R

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2013
  • Opdateret: 18 jul. 2016
  • Status: Igang
Mine indre dæmoner

2Likes
3Kommentarer
1060Visninger
AA

3. @everydaysexism

20:48.

 

Tolv minutter.

 

Jeg kiggede nervøst mod den mørke tunnel, som toget gerne skulle have været på vej igennem i ekspresfart. Plasticskiltet med "Green Park" skar mig næsten i øjnene, og stress fik en svedperle til at danne sig under mit sirligt opsatte hår.

Varmen trykkede fra alle sider og en lugt af sved, træthed og utålmodige, weekendhungrende briter gennemborede luften. Jeg bebrejdede dem ikke. Hvis jeg kunne få lov til at komme hjem på min altan med et koldt glas juice og en bog ville jeg være i himlen, men jeg havde nøjagtigt tolv, nej, elleve minutter til at nå ud til Chris. En fugtig arm blev skubbet mod min uden at jeg rigtigt registrerede det; alle blev nødt til at stå tæt, for alle ville gerne hjem, videre, eller af sted. Jeg nåede kun at få et glimt af en ældre, lettere overvægtig og svedig mand inden et lettelsens suk strømmede igennem hele flokken; toget kom. Vi pressede os alle ind som fluer om et overmodent, nedfaldent kirsebær, og de heldige af os fik en bakteriebefængt og sveddryppende stang at holde fast i. Os andre måtte skøjte rundt i vores høje hæle og holde fast på vores ejendele.

Som toget bumlede mod Liverpool Street Station, betragtede jeg en træt udseende mor og hendes lille datter. Moren havde ladet datteren få en siddeplads, mens hun selv stod skævt og beskyttende over hende. Jeg sendte moren et smil med resterne af mit overskud. Hun blinkede ikke engang. Igen krøb en sur lugt op i mine næsebor, og den ældre mand fra stationen tog fat i et håndtag ved siden af det, jeg havde fået kapret mig til.

"Det er godt nok varmt i dag", påpegede han, og jeg nikkede høfligt.

"Du er nu ellers fint stadset ud i aften," fortsatte han, og blottede en gultand i overmunden. Mit smil rystede lidt i kanterne, og jeg mumlede noget, det mindede om "tak".

 

Vi havde nået endnu en station og flere forvirrede mennesker pressede sig ind i undergrundstoget. Jeg kom til at stå i hjørnet med den ældre mand skræmmende tæt på. Jeg klamrede mig afsindig godt fast til min taske, og forsøgte at kigge ud af vinduet på det sorte intet, vi susede igennem. Manden havde stillet sig skråt for at få fat i kanten af en vandret stang, og lænede sig unaturligt ind mod mig.
Pludselig mærkede jeg noget på mit baglår, og ser lynhurtigt ned på den stang, hvor hans overdimensionerede højre lap skulle have været. Den var der ikke. Forfærdelig langsomt som en kirurgs skalpel mod hud krøb hans hånd længere og længere op mod min ene balde. Jeg vendte ansigtet væk fra den modbydelige lugt, han udstødte, og jeg snappede efter vejret gennem munden. Min hals var snøret solidt sammen, og jeg følte mig lille og hjælpeløs.
Mens mine øjne desperat flakkede rundt i toget, så jeg intet andet end nogle anonyme, blege gespenster, der ikke befandt sig i den blodrøde og knivskarpe virkelighed, jeg sad fast i. Der var ingen hjælp at hente, og selv hvis der var, skyggede manden nu så meget for mit spinkle omrids, at der skulle mirakler til, før at jeg blev opdaget. Hans store mave var presset mod mig, og hans arrede, rynkede ansigt med stålgrå, sultne øjne befandt sig  så få tommer fra min hals, at han kunne indånde min parfume. Han var så tæt på, at jeg kunne mærke hans daggamle skægstubbe. En lille bule ramte mit lår, og jeg var sygeligt bevidst om, at hans erigerede penis rørte ved mig. Jeg blev svimmel og toget sejlede rundt i mit hoved. Jeg var nanosekunder fra at besvime.
Pludselig tog adrenalinen ved mig, og jeg svulmede frem og hamrede mig igennem menneskemassen og mod døren. Døren var mit paradis, og jeg stilede mod den med nyfundet kraft. To stationer inden jeg egentlig skulle af, kastede jeg mig ud på platformen og blev ledsaget af en hovedrystende mumlen fra spøgelserne i Helvede: "Hysteriske kvindemenneske.." … "Som om fanden fik fat i hende…"  "Opmærksomhedskrævende..:"

 

Min vejrtrækning forlod først hyperventilation, da jeg nåede ud på ét af de beskidte toiletter langs platformen. Da jeg så på mit ansigt i spejlet, nærmede min hudfarve sig en sygelig grøn farve, og jeg vaklede ud og kastede op i den kalkbefængte kumme. Først da jeg sad dér på hug i mit pæne tøj opdagede jeg det. En lille, hvid klat væske på mit bare skinneben.
Igen måtte jeg sænke ansigtet og kaste min frokost op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...