Heaven - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2013
  • Opdateret: 1 okt. 2013
  • Status: Færdig
"Georgia Rose" det er det dæknavn, som Christina Rosalie Tomlinson bruger, når hun scorer tilfældige fyre i byen, for at undgå at blive kontaktet på Facebook, og for at skjule sin sande identitet. Dette er også det præcis samme navn hun bruger, da hun møder sin storebrors gode ven, Harry Edward Styles i byen, uden den fjerneste idé om, hvad det senere vil føre til.
Hendes bror, Louis, ved ingenting om sin søsters dobbelt identitet, så da han finder ud af, at hans gode ven Harry formåede at score en pige, som han rent faktisk brød sig om, vil han hjælpe ham med at finde hende igen. Problemet er bare, at både Harry og Christina var så plørefulde den aften, at ingen af dem husker hinanden, så hvordan skal Harry nogensinde finde frem til sin forsvundne prinsesse? Vil han nogensinde finde ud af, at Christina er den pige, og hvad når hun pludseligt viser interesse for en anden?

353Likes
637Kommentarer
58107Visninger
AA

23. Kapitel 21 - I need to be selfish

 

 

Der var i dag gået præcis en måned siden den forfærdelige og unævnelige episode på natklubben. Christina var allerede dagen efter smuttet hjem til sin egen del af London uden så meget som at give besked. Hun var væk, Niall var knust, og jeg var mere splittet end nogensinde før. Jeg følte mig lidt som en skurk, som jeg stod der imellem dem, og havde en stor del af skylden for, at de var gået hver til sit.

Niall havde ikke snakket med nogen af os den følgende uge, og det var først nu, han var begyndt at komme tilbage i lejeligheden. Vi havde ikke drøftet episoden siden, og ingen af os havde hørt fra Christina. Hun havde næsten været forsvundet som dug for solen.

Jeg sad netop nu i Louis lejelighed med resten af slænget, hvor vi var travlt beskæftiget med at spise aftensmad. Klokken havde netop passeret halv syv, og jeg måtte ærligt indrømme, at jeg var utrolig træt. De sidste mange nætter var gået foran computeren, hvor jeg havde læst og kommenteret folks kommentarer til vores film. Den var netop blevet spillet i biograferne, og det så ud som om, at den var faldet i utrolig god jord.

”Christina ringede i dag,” Louis brød den ellers så afslappede stilhed, ved at smide en bombe i Nialls retning. Han havde afvist blankt at snakke om hende, og så vidt vi havde erfaret, havde han ignoreret alle hendes beskeder og opkald. Jeg kunne et eller andet sted ikke forstå ham. Selvfølgelig var det i orden, at han var sur og skuffet, men jeg var en lige så stor del af det kys, og mig havde han da fundet plads til at tilgive.

”Åh… Hvad havde hun at sige?” spurgte Liam en smule forsigtigt, i det vi alle hemmelighedsfuldt rettede vores blikke i Nialls retning. Han kiggede intenst ned på sin tallerken, som om at den kyllingefilet han netop havde taget, var den mest spændende og fascinerende ting i hele lokalet. Sådan var han altid, når hendes navn blev nævnt efterhånden.

”Hun spurgte efter penge,” hans sætning vakte min opmærksomhed. Hvad skulle hun bruge penge på? Jeg kendte hende så godt, at jeg vidste, at Christina ikke spurgte Louis, eller nogen anden for den sags skyld, om penge med mindre det var en nødsituation. Havde hun rodet sig ud i alvorlige problemer? Min mave gjorde helt ondt.

”Sagde hun, hvad hun skulle bruge dem på?” spurgte jeg ham usikkert om. Jeg kunne ikke lide tanken om, at hun skulle være kommet i knibe. Jeg holdte virkelig meget af den pige, og hvis hun var kommet ud, hvor hun ikke kunne bunde, så ville jeg gøre alt for at hjælpe hende.

”Ikke rigtigt, hun sagde bare, at det var ret vigtigt,” han trak en smule ligegyldigt på skuldrene, før han stak sin gaffel ned i en af de udkogte pastaer, som Liam havde præsteret at lave. Han var virkelig elendig til at koge pastaer. Det måtte jeg sgu sige.

”Bare hun ikke har rod-” mere nåede jeg ikke at sige, før Niall havde hamret sin gaffel ned i tallerkenen, så den forfærdelige lyd af metal mod glas rungede i mine øre. Det var unødvendigt. Det var en forfærdelig støj, næsten som negle mod en tavle. Av.

”Vil I ikke godt holde op med at tale om hende? Jeg gider seriøst ikke at høre mere om det!” jeg havde aldrig set ham så alvorlig og så fuldkommen tosset på samme tid. Hallo, havde han glemt at Christina også havde en plads i vores hjerter? Blot fordi, at han valgte at forlade hende, betød det jo ikke, at vi var møntet til at hade hende. Det kunne jeg aldrig gøre. Aldrig.

”Jeg prøver virkeligt mit bedste på at komme over hende, og I gør det altså ikke spor meget lettere,” hans stemme var lav, men ikke så lav at vi ikke kunne høre det. Jeg var ikke klar over, at han havde det på den måde, men glemte han ikke, at hun med garanti var lige så knust som ham? Det var jo vel ikke for sjovt, at hun havde ringet til ham så forfærdelig mange gange, som hun havde.

”Undskyld Niall, men… Hun er trods alt min søster,” Louis løftede øjenbrynene en anelse irritabelt. Jeg kunne godt følge ham. Det var jo Nialls egen skyld, at han ikke blot valgte at tilgive hende. Altså, hvis vi nu havde haft sex, kunne jeg måske godt se det, men nu drejede det sig om et kys. Et kys der skete i fuldskab, så måske skulle han bare komme over det. Seriøst.

”Ja, men… Det er bare svært,” det før så alvorlige udtryk var erstattet af et meget sørgmodigt og trist blik. Han var såret, det var ikke svært at se, men jeg var ikke klar over, hvad jeg skulle gøre ved det.

”Du skal nok komme videre, du må bare ikke falde i, Niall,” sagde jeg med et smil. Hvis jeg skulle være ærlig, så håbede jeg heller ikke på, at de fandt sammen igen. Efter alt dette var sket, så ville det være totalt mærkeligt at se hende kysse med en af mine bedste venner. Hun var trods alt den pige, som jeg havde søgt land og rige rundt efter.

”Du har ret, jeg prøver virkeligt også,” han sendte mig et forsigtigt smil, før han atter samlede sin gaffel op. Nok var han meget trist, men det betød skam ikke, at han havde mistet sin appetit. Det var jo Niall vi snakkede om.

Som vi sad der, og snakkede om, hvor forfærdeligt Niall havde det, og hvor ked af det han var, så var der kun én ting, der gik igennem mit hoved. Der var kun én ting, som jeg blev nødt til at gøre, og det skulle gøres nu.

”Venner, jeg tror jeg går nu, jeg er meget træt og sådan,” jeg sendte dem alle et lille smil, før jeg rejste mig op, og tog min jakke fra stolens ryglæn.

”Bare du er klar i morgen, vi har jo en fodbold aftale,” jeg nikkede hurtigt til Louis, før jeg løftede min hånd til et hurtigt vink, og derefter forlod lejeligheden. Jeg blev nødt til at handle hurtigt, jeg blev nødt til at finde ud af, hvad der var los.

 

Godt halvanden time senere stod jeg i den mørke trappeopgang udenfor lejeligheden. Jeg var ikke helt sikker på, hvorfor jeg var her, men det var vel et eller andet sted skrevet i stjernerne. Jeg blev nødt til det, det gjorde jeg bare.

Min hånd fandt vej op til dørens overflade, og jeg tog en dyb indånding, før jeg bankede på. Min mave gjorde ondt, men jeg kunne ikke helt finde ud af hvorfor. Der var jo ingenting at være nervøs for.

Der gik et par sekunder, før jeg hørte skridt på den anden side. Tunge skridt, det var med garanti en, der havde sko på. Nu jeg tænkte over det, så havde jeg faktisk aldrig set lejeligheden før. Gad vide hvordan den så ud.

”Harry?” døren fløj op, og den lyshårede skønhed dukkede op på den anden side. Til min store overraskelse var hun iført både jakke og støvler. Hun var muligvis på vej ud af døren, hvilket ikke passede særlig godt ind i mit skema. Så var jeg taget herhen for ingenting.

”Christina,” jeg pustede den restende luft ud, og sendte hende et afprøvende smil. Det føltes så underligt at se hende stå der. Hun var iført Nialls snapback på hovedet, jeg huskede, hvordan han klagede over, at den var væk. Hun måtte have taget den med, da hun rejste.

”Hvad laver du her? Kom du ind,” hun smilede kærligt til mig, før hun lod mig passere. Det første jeg lagde mærke til, da jeg trådte ind i hendes køkken, var de to kufferter, der stod placeret i midten af lokalet.

”Hva’ er du ved at stikke af eller?” spurgte jeg drillende, men droppede dog hurtigt den legende attitude, da jeg så hvor stift og sørgmodigt hendes ansigtsudtryk var. Det var hvad hun havde tænkt sig, hun var bare bange for at indrømme det.

”Jeg… Jeg tager ud og rejse for en tid. Louis har lånt mig penge, så jeg kan komme lidt væk fra det hele. Jeg, jeg mangler at få renset ud, at kunne tænke på noget andet,” hun kiggede på mig med et par meget skyldige øjne. Det så næsten ud som om, at hun var bange for, at jeg ville dømme hende for det. At jeg ville hade hende, men som tidligere sagt – det ville jeg aldrig kunnet.

”Hvornår rejser du?” jeg satte mig på kanten af spisebordet, og betragtede hende, som hun gik over til køleskabet og hev to colaer ud.

”Klokken seks i morgen tidlig,” hun rakte mig den ene cola, som jeg fik åbnet i en fluks bevægelse. Der var ikke mange timer til.

”Harry, kan… Kan du give Niall den her?” hun gik over til sin taske, hvor hun rumsterede et stykke tid, før hun fandt en seddel, som hun senere rakte videre over til mig.

 

Niall,

Jeg ved godt, at du ikke vil se mig mere,

At der er en grund til, at du har cuttet kontakten, men jeg giver dig en sidste mulighed, for at blive en del af mit liv. En sidste chance for, at vi kan få det tilbage vi havde.

Jeg rejser til New York i morgen,

Hvis du er interesseret i at følge med, og dermed give mig en sidste chance, så følg med mig. Det ville betyde alt.

Jeg flyver klokken seks, du ved hvorfra.

 

 

 

De kærligste hilsner Christina,

 

 

 

Nedenunder var der skrevet en adresse. Det kom faktisk en smule bag på mig, at hun stadig var villig til at kæmpe så meget for ham. Han havde trods alt afvist alle hendes opkald den seneste måned.

”Jeg ville have kommet forbi med den her til aften, og have smidt den igennem hans brevsprække, men nu du kom, så tænkte jeg, at du kunne tage den med,” hun sendte mig et lidt uskyldigt smil. Det var en sød tanke.

”Selvfølgelig, det skal jeg gøre,” jeg stoppede sedlen i min lomme, og kiggede derefter smilende op på hende.

 

Jeg begav mig en lille times tid senere ned af gaden med denne tomme følelse i kroppen. Der var koldt i gaderne, og vinden var efterhånden taget til. Jeg stoppede dem i lommerne, men kun for at mærke den lille seddel, som Christina havde givet mig med. Jeg tog den op, betragtede den et øjeblik.

Jeg vidste godt, hvad der var det rigtige, jeg vidste godt, hvad jeg blev nødt til at gøre.

Ritch

jeg rev sedlen over, hvorefter jeg smed de to halvdele ned i skraldespanden. Jeg vidste godt, hvor komplet dumt og egoistisk det var, men jeg havde mine grunde. Og mine grunde, de var gode.

 

Hvad jeg dog ikke vidste, var at sedlen blev samlet kort tid efter, af en af de eneste personer, der bare ikke måtte finde den. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...