Mistede. - R.I.P.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2013
  • Opdateret: 10 maj 2014
  • Status: Færdig
Denne er skrevet så jeg kan komme ud med mine mistede nærmest til mig. :(

2Likes
5Kommentarer
506Visninger
AA

1. Manja - Hunden - RIP

Hele denne dag, skulle starte med at jeg skulle hjælpe min far, med at ordne hans kælder. Men alt dette blev ændret, da jeg fik denne sms klokken 07:45.

"Hej skat.
Har en trist besked.
Manja døde i nat
ring ikke, skal nok ringe."
Det stod der i hendes sms, og gæt hvad jeg svarede.

"Nej!"

Jeg ville ikke fatte at hun var død. Den elskede lille hund. Hendes brune hovede, med en hvid stribe fra panden, som gik ned rundt om munden, og sluttede der. Hendes sorte markering ved næseryggen, og ved snuden. De brune pletter på hendes ryg.
jeg ville ikke have det skulle ske, men det skulle desværre ske.
Jeg vil altid elske hende, og tænke på hende. Hun var prinsessen i huset. Hun levede godt og vel 13 år. Men det var varmen der tog hendes liv. Selvom døren til have og baghave var åben, var det ikke nok. Det var for varmt, for hendes hjerte. Vi havde fået af vide, hun havde et for stort hjerte. Da hun var 12 år, blev hun blind ved det ene øje, da hun blev tumlet ned af en anden hund. Men det betød ingenting i hendes øjne. Hun overlevede, men det kostede synet på hendes ene øje. Efter det, var hun glad et stykke tid, men efterhånden som tiden gik, gik hun langsommere, og med halen halv nede. Vi vidste at hun var på lån tid efterhånden.
Men jeg ville stadig ikke ønske at hun var død. Så jeg blev ringet op af min mor, som hun lovede, og jeg fik lov at tage hjem til hende, og begrave hende, sammen med min mor, og René.(papfar)
Jeg fik af vide at hun var fundet død, ude på badeværelset. Da jeg kom hjem til min mor, gik jeg ind i haven, og den gøén der plejer at møde mig, af Manja og vores anden hund Kira, kom ikke. Jeg så en kasse, på min mors minicrosser, hvor et af hundetæpperne låg ovenpå. Jeg undrede mig blot over hvorfor den stod der.
Efter et stykke tid, hvor jeg tudede med min mor, - René så tv, da han ikke udtrykker følelser på samme måde, men hans øjne var fugtige. Min far, ville ikke komme ind, da han skulle noget.
Så fik jeg spurt hvor hun lå, og svaret var: "Hun ligger ude på kassen." og jeg finder hurtig ud af at det er inde i tæppet jeg så før.
Da René går ud og begynder at grave hul i jorden, hvor hun skulle ligges ned i. Men det var mere ler agtig, for det var hårdt, og blev ikke ligefrem vådt når man proppede vand i.
Så efter en times tid, fik vi endelig det hul lavet. For ellers skulle vi vente til Mandag, for at få hende afleveret, og det ville mig og mor ikke have at det skulle være.
Så i mellem tiden, var jeg gået ud, og fjernet tæppet så jeg kunne se hende. Jeg mærkede hende, og hun var kold. Min lille prinsesse. Jeg var stoppet lidt med at tude før jeg så hende. Men synet fik mig til at tude igen. Det kunne ligne at hun sov, men hendes blinde øje var åben. Det kunne ikke lukkes.
Jeg nussede hende lidt, mens jeg græd over synet af hende. Jeg ville sige til hende med grædende og tikkene stemme, at hun skulle vågne. Men jeg gjorde det ikke, for jeg vidste det ikke ville hjælpe. Hun var væk... For evigt.
Jeg lagde tæppet om hende igen, og kiggede tre gange efter, og nussede hende. Jeg kunne ikke fatte det. Prinsessen var væk. Hendes livsglød, var blevet slukket af varmen. Sommeren slog hende ihjel. 
Da vi så havde fået lavet hendes hul langt nok ned i baghaven, tog René og løftede hende ud på havebordet i baghaven. - med tæppet om sig. 
Min mor kom i crosseren, og jeg så bare omkring, indtil hun kom ind. Vi fjernede tæppet, og der lå hun. Lige så stille, og lignede hun blot sov med let åbnet mund, og et åben øje. Selvom kroppen var kold, og ikke bevægede sig mere. Skallen var tom. Sjælen var ikke længere i hende.
Jeg fik lov at ligge hende ned, sammen med René, og fik taget ét sidste billede af hende. Kira, var flere gange ved at hoppe ned på det tæppe som Manja, var viklet ind i. Og hendes hale var nede. Hun vidste det var hendes søster, men hendes lugt var samtidig anderledes. 
Til sidst lagde vi en stor flise over hende. - den maste hende ikke, for den var lagt så hun ikke fik den over sig.
Så kom jorden over hende og stenen. Hun var væk for altid. Hun hørte til i jorden nu. Kira snussede rundt ved området, og vidste hendes søster lå dernede. Hun kunne lugte hende.
Vi valgte så at tilbringe dagen ude, og vi tog Tivoli, uden at prøve ting. Nogle timer senere, var vi så ude og gik ned af strøget, og på et tidspunkt var jeg ved at bryde sammen igen. Men jeg nåede at behærske mig.
Vi tog tilbage til bilen, og kørte så hjem til min far, og var der i 2-2½ times tid, og så tog de hjem. Jeg var hos min far igen. Så fra klokken 08:18 har jeg tudet og frem til 22:30 næsten. Men jeg ved hun har fred.
Jeg savner hende stadig, og vil stadig have hende ved min side, selvom hun har fred nu.
Hendes lidelser og smerter med hjertet om sommeren er nu ovre.
Hun blev født den 6 Maj 2000, og sov ind den 20 Juli 2013.
Må du hvile i fred min lille prinsesse. Nu har vi kun primadonnaen tilbage. Men det var dig jeg var tættest knyttet til. Du var i mit liv, da jeg var 8 år, og du forsvandt ud af mit liv, da jeg var 21 år.
Men skat, jeg håber du holder øje med os, og du skal huske vi elsker dig. Men vi ønskede dig det bedste. Det sidste års tid blev du også forkælet lidt mere, end du plejede. Du kunne ikke finde ro om natten og gik frem og tilbage. Som om du vidste at det var nu.
Men du sov ind, ude på badeværelset. Der hvor der var mest køligt. Så vi regner med det var fordi, du havde det for varm min skat.
Men husk! Du vil altid være i vores hjerter. 

Hyg dig oppe i hundehimlen med Sussie, og de mange andre fremmede hunde. Bare ikke jag de store hunde, som du plejede at gøre. <3
Vi elsker dig Manja.

Knus og kram fra os i Greve. <3

Elsket og savnet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...