Kærlighedens Medgang og Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2013
  • Opdateret: 1 sep. 2013
  • Status: Færdig
Historien handler om pigen Alex. Hun er lige flyttet til New York fra L.A. sommerferien inden hun skulle starte på High School. Alex mor er død, og forholdet mellem hende og faren ændrede sig voldsomt da moren døde. Alex’ mors dø gjorde også at hun mistede sine venner, og at hun ændrede sig til en helt anden person.
I New York møder hun en fyr, der hedder Jack. Han har også mistet sin mor. Jack og Alex forelsker sig, men Jacks stedbror, Smith, prøver at komme i mellem dem. Men Alex's barndoms mindre spiller stadig en stor rolle for hende. Vil hun være i stand til at overkommen dem, og snakke med nogen om det hendes oplevede som barn...

0Likes
0Kommentarer
720Visninger
AA

10. Date

Klokken ringede til spisepause. Jeg havde aftalt med Kate, at vi skulle mødes, så jeg kunne fortælle hende, hvad der var sket. Selvom hun i går prøvede at presse det ud af mig over telefonen, havde det for engang skyld lykkes mig, at holde min mund. Det var nemlig noget jeg gerne ville fortælle hende personligt. Uden for klasselokalets dør ventede hun. Jeg overvejede om jeg skulle drille hende, ved at fortælle hende, det havde gået helt galt, og der ikke var mere at komme efter hos Jack, men jeg kunne ikke få mig selv til det, da hun gav mig hundehvalpeøjne og spurgte: ”Hvad skete der?”

”Han har det på samme måde”, sagde jeg genert,
”Hvad sagde jeg! Så hvad skal der så ske nu mellem jer. Skal i på en date eller noget?”
”Det talte vi ikke om”
”Hvad? men skete der ikke noget i går?”
”Tja, ser du, han kyssede mig”, sagde jeg forlegent,
”Men I har ikke aftalt at I skal på en date eller noget?”
”Nej... Kom lad os gå til frokost, jeg er hundesulten”, sagde jeg mens jeg trak hende i armen.
”Okay, men så vil jeg også have alle detaljerne over frokost” sagde Kate skarpt.

Jeg var lige blevet færdig med at fortælle Kate, var der skete i går, da en stemme bag mig sagde: ”Alex der er du, jeg har ledt efter dig over alt”. Jeg vendte mig glad rundt, der stod Jack, mit hjerte begyndte at banke.
”Har du ledt efter mig?”
”Ja, jeg ville, øhh høre om du, øhh… skulle øhm, noget på øhhh… Lørdag”, jeg skulle lige til at svarer ham, da en stemme højt hviskende sagde: ”Alex nu må du ikke afvise ham, nu når han endelig har sagt hvad han føler for dig”, det var Oliver.
”Selvfølgelig vil hun da ikke afvise ham, de er jo kun lige begyndt at gå ud sammen” svarede Kate. Inden de kunne fortsætte med deres samtale, brudte Mike ind og sagde: ”Burde i ikke lade Alex selv svare på spørgsmålet. Og der efter komme med jeres protester, hvis det ikke passer jer, alt efter hvad hendes svar er”.
”Du har fuldkommen ret Mike, min gode mand” sagde Oliver og vendte sig igen om mod mig, fra Katherine, hvorefter han fortsatte: ”Så hvad er dit svar?”
”Mit svar, er øhhh… At jeg ikke… Øhhh, skal noget, på øhh lørdag”, jeg blev helt rød i hoved af forlegenhed, for de stod alle og så på mig med halv spændte øjne.
”Vil du så med en tur i biffen?” skyndte Jack at spørge, inden nogen af de andre kunne få et ord indført, hvilket betød at de alle sammen igen kiggede på mig med store øjne, mens de ventede på svar.
”Det vil jeg meget gerne”
”Super jeg henter dig klokken 7:30, hvis det altså passer det dig…”,
”Det passer mig helt fint”.
Resten af pausen gik med at folk drillede Jack og jeg, med at vi var kommet sammen. Oliver og Mike fortalte mig om de pinlige ting Jack havde gjort, mens Jack kom med protester, om at de forvrængede sandheden, og at jeg ikke skulle lytte til hvad de sagde, for de var fulde af løgn.

Dagene op til vores date, var det som om Kate gik mere op i, hvad jeg skulle gøre, og ikke skulle gøre, og hvilket tøj jeg skulle have på, og hvordan min make-up skulle være, end hvad jeg gjorde. Det var sødt den måde hun gerne ville hjælpe mig med det hele, selvom hun nogle gange kom med lidt for voldsomme idéer, der ikke var helt gennemtænkte. Vi havde været ude at shoppe, for at købe noget tøj til mig. Vi havde køb en lang tætsiddende striktrøje i lilla, der gik til midt på lårene, også et par højhælede støvler, jeg var blevet ret god til at gå i hæle siden festen, også skulle jeg bare have et par sorte strømpebusker inden under. Jeg glæde mig så meget til vores date. Vi skulle i biografen og se en julefilm, eftersom vi jo var i november, og det var nærmest de eneste film der kørte. Jeg havde ikke lyst til at fortælle min far sandheden, så jeg havde fortalt ham, at jeg ville være henne hos Katherine, men at jeg ikke kunne blive og overnatte, eftersom hendes forældre skulle tidligt op den næste morgen. Hans eneste kommentar til det var at jeg bare skulle sørge for ikke at vække ham, når jeg kom hjem. Han sagde ikke noget om, at jeg skulle passe på mig selv, eller at jeg kunne ringe til ham, hvis jeg nu blev bange for at gå alene hjem. Det var heller ikke noget jeg havde forventet han ville sige, men det ville da have været rart at vide, at han ville være der, hvis nu man havde brug for ham. Det gav et stik i mit hjerte, når han virkede så ligeglad på disse tidspunkter, men sådan var det jo.

Dagen kom, jeg stod foran spejlet med mit nye sæt tøj på. Jeg håbede ikke at min far ville lægge mærke til det nye tøj, og den lidt kraftigere make-up, jeg havde taget på til lejligheden, men hvorfor skulle han også lægge mærke til det, han havde jo aldrig gjort det før, når jeg havde købt nyt tøj eller noget andet. Jeg så hen på klokken den var 7:15 pm, Jack havde sagt han ville hente mig kl. 7:30 pm. Jeg ville ikke have at min far fandt ud af, at jeg havde løget for ham, for jeg ville ikke skuffe ham, men mest fordi jeg var bange for den reaktion, han måske ville have, hvis han opdagede det. Jeg havde tænkt mig at møde Jack nede ved hoveddøren, for at slippe for konfrontationen og den situation der evt. kunne opstå, hvis sandheden kom frem overfor min far. Jeg gik ud ad min værelsesdør, og ganske rigtigt opdagede min far ikke at jeg havde noget nyt tøj på, eller en lidt kraftigere make-up. Vi sagde bare vores farvel til hinanden, efter jeg tog min jakke på, også var der ikke mere i det, ikke engang et ”Nu må du hygge dig”, eller ”Pas på dig selv”, det smertede mit hjerte, for den ligeglade, kolde, udtryksløse far, var noget jeg aldrig ville vænne mig til, uanset hvor meget jeg prøvede.

Nede ved hoveddøren stod Jack der allerede. Jeg undrede mig over, hvor lang tid han havde stået der, for han lignede en der var ved at blive til en istap, mens han så på klokken. Jeg fik en god idé, jeg ville snige mig ind på ham, og se om han kunne gætte hvem det var. Jeg kom langsomt og lydløst tættere på ham, jeg var næsten helt henne ved ham, klar til at slå mine hænder om hans øjne og spørge ham: ”Kan du gætte hvem det er”. Lige da vendte han sig rundt, det gav mig et chok så jeg fløj tilbage, det gav hvis også ham et chok at se mig, for han fløj også et par skridt tilbage, hvorefter vi begge to brød ud i latter.
Vi gik langs vejen i tavshed, jeg brød mig ikke om tavsheden, jeg ville gerne starte en samtale med ham, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg var ikke sikker på, hvad man skulle gøre i disse situationer, hvor der bare var tavsheden. Og Kate havde ikke givet mig nogen råd, hun havde bare sagt til mig, at vi nok skulle finde ud af det, for det ville komme helt naturligt.

Vi var nået hen til biografen, i tavshed. Den første der sagde noget, var Jack: ”Jeg ordner lige billetterne, vent her”. Hvad skulle jeg gøre? Det her var ikke godt! Vi blev nød til at få gang i en samtale, men hvad skulle vi snakke om? Uanset hvor meget jeg tænkte på det, kunne jeg ikke komme på et godt emne, eller bare et emne i det hele taget. Katherine havde sagt til mig, at vi skulle sørge for at snakke sammen, for at komme tættere på hinanden, og lære hinanden bedre at kende, men det var bare så svært at starte en samtale, når det kun var os to alene. Og nu når vi var på vores første date, var jeg bange for at gøre noget galt, der kunne få fontale konsekvenser, som f.eks. at han måske ikke ville tale til mig igen, eller at han ville fortryde det hele, det med at gå på en date, og at kunne lide mig. Hvad skulle jeg gøre, hvis det skete? Nu når jeg endelig havde været ærlig overfor mig selv, og indrømmet mine følelser overfor andre.
Jeg stod i min egen tankestime, omkring alle de forskellige ting som kunne ske i fremtiden, mellem Jack og mig, hvis nu daten gik helt hen på det forkerte spor. Jack var kommet hen til mig. Jeg opdagede ham ikke før, han bogstavlig talt stod og vinkede med billetterne lige foran mine øjne. Da jeg så dem, gav det et chok i mig, jeg hoppede et par skridt tilbage, og ramte lige ind i en person. Jeg vendte mig om for at se hvem det havde været, og for at undskylde overfor personen. De øjne jeg mødte var nogen jeg ikke havde set rigtigt på i meget lang tid. Det var Smiths brune øjne. Han smilede et stort smil, da det gik op for ham, at det var mig.
”Tja det er jo også en måde, at fange min opmærksomhed på” sagde han med et glimt i øjet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, og inden mit hoved fik skruet noget sammen, hørte jeg Jacks hårde, kolde stemme, der sagde: ”Hvad laver du her, jeg troede du skulle til fest i aften”
”Jamen er det ikke Jack, hvad laver du mon her?”
”Kan du ikke se det”
”Så så, mand, rolig nu, jeg er her fordi Natalie syntes vi skulle tage i biografen i stedet. Og hvad laver du så her?”
”Hvad kommer det sig ved?”
”Hey, hvorfor så fjendtlig, vi er jo brødre husker du nok”
”Ja, men det er heller ikke med min gode vilje. Jeg ville helts være fri!”
”Det sårer mig, når du kommer med den slags kommentarer. Selvom jeg godt ved at du ikke mener det” sagde Smith hånligt.
”Jeg mener det fuldt ud”. Smith trak sig på skuldrene, vendte sin opmærksomhed væk fra Jack, og tilbage til mig, hvor på han så spurgte mig: ”Hvad laver du her Alex?”
”Jeg er øhh…” inden jeg kunne nå at sige mere, brød Jack ind: ”Hun er på en date med mig, og nu må du have os undskyldt, vi skal se at komme videre” sagde han, og tog mig i armen, for at føre mig væk fra Smith. Hans greb var ikke hårdt og fast som jeg havde forventet, det var blidt. Hvis jeg ville, kunne jeg let trække mig fri, men jeg lod Jack føre mig væk. Jeg nåde lige at opfange Natalie, der kom hen til Smith, og spurgt hvad vi havde snakket om. Smith havde svaret hende med et skuldretræk, og det havde hun ikke set meget tilfreds ud med.

Jeg vidste ikke hvor vi var på vej hen. Jeg turde ikke bryde den dybe tankegang Jack var i, for han så meget vred og misfornøjet ud. Inden vores date, havde jeg været bange for, at noget ville gå galt. Nu var det sket, der var gået noget galt. Jack og Smith var stødt ind i hinanden, og de kunne ikke udstå hinanden. Jeg havde lyst til at sige noget, der kunne få Jack til at glemme mødet med Smith, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så derfor lod jeg ham føre mig bort fra biografen. Vi kom længere og længere væk.
Efter vi havde gået i noget tid, endte vi op i en park. Der var nogen få mennesker, nogen skøjtede, mens andre gik rundt hånd i hånd, og nogen lavede noget helt tredje. Han førte mig videre hen til en bænk. Lige da vi havde sat os, fjernede han sin hånd fra min arm, og tog sig til hovedet, hvorefter han sagde med en lav og ydmygende stemme: ”Undskyld Alex”, jeg forstod ikke helt hvorfor han sagde undskyld til mig, så jeg svarere det eneste mit hoved kunne finde præstere: ”Der er ingen grund til at sige undskyld”
”Jo, for jeg lod dig se sådan en scene, mellem Smith og mig”. Ahhh det var derfor han sagde undskyld, men det var der jo ingen grund til, det er jo de ting der kan ske, når man møder folk på det forkerte tidspunkt og på det forkerte sted, selvom det altid var sådan med de to drenge.
Det pinte mit hjerte at se Jack så ulykkelig, jeg havde lyst til at opmuntre ham, men hvordan skulle jeg gøre det? Jeg så mig lidt omkring for at få inspiration, nogen gik sammen hånd i hånd, nogen foldrede duerne, mens andre skøjtede. Jack og jeg skulle skøjte, det kunne være, det ville bringe hans smil tilbage igen. Jeg rejste mig op, placeret mig selv lige foran Jack. Han løftede hovedet så undrende op på mig, med sine krystalblå øjne.
”Jeg ved hvad vi skal lave Jack!”, han kiggede uforstående på mig og svarede: ”Hvad mener du? Skulle vi ikke se filmen?”
”Jeg tror ikke vi kan nå det, prøv at se på klokken” Jack så på sit ur, og opdagede at filmen ville starte lige straks, og vi var kommet et godt stykke væk fra biografen. Han fjernede sit blik fra uret og tilbage til mig.
”Det er jeg ked af Alex. Det var ikke meningen at det skulle ende sådan her”
”Det gør ikke noget”, sagde jeg med en munter mine, i håb om det måske kunne få ham til at smile bare en lille smule, og tilføjede: ”Kom nu, jeg ved hvad vi skal lave i stedet” mens jeg prøvede at hive ham op fra bænken.
”Hvad er det vi skal?”
”Vi skal da stå på skøjter”
”Skøjter?” spurgte Jack skepsis
”Skøjter” svarede jeg bestemt
”Okay lad os bare prøve det, men kan du finde ud af det?”
”Nej, jeg har aldrig prøvet det, men hvor svært kan det være. Kan du stå på skøjter?”
”Selvfølgelig kan jeg det, jeg plejede at gøre det hvert år sammen med min far, inden Smith og hans mor kom forbi”. Jeg ville gerne undgå emner med Smith, så jeg svarede i håb om at det ville føre vores samtale væk fra det: ”Jamen så kan du jo lære mig det… Mester”, det så ud til at hjælpe, for Jack begyndte at smile igen, og han snakkede ikke mere om Smith.
Jeg havde fået skøjterne på, mine ben rystede under mig. Jeg så mig om for at finde noget at holde fast i, men der var intet, og jeg havde mistet Jack af syne. Jeg havde troet at det ville være pærelet at stå på skøjter, men nu opdagede jeg, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre. Jeg ville gerne komme fremad… På en eller anden måde, men jeg havde på fornemmelsen af, at hvis jeg prøvede at flytte det ene ben foran det andet, så ville jeg havne på isen med numsen først, og det havde jeg ikke lyst til. Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke var den eneste, der ikke kunne finde ud af det, så hvis nu jeg så en der heller ikke var så god, så kunne jeg se hvordan person lærte det, også kunne jeg bare gøre det sammen. Jeg så mig om, men alle sammen lignede nogen, der havde prøvet det tusindvis af gange før, i modsætning til mig der aldrig havde prøvet det.
Jeg fik taget mod til mig, og løftede den ene fod, lige da den var ved at ramme isen, mærkede jeg et par arme, der greb mig om livet bagfra. Det gav mig et så stort chok, at jeg mistede fodfæstet, og landede på personen, der ramte isen med min vægt ovenpå sig. Jeg ville rejse mig op, men personen havde ikke sluppet sit greb rundt om mig, så jeg begyndte stammende: ”U-undskyld mig, m-men vil d-du gerne være v-venlig at s-slippe m-mig”, personen begynde at grine. Det var et grin der lød bekendt. Jeg havde fået en mistanke om hvem det var, da jeg hørte personen sige: ”Alex, der blev du nok forskrækket”, min mistanke havde været korrekt, det var Jack. Der havde grebet rundt om livet på mig, som havde fået mig til at miste fodfæstet totalt.
”Alex du må gerne rejse dig, selvfølgelig medmindre du hellere vil blive læggende sådan her”. Jeg kiggede ned ad mig selv, så at han havde fjernet sit greb om mig, jeg skyndte mig at komme benene igen.
”Er du klar til at skøjte?” spurgte han da han kom på benene
”Ja” sagde jeg stille, og var lidt begyndt at fortryde, at jeg havde forslået det.
”Okay, giv mig din hånd”
”Min hånd?” spurgte jeg forvirret, jeg kunne ikke se hvad han skulle bruge den til.
”Din hånd” sagde han bekræftende, og gjorde en gestus med sin egen. Jeg lage stille min hånd i hans, lige da vores hænder rørte hinanden tog han et fast greb i den, og begyndte at skøjte frem ad. Jeg kunne ikke følge med, og mistede balancen. Jeg kunne mærke hvordan mine ben kom væk under mig, jeg gjorde mig klar til at ramme isen med et brag… Men jeg ramte den aldrig, for Jacks arme havde slået sig om mig, og sørgede for at jeg ikke faldt. Jeg kiggede lige op i hans krystalblå øjne. Han smilede sit dejlige varme smil, der fik mit hjerte til at banke voldsomt. Han hjalp mig forsigtigt med at stå fast på isen igen.
”Alex, jeg tror vi bliver nød til at gøre det her langsommere”
”Ja, som du ved er det min første gang på isen”.

Jack lærte mig langsomt og roligt, hvordan man stod på skøjter, men jeg var stadig intet match for ham. Jeg landede flere gange på isen, med numsen først, og han grinede hver gang det skete, men når han holdt mig i hånden, og støttede mig så jeg ikke ville falde… Ligeså meget som jeg ville have gjort, hvis ikke han havde været der. Jeg kunne mærke varmen gennem vores handsker mødes.
Der var placeret nogen højtalere rundt om isen, der begyndte at sige: ”Hvis man har udlejet skøjter, skal man aflever dem tilbage nu, for vi lukker udlejning af skøjter for i dag. Jeg gentager, man skal aflever udlejet skøjter nu, for vi lukker for i dag”. Jeg så hen på Jack, han smilede og sagde: ”Tiden har vist virkelig skøjtet af sted for os, hva?”
”Ja det må man sige, klokken er allerede 10” sagde jeg klukkende,
”Hvad siger du til noget varmt at drikke, inden jeg følger dig hjem”
”Det lyder dejligt, men der er ingen grund til at følge mig hjem”
”Selvfølgelig skal jeg sende dig hjem. Kom nu lad os få afleveret skøjterne”, sagde han i en bestemt tone, der ikke var til diskussion. Jeg valgte at lade det ligge, og lade ham følge mig hjem. Det var faktisk en rar tanke, at jeg ikke skulle gå alene hjem, så sent om aften, for jeg har ikke været ude senere end 9 om aften alene, eller med nogen andre efter min mor døde… Undtagen da jeg var 12 år, for der var noget jeg havde glemt at købe i løbet af dagen. På vejen hjem begyndte jeg at blive bange, hver gang jeg hørte en lyd. Jeg løb alt hvad jeg kunne, for det havde mindet mig om natten hvor min mor døde. Det havde været koldt og mørkt, jeg havde løbet så meget i min desperation for at slippe væk fra minderen, at jeg endte med at fare vild, og var gået omkring i flere timer, inden jeg kom hjem. Da jeg efter lang tid var hjemme, havde min far ikke virket bekymret, han havde virket helt roligt, og han havde overhovedet ikke ænset, at jeg havde været væk. Det havde gjort så ondt i mit hjerte, at jeg ikke kunne sove i dagevis, uden at drømme om mit værste minde, min mors død, og hvordan jeg havde været så ung at jeg havde været ude afstand til at gøre noget som helst, for at hjælpe hende.
Vi havde sat os på en bænk, et stykke væk fra de sidst mennesker, der stadig var i parken. I hånden havde jeg en kop dejlig varm kakao, der næsten brændte mine fingre, selvom jeg havde hansker på. Jeg nippede til den, for jeg ville gerne undgå at brænde min tunge. Det hjalp på den varme kakao, at der var en stor klump flødeskum på toppen.
”Hvordan smager den Alex?”
”Den smager rigtigt godt”. Jack brudte ud i latter, da jeg løftede hovedet fra koppen, for at se på ham, og give ham et smil.
”Hvad griner du af?”
”Du har… Hahaha… Flødeskums… Hahaha… Skæg” sagde han mens han kæmpede, for at holde sin latter tilbage, selvom han ikke vær særlig god til det. Åhhh nej, hvor var det bare pinligt. Jeg tog hurtigt min hånd op til mine læber, for at fjerne det.
”Hvordan ser det ud nu?”
”Det er næsten væk”, jeg skulle lige til at tage hånden op til læberne igen, for at fjerne det sidste der sad, men inden jeg nåede det, fortsatte Jack: ”Her lad mig” imens han første sin hånd op til mine læber, han tog det sidste, ved at glide tommelfingeren hen over min læbe. Det fik den røde farve til at strømme til mine kinder, hvilket bare fik Jacks smil til at blive endnu større. Jeg begyndte også selv at små fnise, for det var faktisk ret komisk, men også meget flovt, og på en måde romantisk, alt på samme tid.

På vej hjem gik vi hånd i hånd, det var en rar følelse. Selvom jeg hørte noget rasle i det fjerne, gjorde det mig ikke bange, for jeg vidste at Jack var ved min side, og på en eller anden måde hjalp det, at vide at jeg havde nogen ved min side. Det var først da vi nåede hovedøren, at vi slap hinandens hænder. Vi stod lidt og så smilende på hinanden. Jeg åbnede munden og sagde: ”Det har været rigtigt hyggeligt”
”Det har det, det må vi gøre igen på et tidspunkt”
”Helt klart”
”Nå øhh vi ses i morgen…”
”Jah ses…” sagde jeg og skulle lige til at vende mig om, da Jack hurtigt lænede sig frem, og kyssede mig, hvorefter han hviskede i mit øre: ”Sov godt”. Han vendte sig om og gik derefter. Min hjerne var gået helt blank af kysset. Det var kommet helt bag på mig, jeg stod bare og havde et fjoget ansigtsudtryk på i flere minutter, og kiggede der hvor Jack var kommet fra, før jeg fik åbnede hovedøren, og der han gik sin vej igen.
Jeg åbnede lydløst døren til lejligheden. Jeg ville ikke risikere at vække min far. Jeg så mig omkring i stuen, men han var ikke til at se. Det gav et stik i mit hjerte, men hvad havde jeg forventet? At han skulle være faldet hen foran tv’et, mens han ventede på at jeg kom hjem. Jeg tror inderst inden, at jeg havde haft et meget lille håb, om at det var sådan det havde været, men selvom jeg havde det lille håb i mig, kendte jeg alt for godt virkeligheden, og den virkelighed var at det aldrig ville ske. For selvom vi var far og datter, var vi på visse områder som to fremmede, der boede under det samme tag. Jeg gik stille ind på mit værelse, og lage mig til at sove med Jack i tankerne, i stedet for at fokusere på mit smertende hjerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...