Maja

En historie om Maja.
-inspireret af sangen "Børn af natten."

43Likes
74Kommentarer
1478Visninger
AA

1. Kapitel 1

 Det var.

Jeg kan ikke beskrive det anderledes. Det var der bare. Og når man ikke selv var ked af det, var andre man holdt af, så man selv blev ked af det igen.

Det var gennemsigtige striber på en hvid væg.
Det var lige præcis, hvad det var. Og så var det alt det, der aldrig ville blive det samme. Tomheden der satte sig ved middagsbordet, der hvor der skulle have siddet en anden.

”Du ved, du altid kan snakke med mig, Maja,” sagde Liv og smilede hurtigt.
”Jo. Jo, det ved jeg,” sagde jeg og iagttog hende forsvinde i mylderet i skolegården, før hun havde nået at høre mit svar.

Jeg stod i lidt tid med tasken over armen og kiggede i hendes retning. Så sukkede jeg.  

Jeg burde have trykket på stop dér, men der gik faktisk et par måneder mere, før jeg gjorde det.
Trykkede stop..? Spørger du. 

Læs det igen. Depressionen drypper bogstavelig talt ned fra ordene. Hvis jeg ikke var stoppet, ville jeg have siddet i et hjørne og håbet på, at Liv ville sende mig et smil, og når hun gjorde, ville jeg være lykkelig, lige indtil jeg drejede nøglen om derhjemme og hørte min mor skrige ind i telefonen: ”JEG BETALTE FANDME HELE DEN BIL! JEG HAR FANDME ALTID BETALT ALT, OG NU VIL DU HAVE DET HELE? DU ER DEN MEST EGOISTISKE…” Og så ville jeg overdøve resten af den sætning med selvmordsmusik og sandsynligvis læse en masse deprimerende digte. Ja, måske ville jeg endda være så tåbelig selv at skrive nogle.

Jeg ville høre nabohuset ryste af høj musik og se mine klassekammerater danse og kysse i vinduerne, imens jeg sad alene på mit kolde værelse og klamrede mig til det spinkle håb, at jeg engang kunne udgive nogle af mine digte.  

MEN JEG VILLE IKKE VÆRE KED AF DET
JEG VILLE IKKE GRÆDE
JEG VILLE VÆRE GLAD
JEG VILLE FANDME IKKE HAVE NOGEN SKILSMISSE

Så… Jeg var nødt til at gøre noget. Jeg måtte væk fra hjemmet, der blev delt i to. Ville ikke se det blive flået fra hinanden. Ville ikke bo halvt et sted. Ville ikke bo i ekko af gråd og skrig.  

Ses

Det skrev jeg på et stykke papir, foldede det sammen og puttede det i dejen til min mors yndlingschokoladekage og forestillede mig, hvordan hun undrende ville spytte sedlen ud og derefter stivne. Akkurat som hun havde forgiftet min juleaften og fødselsdag, mine yndlingsdage.

Ja, jeg ville sgu ikke være en eller anden tilfældig tudepige, der efterlader et langt brev fyldt med tillægsord og jeg-elsker-jer-så-meget-sætninger-selvom-jeg-forlader-jer-vrøvl på trappen, som ville ende i en dyngvåd mystoryvideo på youtube, når jeg engang var blevet kendt for et eller andet og havde ”rejst mig fra min svære periode”, som min dyre psykolog ville sige med vigtig mime. Og mystoryvideoen på youtube ville blive en kæmpe succes. Folk ville kommentere og like med tårer ned ad kinderne, fordi jeg var sådan en ”stærk person”, der havde opnået så meget trods modgang. Deres egen levende askepotfortælling.

Fandme nej.

  Og så stod jeg ellers dér på gadehjørnet udenfor McDonalds. Følte mig for første gang i lang tid varm, selvom vinden var skarp, og vejret var, som det nu engang er i Danmark.
Et par fyre kom over til mig. Tilbød mig lidt jeg kunne ryge og spurgte, om jeg ville med hen til en klub.
Der var ikke meget, jeg hellere ville.
Så jeg drak mig fuld sammen med resten af de sølle tirsdagsfestere.
Jeg glemte et øjeblik mig selv. Det var skønt.    
Drengene kunne godt lide mig, fordi jeg var, hvad du sikkert med foragt i øjnene, ville kalde billig. Og jeg kunne godt lide dem, fordi de selv var ligeså billige som mig.
Piger skal altid lave sådan et stort nummer ud af alting.

  Jeg mødte forresten Liv engang på en bar. Hun havde studenterhue på og en masse smukke venner med sig. Jeg trak hende med op til baren, ligeglad med at hendes venner gloede, og at hun skiftevis smilede indgydende til dem og nidstirrede mig.     
”Maja,” sagde hun.
”Ja, for fanden. Hvem ellers?” skreg jeg og tog en slurk mere af min whisky. Musikken pumpede i baggrunden. Jeg åndede hende i hoved, og hun veg tilbage.
”Jeg må gå,” sagde hun og trak sig væk fra mig i væmmelse. Hun kastede et sidste foragtfyldt blik på mig og masede sig væk igennem menneskemængden.
”Ja, for fanden. Hvorfor skulle du blive her hos mig? Jeg har sgu aldrig passet ind i din smukke studentervennekreds,” mumlede jeg og bundede. Noget varmt gjorde mine kinder våde, og jeg masede mig igennem mængden og tog fat i hendes arm igen.
”Se Liv!” råbte jeg skingert og pegede på tårerne på mine kinder. Grinede hysterisk.
”Nu har jeg flere varme, smukke venner end dig,” grinede jeg og hikstede lidt.

”Faktisk, Liv,” sagde jeg og stoppede med at grine. Forsøgte at smile, men mine øjne var ikke længere med.
”Så tror jeg aldrig, at de stopper med at varme mine kinder,” fortsatte jeg og forsøgte stadig at smile. Jeg snøftede, smilet blev mere og mere stift, og gråden kæmpede sig i ryk ud igennem mit bryst. Mine øjne blev sårbare. Desperate. Blottede. Liv tøvede lidt, som om hun skulle til at kramme mig, og jeg snøftede lidt.

Og så hamrede hendes hånd mod min kind. Klask.
”Det har du fortjent. For at komme her og behandle mig sådan,” sagde hun med en usikker stemme, der skulle have lydt vred og bestemt. Jeg kiggede bare på hende. Førte hånden op til min brændende kind. Hun stod lidt uden at vide, hvad hun skulle gøre ved sig selv, så masede hun sig hurtigt væk. 
Jeg kiggede efter hende. Åh ja, smukke Liv. Student, men du ved stadig ikke, hvad du skal stille op ved mig, gør du? Bedsteveninde fra 0. klasse der voksede i en forkert retning for lille Liv. Stakkels lille Liv.

Og så gik jeg op i baren og snavede med en lyshåret fyr, der ikke engang spurgte, hvorfor min kind var rød, og hvorfor min mascara lå i rander under mine øjne, men bare bevægede sin finger længere og længere ned.

Da jeg vågnede ved siden af ham næste morgen, lå jeg i langt tid bare og stirrede op i hans loft. Tømt for alt- også mig selv, men jeg vidste sgu snart ikke, om det var en forbandelse eller en velsignelse. Jeg krøb sammen i fosterstilling. Knugede et øjeblik bare om mig selv.
Og så rejste jeg mig op og rodede hans skabe igennem. Fandt en flaske sprut og smuttede.

***

Jeg sidder i min lille bistandslejlighed og tænker på det hele. Min mor har lagt mindst ti beskeder på telefonsvareren. Jeg tager den aldrig, for hun vrøvler altid løs om sin nye mand og deres nye børn, og at jeg altså snart skal med hende op i deres sommerhus i Skagen.

Skagen, for fanden.

Og så siger jeg ikke rigtig noget. Hælder bare sukkende et glas øl(eller stærkere, kommer an på om hun har nævnt far eller ej) op, imens hun snakker.
Til sidst siger hun altid:
”Skat… Jeg savner dig sådan,” og så vil hendes stemme være bønfaldende, sådan helt tynd og sårbar. Og så vil jeg bare være stille, for jeg vil ikke spise krabbekød og hummer og se på ih-så-fantastisk-kunst sammen med en eller anden rig gnier og hans to klaverspillende unger. 
Jeg ved faktisk ikke, hvad det er, der bliver ved med at få hende til at ringe. Hun foragter alt, jeg står for, og det samme gør hendes nye mand., 

Man må ryge i lejligheden, så her lugter lidt af røg, og damen foran mig hoster, da hun sætter sig ned. 
”Så, Maja. Hvorfor sidder du her?” spørger damen. Jeg har glemt hendes navn, men ved bare, at det er et eller andet kedeligt, ligesom hendes frisure og konetøj.
”Det er fordi, jeg hver aften beder for ikke at få dit,” siger jeg bare. Tager en cigaret fra pakken på bordet og tænder lighteren.
Damen smiler lidt mere anstrengt.
”Du har altid foragtet alle, der ikke har hash på sig, har du ikke?” spørger hun med sammenknebne øjne.
”Du har altid foragtet alle, der har hash på sig, har du ikke?” spørger jeg og iagttager røgen boltre sig ud af min mund.
”Hvordan vil du have, at dit liv skal være, Maja? Vil du dø som 40 årig af lidt for meget sprut og hash?” Hun kigger mig dybt i øjnene.
”Eller vil du leve et lykkeligt liv til du bliver halvfems med børnebørn og…” begynder hun.

”Røvsyge charterferier og golfklubber,” fortsætter jeg og smiler sarkastisk.
Hun sukker.
”Hør, det her startede jo med dine forældres skilsmisse. Hvordan har du det med den?” spørger hun og kigger på sit guld armbåndsur.
Jeg himler med øjnene.
”Det spørger alle om,” siger jeg og gaber.
”Og hvad svarer du?” spørger hun træt.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig får kvalme. Noget spændes i mig. Noget mørkerødt og vredt lader smilende, de gamle følelser vælte tilbage.  

Det var.

Jeg kan ikke beskrive det anderledes. Det var der bare. Og når man ikke selv var ked af det, var andre man holdt af, så man selv blev ked af det igen.

Det var gennemsigtige striber på en hvid væg.

Det var lige præcis, hvad det var. Og så var det alt det, der aldrig ville blive det samme. Tomheden der satte sig ved middagsbordet, der hvor der skulle have siddet en anden.

Jeg har lyst til at gispe efter vejret, men jeg holder mit ansigt roligt, selvom alt sitrer og krakelerer indeni mig. Følelsen er blevet til et tomt, rasende narkovrag, der har styrke til at slå en rocker ned, fordi han er ligeglad med alt andet end den forbandede rocker.
Jeg vil trykke stop igen, men jeg kan ikke finde knappen. 

Min vejrtrækning stiger i tempo, og jeg ser ingenting udover det sårbare barn, jeg efterlod i en kasse med ordet: "skilsmisse" på for længe siden. Det sårbare barn har pludselig vokset sig stort og vredt, og det smiler ondskabsfuld. Lægger min smøg ned på bordet.
”Er du okay?” spørger damen pludselig meget interesseret. Den fandens kedelige dame. Det er hendes skyld. Det er hende, og alle de andre mennesker, der altid har været pisse ligeglade med mig.

Jeg ser MIN FORKERTHED. Jeg ser TOMHEDEN, DA JEG VÅGNEDE VED SIDEN AF DEN LYSHÅREDE DRENG.

LIV MED ALLE HENDES SMUKKE VENNER

MIG DER VAR DET, HUN ALDRIG KUNNE FINDE UD AF.
MIG DER ALTID VAR SÅ FUCKING DEPRESSIV OG INDVIKLET.

OG DA JEG ENDELIG VAR GLAD, VAR DET FORDI JEG VAR HØJ PÅ ET ELLER ANDET LORT, OG SÅ LAGDE DE IKKE MERE MÆRKE TIL MIT SMIL, KUN LORTET

DEN FANDENS SKILSMISSE, DER ØDELAGDE ALT.

MIG SOM ALLE VILLE ØNSKE BARE KUNNE VÆRE NORMAL OG GLAD.

Mærker glas snitte i mit hjerte ved hvert ord, til det ligner det, det er. Hakkebøf. Billig ko. Min vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere. Mit syn rødere og rødere. Billig ko.  

Potteplanten på bordet. Gyselig. Jeg kan ikke få blikket fra den. Den er…  

KRASJ

SKRIG

Tager et skår fra den smadrede potteplante. Rødt. Alt er rødt. Skærer. Kaster flere skår på den klump, der ligger på gulvet. Skriger og græder. Kaster mere. Tager hulkende stykker fra gulvet op i mine hænder, og jeg kan mærke dem skære sig igennem min hud. Kaster dem skrigende imod alting i lejligheden. Klumpen på gulvet. Spejlet. En anden vissen potteplante, og så…

Mor

Står der på mobilen, og den brummer hen ad boret. Jeg stivner. Et øjeblik er alt stille udover mobilen. Jeg slipper langsomt skårene i mine hænder. Et øjeblik smiler jeg fjollet og tænker, hvad jeg mon har taget, siden jeg står med potteskår i hænderne. Jeg kan ikke engang huske, at potten blev smadret. Jeg griner akavet med mig selv. Smiler lidt mere og ryster på hovedet. Stryger hænderne igennem mit hår og så...

Blod i håret?

Hvordan? Jeg rynker brynene.

Mine hænder. Mine hænder. Der er blod på mine hænder. Der er…

Nej. Et ord der står malet overalt i min hjerne. Nej. Det kan jeg ikke have gjort… Ikke i virkeligheden. Det kan jeg ikke… Det…

Jeg bevæger langsomt mit blik op fra mine hænder.

Nej. Bliver brutalt revet tilbage til virkeligheden.

Stirrer på damen. Hendes ansigt er revet op, og der er potteplanteskår overalt omkring hende. Der er også en masse jord. Også i damens sår.  

Alt ryster. Jeg kan ikke holde mine hænder stille. Eller også er det mine øjne, der dirrer.
Damen på gulvet. Livløs. Og der er blod på mine hænder.  

Kan stadig dufte koneparfumen.

Der er kommet blod på mit nussede gulvtæppe.   
Jeg bliver ved med at stirre på hende, da jeg tager mobilen op til øret og ringer min mor op igen.
”Hej mor. Jeg har lige dræbt en dame.”
Og så falder jeg langsomt ned i sofaen.

Jeg ved ikke, hvor lang tid der går, før politiet kommer, eller om min mor kommer først.

Jeg ved bare, at jeg har dræbt en kedelig dame. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...