Heaven - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2013
  • Opdateret: 1 okt. 2013
  • Status: Færdig
"Georgia Rose" det er det dæknavn, som Christina Rosalie Tomlinson bruger, når hun scorer tilfældige fyre i byen, for at undgå at blive kontaktet på Facebook, og for at skjule sin sande identitet. Dette er også det præcis samme navn hun bruger, da hun møder sin storebrors gode ven, Harry Edward Styles i byen, uden den fjerneste idé om, hvad det senere vil føre til.
Hendes bror, Louis, ved ingenting om sin søsters dobbelt identitet, så da han finder ud af, at hans gode ven Harry formåede at score en pige, som han rent faktisk brød sig om, vil han hjælpe ham med at finde hende igen. Problemet er bare, at både Harry og Christina var så plørefulde den aften, at ingen af dem husker hinanden, så hvordan skal Harry nogensinde finde frem til sin forsvundne prinsesse? Vil han nogensinde finde ud af, at Christina er den pige, og hvad når hun pludseligt viser interesse for en anden?

354Likes
637Kommentarer
58931Visninger
AA

8. Kapitel 6 - The truth

 

 

”HI GUYS!” jeg sprang lynhurtigt tilbage i sofaen på en så unaturlig og falsk måde, at hvis nogen andre end Niall havde set det, så ville de have grinet deres røv i laser. Jeg var ikke spor i tvivl om, hvem det var, og alt at dømme fra Nialls meget tilpassede og afslappede kropsholdning, så var han også udmærket klar over det.

Liams ansigt tittede frem fra døråbningen, og han os begge et meget fast og åbent smil. Hvis det ikke havde været for omstændighederne, så ville jeg have været glad for at se ham. Problemet var bare lidt, at jeg havde set frem til at tilbringe noget tid alene med Niall. Det blev der vidst ikke så meget af.

”Hey Liam, hva’ så?” jeg valgte, at forholde mig aldeles passiv i denne samtale, eftersom jeg syntes, det var komplet op til Niall, om han skulle være en del af filmhyggen eller ej.

”Jeg kom egentlig bare over, for at hente Louis controller. Andy er på besøg, så jeg tillod mig, at stikke over, da jeg så lys i lejeligheden. Hvad laver I?” ja, det var faktisk et godt spørgsmål. Hvad lavede vi egentlig? Filmen stod stadig på hovedmenuen, og siden jeg havde mit lille latteranfald, hvor jeg bogstavelig talt faldt

Niall, så havde jeg også væltet chips skålen, så der lå ’favorit Mix’ over hele sofaen.

”Vi havde faktisk tænkt os, at gøre brug af et kondom eller to før du kom over,” jeg var lige ved, at

både chokkeret og overrasket over hans pludselige udbryd og tydelige løgn, indtil jeg tog et nærmere kig på hans smilende ansigt, og opdagede ironien, der spillede op for fulde gardiner. Heldigvis for det.

”Jamen så vil jeg ikke forstyrre mere end yderst nødvendigt,” han spankulerede hen til bordet under fjernsynet, snuppede controlleren, og forsvandt ellers ud af stuen igen. Han råbte et sidste ’ses’ før han smækkede døren, og vi atter var alene i lejeligheden. Waow, var han mod altid så nem at slippe af med?

Vi sad lidt i stilhed, og kiggede på skærmen, hvor hovedmenuen stadig var det eneste synlige. Jeg ville virkelig gerne sige noget, men jeg følte mig så utrolig flov efter episoden tidligere, hvor jeg var tæt på at kysse ham, og så måtte lave sådan et stunt, for at undgå at blive set.

”Skal jeg starte filmen, eller?” okay, dette kunne umuligt blive mere akavet, og for at det ikke skulle være løgn, så var jeg også begyndt at få tåre i øjnene, fordi jeg følte mig så ydmyget. Jeg sendte ham et lille nik, før jeg gik i gang med, at skrabe alle chipsene tilbage i skålen. Jeg valgte at gøre det meget langsomt, så tidsudtrækkende som muligt, for at undgå mere af den akavede stemning, og for at forsøge at få mine tåre under kontrol. Det lykkedes bare ikke.

”Jeg ehm.. Tror lige, at jeg … går … på toilettet,” jeg rejste mig hurtigt op uden at kigge tilbage på ham, og spankulerede ud på badeværelset, hvor jeg smækkede låsen i, og lænede mig op ad vasken. Jeg indrømmede gerne, at det var utrolig pinligt, at jeg kom så let til tåre, men det hele skyldes Adam, min eks I ved. Vil I have historien? I skal få noget af den nu:

 

 

*FLASHBACK* 

 

 

Jeg sad i stuen med Adam, to af hans bedste venner, og hans et år ældre storebror. Jeg måtte ærligt erkende, at jeg ikke brød mig om det faktum, at jeg var den eneste pige, men da jeg nævnte det overfor ham, så havde han blot grinet af mig. Han syntes, at jeg var tåbelig.

Jeg havde lige besluttet mig for, at gå ud i køkkenet efter en Cola, da han valgte at følge efter mig. Jeg var godt klar over, hvad der var i vente. Endnu et skænderi, og en beskyldning for, at jeg ikke brød mig om hans venner. Sådan var det altid, men sandheden lå egentlig bare i, at jeg ikke brød mig om alt det alkohol, de indtog, og alle de cigaretter de røg.

”Hvorfor går du? Er du blevet bitchy igen? Hva Christina?” jeg kunne lugte nikotinen, også selvom at han var flere meter bag mig. Jeg havde egentlig bare lyst til at gå. Gå, og så aldrig komme tilbage til det hul, som han kaldte en lejelighed, men sandheden var, at jeg ikke kunne. Selvfølgelig kunne jeg ikke det. Jeg elskede ham jo stadig, trods alle hans dårlige vaner.

”Jeg ville bare hente en Cola, Adam,” sagde jeg rolig, mens jeg prøvede at bevare fatningen og tonen så godt som muligt. Jeg ville ikke op at diskutere med ham. Ikke når han havde drukket.

”Du har bare så fucking mange problemer oveni hovedet, du har. De drenge kan faktisk godt lide, at der sidder en tøs, som de kan kigge på, så hvad med, at du får din røv tilbage i stuen, og holder munden lukket?” hans ord gjorde ondt. Nej, de gjorde mere end ondt, de stak mig i hjertet, men jeg måtte bevare kontrollen. Jeg kunne ikke tillade mig, at hæve stemmen, og da slet ikke at græde.

”Det skal jeg nok. Må jeg gå på toilettet først?” ja, det var dumt, at jeg spurgte, det ved jeg godt. Men sandheden var, at hvis jeg ikke spurgte, så ville han først blive rigtig sur. Han var som den stride lærer, og jeg var blot hans værste elev til dato, der altid skulle spørge om tilladelse til alt.

”Det er sådan det skal være, men skynd dig lidt ikke?” han smilede skævt. Et smil der blottede hans nikotinfarvede tænder, før han vendte sig om, og forlod køkkenet.

Jeg hastede ud på badeværelset, og lukkede døren forsigtigt i, før jeg drejede nøglen om. Der begyndte jeg så at græde. Jeg sank ned ad døren, og samlede mine ben sammen tæt på mit bryst. Tårerne trillede ned af mine kinder, men jeg formåede at forholde mig lydløs.

Jeg græd tit over Adam. Når vi var alene, var han noget af det sødeste, men så snart hans venner blev en del af det, så behandlede han mig som affald. Jeg blev flov. Han ydmygede mig altid på den ene eller anden måde, enten ved at sige til hans venner, at jeg var fladpattet eller havde brug for plastikkirurgi, så de alle grinede, og jeg sad der, og blev mere og mere deprimeret og trist.

Jeg burde forlade ham. jeg burde gå min vej, og aldrig komme tilbage. Men det turde jeg ikke. Jeg var så bange for, at han ville gøre noget imod mig, som jeg ikke ville have. At han ville slå mig, tæske mig, fordi jeg gik fra ham. Så jeg lod være.

Jeg måtte bare bide smerten i mig, for som folk så tit siger: ”så gør kærlighed ondt,” og den kærlighed Adam og jeg havde. Den gjorde i hvert fald mere end bare ondt.

 

 

*FLASHBACK SLUT*

 

 

Jeg kom tilbage til virkeligheden, ved at jeg hørte Niall banke let på døren. Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne jo ikke bare gå ud med tårer rendende ned af kinderne.

”Christina?” endnu engang lød hans knoer mod den rug trædør. Jeg ville virkelig gerne bare åbne døren, og styrte ind i favnen på ham, men det kunne jeg ikke. Hvor meget jeg end havde lyst, så var det bare alt for hårdt for mig.

”Christina er du okay?” jeg prøvede at kæmpe et ’ja’ frem, men det lykkedes ikke. Sandheden var jo også, at jeg ikke var okay. For at være ærlig, så var jeg overhovedet ikke okay, men det ville jeg ikke belejre ham med. Ikke når han ikke kendte den virkelig grund til, at Adam og jeg slog op.

”Vil du ikke være sød, at åbne døren?” selvom jeg virkelig helst bare ville være alene, så valgte jeg alligevel at gå over til døren, og dreje nøglen om. Jeg havde godt nok sagt til mig selv, at jeg aldrig ville røbe for nogen, hvad årsagen til at Adam og jeg gik fra hinanden virkelig skyldtes, men når jeg tænkte nærmere over det, så var det måske bedst at få det ud. Løgnen om, at vi bare var gået fra hinanden, fordi vores følelser forsvandt, var efterhånden ved at falde fra hinanden ganske langsomt.

Døren gik langsomt op, og Niall smukke, blonde hoved stak indenfor. Jeg var ikke i tvivl om, at han havde opdaget tårerne på mine kinder, men så sød som han nu engang var, så valgte han alligevel ikke at kommentere på det.

”Hvad så?” han trådte indenfor, og lukkede forsigtigt døren i bag sig. Under enhver anden omstændighed, så ville det have lydt temmelig frækt at tilbringe tid på toilettet med Niall, ville det ikke?

”Det er en virkelig lang historie,” halv-grinte, halv-græd jeg, i det jeg tørrede et par tårer væk fra kinden, og drejede hovedet en anelse, hvilket afslørede halvdelen af mit forgrædte ansigt. Hvor så jeg dog egentlig ynkelig ud.

”Så er det godt, at jeg har masser af tid,” han satte sig ned på kanten af spabadet, og kiggede afventende op på mig. Hvordan kunne det være, at det var så forbandet nemt at tale med Niall i forhold til alle andre? Måske var det bare fordi, at han ikke spurgte ind til særlig meget, og gav mig den luft og plads, som jeg havde brug for.

”Jeg har altid sagt til folk, at grunden til at Adam og jeg gik fra hinanden, skyldtes at vi begge blev enige om, at følelserne ikke længere var der. At vi ikke længere havde brug for hinanden,” jeg holdte en kort pause, og begyndte at fumle ved kanten på min trøje.

”Men det er løgn,” jeg mærkede, hvordan tårerne pressede sig på, og hvordan mit syn begyndte at sløre. Jeg burde bare få det overstået. Jeg burde bare sige det, som det var. Fortælle ham hele historien med alle sine detaljer, og så bare nyde, at jeg ikke længere skulle gå rund med tankerne alene. Jeg tog en dyb indånding, før jeg kiggede over på Niall, og mødte hans uforstående blik.  

”Det hele startede en nat, da Adam kom hjem fra byen..

 

 

*FLASHBACK*

 

 

Klokken havde netop passeret de halv fire, da jeg hørte en rumsterende lyd i entreen. For en god ordens skyld, havde jeg ventet oppe for at sikre mig, at Adam var kommet sikkert hjem, og ikke havde lagt sig til at sove i en eller anden vejkant. Det ville ikke komme bag på mig, hvis han havde gjort det. Han havde før været så plørefuld, at han ikke kunne kende forskel på lejelighederne i opgangen.

Døren ind til soveværelset gik op, og ind væltede en døddrukken Adam, med en flaske øl i den ene hånd, og en cigaret i den anden. Han stank af nikotin, men det var selvfølgelig heller ikke nogen nyhed.

”Er du klar over, hvad klokken er?” jeg kunne ikke helt ligge skjul på min arrigskab, men jeg valgte alligevel at holde mig i en mild tone. Jeg ville ikke tirre ham mere end højest nødvendigt, også selvom jeg efterhånden var træt af, at han aldrig kunne være hjemme før klokken tre.

”Mange,” han kiggede flabet på mig, men jeg formåede aldrig at møde hans blik. Det var så tomt og flakkende, at det var umuligt, at se ind til den smukke nøddebrune farve, som de oprindeligt var.

”Er du klar over, at jeg har været syg af bekymring? Du kunne godt have ringet og sagt, at du ville komme senere hjem,” jeg havde formået at bevare fatningen, også selvom jeg mest af alt havde lyst til at råbe og skrige af ham.

Han kiggede uforstående på mig, som om at alt jeg netop havde fortalt ham, var en stor gåde. Han kunne ikke forstå det, eller også så ville han ikke forstå det.

”Du kunne også bare skride, og lade mig være i fred?" det gjorde ondt. Det gjorde rigtig ondt, at høre ham sige de ord, men jeg valgte at lade som ingenting. Hvis jeg begyndte at græde nu, så ville han helt sikkert bruge det imod mig.

”Du har lidt læbestift siddende på kraven,” før I tror, at dette var noget, der ville gøre mig åbenløst ked af det, så skal I vide, at det ikke var første gang, at Adam havde været mig utro. Han havde gjort dette flere gange, og vores forhold var efterhånden så mærket af det, at jeg kunne sige, at det var noget, jeg var vant til. Det gjorde ikke helt så ondt mere.

Det var som om, at mine ord for første gang trængte ind til ham, og fik ham til at se virkeligheden. For første gang denne aften, fik han et undskyldende, nærmest trist glimt i øjet, hvilket kun varede et par sekunder, før det atter blev erstattet af det tomme blik, han tidligere havde haft.

”Hvad så med at dig lagt ned på sengen, så vi kan få et hurtigt knald inden jeg skal sove?” dette var en typisk replik for ham, men det betød ikke, at det gjorde mindre ondt, for hver gang jeg hørte det.

”Jeg har ikke lyst,” det var sandt. Jeg havde vitterligt ikke lyst til at være seksuel sammen med ham, men alt at dømme fra hans nu næsten sorte øjne, så det ikke ud til, at min udmelding ikke faldt i god jord.

”Hvad?” han gik tættere på mig nu, og skoddede sin cigaret på det kolde trægulv. Normalt ville det gøre mig fuldstændig tosset, men eftersom det var hans lejelighed, og situationen var en anelse bekvemt, så syntes jeg ikke, det var nogen god idé, at udfordre skæbnen.

”Jeg har ikke lyst,” sagde jeg ingen denne gang mere selvbevidst, da jeg kiggede op på ham med et ligegyldigt udtryk i øjnene. Det skulle jeg imidlertid ikke have gjort, for min kommentar havde blot fået ham op i det røde felt, hvilket resulterede i en kølig, hård lussing mod min højre kind. Det var første gang, at han havde slået mig, og jeg måtte indrømme, at det virkelig kom bag på mig.

Min kind sveg, den sveg virkelig meget, men jeg bevarede stadig fatningen, da jeg rejste mig op, og greb ud efter min taske. Jeg var fuldstændig ligeglad med, at jeg ikke fik nogen af mine ting med ud, for essensen af det hele var bare, at jeg blev nødt til at forlade ham nu, forlade lejeligheden, forlade vores forhold, og aldrig nogensinde vende tilbage.

”Hvor skal du hen?” før jeg nåede at gribe fat i dørhåndtaget, mærkede jeg en hånd på min skulder, for derefter at blive presset op mod væggen. Han havde fat i mit håndled med den ene hånd, og holdte så stramt fast, at jeg næsten kunne mærke blodomløbet stoppe.

”Stop Adam, du skader mig,” peb jeg, samtidig med at tårerne begyndte at titte frem. Jeg havde godt nok lovet mig selv, at jeg ikke ville græde. Men sådan som situationen havde udspillet sig, var det virkelig svært at lade være.

”Og så tror du, det hjælper at flæbe? Kæft hvor er du barnlig,” han ord sveg, men slet ikke så meget som smerten i mit håndled.

”Adam lad mig nu gå,” hviskede, nærmest klynkede jeg, men da det ingen steder hjalp, blev jeg nødt til at gribe til hårdere metoder. Jeg lod mit knæ møde hans nedre regioner i et hårdt spark, der fik ham til at krumme sig sammen på gulvet i smerte. Jeg blev nødt til at handle hurtigt nu. Jeg greb min taske endnu engang, og flygtede ud af soveværelset.

”Du gør bedst i aldrig at kontakte mig igen, hvis du ikke vil have, jeg melder dig til politiet,” var mine sidste ord, før jeg stormede ud af lejeligheden, og videre ned på gaden. Tårerne løb stadig forvildet ned af mine kinder, da jeg gik igennem Londons natteliv, og ringede Maya op på telefonen.

Hun lovede mig, at hun ville hente mig, og spurgte flere gange, hvad der var sket, men jeg holdte mig til min løgn. At vi var gået fra hinanden, men at det stadig var hårdt, eftersom jeg elskede ham så højt, som jeg gjorde.

Grunden til, at jeg ikke bare fortalte sandheden, skyldtes lige så meget min egen sikkerhed. Jeg var bange for, at hvis rygterne om at Adam slog mig nåede rundt i byen, ville han forsøge at opsøge mig igen, og hvem ved, hvad det kunne føre til.

Jeg tog ingen chancer, når det gjaldt ham, og jeg håbede så inderligt på, at den næste kæreste han fik, ville blive behandlet med noget mere respekt, end den han gav mig.

 

 

*FLASHBACK SLUT*

 

 

Jeg kiggede ned på mine fødder, og tegnede små cirkler på de sorte klinker. Jeg havde med vilje undgået at kigge på Niall, da jeg fortalte den sidste del af historien. Jeg følte mig så flov over, at han havde fået lov til at behandle mig så skidt over en så lang periode, at jeg ville få røde kinder, hvis jeg mødte hans blik. Han sagde heller ikke noget. Men selvfølgelig, hvad skulle han sige?

Jeg hørte lyden, da han rejste sig op fra sin plads, og gik et par skridt frem, men dog ikke tættere på, end der stadig var et meter eller to imellem os.

”Hør Christina…” jeg kiggede op, og mødte hans blik, hvilket til min overraskelse var fyldt med smerte og pine. Min historie havde påvirket ham. Den havde overrasket ham, og gjort ham ilde til mode, og det gav mig faktisk en snert af dårlig samvittighed. Måske skulle jeg bare have holdt min mund. På den måde var der i hvert fald ingen, der var blevet kede af det.

”Du behøver ikke at sige noget Niall,” jeg sendte ham et vakt smil, og kiggede derefter atter ned på mine fødder. Tavsheden havde bredt sig imellem os, men modsat den akavede stemning i stuen tidligere, så var denne form for tavshed faktisk temmelig behagelig. Ingen af os behøvede at sige noget, det var ikke nødvendigt.

jeg havde fortsat holdt mit blik mod jorden, og uden at have ænset en lyd, så jeg pludseligt hans fødder dukke op i mit åsyn. Han stod lige foran mig nu, men jeg var for nervøs for følgerne, til at ville kigge op.

Jeg mærkede en pegefinger under min hage, og kort efter mødte mit blik hans. Det var svært at se farven i hans øjne for bare vand, hvilket blot gjorde min dårlige samvittighed endnu dårligere. En enkelt tåre trillede ned fra hans venstre kind, da han sendte mig et kærligt smil, og åbnede munden for at tale...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...