Heaven - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2013
  • Opdateret: 1 okt. 2013
  • Status: Færdig
"Georgia Rose" det er det dæknavn, som Christina Rosalie Tomlinson bruger, når hun scorer tilfældige fyre i byen, for at undgå at blive kontaktet på Facebook, og for at skjule sin sande identitet. Dette er også det præcis samme navn hun bruger, da hun møder sin storebrors gode ven, Harry Edward Styles i byen, uden den fjerneste idé om, hvad det senere vil føre til.
Hendes bror, Louis, ved ingenting om sin søsters dobbelt identitet, så da han finder ud af, at hans gode ven Harry formåede at score en pige, som han rent faktisk brød sig om, vil han hjælpe ham med at finde hende igen. Problemet er bare, at både Harry og Christina var så plørefulde den aften, at ingen af dem husker hinanden, så hvordan skal Harry nogensinde finde frem til sin forsvundne prinsesse? Vil han nogensinde finde ud af, at Christina er den pige, og hvad når hun pludseligt viser interesse for en anden?

353Likes
637Kommentarer
58479Visninger
AA

22. Kapitel 20 - Broken arrow

 

 

”Niall jeg..” mit hjerte bristede indeni, da hans øjne mødtes med mine. Jeg havde såret hans følelser, hvilket gav mig lyst til at græde. Hvorfor var jeg dog også sådan et fjols? Jeg kunne jo sige mig selv, at der aldrig ville komme noget godt ud af at holde ting hemmeligt!

”Ved du hvad… Jeg… Nej… Jeg kan ikke klare det her lige nu,” før jeg vidste af det havde han vendt sig rundt, og var forsvundet igennem menneskemængden. Jeg var i ikke i tvivl om, at Louis’ blik faldt på mig, og at han var skuffet over mig. Jeg var lige så skuffet over mig selv, som alle andre var.

”NIALL!” skreg jeg, som jeg frigjorde mig fra de hænder, der havde lagt sig på mine skuldre. Jeg var ikke sikker på, hvem der havde taget fat i mig, men jeg havde overhovedet ikke tid til, at finde ud af det heller. Det eneste jeg kunne tænke på, var Niall, og hvor stort et fjols jeg var. Hvorfor kunne jeg ikke bare være ærlig i stedet for? Så kom ingen mennesker galt af sted.

”NIALL STOP!” vi var nået ud på gaden. Regnen var så småt begyndt at drysse ned, hvilket var den typiske iscenesættelse for det engelske sommervejr. Det var et eller andet sted også meget passende situationen. Det var ufattelig godt timet.

”Hvorfor skulle jeg?!” han vendte sig om, men stoppede til min store lettelse dog op alligevel. Hans ansigt var stadig fortrukket i en form for smerte, som fik alt indeni mig til at sitre. Hvorfor skulle jeg være sådan en idiot? Det fortjente han jo ikke.

”Fordi…. Jeg vil gerne forklare det hele,” jeg slog en smule opgivende ud med hænderne. Jeg havde ikke forberedt mig på denne samtale. Jeg havde slet ingen idé om, hvordan jeg skulle gribe den an.

”Så håber jeg for dig, at du har en rigtig god forklaring, Christina,” hans stemme var så skrøbelig. Som om at den kunne knække eller briste hvert sekund det skulle være. Hvor gjorde det dog ondt at se på. Han var alt for smuk til at være så nedtrykt.

”Den eneste grund til, at jeg ikke ville sige det, til dig var, fordi du ikke skulle såres,” det lød lamt, ja, men det var ikke desto mindre sandheden. Det var sandt, hvad jeg sagde. Jeg ville ikke have, at han skulle såres hverken på den ene eller på den anden måde.   

”Men sjovt nok, så blev jeg det alligevel,” han forsøgte at fnyse en anelse ironisk, men det lykkedes ham langt fra. Hans stemme var for sart og skrøbelig til det, og det gjorde så ondt på mig, at jeg ikke kunne beskrive det. Hvis der havde været en bro et sted i nærheden, så havde jeg kastet mig ud over den, bare for ikke at skulle se, hvor forfærdeligt han havde det.

”Men… det har aldrig været min mening, det sværger jeg, jeg … jeg ville have fortalt dig det på et tidspunkt,” okay, det var ikke helt sandt, men noget blev jeg jo nødt til at sige? Det mindste jeg kunne gøre, var da at prøve at redde den. Det så bare stort ud. Meget sort.

”Det ved jeg jo godt, at du ikke havde tænkt dig. Du ville holde det hemmeligt, lade det blive imellem dig og Harry for evigt. Kan du ikke godt se, at det gør lidt ondt? Bare en smule?” okay, han fik mig virkelig til at hade mig selv endnu mere for hvert sekund der gik. Jeg var godt klar over, at han var sur og ked af det, men behøvede han at få mig til at få meget skyldsfølelse? Det var da ikke helt fair.

”Jeg er ked af det okay?” ordene var små, men de var så svære at få ud af mine læber. Ja jeg var ked af, at jeg havde holdt dette hemmeligt for ham, men det betød ikke, at jeg fortrød min aften med Harry. Vi var fulde, ingen af os kunne huske det, men derfor havde det stadig været en sjov og underholdende oplevelse alligevel. Jeg fortrød ikke, at jeg havde været sammen med ham, men jeg fortrød, at det var sket på den måde. Og specielt nu, når Niall og jeg havde dette forhold til hinanden.

”Du er jo ikke ked af, at du gjorde det. Du er ked af, at jeg fandt ud af det,” slam bam, den gjorde ondt. Hvorfor skulle han også være så hård ved mig? Kunne han ikke prøve at se dette fra min side af? Nej, selvfølgelig kunne han ikke det.

”Kan du slet ikke se det fra min side af? Jeg mener det, Niall, jeg er virkelig ked af det,” min stemme begyndte at ryste, og de sidste ord døde i farten. Jeg var på vippen til at græde nu, og der ville ikke gå særlig lang tid, før tårerne ville trille ned af kinderne på mig.

”Det kan jeg…. Jeg er godt klar over det, Christina, men… Jeg kan ikke det her… Det kan jeg bare ikke,” hans ansigt var stadig fortrukket i smerte og pinsel, som han kiggede op på mig. vi stod med et par meters adskillelse, men alt jeg ville, var at løbe over i hans favn. Jeg brød mig ikke om den mur, der var blevet bygget imellem os. Den var ubehagelig, og jeg savnede allerede at føle ham tæt på mig. Crazy, ikke?

”Hvad er det, som du ikke kan?” jeg snøftede en enkelt gang. Der var ingen tvivl om, at vi begge ville få en kæmpe lungebetændelse af det her.

”Kan du ikke være sammen med mig længere?” det lød næsten som en hvisken, da de forlod mine læber. Hvordan kunne en så enkelt sætning gøre så ondt? Det gjorde ondt alle steder i kroppen, og det fik mig til at hade mig selv endnu mere end før. Jeg ville ikke være foruden ham, og hvis han havde tænkt sig at cutte kontakten til mig, så ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle gøre.

”Niall, vil du ikke godt svare mig?” jeg kunne ikke gøre for det, men min stemme knækkede over, og hurtigt efterfulgt strømmede tårerne ned af kinderne på mig. Jeg hulkede, jeg var så fuldkommen bund ulykkelig indeni, at det føltes som om, at mit hjerte bristede.

”Jeg vil virkelig ikke gå fra dig,” hvorfor sagde jeg det? Vi var jo ikke ligefrem kærester eller noget, men som vi stod der, og tårerne strømmede ned over mine kinder opdagede jeg, hvor gerne jeg ville det. Hvordan dét var det eneste, jeg overhovedet havde lyst til. Det lød fjollet, eftersom vi kun havde datet i ganske få uger, men det var trods det også sandheden. Jeg ville så gerne være hans, at jeg glemte kendsgerningen med, at man i kærlighedens perspektiv deler alle sine tanker og følelser med hinanden. Fandens.

”Måske… Måske vil jeg bare gerne gå fra dig. Måske kan jeg ikke bare lade dette gå forbi mit hoved. Du ville holde dette hemmeligt for mig, og det så ud som om, at du havde let ved det,” let ved det? Tolkede han tårerne på min kind som let?

”Det var ikke nemt, jeg havde bestemt ikke nemt ved det, jeg håbede et eller andet sted, at du ville forstå mig,” udbrød jeg stakåndet. Regnen havde taget en smule til, hvilket fik deja-vu følelsen til at strømme igennem min krop. Dette mindede mig om sidste gang vi befandt os her, for en uge siden, hvor vi havde vores første kys.

”Jeg er den mest forstående person, men dette? Det forstår jeg virkelig ikke!” kunne vi ikke bare lade det ligge, og give os til at kysse som sidst? Det ville være en meget bedre udvej end dette helvede, som vi trak hinanden igennem lige nu.

”Du bliver nødt til at forstå, at det er dig, jeg vil have og ikke Harry. Kysset, det betød ingenting,” jeg tog prøvede et par skridt frem, men fortrød det hurtigt. Han undveg mig, og løftede sine hænder som en parade.

”Et kys betyder altid noget, Christina,” det kunne godt være, men glemte han lige det faktum, at det skete før jeg begyndte at se ham, og jeg havde været utrolig fuld på daværende tidspunkt. Desuden, havde jeg ikke genkendt Harry på selve aftenen, så hvad var problemet overhovedet?

”Måske har du ret, men det var ikke et særlig romantisk øjeblik,” jeg foldede armene hen over brystet, og sendte ham et sårende blik. Jeg ville så gerne kunne fortælle ham om mine følelser, og hvordan jeg havde det med situationen, men han ville med garanti ikke lytte alligevel.

”Det sjove er, at vi ikke engang er kærester, men smerten gør lige så ondt, som hvis vi havde været det,” da ordene forlod hans mund, mærkede jeg hvordan mit hjerte knuste. Hvordan alt indeni det bristede i millioner af stykker. Det gjorde ondt at høre, og det gjorde mindst lige så ondt at føle. Var han ikke klar over, at dette også sårrede mig?

”Du var den komplet forkerte pige at forelske sig i,” han holdte en kort tænkepause, og jeg ventede blot på, at han havde tænkt sig at fortsætte.

”For jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det her. Jeg vil ikke miste dig, men samtidig vil jeg heller ikke holde fast. Der er kun én ting, som jeg ikke tolerere, og det er løgne, og jeg kan ikke være sammen med en, som jeg ikke kan stole på,” var han forelsket i mig? Havde han lige indrømmet, at han var forelsket i mig? åh gud, hvordan skulle jeg nogensinde kunne tackle det? Nu fortrød jeg mine handlinger endnu mere end jeg gjorde før. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne redde situationen, så vi bare kunne fortsætte som før? Jeg var villig til at gøre alt.

”Du kan stole på mig Niall, det kan du virkelig,” tårerne trillede stadig ned af kinderne på mig. Min stemme rystede gevaldigt, og min hals føltes fuldkommen tør og indskrumpet. Det gjorde ondt i hovedet at græde, men jeg kunne ikke lade være. Det var umuligt.

”Det troede jeg også, men… ikke længere,” han trak opgivende på skuldrene, før han vendte sig om, og var på vej væk ind i Londons natteliv.

”Jeg er forelsket i dig Niall!” okay, det ved jeg ikke helt, hvorfor jeg sagde. Jeg hadede normalt at udtrykke mine følelser, men at gøre det overfor ham i denne situation virkede bare så rigtigt. Jeg ville gøre alt for at beholde ham. Jeg kunne ikke miste ham.

Han stoppede op midt på vejen, og kiggede sig en smule overrasket over skulderen. Han var overrasket over mit udfald, men hans fjerne blik var ikke blevet spor anderledes.  

“Det ved jeg godt Christina… Det er bare ikke det værd længere,” og med de ord spankulerede han væk fra mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Tårerne strømmede ned over kinderne i takt med at jeg følte mine ben blive tungere og tungere. Det sidste jeg havde forventet, skulle ske denne aften, var netop sket.

Jeg havde mistet ham..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...