Kærlighedens Medgang og Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2013
  • Opdateret: 1 sep. 2013
  • Status: Færdig
Historien handler om pigen Alex. Hun er lige flyttet til New York fra L.A. sommerferien inden hun skulle starte på High School. Alex mor er død, og forholdet mellem hende og faren ændrede sig voldsomt da moren døde. Alex’ mors dø gjorde også at hun mistede sine venner, og at hun ændrede sig til en helt anden person.
I New York møder hun en fyr, der hedder Jack. Han har også mistet sin mor. Jack og Alex forelsker sig, men Jacks stedbror, Smith, prøver at komme i mellem dem. Men Alex's barndoms mindre spiller stadig en stor rolle for hende. Vil hun være i stand til at overkommen dem, og snakke med nogen om det hendes oplevede som barn...

0Likes
0Kommentarer
772Visninger
AA

6. Festen

Det var nu det skulle ske, jeg stod foran spejlet, så på mig selv, inden jeg tog hen til Jack. Jeg havde den lysegrønne kjole på, den hvide taske hængende i armen, stilletterne på, en halskæde med et hjerte, og et par små diamant øreringe, jeg havde fået af min mor inden hun døde.

Jeg gik ud af mit værelse, kiggede rundt i stuen, min far sad på sofaen foran tv’et, jeg åbnede munden og sagde: ”Jeg går nu, vi ses i morgen”, han brummede for at fortælle han havde hørt mig, han så sig ikke over ryggen, for at se på mig, han sagde heller ikke farvel, det eneste han gjorde var at brumme.

Jeg stod foran døren ind til Jacks lejlighed. Jeg havde været nervøs for at fare vild, men Jacks lejlighed havde været let at finde. Det eneste jeg skulle var at følge vejen, også lige dreje til højre en enkelt gang. Han havde sagt til mig at hvis jeg ikke kunne finde det, så ville han gøre grin med det for evigt, men det lykkes for mig. Jeg løftede hånden for at ringe på, men opdagede at døren allerede var åben. Jeg skubbede lidt til den, kiggede gennem sprækken, kunne se at der var et hav af mennesker der inden som jeg ikke kendte. Der var nogle 2. års og 3. års elever. Jeg undrede mig om det var det rigtige sted, så på adressen, det var den rigtige adresse. Jeg kiggede ind igen, så Kate. Hun talte til en dreng jeg ikke havde set før, hvem mon han var? Kate så sig lidt rundt i lokalet, hendes blik endte på døren. Vi fik øjenkontakt, jeg skyndte at flytte mig væk fra døren, jeg overvejede at går hjem igen, jeg havde det ikke godt med, at være sammen med så mange mennesker jeg ikke kendt. Jeg skulle til at tage et skridt væk fra døren og hen mod den vej jeg var kommet fra, da jeg hørte en stemme bag mig sagde: ”Og hvor tror du så lige du skal hen?”. Der var ingen tvivl, det var Kate, hun stod lige bag mig, jeg overvejede om jeg skulle løbe væk, ”Hvis du tænker på at løbe væk, så kan du godt glemme det”, hun havde læst mine tanker. Jeg vendte mig langsomt om, og så Kate stirrer på mig, med et skarpt blik. Jeg så hurtigt ned, jeg stod med sænket hoved og foden skarpe ned i gulvet, jeg var som et lille barn der fik skældt ud ad sin mor. Jeg mumlede: ”Jeg ville ikke løbe væk”.
”Jeg så godt at du var på vej tilbage. Hvorfor kommer du ikke indenfor i stedet?”
”Jeg tror ikke jeg vil ha det så godt der inden, og desuden kender jeg ikke nogen”
”Hvad mener du, du kender mig og Jack, flere behøver du ikke at kende”
”Men der er ikke nogen jeg kan snakke med”
”Igen du kan snakke med mig og Jack, lige så snart vi finder ham altså, og desuden er det en god chance for dig til at møde nye mennesker, og måske få flere venner”, det havde hun ret i, men jeg følte ikke rigtigt at jeg hørte hjemme her, sammen med de mennesker. Jeg havde lyst til at vende om og gå, men jeg ville jo aldrig blive van til det, hvis jeg gav op uden så meget som at prøve. Jeg løftede hovedet og sagde: ”Okay, jeg kommer ind”
”Sådan skal det være”
Jacks lejlighed var endnu større end den jeg boede i, hans var omtrent det dobbelte af min, der var en stue, et køkken, et badeværelse, og 3 værelser, og med kæmpe vinduerne der gik fra hjørne til hjørne, og fra gulvet til loftet, det var helt overdådigt.
Der var en masse mennesker jeg ikke havde set før, men der var også nogle jeg havde set, dem kunne kende nogen fra timerne, mens andre var nogen jeg kun lige havde set i kantinen, hvor de omringede Smith eller Jack.
”Hey, er du ikke den pige Jack snakker med?”, jeg vendte mig om, så det var Smith, han så på mig med hans brune øjne. Selvom han kiggede direkte på mig, var jeg i tvivl om det var mig han snakkede til, for vi havde aldrig snakket sammen før, kun haft øjenkontakt en enkelt gang.
”Er du ikke den pige Jack snakker med?” spurgt han igen, jeg pegede på mig selv og spurgt: ”Er det mig du taler til?”
”Ja hvem skulle det ellers være?”
”Det ved jeg ikke”
”Så er det dig?”
”Øhhh, vi snakker sammen en gang imellem, men ikke det helt store, hvorfor?”
”Ikke for noget, jeg skulle bare lige være sikker. For resten så har du noget på kinden”, jeg løftede hånden for at fjerne det, men jeg kunne ikke mærke noget på min kind, prøvede han at tage gas på mig eller noget.
”Nu skal jeg fjerne det”, sagde Smith, han løftede hånden førte den mod min kind. Jeg mærkede et stik i mave, et sus af frygt stød igennem mig, mens hans hånd var på vej ned til min kind tænkte jeg på den første gang.

”Far, jeg er sulten”, der kom intet svar. Han sad bare med ryggen til mig, med en ølflaske i den ene hånd, og fjernbetjeneingen i den anden.
”Faaar, jeg er sulten”, stadig ingen reaktion, jeg undrede mig over hvorfor han ikke svarede, var det fordi han ikke hørte mig. Jeg prøvede igen bare højre: ”FAAAR, JEG ER SULTEN!”. Han lage ikke mærke til mig, overhovedet. Han så kun på tv-skærmen med et tomt udtryk i øjnene. Jeg gik ind foran tv’et, ”Far, jeg er sulten”, han kiggede koldt på mig, hvor på han spurgte koldt: ”Og hvad så, hvad har det med mig at gøre?”,
”Vil du ikke lave noget mad til mig?”
”Hvis du er sulten så lav det selv”
”Men mor sagde at jeg ikke måtte bruge kniven, for jeg kunne komme til at skærme mig”
”JEG VIL IKKE HAVE AT DU NÆVNER HENDE!”
”Hvorfor må jeg ikke nævne mor?” sagde jeg med en forskræmt lille stemme.
”FOR JEG VIL IKKE HA DET!”. Jeg var skræmt fra hvid og sans, det var første gang, jeg havde oplevet ham på den måde. Han havde store sorte rander under øjnene, hans øjne var blodsprængte, han stank af alkohol, han havde ikke været i bad siden begravelsen, der var 2 uger siden. Han havde aldrig set på mig med øjne der var så tomme af følelser, men da jeg nævnte min mor, hans kone, blev de fyldt med så meget sorg, jeg ikke troede var muligt. Han var blevet så tynd, at man kunne se hvordan huden sad omkring knoglerne på ham. Huset var et stort rod, der lå affald over det hele, lamperne var slukkede, han sad i sin hule, hvor ingen måtte minde ham om hende, min mor, hans kone. Han var synderknust, helt ude afstand til at gøre noget andet end at drikke, i håb om at glemme det hele, men jeg var der til at minde ham om det hele, for jeg linede min mor.
Jeg var kun 10 år, det eneste jeg tænkte på var min sult, jeg havde næste ikke fået noget at spise de sidste 2 uger, så jeg tog modet til mig og sagde: ”Far, vil du ikke godt lave noget mad til mig, jeg er sulten”, før jeg vidste af det, råbte han: ”HOLD SÅ KÆFT DIN LILLE MØGTØS, HVIS DU ER SULTEN, SÅ LAV FOR HELVEDE DIN EGEN MAD!”, mens han råbte de ord, fløj hans hånd op i luften, inden jeg kunne nå at reagere ramte hans hånd min kind, med så stor en kraft, at jeg ramte gulvet. Hele min krop rystede af chok, jeg kunne ikke rør mig, jeg ville løbe langt væk, et sted hvor han aldrig kunne komme, et sted han ikke kunne finde mig, men jeg kunne ikke løfte så meget som en finger. Jeg lå bare på gulvet, så på ham med store øjne, ikke engang mine tårer kunne trille ud ad mine øjne. Han vendt sig om gik ud ad stue, ind på sit værelse, og lukkede døren bag sig med et brag.

Mindet fra den gang fik mig til at stive, jeg kunne ikke røre mig, det eneste jeg kunne var at lukke øjne og vente på slaget, der ville ramme min kind. Jeg ventede og ventede, men det kom ikke. Jeg åbnede forsigtigt det ene øje for at se hvad der skete. Jeg så Smith smile, han lage stille sin hånd på min kind, jeg skælvede ad rædsel, men han røret mig så blidt, hans tommelfinger gled neden under mit ene øje, for at fjerne det der sad der. Han viste mig tommelfingeren, jeg kunne se det var min eyeliner der sad på hans tommelfinger, jeg kiggede på hans hånd, for den havde ikke givet mig det slag jeg havde ventet, men den havde været blid ved min kind. Jeg kunne ikke mindes at der nogensinde havde været en hånd på min kind, der havde været blid, ud over før det første slag fandt sted, det havde været en rar følelse, den blide hånd mod min kind.
”Nu er det væk”
”Øhhh”, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg var mundlam over at det havde været en blid hånd, og ikke et slag, der ramte min kind.
”Vi snakkes ved senere” han vendte sig om og gik hen til sine venner, hvor han med det samme blev centrum af det hele.
Jeg stod fascineret og kiggede på hvordan folk automatisk kom hen til ham.
”Hvad kigger du på?”, spurgte en velkendt stemme bag mig. Jeg fik drejet for hurtigt rundt på hælene, så jeg mistede balancen, og var ved at falde, men så greb et par store varme hænder mig. Jeg så op i de dejliste blå øjne, jeg så op i Jacks øjne. Mit hjerte begyndte at banke, hurtigere og hurtigere, hvad var der i vejen med mig, det skete hver gang Jack var i nærheden af mig, eller når jeg tænkte på ham.
”Vi kan godt blive i den her position hvis du vil”, hvad snakkede han om, med den her position, jeg kiggede og opdagede at han havde hans ene arm rundt om mig, for at jeg ikke skulle falde. Jeg havde været så fordybet i mine egne tanker at jeg ikke havde opdaget det, mine kinder blussede op af forlegenhed. Jeg skyndte mig at komme fri ad Jacks arme, og stå på mine egne ben. Jack begyndte at grine.
”Hvad var det du kiggede så intens på?”, spurgte han igen, med det grinende udtryk.
”Ikke noget”, skyndte jeg at svarere, jeg havde ikke lyst til at han skulle vide, at jeg havde snakket med Smith, jeg var bange for hvordan han ville reagere. Jack løftede blikket fra mig til den retning jeg havde kigget i, hans munter smil forsvandt da hans blik landede på Smith.
”Du så på ham” sagde han anklagende. Jeg følte mig som en forbryder, der havde gjort noget galt, men det gav ikke nogen mening, at jeg skulle have skyldfølelse over at have kigget på Smith, for der var ikke sket noget mellem Smith og mig. Han havde jo bare hjulpet mig med min make-up, og desuden var Jack og jeg bare venner, hvis man overhovedet kunne kalde det det, måske var vi nærmere bekendte end venner. Under Jacks hårde blik begyndte jeg at føle mig ilde til mode, jeg vidste ikke hvad jeg havde gjort der var så forkert. For selvom Smith havde taget Jacks kæreste, og selvom hvis de var i en evig strid mod hinanden, kunne jeg ikke se det forkerte, for Jack og jeg var dårligt nok venner. Jeg synes ikke han havde den ret til at kigge på mig med så hårdt og anklagende blik, så i protest stirrede jeg tilbage på ham med et hårdt blik, og sagde: ”Hvad så hvis jeg kiggede på Smith, hvad har det med dig at gøre, hvem jeg kigger på?”. Jacks blik ændrede sig fra hårdt til chokeret, han havde nok aldrig troet at jeg ville bide fra mig. Jack åbnede munden skulle lige til at sige noget da en stemme bag mig sagde: ”Hey Jack, der er ikke flere snacks”, jeg vendte mig om, og så det var Jacks ven Oliver. Jack løftede sit blik væk fra mig, og hen mod Oliver.
”Jeg finder noget nu”, sagde han hvorefter han vendte sig om, jeg så hans ryg, den som altid virkede så varm og inden for rækkevide, virkede nu som en stor kold sten uden nogen følelser.

Jeg stod og kiggede trist ned i mine hænder. Jeg havde fortrudt, jeg havde talt til ham på den måde, jeg var kommet til festen fordi jeg ville tilbringe en god tid sammen med Jack, ikke komme op at skændes med ham, jeg vidste jo godt at Jack og Smith ikke klikkede godt sammen. Men da situationen var der, kunne jeg ikke lade vær med at blive irriteret på Jack, og den måde han så på mig med det hårde blik. Jeg vidste godt, at jeg ikke burde snakke med Smith, hvis jeg gerne ville blive gode venner med Jack. Jeg burde finde ham og sige undskyld, og bagefter kunne vi måske have en god tid sammen. Jeg vendte mig om for at lede efter Jack.
Kate havde stået lige bag mig, jeg havde ikke hørt hende komme, havde det været på grund af musikken, eller var det fordi jeg havde været så fordybet i mine egne tanker, men det gav et lille spjæt i mig da jeg så hende. Hun så på mig med et alvorligt blik, det var første gang hun havde set på mig på den måde, for hendes øjne plejede altid at være fyldt med et drillende blik. Jeg havde lyst til at flytte mit blik fra hendes, men jeg kunne ikke. Det føltes som om der var nogen, der kontrollerede hvor mine øjne skulle se. Katherine sagde med en alvorlig stemme: ”Hvad skete der lige?”, havde hun hørt at Jack og jeg var kommet i en lille diskussion? Det lykkes mig endelig at frigøre mit blik fra hendes. Jeg kiggede ned på mine fødder, igen følte jeg mig som en lille pige der var blevet taget med hånden i kagedåsen. Hun gentog sig selv med en alvorlig stemme: ”Hvad skete der lige?”, jeg vred mig lidt, kunne mærke hendes blik på mig, jeg følte mig dårligt tilpas under hendes blik, der bordede sig ned i mig. Jeg begyndte at mumle: ”Jeg ved ikke hvad du mener, der skete jo ikke noget”, mens jeg skrabede foden i gulvet.
”Der skete tydeligvis noget. Hvad skete der?”
”Ikke noget”
”Alex, fortæl mig det nu”, jeg kunne mærke hvordan hendes blik blev ved med at bore sig ind i mig. Jeg havde lyst til at forsvinde ud i den blå luft, så hun ikke kunne se på mig med det blik. Jo længere tid der gik, jo mere kunne jeg mærke blikket på mig, og jo mere nervøs blev jeg, og tættere kom jeg på at give efter, og fortælle hende det hele. Der var en lille del ad mig der gerne ville fortælle hende det, men der var også en del ad mig der skreg, at jeg skulle holde munden lukket, for hun ville sikkert blive vred. Eftersom hun havde fortalt mig, hvordan tingene stod til mellem Jack og Smith, jeg var bange for at hun ikke længere ville være min ven. Men der var noget jeg ikke helt forstod, hvorfor gik det hende så meget på, hvad der lige havde forgået, var der noget mellem hende og en af de 2 drenge?
Efter en lang kamp i mit hoved endte den lille del af mig, der ville fortælle hende hvad der lige var sket med at vinde. Jeg skulle lige til at fortælle hende det, da jeg hørte en iskold stemme bag mig, der fik mig til at skælve, som sagde: ”Hvad tror du lige du har gang i. Jeg sagde til dig at Smith var min!”, det var Natalie, og Naja der stod bag hende. Jeg mærkede hvordan der kom et koldt sus igennem mig. Hun kiggede på mig med hendes brune øjne, der var fuld ad had, det fik mig til at skælve ad frygt. Jeg havde aldrig troet at en pige kunne se så frygtindgydende ud, jeg var for skræmt til at svarer, hun sagde: ”Hvad tror du lige du har gang i”, inden i mit hoved skreg en stemme at min mund skulle se at bevæge sig og svarer, men der kom ikke en lyd ud ad min mund. Jeg hørte Kate, der sagde: ”Skrid med dig din kælling!”
”Hold din kæft Katherine, jeg taler ikke til dig!”
”Det er jeg sku’ da ligeglad med, skrid så!”, Natalie var fuldkommen ligeglad med Kate, hun vendte ryggen til hende, så hun igen så på mig med det hadefulde frygtindgydende blik.
”Hvad tror du lige du har gang i?”, jeg var helt tør i munden, det føltes som om der var nogen der havde kastet en helt ørken der ind. Jeg ville fortælle hende at jeg ikke havde gang i noget, men jeg kunne ikke få et ord ud.
”Hvis du ikke svarer kommer du til at fortryde det”, sagde Naja, med armene overkors, og gav mig et hårdt blik. Jeg prøvede at fjerne den tørrer fornemmelse i munden, men inden jeg kunne få den væk, sagde Natalie: ”Så du prøver at være næsvis”. Inden jeg kunne nå at reagere, løftede hun sin hånd, den ramte min kind med et slag. Slaget var ikke så hårdt et slag, det slag hun gav mig var intet i forhold til, hvad jeg havde oplevet. Før jeg vidste af det var Kate hoppet ind foran mig, og var gået løs på Natalie. De havde fat i hinanden hår, Naja kom ind i kampen, hun holdt rundt om Katherine, for at rive hende væk fra Natalie. Jeg havde aldrig sådan noget oplevet før, at nogen havde stået op for mig på den måde. Selvom Katherine lige havde været så alvorlig med mig, forsvarede hun mig stadig. Jeg ville hjælpe hende, for 2 mod 1 var ikke fair, og så var hun min ven. Jeg tog fat i håret på Naja, der gav slip på Katherine og vendte sig om mig, hendes hånd ramte min næse, hvor på hun så tog fat i mit hår, jeg kunne høre folk rundt om os råbte ”Bitch Fight! Bitch Fight! Bitch Fight!”. Der var nogen der skubbede sig gennem folkemængden, der havde samlet sig om os. Det næste jeg kunne mærke var et på store varme hænder der hæv mig væk fra Naja. Jeg flyttede ikke mit blik fra hende, jeg så at Smiths ven George holdt et fast tag i hende, jeg så hen mod Katherine og Natalie, for at se om jeg skulle flå mig fri for at hjælpe hende, men Oliver havde taget fat i Katherine og Smith i Natalie. Jeg kiggede mig over skulderen, jeg kiggede op i de krystalblå øjne, de så ikke længer hårde ud, de så bekymret ud, jeg hørte Natalies stemme der sagde: ”Flot boldtud”, blodtud? Hvad mente hun med det, jeg løftede min ene hånd op til min næse, så at der kom blod på min hånd. Var det sket da Naja havde ramt min næste med hendes hånd, men slaget havde ikke været så hårdt syntes jeg.
Jack lagde sin hånd på min kind, da han gjorde det, kom jeg ikke til at tænke på den gang hvor min far havde slået mig, som jeg havde gjort før, da de andre lagde deres hånd mod min kind, mærkeligt. Var det fordi jeg lige havde oplevet det 2 gang hurtigt efter hinanden, eller var det fordi Jack kunne få mig til at føle så rolig inden i.
Smith og George gik ind i et andet rum med Natalie og Naja, Jack og Oliver tog Katherine og mig, ud i køkkenet. Bag mig hørte jeg Jacks ven Mike, fortælle folk at der ikke var mere at se, og at de bare kunne genoptage, hvad de var i gang med ende ”diskussionen” begyndte.

Ude i køkkenet placerede Jack mig på køkken bordet, han skyllede en klud. Han havde ikke sagt et eneste ord til mig. Kate og Oliver var helt stille, de så begge på Jack og mig. Jack vendte sig mod mig, lagde kluden op under min næse tørrer blodet væk og holdt den der, igen begyndte mit hjerte at banke som en hest der løb galop. Jeg kiggede ind i han dejlige øjne, han kiggede ind i mine øjne. Jeg ville gerne sige undskyld for hvad der lige var sket, og at jeg havde talt til ham på den måde tidligere, men af en eller anden grund, havde jeg svært ved at tænke klart og finde de rigtige ord. Der var en del af mig der heller ikke ville have at jeg skulle begynde at snakke nu, for jeg nød at sidde og bare kigge ind i hans øjne, det var en rar følelse at Jack tog sig af mig. Selvom det kun lige var en blodnæse som jeg sagtens selv kunne ordne. Han fjernede kluden tog den under vandhane. Han spurgte med en lav bekymret stemme: ”Er du okay?”, jeg nikkede et stille nik.
Jeg havde ikke lyst til at fortælle ham hvad der var sket, jeg så væk om mumlede: ”Der skete ikke noget”. Jeg havde forventet at han ville prøve at presse mig til at svarer på hans spørgsmål, men overraskende nok sagde han ikke noget, han lod det bare gå. Han virkede ikke som sit glade muntre selv. Den følelse i mig, der synes jeg skulle skynde mig at undskylde, blev større og større, jeg kunne ikke få mig selv til at tale til ham mens jeg så ind i hans øjne, så jeg valgte at kigge ned i mine hænder, mens jeg sagde med en lav stemme: ”Øhh Jack… Undskyld”
”Hvad er det du siger Alex, jeg kan ikke høre dig?”, jeg havde snakket for lavt til at han kunne høre det, jeg sagde igen med en højre stemme: ”Undskyld”
”Du skal da ikke undskylde overfor det her”, sagde han, mens han tegnede en cirkel i luften med sin finger.
”Det er ikke kun det her, men også… Øhh… Da jeg, øhhh… Snakkede hårdt til dig før”
”Det er heller ikke noget du skal sige undskyld for, det var mig der ikke skulle være blevet vred på den måde, jeg burde faktisk undskylde til dig… Undskyld Alex at jeg var så hård ved dig før”. Jeg løftede blikket fra mine hænder for at se op i Jack øjne, de skinnede som jeg aldrig havde set det før, jeg kunne se at han var oprigtigt i de øjne. Jeg gav ham et lille smil, han smilede tilbage til mig, det fik min hjerte til at slå hurtigere, end det ellers havde gjort. Jeg havde glemt alt om Katherine og Oliver, for det føltes som om at der kun var Jack og mig i hele verden. Så da Mike brød ind i vores lille boble, ved at han sagde: ”Her, jeg har fundet noget at drikke til jer”, vendte jeg mig rundt for at se på ham, og opdagede at der ikke kun var Katherine og Oliver i køkkener, men at Mike også havde sluttet sig til os. Der var også et par nysgerrige øjne henne fra køkkendøren. Jeg lod mit blik lande på Katherine der gav mig tegn til at se på Mike, jeg kiggede hen på ham igen. Min hjerne havde ikke lige fået opfanget, at han havde sagt han havde noget at drikke til os, så da han rakte mig et glas med cola, kiggede jeg på det. Jeg kunne ikke helt forstå det var til mig, for jeg var altid den der hentede tingene, der plejede ikke at være nogen der hentede tingene til mig. Jeg flyttede mit blik fra glasset til Mike, han lavede et lille nik, for at fortælle mig at det var til mig, jeg rakte ud efter glasset, tog en ordentlig slurk. Jeg kunne smage at det ikke kun var cola der var i, det var blevet blandet op med noget andet, jeg aldrig havde smagt før, men det smagte godt, og det gav mig en varm følelse inden i. Jeg lugtede til det, det lugtede bekendt, jeg kunne ikke huske hvor jeg havde lugtet det henne før. Jeg skød tanken fra mig, og drak resten i en stor slurk, jeg kiggede hen på Mike og spurgt: ”Må jeg godt få et til glas? hik”, Kate begyndte at grine,
”Jeg tror ikke du skal have mere”, sagde Jack bag mig med et smil på læben.
”Hvorfor ikke?”
”For du er allerede begyndt at hikke”, nu skulle han da ikke til at bestemme om jeg skulle drikke cola eller ej, så jeg vendte mig mod Mike, og sagde til ham: ”Jeg vil gerne bede om et glas mere, og det må gerne være større end det jeg lige har fået, vil du hente det til mig? hik”, Mike smilede et drillende smil til Jack hvorefter sagde til mig: ”2 sekunder så er jeg tilbage med et større glas til dig”, og så var han ude ad døren.
”Alex, er du sikker det er en god idé?” spurgt Kate bekymret.
”Jaja”
”Jeg synes ikke det er en god idé” sagde Jack. Jeg ignorerede ham bare, og lidt efter kom Mike tilbage med et glas, der var større end det forgående, præcis som jeg havde bedt om. Jeg fik glasset og tog en ordentlig slurk igen, jeg skrev mig bag øret at jeg ville have dem til at fortælle mig hvad de havde blandet i. Med glasset i den ene hånd gik jeg ind i stuen, hvor alle de andre gæster var. Jeg følte ikke længere at jeg ikke hørte til, jeg havde det rigtigt godt. Jeg havde lyst til at danse sammen med de andre der dansede. Jeg gik ind på danse gulvet og slog mig løs, jeg følte mig ikke pinligt berørt eller noget andet, jeg havde det bare super. Når jeg var færdig med min cola gik jeg hen til Mike han gav mig en ny og sådan blev det ved. Katherine gik efter mig, hvor på hun prøvede at få mig til at stoppe med at drikke colaen. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor hun ikke ville havde jeg drak dem, det var jo bare cola, der havde et lille ekstra pift. Jack sad henne i et hjørne, hvor han så på mig med et bekymret blik. Jeg vidste ikke hvorfor han gjorde det, der var jo ikke noget at være bekymret for, jeg prøvede at få ham til at danse med mig, men det ville han absolut ikke, især ikke når jeg var som jeg var lige nu. Han prøvede også at få mig til at skifte colaen ud med vand.
Efter nogen timer begyndte det hele at dreje rundt og blive sløret. Katherine havde opgivet for længst, så hun var gået hen for at snakke med nogen andre. Jack vidste jeg heller ikke hvor var mere. Mine stilletter blev sværere og sværere at holde balancen i. Jeg blev nød til at støtte mig til væggen når jeg gik, jeg fik det dårligere når jeg bøjede mig ned for at tage skoene af, jeg kunne mærke på mig selv at jeg var nød til at komme ud ad lokalet. Jeg valgte at søge tilflugt til køkkenet, jeg følte mig frem på væggen i håb om at jeg snart ville møde køkkendøren, jeg tog det ene skridt foran det andet, hvert et skridt gjorde ondt på mine fødder, jeg havde ikke opdaget før nu at mine sko havde give mig vabler, der var ved at sprænges, det gjorde så forbandet ond.
Endelig nåede jeg den dør jeg søgte, jeg åbnede den, og ude i køkkenet sad Jack sammen med en pige jeg ikke havde set før, hun var pæn. Inden i mig selv kunne jeg mærke et stik, det gjorde ondt helt inde i hjertet, var det fordi Jack smilede sit dejlige smil til en anden, eller var det bare fordi jeg allerede havde det ubehageligt. Jeg vendte mig om for at gå ud ad køkkenet inden de opdagede mig, men så klodset som jeg var, vrikkede jeg om på foden lige da jeg tog det første skridt ud ad døren, så jeg fladt med en ordenligt bump. Jeg så forsigtigt hen mod Jack og skønheden ved hans side, de havde set mig, pis. Jeg prøvede så godt jeg kunne, at komme op og stå igen, men det var svært når lokalet drejede rundt for mig. Jeg kunne mærke Jack skikkelse ved siden ad mig, jeg ville ønske jeg kunne gøre mig selv usynlig. Jeg kiggede ned i gulvet, kunne mærke hvordan den røde farve blussede op til mine kinder, jeg havde opgivet at komme op at stå, jeg ventede på at Jack gik lige forbi mig med pigen i hælene, men det skete ikke. Han rakte sin hånd ned mod mig, jeg så på den også op på ham. Jeg vidste ikke helt, hvad han ville havde jeg skulle gøre med den, han rystede hånden som i en gæst tus, til at jeg skulle tage den. Jeg lagde stille min hånd i hans, hvorpå han hjalp mig op at stå. Min ankel gjorde ondt efter jeg havde vrikket om på den, så jeg blev nød til at støtte på den anden fod i stedet.
”Gør din ankel ondt efter du vrikkede om på den?”, spurgte Jack, han havde set at jeg vrikkede om, han havde set mig prøve at smutte inden de ville lægge mærke til mig.
”Den gør kun lidt ondt, ikke det helt store” sagde jeg med en lille stemme, mens jeg kiggede ned i gulvet. Jack slap min hånd, gik hen til fryseren tog en frossen pose ærter og viklede det ind i et viskestykke. Tog mig i hånden og førte mig hen til en stol, hvor på han så bandt ærte posen fast til min fod. Han vendte sig mod pige og sagde: ”Var der andet du havde brug for?”
”Nej” sagde hun og gik ud ad døren.
Der var stille mellem Jack og mig. Jeg havde svært ved at holde mine øjne åbne, for søvnen var langsomt begyndt at snige sig ind på mig, men jeg ville absolut ikke sove nu, ikke nu hvor jeg var alene med Jack. Jeg ville gerne vide hvem pigen havde været, men jeg havde ingen ret til at blande mig i hans privat liv, han kunne jo gøre hvad han ville, uden at jeg skulle blande mig. Jack havde sat sig på en stol overfor mig, han sad bare der og så undersøgende på mig. Jeg kunne ikke lide det, jeg var ikke van til at nogen så på mig, på den måde.
”Er du kommet til skade andre steder?”
”Nej”
”Hvordan har du det?”
”Jeg er lidt træt, og svimmel, vil du være sød at finde Kate til mig?”, jeg ville gerne have at Kate kom, for selvom jeg gerne ville blive i køkkenet sammen med Jack, kunne jeg mærke på mig selv at hvis jeg ikke snart kom ud, ville jeg falde i søvn her i Jacks lejlighed.
”Vent her så henter jeg hende”, og med et var han ude ad køkkenet. Jeg var helt alene i køkkenet, jeg kunne mærke hvordan mine øjne begynde at lukke sig i uden min tilladelse. Jeg lagde mit hoved på bordet, jeg havde ikke kræfter til at holde det oppe mere. Der lå jeg midt i Jacks køkken, med øjne lukkede, og var ved at døse hen. Jeg hørte at døren gik op, jeg kunne lige ane at det var Jack der kom ind med Kate i hælene, jeg tror vist nok de snakkede om hvad de skulle gøre med mig. Kate kunne ikke bære mig hjem, og desuden havde jeg ingen skifte sko med, så min ankel ville ikke have en god tur hjem, det ville mine vabler heller ikke, de blev vist enige om hvad der skulle ske med mig, men det kunne jeg ikke opfange.
Jeg hørte hvordan et par skridt kom nærmere og nærmere, jeg mærkede et par stærke arme løfte mig op ad stolen, og bar mig i et prinsessetag. Det var første gang nogen nogensinde havde gjort det. Jeg ville gerne åbne mine øjne for at se på Jack, jeg kunne mærke varmen fra hans krop, men jeg havde ingen kræfter til det, i stedet lod jeg mit hoved hvile på hans brystkasse. Jeg kunne høre lyden af hans hjerte banke, det var ikke en stille og regulær rytme, det var en hurtigt rytme der var ude ad kontrol, ligesom mit ejet hjerte blev, hver gang han var i nærheden af mig. Jeg kunne høre folk mumle mens vi gik ind i mellem dem. Jeg faldt helt hen i de dejlige arme, det føltes som om Jack vuggede mig mens vi gik, det gjorde så, at jeg faldt helt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...