min mor døde, og de følelser jeg havde haft. Jeg kunne mærke tårende trille ned ad min kinder, jeg var magteløs overfor dem. Der var intet jeg kunne gøre for at stoppe dem. Jacks arme greb om mig, han trak mig ind til ham, hviskede i mit øre: ”Alex hvad er der i vejen?”
”Jeg, jeg…”, jeg kunne ikke få min mund på gled og fortælle ham om oplevelserne, og følelserne jeg havde haft. Jeg ville så gerne, men der var en klump i halsen på mig, den der sørgede for at mit hjerte ikke skulle lukke op for de oplevelser, og følelser, det var flere år gamle. Jeg havde sat låsen på den gang, og nu hvor jeg gerne ville snakke med nogen om det. Snakke med Jack om det, kunne jeg ikke finde den nøgle, som jeg havde smidt langt væk i mit inderste mørke.
”Alex, nogen gange hjælper det hvis du starter med at græde det hele ud. Her, du kan græde ud ved mine skuldre”.

Efter lang tids gråd, holdt tårende endelig op med at falde ned ad mine kinder som et vandfald. Jeg kunne mærke mit ansigt var opsvulmet, og mine røde øjne, men underligt nok føltes mit hjerte ikke lettere, som jeg havde forventet det ville. Det var stadig en tung sten, en sten der ikke ville forsvinde, med mindre jeg gav ord på mine oplevelser og følelser.
”Har du det bedre nu?” spurgte Jack bekymret, min hals føltes hæs efter al gråden. Jeg følte det var på tide jeg fortalte ham det hele.
”Jeg har det bedre, men jeg bliver nød til at fortælle dig noget”, Jacks eneste svar var et nik, med et fast blik.
Jeg fortalte ham hvordan min mor døde, og hvordan min far havde slået mig gennem tiderne. Indtil han en dag bare lige pludselig blev fjern for mig, fra den ene dag til den anden, og hvordan jeg i starten levede i frygten, for at det var stilheden før stormen, men at stormen aldrig kom. Og som tiden gik med stilheden mellem os, begyndte jeg på et tidspunkt, at tænke det var bedre da han slog mig, for på det tidspunkt havde vi kontakt. Der havde jeg ikke følt mig alene, der havde jeg ikke følt den ensomhed jeg havde følt i meget lang tid, inden jeg flyttede til New York. For da han slog mig, havde jeg følt mig såret, og det havde gjort brændende ondt, men på en eller anden måde, havde det aldrig været ensomt. Jeg fortalte ham hvordan jeg i skolen begyndte at skubbe mine venner fra mig, og hvordan jeg blev en enspænder, der bare gjorde som jeg fik besked på, uden at ytre mig, hvis jeg syntes der var noget som havde været uretfærdigt, men bare godtog det uden at sige en lyd.
Under hele min fortællingen sad Jack stille med hans hånd over min og lyttede. Hans blik forlod mig aldrig. Jeg kunne mærke det selv når jeg kiggede ned i mine håndflader. Det gav mig en opbakning og lyst til at forsætte min fortælling. Jeg græd ikke en eneste tårer mens jeg fortalte den, for jeg havde fået tømt det hele inden jeg startede.
”Tak Alex”, sagde Jack da jeg endelig var færdig.
”Hvorfor takker du mig?” spurgte jeg uforstående, det gav ikke nogen mening i mit hoved, at han ville takke mig.
”For at du fortalte mig det hele… Det er jeg glad for”
”Jeg er glad for du gad lytte, og at du ikke gik din vej under det hele”
”Det ville jeg aldrig gør!” sagde han lettere fornærmet, hvorefter han forsatte inden jeg kunne fortælle ham, at jeg heller ikke havde troet at han ville gøre det, med: ”Lige pludselig ser mine familie problemer ikke så slemme ud i forhold til dine”
”Det passer da ikke”
”Kender du dem?”
”Tja.. Øhhh… Ser du… Kate fortalte… Mig det”, jeg håber ikke han er sur over at jeg har rodet lidt i hans fortid.
”Hvad sagde hun?”
”At… Øhhh… Du og Smith ikke er blodrelateret, og at Smith prøver at stjæle de piger du er forelsket i, og at du og Natalie har været kærester, og du er en rigmandssøn”. Jeg studerede Jack nøje for at sikre mig at han ikke ville blive vred, eller skuffet over mig, men han smilede bare sit dejlige smil.
”Du har ikke hørt noget omkring min mor?”
”Nej”, skyndte jeg mig at svarer, men nu hvor han bragte det på banden, blev jeg meget nysgerrige, over aldrig at have hørt noget som helst om hende.
”Vil du gerne høre historien om min mor, og hvordan hun døde”
”Meget gerne”
”Hun var som alle andre mødre, du ved sød rar, elskede sit barn, og sin ægtemand. Men problemet kom da min far begyndte at arbejde mere og mere. I starten tog hun det meget pænt, men så da han begyndte at komme hjem sent om nattet, blev det meget svært for hende, for hun elskede ham meget højt. Det medført at hun begyndte at savne ham. Så en dag valgte hun at besøge han på kontoret, så hun kunne være lidt sammen med ham i frokostpausen. Hun havde lavet frokost til dem. Det gik også godt, de spiste og havde en god tid sammen. Men så på vej hjem der fra kom hun ud for en bilulykke. Det var vinter og vejene var glatte, så bilen gled, og det endte med at hun døde inden hun nået hospitalet. Min far kom aldrig hen på hospitalet, han blev bare ved med at arbejde… Og intet andet. Jeg var der heller ikke, jeg sad henne i skolen. Hun endte med at dø uden nogen hun elskede omkring sig”. Jeg kunne tydeligt se hvordan det smertede Jack at tale om det. Både Jack og jeg kendte til den smerte, ens mors død medførte.
”Jack, hvordan kan du være sikker på at din far ikke var på hospitalet?” spurgte jeg lavt med en skrøbelig stemme, bange for hvad han ville svarer.
”Min far fortalte mig det hele, om deres sidste tid sammen, og at han ikke var der på hospitalet, men han fortalte mig aldrig hvorfor han ikke var der”
”Hvor gammel var du?”
”Jeg var 11”, det blik Jack havde i øjne var fulde af sorg, det smertede mit hjerte at se. Helt uden at tænke videre over det, løftede mine arme sig i en omfavnelse omkring Jack. Der sad vi i december kulden, og havde fortalt hinanden om vores mest smertefulde oplevelser. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...