R

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2013
  • Opdateret: 18 jul. 2016
  • Status: Igang
Mine indre dæmoner

2Likes
3Kommentarer
1075Visninger
AA

6. Rejsen

Tiden står stille herinde. Vi, mine medpassagerer og jeg, bliver suget igennem intetheden i dette maskineri, der er designet til at køre så hurtigt som muligt, men som ironisk nok altid når destinationerne halvanden time for sent. Jeg har fået en kop bitter filterkaffe som plaster på såret. Togselskabet er dårligere til at lave kaffe end dig, hvilket er en stor bedrift. Smiler du? Kan man se det ene smilehul, der borer sig ind i kinden? 

 

 Som sædvanlig havde du efterladt badeværelset dampende hedt den morgen; radiatoren brølede som et vildt dyr, og vinduet stod vidtåbent. Du havde skrevet ”jeg elsker dig” i duggen på spejlet, men det var falmet, og bogstavernes tårer trillede ned mod vasken. Skålen fra din morgenmad stod på skrå i vasken, og din taske var væk. Jeg tog et hurtigt bad i det lunkne vand og drak resterne af din kaffe. Alle lyde virkede underligt hule, som når man kommer til at nyse i en stor kirke, og nærmest ville kunne sparke sig selv for at have brudt stilheden. Tegnene på, at du havde været der, havde rørt ved mine ting og min krop virkede så håndgribelige. Jeg fandt et lillebitte sugemærke på min venstre hofte, der trodsigt kiggede op på mig og gjorde mig opmærksom på dig, inden jeg dækkede det til og skubbede det ud af hovedet. Det skulle nok ordne sig.

Der er i øvrigt sket en del med den hofte, siden du sidst pressede læberne mod den, og velsagtens også med resten af mig. Hundredevis af fremmede, kolde latexhandsker har rørt mig, hundrede par professionelle øjne har kigget koldt på mig, som om jeg er en ting. Jeg kan næsten ikke huske følelsen af at blive varmet op af dine brune øjne… Som om min krop var et territorium, du skulle beskytte mod alt ondt; bakterier og vira nedkæmpede du med dine bare hænder, og i bytte fik du lov til at brændemærke min krop med en blindeskrift, kun du kunne tyde. Hele din livshistorie er syet ind i min hud, og jeg bar alle ar og blå mærker som faner, højt løftede i vinden. Jeg var så stolt af at være din. Nu, hvor toget æder mere og mere af de skinner, der er sprøde af frost og is, er den selvsamme krop, du har elsket, dækket af en film af sprit og kulde. Jeg er bange for, at du ikke ville kunne genkende den. Min hud er gullig og tynd; trukket stramt henover mit skellet uden alle de bløde enge og marker, der har fået dine øjne til at gløde af begær. Mit hår er knækket og glansløst, ikke længere den korngule masse, du har vasket i badekaret. Uden dig er jeg bare én stor død celle, der forfalder mere og mere, som tiden går. Tiden har ødelagt os; tiden har været værre end den afstand, der har hevet os længere og længere fra hinanden. Tiden har skabt flere og flere oceaner, der virker umulige at krydse.

 

Savner du også mig?

 

Jeg tog på arbejde som alle andre dage, og cykelturen gennem byen var et levende postkort; istapper dryppede ned på fortovet, og den tunge sne lå som glasur på tagene. Luften knasede i lungerne, der truede med at give efter for kulden. Jeg så mig selv i et vindue; røde kinder lyste op midt i alt det hvide omkring mig. Min puls pumpede og bølgede gennem mine årer, og en lethed spredte sig i mit bryst. Med isen smeltede alle bekymringer, dråbe for dråbe, mens jeg bevægede mig i sneglefart gennem trafikken. Dine diskrete bogstaver på spejlet stod tegnede i rimtågen, og jeg var sikker på, at du ville være derhjemme, når jeg væltede ind ad døren overlæsset med indkøbsposer 10 timer senere. Jeg kom bare ikke hjem den dag, og det gjorde du heller ikke.

 

 Jeg kan huske, at jeg ønskede jeg kunne gå i opløsning og bare svæve væk som små molekyler i vinden. Jeg ville svæve væk fra alt det røde og det hvide, der pludselig var på jorden nær mit ansigt. Der var en dunkende smerte i alle kroge af min krop, og jeg følte en trykken for ørerne, som om jeg var under vand. Jeg opdagede snart, at det var blod, der fyldte mine ører, og ikke vand. Alle lyde var forsvundet, og jeg kunne ikke se, ikke føle. Alle sanser var væk, og al min energi samlede sig om den smerte, der knækkede enhver nerve i min krop. Tiden stod stille.

Jeg har tre huller, hvor skuddene gik ind. Ét i skulderen, lige over min tatovering, og ét på hver side af kravebenet. Dine fingeraftryk blev sprængt væk med dynamit den morgen; dit territorium blev invaderet og stod i lang tid ikke til at redde. Jeg skulle have været en ruin, der stille kunne få lov til at blive til jord. Af jord er du kommet og til jord skal du blive, og af jord skal du genopstå. Jeg nåede bare ikke at blive til jord. I virkeligheden var den ulykke min redning, mig egen dea ex machina, der lod lægerne opdage den invasion, der allerede havde koloniseret dit land med de mest brutale våben.

Jeg er Congo; jeg er det store overflod af sygt elfenben, der suser rundt i mit blod og ødelægger mig selv indefra. Min egen krop er fyldt af grådige imperialister, der fordærver jomfrulandet mere og mere, mens de rejser op ad floden mod hjertet. Jeg kan ikke kæmpe imod, jeg kan ikke forhindre det. Jeg kan se hjælpeløst til, mens jeg slår mig selv ihjel. Jeg kan sidde her, passiv og uskyldig, mens toget suser gennem landet og udsender giftstoffer ud i den luft, vi skænker vores børn.  Er min rejse selvisk? Når jeg selv er forurenet, er det så ikke egoistisk af mig at være forureneren? Måske er jeg ét af samfundets syge, hvide blodlegemer, der forhindrer dannelsen af de nye og raske. Måske er jeg ikke værdig til at optage den dyrebare plads.

Jeg kan næsten se dig for mig nu. En rynke i din pande på grund af min selvdestruktive latterlighed. Du har altid sat mig op på et piedestal, hvor jeg ikke har hørt til. Du har elsket mig utrætteligt og inderligt, og du har vist mig kærlighedens mange farver. Den røde, hede fornemmelse bag øjenlågene, når hele kroppen spænder sig sammen og skubbes udover klimaksets kant. Du har lokket mig ned i søvnens bølger de nætter, hvor jeg svor de aldrig ville nå mig. Du har vækket mig med solens stråler og blide kys søndag morgen.

Toget sagtner farten nu, jeg kan høre hvordan bremserne anstrenger sig for at leve op til vores forventninger. Kaffen er blevet kold. Den unge attachémappe overfor mig er allerede på vej ud af kupéen, med et skævt blik til de tuber, der går fra min næse og ned i den maskine, der lader mig trække vejret.

Årh, hvis jeg da bare havde vidst, hvad du skulle den morgen. Hvis og hvis og hvis. ”Sådan tænker man jo altid”, sagde min mor efterfølgende, og kløede sig let på næsen. Dengang var min søster gravid med nummer tre, og min mor havde netop født den ottende og sidste. Der var børn overalt. Sygdom overalt. Sygdom var håndgribeligt og virkeligt, det kunne de forholde sig til. Kræft kunne de vænne sig til. Ikke til dig. Du var for hård og for blød; altid til stede som en luftart, der ikke helt var luft, ikke helt væske. Du svævede om mig som en helt speciel duft, og jeg kunne aldrig adskille mig helt fra dig. Det var nok det, der hev mig væk fra dem. Jeg kan godt se det nu, når jeg ser tilbage; der var altid en tynd glasvæg mellem os og dem. Vi var naive, du og jeg. Jeg var naiv. Jeg var bare taget af sted som enhver anden dag, efter jeg var vågnet som enhver anden morgen. Der var bælgmørkt, første gang jeg vågnede, ligesom der plejede. Du sov altid i uigennemtrængeligt mørke; synets sans skulle slukkes helt. Måske er det derfor, vi altid var så intense. Du rev mit tøj i stykker;  lyden af bomuldsfibre, der springer for dine fingre, står stadig knivskarpt i min bevidsthed. Den varme smag, jeg fik i munden, når du bed så hårdt, at jeg kunne fornemme de blå mærker blomstre op rundt omkring på min hud. Jeg kan stadig smage konsistensen af din øreflip; blød som bolledej. Den slebne muskel i din overarm føltes som en spændt guitarstreng, mens fordybningen ved navlen var blødere end pelsen på en hundehvalp.

Som altid stod du op først, og som altid rullede jeg over i din varme duft og tog en halv time mere. På nær den skrøbelige time først på natten, hvor vejrtrækningen falder til ro og sveden fordamper, var den halve time på din side den bedste tid i sengen. Jeg kan ikke længere dufte dig i din pude.

Toget bliver ved med at bremse; jeg må tvinge mig selv til at være tålmodig. Jeg har ikke travlt mere. Jeg får aldrig travlt igen; jeg skal til at dø. Tidevandet er ved at skylle ind; jeg kan mærke bølgerne slå hårdere og hårdere, og jeg er frosset fast. Jeg kan mærke grebet om struben; ikke hverken hårdt eller dødsbringende som sådan, men bare en trykkende fornemmelse af, at det snart er slut. Min krop er slidt; den er ved at forfalde som et instrument, ingen længere gider spille på. Stille og roligt spreder støvet sig, og jeg knækker. Min sidste tone forlod mig den morgen, midt i den våde verden af sne og blod. Det eneste, jeg kunne sanse ved mig selv, var min stemme. Smerten i resten af kroppen var ligegyldig, men følelsen af, at mit skrig ville snitte min strube over som med en rusten kniv vil hjemsøge mig for evigt.

 

For hvordan skulle jeg vide, at du fulgte efter mig den dag, midt i rimfrosten?  Du ventede, til du så mig cykle forbi, og kørte du efter mig, gjorde du ikke? Du havde vel overhørt dem i telefonen; lagt to og to sammen.

Faktisk er jeg vel en lille smule misundelig. Det er meget mere nobelt at dø, fordi man forsvarer én, man elsker, end at forfalde stille men sikkert som en slave af en aggressiv sygdom. Jeg ved nu, at det ikke er farligt at dø. Det er skriget, der er værst. Det lange, hårde skrig, der skærer sig igennem alle nerver og aldrig hører op. Min sygdom har været ét langt skrig, der startede den morgen, hvor du pludselig lå dér, dækket af blod. Mit blod og dit blod flød sammen på en palet i sneen. I et eneste, knusende sekund fandt dine øjne mine, og det frø, vores kærlighed havde plantet, voksede pludselig udover sine bredder. Det var ikke livet, der passerede revy, det var vores kærlighed. Det var den knusende sorg over, at det måtte slutte, at vi måtte give slip. Alle misforståelser og usagte ord gik i opløsning sammen med vores liv sammen, og de døde med dig. Der er kun kærligheden tilbage. Alt andet er ligegyldigt. Det er kærligheden, der har drevet mig ud på min rejse; den kan ikke blive ved med at overleve, når vi er så langt fra hinanden. Den kan strække sig over de mange verdener og have, der adskiller os, men intensiteten, lidenskaben er ikke udødelig. Uret tikker, og mennesker er glemsomme. Snart vil jeg have glemt alle nuancerne i dine øjne, snart konsistensen af din hud. Snart har jeg glemt det hele, som sand, der løber mellem fingrene. Det er derfor, jeg rejser mod kulden, for at komme til varmen. Din varme. Der er intet, der holder mig her længere; ingen følelser, ingen længsel eller forventning. Jeg lever bare som en tom skal, og jeg har behov for, at du kommer og fylder mig op igen. Jeg vil skille mig af med min ham, fordi den ikke længere har nogen funktion. Det var kun dig, der tillagde min krop værdi, da du elskede den. Nu føler jeg, mens togets bremser hviner højere og højere, at det er på tide at starte en helt ny slags rejse. Nu vil jeg kaste mig ud fra afgrunden og lade tyngdekraften bestemme. Denne eviggyldige lov er den eneste, jeg tør stole på, den eneste, der kan føre mig til dig. Jeg vil fralægge mig alle kropslige behov i denne verden og trodse det største af alle buddene; Do not kill thyself. Men det er jo ligegyldigt, for jeg døde allerede den morgen, da dem, jeg troede elskede mig, tog dig fra mig. Det var selvfølgelig ikke meningen, at du skulle have været der, ikke meningen, at du skulle være modig nok til at springe ind foran, men det gjorde du. De skelnede åbenbart ikke mellem deres søster, kusine og niece og hendes livs kærlighed. Det var måske endda to fluer med ét smæk. Jeg døde dér sammen med dig, og det har været min forbandelse, min straf, at jeg har skullet leve videre efter døden. Men nu må det være straf nok. Langsomt og på forsigtige fødder vil jeg forlade toget, forlade skærsilden, forlade den koloni, jeg er blevet holdt fanget på.

 

Jeg vil fortsætte og aldrig give op, før jeg finder dig. Om så jeg skal lede endnu en evighed. Endelig, endelig skal jeg se dig i øjnene igen, jeg skal fornemme den sjæl, jeg har levet med og hos i så lang tid. Den sjæl, jeg har måttet undvære. Den blev revet fra mig, og nu står jeg for enden af min pilgrimsfærd; på vej til at finde den igen. Du vil stå ved himlens porte og byde mig velkommen hjem.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...