Kærlighedens Medgang og Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2013
  • Opdateret: 1 sep. 2013
  • Status: Færdig
Historien handler om pigen Alex. Hun er lige flyttet til New York fra L.A. sommerferien inden hun skulle starte på High School. Alex mor er død, og forholdet mellem hende og faren ændrede sig voldsomt da moren døde. Alex’ mors dø gjorde også at hun mistede sine venner, og at hun ændrede sig til en helt anden person.
I New York møder hun en fyr, der hedder Jack. Han har også mistet sin mor. Jack og Alex forelsker sig, men Jacks stedbror, Smith, prøver at komme i mellem dem. Men Alex's barndoms mindre spiller stadig en stor rolle for hende. Vil hun være i stand til at overkommen dem, og snakke med nogen om det hendes oplevede som barn...

0Likes
0Kommentarer
734Visninger
AA

2. Flyttemændene

De 3 uger havde følt som ingen tid. Jeg havde fået pakket alle tingene i huset ned i flyttekasser, der skulle med, det eneste der manglede var min fars ting, men dem måtte jeg ikke røre. Da flyttemændene kom, var jeg nervøs for om han havde fået pakket, for jeg havde ikke set ham pakke noget som helts ned, men jeg havde jo heller ikke så meget kontakt med ham, selv om vi boede under det samme tag. Det var sådan det havde været siden jeg var 10, vi hilste kun lige på hinanden, spurgte hvordan det gik, hvor man så svarede med et ”Det går godt” eller ”Helt fint”. Min far var selvfølge ikke hjemme da flyttemændene kom, så jeg tog mig af det. Der var en stor muskuløs ung mand, der var lærling, og en ældre mand, der lignede en i slutningen af 40’erne, de var meget venlige.

Ring, ring, det var min far der ringede til mig, jeg kunne ikke huske at han nogensinde havde ringet til mig, så jeg svarede den med et forsigtigt: ”Hallo… Er det dig far”, i den anden ende af telefonen svarede min far: ”Ja det er mig. Jeg ville bare lige fortælle dig, at mine ting der skal med til New York, stå i flyttekasser inden på mit værelse, og du bliver nød til at tage en taxa ud til lufthavnen”
”Okay, hv-hvor skal vi mødes henne i lufthavnen?”
”Vi mødes ved chek in køen, du stiller dig bare i kø, også kommer jeg med billetterne, har du husket vores pas?”
”Jeg har husket dem”
”Godt så” sagde han koldt.
Jeg skulle lige til at sige farvel til ham, men så hørte jeg at han lage på, jeg ved ikke hvorfor jeg blev trist, af han lage på inden jeg kunne nå at sige farvel til ham.
”HEY!!! TØS!!!” hørte jeg en sige, det rev mig ud af min tankegang, om hvordan det kunne være jeg var trist af det usagte farvel. Jeg kiggede forvirret rundt, for at se om det var mig der blev talt til, jeg så den ældre flyttemand. Jeg fik stammet mig frem til at spørge: ”E-er det m-mig du taler t-til?”
”Ja, hvem skulle det ellers være, nårh, jeg ville lige høre om der var mere der skulle med i vognen, inden vi køre?”, spurgt han med en dyb, varm og rar stemme. Jeg skulle lige til at svarer nej, da jeg kom i tanke om de flyttekasser på min fars værelse.
”Der er nogle flyttekasser oppe ad trappen forenden af gangen, det sidste værelse på højre hånd”
”Det modtaget” sagde han mens han knipsede med den ene hånd, der endte med at pege på mig.

Jeg kiggede i min pung for at se hvor mange penge jeg havde, der var kun 5 dollars, og nogle få cent, altså ikke nok til en taxa, så jeg blev nød til at bruge mit kreditkort. Jeg skulle lige til at ringe efter en taxa, da den unge flyttemand kom hen til mig og spurgte: ”Hey, øh… Vil du ha’ et lift til lufthavnen?… Altså medmindre du bliver hentet, eller noget andet”.
”Øhhhh… Ja tak, det vil jeg meget gerne” svarede jeg med en lille stemme.
”Super, kom med”.
Vi var på vej ud til flyttevognen, da min telefon ringede, det overraskede mig, for den eneste der havde mit nummer var folk i familie, men dem havde mig og min far ikke meget kontakt med, og jeg havde jo lige snakket med min far over telefonen, og det ville ligne ham dårligt at glemme at fortælle mig noget. Jeg blev meget overrasket over at se, at det var min moster der ringede. Inden jeg tog den sagde jeg til lærling med en undskyldende stemme: ”Du kan bare gå i forvejen, for jeg bliver nød til at tage telefonen… Hvis det er i orden?”
”Det er bare helt i orden, vi venter på dig nede ved vognen”
”Tak”
Jeg tog en dyb indånding før jeg svarede telefonen.
”Hej, det er Alex” sagde jeg med en lille forskræmt stemme.
”Hej Alex det er din moster… Er det rigtigt at i flytter til New York” spurgte hun med en skringer stemme.
”Ja, vi flytter i dag”, jeg undrede mig over hvordan hun viste det, for min far og min moster havde ingen kontakt til hinanden, de havde altid gjort deres bedste for ikke at mødes, og når de mødtes ende de altid med at skændes. I den anden ende af telefonen, mumlede min moster noget for sig selv, om at min far var en idiot, der ikke kunne være bekendt at flytte, uden at sige noget.
”Moster… Hvordan kan det være at du ved det?” jeg kunne ikke lade vær med at spørge.
”Jeg har en veninden, der arbejder det samme sted som din far, hun fortalte mig at han er blevet forflyttet”, da hun nævnte min far, var hendes stemme kold som is.
”Alex, er din far tæt på lige nu?”
”Øh, nej han er på arbejde”
”Så du er efterladt alene, og står for flytning”
”Øhm, ja”
”Det overrasker mig ikke, den gamle nar han lægger altid al arbejdet over på dig” sagde hun meget højrystet.
Jeg kunne høre flyttemanden kalde på mig, så jeg sagde farvel til min moster, der ønskede mig en god tur og lykke fremover, for det blev sikkert sidste gang vi ville snakke sammen.

Ude ved flyttevognen, smilede den ældre mand til mig, hvorefter han sagde med et blink: ”Når så hun ville gerne med, det er altid hyggeligt med lidt kvindeligt selskab”.
”Din gamle gris” svarede lærlingen.
”Hey tøs, du bliver nød til at side i midten, for både mig og den unge herre her, fylder en del”, der var ingen tvivl om at de drillede hinanden, det var en rar følelse, at være blandt dem, de var begge to meget venlige.
”Øhhh, tak fordi jeg må køre med for resten”.
”Ingen årsag du er så sandelig velkommen, kom nu hop ind”.
Jeg gjorde som jeg fik besked på. Jeg havde lidt problemer med at komme op, manden opdaget det, for at sagde til lærlingen: ”Hey hvorfor står du bare der, kan du ikke se at den unge dame her har problemer, tag og hjælp hende”
”Jaja jeg skulle jo lige til det inden du sagde det”.
Lærlingen tog mig under begge arme, løftede mig op som om jeg ikke vejede noget som helst, og satte mig op på sædet. Jeg blev helt forlegne, jeg kunne mærke den røde farve strømme til mine kinder. Det var første gang nogen havde båret mig. Manden så det og begyndte at grine højlydt. Det gjorde bare at jeg blev endnu mere rød i kinderne.
Vognen begyndte at køre, den larmede mere end min fars bil, men den virkede mere hyggelig og behaglig, selvom der var flænger i sæderne og de knirkede, og med lugten af benzin. Manden rakte sin hånd ind foran mig, jeg blev nervøs, det blev jeg hver gang nogle rakte en hånd ud mod mig, men så opdagede jeg at hans hånd gik videre og tændte for CD afspilleren, der lød et brag. Jeg blev så forskrækket, at jeg først trorede det var fra vognen, jeg kiggede mig forvirrende rundt, manden sagde med et grin: ”Det er bare musikken, jeg havde lige glemt at den var så høj, men bare rolig jeg har skruet ned”, jeg lyttede og opdagede at det var musik der blev spillet, jeg nikkede med flammende røde kinder som svar til manden, hvordan kunne jeg tro at det var vognen der havde sagt det brag, når den kom fra en CD.
Vi kørte i noget tid uden nogle sagde noget, det eneste man kunne høre var den larmende vogn, og de knirkende sæder, der blev blandet med lyden af de forbi kørende biler, der blæste frem ad på motorvejen. Jeg lagde mærke til at mandens blik gik fra vejen til hen over hoved på mig, han kunne let se over mit hoved for jeg var kun 168 høj, jeg fulgte hans blik, som landede på lærlingen. Lærlingen kiggede på mig, hans øjne var spørgende, han så ud som om han ikke helt vidste om han kunne stille det spørgsmål, han havde på hjertet, jeg undrede mig over hvad han ville spørge om, mens jeg kiggede på ham. Manden træk mig ud af min tankegang ved at sige: ”Hey knægt, hvad har du på hjertet?”, lærlingen så forskrækket op, hvor han så sagde: ”Jeg undrede mig bare over noget, så men ikke andet”,
”Hvad undrede du dig over?” spurgte manden.
”Ikke noget særligt, det er lige meget”
Knææægt, hvad er det jeg altid plejer at sige?”
”At hvis noget var lige meget, ville man ikke tænke på det fra starten af”, sagde lærlingen, mens han prøvede at efterligne sin læremesters stemme, det fik tydeligvis manden til at grine, hvorefter han sagde: ”Så, fortæl mig nu hvad det er”.
”… Øhm… Okay, så… Jeg øhh undrede mig bare over h-hvor… G-gammel er d-du?”, jeg opdagede først at spørgsmålet var tiltalt til mig, da manden puffede til mig med sin albue, så jeg sagde: ”E-er det m-mig du t-taler til?”.
”J-ja”.
”Åh jeg er 15”.
”15!!!” udbrød manden og lærlingen i kor, jeg nikkede bare som svar. Folk blev tit overrasket over min alder, for selvom jeg kun er 15 år, sagde folk at der var noget over mig, der fik mig til at fremstå ældre, og det er ikke fordi jeg går med make-up, folk siger bare der er, et eller andet over mig, som de ikke kan forklarer. Jeg tror det er fordi jeg har taget mig af alle de huslige pligter som madlavning og rengøring osv. siden jeg var 10, for det var der alt ændrede sig i vores familie.
”Hvordan kan det være at din mor eller far ikke var hjemme hos dig, til at tjekke at alt gik som det skulle med hensyn til flytningen?” spurgte manden.
Jeg kiggede forlegne ned og svarede: ”Øhhhh, fordi min far er øhhh… På arbejde, og min mor… Hun… Øhhh, har, forladt… Denne verden”, det gjorde altid ondt på mig når jeg snakkede om min mor, de må have lagt mærke til det, for de spurgt ikke ind til hende, og det var jeg taknemlig for.
”Når… Øhhh skal i ikke rejse sammen, altså dig og din far?” spurgte lærlingen.
”Jo, vi mødes henne ved lufthavnen”.
Der blev stille i vognen, vi kørte igen noget tid. hvor det eneste man kunne høre var lyden fra motoren og de knirkende sæder, blandet med bilerne der kørte forbi. Jeg var begyndt at blive lidt svimmel. Jeg tror det skyldes lugten en benzin, blandet med, at jeg ikke havde sovet så godt de sidste par dage, for jeg havde spekuleret over flytningen, også blev jeg også bare general køresyg. Lærlingen opdaget det, for han rakte mig en flaske vand, og nikkede til at jeg godt måtte tage noget, jeg nikkede som tak, det var halv lunt, men det kunne sagtens drikkes.
Vi ankom til lufthavnen, lærlingen tog mig igen under begge arme, og satte mig ned på jorden som om jeg ikke vejede noget som helst, mine kinder blev røde, det var anden gang, han havde gjort det nu, manden kom hen til os og sagde: ”Når tøs håber du nød turen, og bare rolig vi ordner tingene herfra af”. Jeg nikkede og sagde med en glad stemme: ”Mange tak for turen, den var meget behaglig, jeg nød hvert et sekund” afsluttede jeg med et smil. Manden ruskede mig i håret og sagde: ”Nu må du passe godt på dig”, jeg nikkede til ham og svarede: ”Det må du også”, jeg fortsatte med et smil: ”Farvel til jer begge og i må have det godt”. Jeg vente om og løb mod chek in’en hvor jeg skulle mødes med min far.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...