Kærlighedens Medgang og Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2013
  • Opdateret: 1 sep. 2013
  • Status: Færdig
Historien handler om pigen Alex. Hun er lige flyttet til New York fra L.A. sommerferien inden hun skulle starte på High School. Alex mor er død, og forholdet mellem hende og faren ændrede sig voldsomt da moren døde. Alex’ mors dø gjorde også at hun mistede sine venner, og at hun ændrede sig til en helt anden person.
I New York møder hun en fyr, der hedder Jack. Han har også mistet sin mor. Jack og Alex forelsker sig, men Jacks stedbror, Smith, prøver at komme i mellem dem. Men Alex's barndoms mindre spiller stadig en stor rolle for hende. Vil hun være i stand til at overkommen dem, og snakke med nogen om det hendes oplevede som barn...

0Likes
0Kommentarer
734Visninger
AA

8. Den Første Gang

November var kommet, og det betød at Kate snart havde fødselsdag. Siden festen hos Jack havde vi ikke snakket mere om hvad der var sket, mellem hende og Smith. Jeg snakkede heller aldrig med Smith. Vi så kun hinanden en gang i mellem, hvor der kun lige blev udvekslet et enkelt nik, som en hilsen og ikke mere. I skolen snakkede Kate og jeg bare som vi plejede, eller det passede nu ikke helt, for Jack, Oliver og Mike kom tit over til os, hvor vi så alle sammen snakkede og hyggede hos. Det gjorde så, at mit hjerte begyndte at galopere der ud af som en hest på en vædeløbs bane, jeg prøvede at styre det, men det var umuligt. Kate blev ved med at sige det var kærlighed, og at jeg skulle flirte med Jack, men jeg holdt fast i at det ikke var kærlighed, at det bare var et tilfælde, selvom alle beviserne talte imod det.

Med hensyn til Kates fødselsdag, så ville hun holde en filmaften hjemme hos hende, for hendes forældre var ude at rejse, pga. deres arbejde, og ville først komme hjem efter hendes fødselsdag. Derfor ville vi fejre at hun ville blive et år ældre. Kate havde sagt at vi kunne bestille pizza, og spise en masse is til dessert, Kate elskede nemlig is. Drengene og jeg havde aftalt, at jeg bagte en kage, så ville de sørge for gaver til hende.

Jeg stod og beundrede mit mesterværk. Jeg var ikke van til at bage kager, men jeg synes det var gået meget godt. Det var en chokoladekage, med kakaoglasur, for Kate elskede chokolade over alt på jorden. Jeg havde også skrevet, ”TILLYKKE” på kage med krymmel, bare for at gøre den lidt mere festlig. Jeg vendte hovedet for at se hen på klokken, den var lige blevet halv tre. Vi skulle mødes hos Kate klokken fire. Jeg begyndte at føle mig stresset, for jeg manglede stadig at lave mad til min far. Den eneste grund til jeg havde fået lov at komme med, var hvis jeg sørgede for at lave noget aftensmad, der bare skulle varmes op i mikroovnen. Jeg skulle også i bad, inden jeg gik nogen steder, for jeg var smurt helt ind i kagedejen, som havde sprøjtet op på mig, da jeg skulle piske den sammen med elpiskeren, som sagt kager er ikke min specialitet.
Mens jeg stod i køkkenet og kokkerede maden, der kun lige skulle varmes op, til min far, faldt mine overvejelser på, hvad drengene havde købt i gave til Kate. Da jeg spurgte dem tidligere, ville de ikke fortælle mig noget om det, det eneste de gjorde var at små grine, det fik dem til at line nogen små drenge der havde været ude på narrestreger. Jeg håbede virkelig at de havde købt noget godt til hende, for det fortjente hun, hun havde nemlig virkelig hjulpet mig med at komme ud af min skal.
Jeg stod og så på mig selv i spejlet. Jeg havde et par lange busker på, og en stor strik kjole, jeg elskede den. Den var dejlig varm i vinteren, og så blød at man bare kunne falde i søvn i den. Da jeg gik ud ad døren havde jeg kagen i den ene hånd, og en pose med nattøj og diverse sager i den anden. Kate boede et godt stykke væk fra mig, så jeg skulle ned til bussen, og stige på den.

Jeg løftede hånden for at ringe på Kates dør, men inden min hånd nåede at ringe på, lage et par store varme hænde over mine øjne, og en dyb fordrejet stemme sagde: ”Gæt hvem”. Jeg mærkede mit hjerte banke, og hvordan mine kinder blev røde, jeg vendte mig om og sagde glad: ”Jack”, han smilede sit fantastiske smil til mig.
”Alex det er snyd hvis du kigger” sagde Mike der stod bag ham. Jeg havde ikke bemærket ham, jeg havde kun set Jack. Jeg kiggede mig om efter Oliver, men han var ikke til at se nogen steder.
”Hvor er Oliver henne?”, spurgte jeg, mens mit blik ledte efter ham, for de tre drenge var altid sammen.
”Da jeg snakkede med ham tidligere, sagde han, at han ville mødes med os her” svarede Jack,
”Ahhh”, Jack og jeg stod og kiggede ind i hinandens øjne, vi var i vores egen lille boble. Den blev sprunget da Mike sagde: ”Har i tænkt jer at ringe på, eller skal jeg gøre det?”. Jeg vendte mig hurtigt mod døren og ringede på. Gennem døren kunne man høre en stemme der sagde: ”Jeg åbner”, det var ikke Kates stemme, men stemmen virkede bekendt, jeg kunne bare ikke lige huske hvem den tilhørte. Døren åbnede sig, og der i døråbningen stod Oliver, han smilede sit drenget smil, hvorefter han sagde: ”Det var da også på tide at I kom”.
”Åhhh, hold da op, klokken er kun lige blevet fire” sagde Jack. Vi gik ind i hendes lejlighed, den var omtrent den samme størrelse som min, den havde også et åben køkken, som det var hos mig. Hver gang jeg kom hjem til Kate blev jeg altid benovet over de meget farverige malerier, de havde hængende på væggene, de var så fulde af liv og følelser. Der var et jeg ekstra godt kunne lide, det var ikke særligt stort i forhold til de andre, men for mig vækkede det alle de gode følelser og minder jeg havde fra min mor. Det forestillede en dame, der var blevet malet med en varm rød farve, hun bredte sine arme ud, som når man gjorde sig klar til en omfavnelse. Kunstneren havde malet lyset i billede, så det lignede at det var damen der udstrålede lyset og varmen.
”Hej alle sammen”, sagde Kate fra køkkenet af, ”Alex kigger du nu på det billede igen?” fortsatte hun.
”Ja, jeg kan ikke gøre for det. Jeg kan bare virkeligt godt lide det”,
”Hvilket billede?”, spurgt Jack bag mig,
”Det lille der hænger på væggen ved knagerne, af en eller anden grund kan Alex se på det i evigheder”, svarede Kate, før jeg overhovedet kunne nå at åbne munden.
”Nok om det” afbrød jeg inden hun begyndte at fortælle om den første gang jeg havde været hjemme hos hende. Jeg havde set på det så længe og intenst, at jeg havde stået i mine egen tanker, i et helt kvarter, helt ubemærket af at hun havde snakket til mig som et vandfald. Kate havde været nød til at nærmest råbe, for at få mig ud af min egne tankegang, og rette opmærksomheden hen på hende og væk fra maleriet.
”Hvordan kan det være du står i køkkenet?”, fortsatte jeg for at få samtalens fokus væk fra mig.
”Tja ser du, Oliver kom tidligt, for han syntes ikke vi skulle have pizza til aftensmad”
”Hvordan kan det være?” spurgte Mike henvendt til Oliver, der bare trak på skuldrene, de to drenge stod og kiggede meget intens på hinanden, det var næsten så man kunne se lynene imellem dem.
”Hvad skal vi have?” spurgt Jack for at de to drenge skulle have noget andet at tænke på. Oliver drejede sig hurtigt om med ansigtet mod Jack, hvorefter han lagde armen om skuldrene på ham, og sagde: ”Jo nu skal du bare høre. Vi skal have noget af det bedste der findes”
”Og det er?”
”Så så Jack, hvorfor så travlt”
”Tja jeg skal bare lige vide, om jeg skal ringe efter en pizza alligevel”
”Må jeg være fri, stoler du ikke på min kogekunst”, sagde Oliver lettere fornærmet
”Det er ikke din kogekunst jeg ikke stoler på, det er hendes” sagde Jack mens han nikkede hovedet mod Kate. Den første gang Kate syntes hun skulle lave mad til os, var det gået helt galt. Maden var brændt på så meget på at man ikke vidste, hvad man ville sætte tænderne i, for både kartoflerne og bøfferne lignede hinanden, både i form, farve og størrelse. Efter Kate havde lavet mad, og desuden var smagen forfærdelig, det havde smagt af gammelt sur mælk, der havde stået i køleskabet 2 uger forlænge. Jeg kunne godt følge Jacks tankegang i at være nervøs, når Kate var indblandet i madlavningen, efter den omgang hun havde præsteret den gang, var der ikke noget at sige til det.
”Hold nu op, det skete kun en gang for mig”, sagde Kate,
”Det er kun fordi, vi ikke har ladet dig lave mad siden”, svarede Mike,
”Bare rolig drengene… Og pige, det eneste jeg har givet hende lov til at lave, var at snitte salaten, og skralde kartofler”
”Pyha, det var godt” sagde vi alle sammen i kor, det fik Kate til at skyde næsen i vejret af fornærmelse, med et lille ”Hmp”.
”Du ved vi mener det godt” sagde jeg til hende med en sukkersød stemme.
”Selvfølgelig gør jeg det”, sagde hun hurtigt og vendte sig om med et stort smil, og krammede mig.

Vi sad foran tv’et. Kate sad i sofaen med Oliver på den ene side, og Mike på den anden. På gulvet, med en masse pudder og en dyne, sad Jack og jeg. Vi havde lige spist. Kate havde lavet en uspiselig salat. Hun havde tænkt det ville smage godt, hvis man tog en hel masse paprika i. Mens de bøffer Oliver havde stegt var super lækre, man havde bare fået lyst til at proppe sig, så man ville sprække, for så godt smagt hans mad.
”Når er i klar til den første film?” spurgte Kate glad,
”Ja!” svarede vi i kor
”Hvilken film er det” spurgte Mike, Kate grinede bare lusket.
”Vent og se, vent og se,” svarede Katherine lumsk, hvorefter hun tilføjede: ”Husk nu det er min fødselsdag vi fejre, så vi ser de film jeg vil se, hæhæhæ…”. Drengene og jeg vekslede nervøse blikke, for man vidste aldrig, hvad der forgik inden i hendes hoved. Man vidste bare, at man burde være på vagt når hun grinede lumsk.
Filmen startede, det var ”Twilight”, Kate var helt vild med den serie, men det var drengene ikke… De beklagede sig højlydt, mens den blev afspillet. Det endte med at vi kun fik set halvdelen af den, før hun havde fået nok af drengenes klager, og ikke gad høre mere på deres brok. Den næste film i rækken var ”Batman Begines”, det var straks noget drengene kunne lide. Da filmen startede, blev der mussestille. Jeg havde aldrig set filmen før, kun hørt at den skulle være super god, så jeg så med forventningsfulde øjne på skærmen.
”Alex, deler du ikke noget af dynen?”, spurgte Jack. Jeg havde ikke lagt mærke til, at jeg havde fået tillusket mig stort set hele dynen. Jeg løftede armene, så han kunne hive en god del til sig. Jeg frøs lidt på hænder og arme, så de lå under dynen.
Under dynen kunne jeg mærke en stor varm blød hånd, der havde lagt sig på min hånd, og klemte om den. Jeg kunne mærke hvordan mine kinder begyndte at blive røde, det var en rar følelse at have Jacks hånd på min.
Jeg prøvede at koncentrerer mig om filmen, men det var svært, når ens hjerte hamrede der ud af, helt ude af kontrol. Jeg kiggede på fjernsynet, vi var ikke særligt langt inden i filmen. Den var lige noget til det punkt, hvor de sad inden i operaen, og Bruce Wayne gerne ville hjem. Da stod de ude i den mørke skumle gyden, gyden fik nogen minder frem i mig, og en mand sigtede på dem med en pistol.
Da så jeg manden, der havde sigtet på min mor, og jeg. Jeg så ikke filmen, jeg så hvad der var sket for mig den gang, jeg hørte skuddet. Jeg blev lammet af skreg, jeg kunne mærke at mine tårer strømmede ned ad mine kinder. Jeg tog mig til hoved, og begyndte at skrige: ”NEEEEEJ, DU MÅ IKKE DØ MIG, DU MÅ IKKE DØ MIG, DU MÅ IKKE, BLI HER HOS MIG, MOR!, MOR! HVORFOR SVARER DU IKKE!, SVAR MIG! KOM NU!”. Jeg kunne mærke dem der var omkring hoppede op, de talt sammen, eller var det til mig? Jeg kunne ikke høre det, jeg så scenen den nat hvor min mor døde. Jeg rystede over hele kroppen, jeg havde det som om jeg skulle kaste op. Jeg hørte Jacks stemme der råbte bekymret: ”Hent noget is og vand”, jeg lod mig ikke mærke med det, jeg blev ved med at sidde med hænderne oppe ved hovedet, mens jeg vuggede mig frem og tilbage. Jeg kunne mærke den hånd, der før hvad været på min hånd, men nu holdt den stramt om mit håndled, hånden brugte flere kræfter end jeg havde, til at fjerne min egen fra mit hoved. det næste jeg kunne mærke, var et par læber mod mine. Det fik mig til at glemme mit værste minde, de sekunder, minutter? Jeg ved ikke hvor lang tid kysset varede, men en ting ved jeg, og det var, at det fik mig til at komme tilbage til nuet, og ikke i den mørke gyde, hvor skuddet lød, der havde udløst min mors død. Det fik min krop til at slappe af, og mit hjerte til at banke så meget, at jeg var bange for det ville hoppe ud af kroppen på mig. Det var en dejlig følelse. Jeg åbnede forsigtigt øjnene for at se hvem det var, det var Jack!
Han begyndte langsomt at trække sig væk fra kysset. Han åbnede øjnene, han så direkte ind i mine, der var store af overraskelse, det fik ham til at smile skævt. Jeg var helt frosset til, jeg kunne ikke røre mig.
”Vi har det nu!” sagde Kate, Oliver og Mike i kor. Jeg ville havet vendt mig om mod dem, for at se hvad det var de havde fundet, men jeg kunne ikke engang bevæge min lillefinger, jeg for alt for paf til det. Jeg mærkede noget koldt vand skylle ned over mig, hvorefter isterninger gled ned ad ryggen på mig. Det gav mig et chok, jeg hoppede op fra gulvet, man kunne høre isterningerne ramle mod gulvet, mens jeg skiftende hoppede på det ene ben, og hen på det andet. Da det endeligt var lykkes mig at få tømt mit tøj for isterninger, var tøjet blevet drivvådt.
”Er du okay?”, spurgte Kate forsigtigt med et bekymret blik i hendes øjne
”Jeg har det fint”, sagde jeg hårdt.
”Er du sikker?” forstsatte Kate, hvorefter Oliver fortsatte: ”Du gjorde os vildt bekymret, hvad skete der?”
”Jeg har det fint, bare rolig, og øhhh… Jeg har bare, øhhh… haft nogen, øhhh mareridt, her på det sidste, og øhhh scenen mindede mig om, øhhh et af de mareridt”, løj jeg. Det der virkelige var sket med mig, var jeg havde fået et Flash Back, om den gang min mor blev dræbt, som jeg aldrig havde fået før, men det havde jeg ikke lyst til at fortælle dem. De vidste godt at hun var død, men ikke hvordan, og det var sådan det skulle forblive.

Resten af tiden inden vi gik i seng, talte vi ikke om det der var sket. De havde accepteret min løgn, men de troede ikke på den, det kunne jeg tydeligt se og mærke på de bekymrede og undrende blikke, de sendte mig hist og her. Jeg valgt at ignorere det, og lade som om jeg ikke lagde mærke til det. Vi så filmen færdig, og vi fik se flere endnu, vi hyggede os og havde en god tid sammen. Mine tanker faldt hele tiden på det kys jeg tidligere havde fået af Jack. Jeg tror ikke de andre havde set det, de havde i hvert fald ikke kommenteret det. Der var et spørgsmål, som blev ved med at vende tilbage til mig, uanset hvor meget jeg prøvede at skubbe det væk. Den tanke var, hvorfor havde Jack kysset mig? Var det for at få mig tilbage til virkeligheden? Men Kate, Oliver og Mike havde jo hentet vand og isterninger, det ville helt sikkert have fået mig tilbage til virkeligheden igen, så jeg forstod ikke hvorfor han havde kysset mig. Hvorfor? Det spørgsmål kunne jeg ikke skubbe væk, og det irriterede mig, at jeg ikke kendte svaret på det.

Det var blevet mandag, og vi havde frokost pause. Kate og jeg sad alene til frokost. Jeg overvejede om jeg skulle fortælle hende om kysset, Jack og jeg havde delt, eller var det bare noget jeg skulle glemme. Hvis jeg fortalte hende om det, ville hun helt sikkert presse ud af mig, hvordan jeg havde oplevet det, som godt eller dårligt. Hvis jeg fortalte hende sandheden, at det var bedre end godt, så ville hun igen begynde at snakken om, at jeg var forelsket i Jack, hvilket jeg stadig mener at jeg ikke er! Men selvom jeg prøvede at fortælle mig selv, at jeg ikke var forelsket, så var tvivlen begyndt at sætte sig i mig.
”lex… Alex, Aaaalex, ALEX!” hørte jeg Kate sagde irriteret. Jeg kiggede overrasket på hende, jeg havde glemt alt om hende under mine spekulationer. Jeg smilede til hende og sagde: ”Hvad er der?”
”Høre du overhovedet efter hvad jeg siger?”, spurgte Kate lettere irriteret.
”Ja selvfølgelig gør jeg det”
”Virkelig?”
”Ja”
”Okay så fortæl mig hvad jeg snakkede om”
”…”, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, for sandheden var jo, at jeg overhovedet ikke havde hørt efter.
 ”Jeg venter” fortsatte hun, eftersom jeg ikke var begyndte at sige noget.
”Det du lige sagde, var… øhhhh…. Tja ser du, det var øhhh…”
”Alex indrøm nu bare at du ikke hørte efter”
”Jeg hørte efter”, kom jeg til at sige med en hævet stemme
”Alex”, sagde Kate strengt, og sendte mig et blik der sagde: ”At jeg kunne lige så godt indrømme det nu, end senere”.
”Okay, okay, jeg hørte ikke lige helt efter, okay?”
”Var det så slemt”, jeg vidste godt det ikke var et spørgsmål, men jeg kunne ikke lade vær med at mumle ja. Hun hørte det heldigvis ikke, for hun fortsatte uforstyrret: ”Hvad var det du tænkte på?”. Jeg havde ikke bestemt mig helt for at fortælle hende om kysset, så jeg svarede i stedet: ”Ikke noget særligt, men hvad var det du var ved at sige før”, i håb om det ville dreje samtalen væk fra mig, og tilbage til hende.
Men det gjorde det ikke, for hun havde det blik i hendes øjne, der sagde at der var noget på færre, og at hun nok skulle få til snusket sig hvad det var. Det var det jeg havde frygtet der ville ske. Jeg havde før bukket under for hendes blik, og jeg var ikke sikker på, at jeg skulle fortælle hende det med kysset. For så ville hun begynde at få en helt masse idéer og fantasier oppe i hendes hoved, og så ville hun fortælle mig hendes idéer og fantasier. De ville så kravle ind i mit hoved, uden jeg gav min tilladelse til det, og når de først havde fundet vej ind i mit hoved, så ville jeg ikke kunne tænke på andet end det, indtil jeg fandt ud af svaret, på hendes idéer og fantasier.
”Alex, fortæl mig det”, pressede hun på. Jeg vred mig på bænke, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Min ene hjerne halvdel fortalte mig at jeg skulle fortælle hende det, mens den anden hjerne halvdel fortalte mig, at jeg skulle holde munden lukket, og lade som om det aldrig var sket.
Mens jeg sad under hendes pressende blik, og overvejede de to muligheder jeg havde, endte det med at skolekokken tog beslutningen for mig, denne gang ved at ringe til time. Jeg åndede lettet op over ikke at skulle taget valget, om at fortælle hende det eller ej... For denne omgang. Jeg smilede til hende og sagde: ”Kom vi skal til time”, aldrig før har jeg været så glad for at høre lyden af en skole klokke, der fortalte at frokost var forbi.
”Du skal ikke tro, at jeg bare lader det gå sådan her. Jeg skal nok sørge for at du fortæller mig det hele, så tag dig i agt”, sagde hun yderste udspekuleret, det gjorde mig nervøs, for jeg vidste godt at når Kate først havde fået færten af noget, ville hun ikke lade det gå så let. Jeg skulle se at finde ud af hvad der ville være bedst, at fortælle hende det eller ej. Hvis jeg valgte ikke at fortælle hende det, skulle jeg finde en måde at undgå emnet, eller også skulle jeg blive mere stædig end hvad hun var, det var ikke noget, der var særlig så let at blive.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...