Kærlighedens Medgang og Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2013
  • Opdateret: 1 sep. 2013
  • Status: Færdig
Historien handler om pigen Alex. Hun er lige flyttet til New York fra L.A. sommerferien inden hun skulle starte på High School. Alex mor er død, og forholdet mellem hende og faren ændrede sig voldsomt da moren døde. Alex’ mors dø gjorde også at hun mistede sine venner, og at hun ændrede sig til en helt anden person.
I New York møder hun en fyr, der hedder Jack. Han har også mistet sin mor. Jack og Alex forelsker sig, men Jacks stedbror, Smith, prøver at komme i mellem dem. Men Alex's barndoms mindre spiller stadig en stor rolle for hende. Vil hun være i stand til at overkommen dem, og snakke med nogen om det hendes oplevede som barn...

0Likes
0Kommentarer
762Visninger
AA

13. Forrådt?

Jeg havde fortalt Kate alt, hvad der var sket mellem Jack og mig, den forgående dag, men jeg havde undladt at fortælle hende, hvorfor jeg i det hele taget var havnet henne hos ham. Hun så forvirret rundt, mumlede noget jeg ikke kunne høre, for sig selv, pegede i alle mulige retninger, men det var ikke til at forstå, hvad hun mente med noget af det hele. Jeg sagde stille: ”Kate”, hun reagerede ikke, så jeg prøvede igen lidt hårdere: ”Kate!”, stadig ingen reaktion. Jeg blev nød til at skrue endnu mere op for volumenen: ”KATE!”, hun vendte hurtigt sit blik hurtigt mod mig, kiggede på mig med et forvirret øjne, jeg forsatte i en blid tone: ”Hvad synes du jeg burde gøre?”

”…”
”Kate, jeg har brug for dit råd”
”…”
”Kate, jeg har virkelig brug for det, kom nu... Please”, da jeg var blevet færdig med at tale, rystede hun på hovedet og smilede til mig, som om hun aldrig havde været helt vildt forvirret, som hun ellers lige havde været.
”Okay, jeg skal lige bruge lidt tid på at tænke”. Jeg kiggede på hende med håbfulde øjne, jeg håbede ikke, hun kom med et af hendes forslag, der var helt henne i skoven, men et man rent faktisk kunne bruge til noget.
Der gik adskillige minutter før hun endelig rørte på sin igen. Hun løftede en pegefinger op i hovedhøjde og sagde: ”Jeg har det!”
”Lad mig høre” sagde jeg desperat
”Okay, bare lige for en sikkerhedsskyld. Du ville ikke, øhhh gøre det med ham endnu, vel?”
”Nej” sagde jeg bestemt, for jeg var simpel hen ikke klar til at have sex med Jack, endnu.
”Okay, det bliver du nød til at fortælle ham, fortælle ham hvad du tænker om det hele, fortælle ham at du ikke er klar endnu”
”Men hvad nu hvis han dropper mig for det?”
”Alex, den Jack som jeg kender, ville aldrig droppe dig for det, for den Jack som jeg kender, ville være tålmodig og vente på, at du blev klar”
”Men hvad nu hvis der er en side af ham, som hverken du eller jeg kender til”
”Okay, så lad mig sige det sådan her: Hvis han dropper dig, hvilket jeg aldrig tror ville ske, så er han ikke noget som helts værd at samle på”
”Men, men”
”Ingen men, sådan er det” afbrød hun mig, og sagde det med en bestemt tone, man ikke kunne sige i mod, hvilket passede mig helt fint, for jeg kunne ikke komme på et godt modargument. Jeg kunne godt se, hvad hun mente når hun sagde, at Jack ikke ville droppe mig pga. sådan noget, og at han heller ikke var den slags fyr, men jeg kunne alligevel ikke stoppe den lille stemme, der sad helt bagers i mit hoved der sagde: ”Hvad nu vis Kate og jeg tager fejl, hvad vil der så ske, og hvordan skal jeg så handle? Skal jeg så bare give hele mig selv til Jack, uden at være klar til det endnu, eller burde jeg så bare sige, at det så ikke var sådan det skulle være mellem os, også lade det ende på den måde?”.
”Men Kate hvordan skal jeg sige det?”
”Tja… Du ku’ jo… Øhhh… Fortælle ham det i dag efter skole”
”I-i-i dag?”
”Ja, jo før jo bedre” sagde hun optimistisk,
”Er du sikker på det?”
”Helt sikker”
”Jeg tror jeg vil vente lide med det…”
”Alex, hvis du ikke fortæller ham det i dag, men venter, kan du ende med at komme i den samme situation en gang til, vil du gerne det?”
”Nej!”, sagde jeg skræmt bare ved tanken om at havne i den situation engang til.
”Så bliver du nød til at gøre det i dag”
”… Okay”

Klokken ringede, jeg gik på vej hen til min klasse. Det syn jeg mødte da jeg drejede om hjørnet, var et syn jeg ikke havde troet, jeg ville se. Jack stod og talt med Natalie. Han talte ikke bare til hende, men han basvarede de smil hun sendte ham, ved at smile igen. Jeg vidste ikke om jeg burde gå frem mod dem, også hilse på dem, eller om jeg burde gå hen til dem, også bare gå lige forbi og ignorere dem. Eller skulle jeg vende næsen den anden vej, også vente til de var gået, før jeg kom frem fra mit skjul. Jeg valgte det sidste, skyldte mig om bag hjørnet igen, så de ikke kunne se mig. Jeg stak forsigtigt hoved ud, så jeg kun lige akkurat kunne se dem med det ene øje. Jeg ville ønske, jeg kunne høre hvad de talte om. Jeg kiggede meget intens på dem, i håb om at det ville udvide min hørelse, så jeg kunne høre hvad de sagde, men det hjalp naturligvis ikke.
En hånd bag mig greb om min skulder, jeg vendte mig overrasket om, og så op i Smiths brune øjne, han smilede sit blændende smil til mig.
”Hvem udspionerer du?”
”Udspioner? Jeg udspionerer da ikke nogen” svarede jeg i en lidt for høj tone og lidt for hurtigt, til at det ville lyde troværdigt. Han løftede sit ene øjenbryn af mig, kiggede ud over hjørnet for at se Jack og Natalie smile og grine til hinanden.
”Ahhh, nu forstår jeg… HEY NATALIE!”, det gav et hop i mig da Smith begyndte at råbe efter hende. Smith greb mit håndled og trak mig væk, fra mit gemmested bag hjørnet, og ud i lyset så Jack og Natalie kunne se mig. Natalie smilede et selvsikkert smil til mig, mens Jack stirrede ondt på Smiths hånd om mit håndled.
”Er du klar til at gå til time?”, spurgte Natalie Smith
”Selvfølge”, svarede han, hvorefter de så gik deres vej, hvilket efterlod Jack og jeg alene på gangen, for alle de andre elever var allerede gået til time.
”Hej” sagde jeg genert, jeg havde ikke forbedret mig på hvilket ansigt, jeg skulle vise, nu når jeg så ham.
”Hej”, svarede han smilende. Mon det stadig var en god idé at fortælle ham, hvordan jeg havde det med den oplevelse, vi havde haft i hans soveværelse, for af en eller anden grund, kunne jeg ikke lide synet, da Jack smilede sit smile til en anden end mig, og jeg kunne slet ikke lide at den anden person var Natalie. Var det jeg følte nu jalousi? Hvis det var, ville jeg helts ikke opleve det igen, for jeg blev usikker på Jack, og usikker på mig af den følelse. Jeg skød tanke om jalousi fra mig, og bestemte mig for, at jeg ikke ville lade det syn, der for lidt siden havde fyldt mine øjne, ødelægge min tro til Jack. Jeg valgte at jeg ville fortælle Jack, at jeg ikke var klar endnu til at tage skridte videre, men jeg ville først fortælle ham det efter skole, jeg manglede stadig noget mod til det.
”Jack har du tid et par mintutter efter skole i dag?”
”Ja selvfølgelig, hvorfor?”
”Øhh, jeg har bare lige noget jeg gerne vil fortælle dig”
”Nårh okay, hvad er det?”
”Jeg siger det efter skole”
”Okay, hvor skal vi mødes henne?”
”Øhh, lige ude foran portene”
”Okay. Vi må nok også hellere se at komme til time nu”. Jeg så op på uret der hang på væggen, og opdagede at der allerede var gået et kvarter af timen. Vi skyndte os til hver vores time.

Min lære havde bedt mig om at vente efter timen, for han havde noget at drøfte med mig omkring en opgave, jeg ikke havde løst særlig godt. Det gjorde at der gik 20 minutter, før jeg kunne komme ud af døren. Jeg håbede inderligt at Jack stadig var derude.
Da jeg åbnede hoveddøren, kunne jeg se Jack stå ved portene og ventede. Først skyllede en lettelse ind over mig, over at han ikke var gået, men da jeg så hvem, der stod og havde holdt ham med selvskab, ønskede jeg straks at han havde gået. For den følelse jeg havde følt tidligere, da Natalie havde fået Jacks smil, kom snigende ind over mig. Det gjorde bare det hele værre, at personen var Natalie. Jeg havde mest af al lyst til at gå der over og gribe fat i Jack, og tage ham med mig, til et sted Natalie ikke var i stand til at komme hen til.
Jeg løftede hele tiden min fod foran den anden, og kom tættere og tættere på dem. De smilede til hinanden, men igen kunne jeg ikke høre hvad de sagde, hvor ville jeg gerne vide hvad de talte om, men det var ikke det vigtige lige nu. Da jeg var kommet så tæt på at jeg lige kunne ane deres stemmer, lænede Natalie sig ind mod Jack, og kyssede ham på munden, og Jack stod bare der! Han løftede armene i en bevægelse, til at fjerne hende fra sig, men de stoppede halvvejs. Det var som om en hånd greb fat om mit hjerte og klemte det, det gjorde ondt. Jeg ville løbe langt væk og glemme det hele, men mine ben ville ikke reagere, de var som frosset fast til jorden. Jeg prøvede at åbne munden for at sige en lyd, så de kunne blive klar over at jeg var der, men der kom ikke en eneste lyd ud, og jeg kunne heller ikke se væk, hvilket bare gjorde det hele værre.
”Get a room!”, råbte en lige bag mig, jeg kendte den stemme, det var Smith. Han havde lagt sin store hånd på min skulder. Natalie fløj væk fra Jack ved lyden af Smiths stemme. Jack drejede sig langsomt rundt for at se, hvor lyden var kommet fra, vores øjne mødtes. Han så skamfuld ud, Natalie gik hen mod os, og lidt efter fulgte Jack efter.
”Ups, hvor længe har du stået der?” spurgte hun mens hun prøvede at lyde uskyldig, men det gjorde hun ikke, man kunne tydligt høre, hvor meget det frydede hende, at jeg havde set dem. Jack fangede mit blik med sine øjne. Jeg ville ikke se på ham, jeg var for skuffet og vred på ham, så jeg så hurtigt væk.
”Alex se på mig, vil du ikke nok” det var Jack, men jeg kunne ikke få mig selv til, at løfte hovedet for at se på ham. Se det ansigt, hvor de læber sad, de læber der lige havde kysset med en anden end mig.
”Alex, være nu sød” forsatte han. Jeg kunne høre smerten i hans stemme, den fik mig til at glemme min vrede, skuffelse og smerten i mit hjerte for et kort øjeblik. Mere skulle der ikke til, for at få mig til at se op i hans vidunderlige krystalblå øjne. Jeg skulle aldrig have løftet mit blik til hans øjne, for da vores blikke mødtes, kom den umådelige smerte tilbage i mit hjerte igen.
”Alex jeg vil gerne forklarer hvad der lige skete”
”Jeg så udmærket hvad der skete, du behøver ikke at forklarer”, jeg havde ikke brug for hans søforklaringer, jeg havde set hvad der var sket med mine egne øjne, og mere behøvede jeg ikke.
”Det er ikke som du tror”
”Det er ikke som jeg tror, når hvordan ved du hvad jeg tror”, spurgte jeg sarkastisk
”Alex, vær nu sød”
”Det skal jeg nok selv bestemme!”
”Alex lad mig nu forklarer inden ud bliver vred”
”Jeg er ikke vred!” skreg jeg. Jeg ville ikke finde mig i at han skulle fortælle mig, hvad jeg skulle og ikke skulle gøre og være.
”Alex lad mig nu forklarer dig det hele!” sagde han med hævet stemme
”Du skal ikke hæve din stemme overfor mig!”
”Så skal du heller ikke gøre det her overfor mig!”
”Du bestemmer ikke over mig!”
”Nej, men jeg er stadig din kæreste!”
”Min kæreste, der kysser med andre piger end mig!”
”Lad mig forklarer!”
”Forklarer hvad? Jeg så udmærket hvad der skete!”
”ALEX, hør nu på mig!”
”NEJ! Du kyssede med Natalie, ikke mig!” Hvorfor havde jeg ikke tænkt over det noget før, at Jack nok ville vælge Natalie over mig, hvis han fik chancen for det. Der var jo en gang, hvor Natalie og Jack havde været kærester, hvorfor havde den tanke, at der måske stadig var nogen følelser tilbage i ham, ikke kommet til mig noget før, hvis den havde det, kunne jeg måske have gjort noget, for at få de følelser han havde for hende, kunne forsvinde helt. Men så igen Jack havde ikke sagt til mig, at han stadig havde følelser for hende, men det kunne jeg jo se. han havde jo chancen for at skubbe hende væk, men udlod at gøre det, det måtte da betyde, at han stadig holdte nogen følelser for hende.
”Lad mig forklarer det hele for dig, for helvede da!”
”Hvad vil du sige, at du stadig er forelsket i hende, at du ikke kan leve uden hende, så derfor kyssede I?!”, han så sårt ud, da jeg sagde det, og jeg fortrød også at de ord havde undsluppet mine læber, da jeg så hans sårede udtryk, men jeg ville ikke sige undskyld, for jeg var ikke den, der havde gjort noget forkert, jeg ville stå fast uden at vige.
”Hvis det er det du tror, og ikke en gang vil lade mig forklarer, så er det nok bare bedst vi slår op, også vi ikke spilder mere af hinandens tid”. Jeg havde ikke lyst til at ende tingene med ham, men jeg ville heller ikke vige, det ville sårer min stolthed for meget, hvis jeg ikke stod fast denne gang. Så selvom jeg ikke havde lyst svarede jeg ham: ”Så lad os slå op” i en hård kold tone.
”Okay” svarede han i en så iskold tone, jeg aldrig havde troet han kunne have. Vi stirrede så koldt på hinanden at der nærmest kom en snestorm i mellem os. Det der endte med at bryde vores blikke var Smiths stemme, der spurgte: ”Når Alex, nu når du er fri på market, har du så lyst til at gå ud en dag?”. Det kom som noget af et chok for mig, da Smith spurgte mig, for han var jo sammen med Natalie… Eller måske ikke mere, eftersom hun lige kyssede med Jack. Men jeg kunne mærke hvordan Natalies øjne borede sig ind i mig, og Jack så på mig med smalle stramme øjne, de eneste øjne omkring mig, der var fyldt med glæde var Smiths, så dem valgt jeg at kigge på. Burde jeg sige ja til Smith, også gå ud med ham, men jeg vidste at hvis jeg først gjorde det, så ville Jack og jeg være historie for altid, men var vi ikke allerede det, eftersom han havde forrådt mig på den måde. Det eneste jeg kunne komme på af grunde, til at sige nej til Smith, var ikke nogen, for jeg var ikke sammen med Jack mere, men hvis jeg sagde ja var jeg lidt bange for hvordan Natalie ville reagere, men Natalie og jeg var ikke venner, så hende kunne jeg være ligeglad med, hvilket jeg også bestemte mig for at være.
Jeg gjorde mit bedste for at smile til Smith og holde de tårer tilbage, der langsomt havde dannet sig på bagsiden af mine øjne, og svarede ham: ”Det vil jeg meget gerne, hvornår skal det være?”. Jeg kunne mærke hvordan Natalies blik blev til lyn, der ramte mig. Jeg valgt med bevidsthed ikke at se hen på Jack, for ude at se på ham, kunne jeg føle hans skuffelse over mig, men han havde ingen ret til at være skuffet, det var mig der havde den ret. For han havde kysset med Natalie, og jeg havde sagt ja til Smith efter vi havde slået op, og eftersom vi havde slået op, havde Jack ikke nogen ret til at bestemme over mig, så jeg kunne gå ud med hvem jeg ville, og hvornår jeg ville, uden at han skulle være skuffet over mig. Den skuffelse jeg kunne føle komme fra ham, fik mit hjerte til at vride sig i smerte, men jeg måtte gemme den smerte væk, og lade tårerne falde senere.
”Hmmm, hvad med på lørdag?”
”Det passer mig helt fint”
”Super, jeg henter dig omkring klokken 8”
”Okay, vi ses” sagde jeg og vendte snuden hjem af, hvor jeg ville græde mine øjne røde, og min stemme hæs, så jeg ville være i stand til at smile mit bedste falske smil i morgen, og til og med lørdag, smile det indtil at Jack havde forladt mit hjerte helt, så mit ægte smil kunne vende tilbage igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...