Heaven - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2013
  • Opdateret: 1 okt. 2013
  • Status: Færdig
"Georgia Rose" det er det dæknavn, som Christina Rosalie Tomlinson bruger, når hun scorer tilfældige fyre i byen, for at undgå at blive kontaktet på Facebook, og for at skjule sin sande identitet. Dette er også det præcis samme navn hun bruger, da hun møder sin storebrors gode ven, Harry Edward Styles i byen, uden den fjerneste idé om, hvad det senere vil føre til.
Hendes bror, Louis, ved ingenting om sin søsters dobbelt identitet, så da han finder ud af, at hans gode ven Harry formåede at score en pige, som han rent faktisk brød sig om, vil han hjælpe ham med at finde hende igen. Problemet er bare, at både Harry og Christina var så plørefulde den aften, at ingen af dem husker hinanden, så hvordan skal Harry nogensinde finde frem til sin forsvundne prinsesse? Vil han nogensinde finde ud af, at Christina er den pige, og hvad når hun pludseligt viser interesse for en anden?

353Likes
637Kommentarer
58109Visninger
AA

15. Kapitel 13 - Summer, love and Niall

 

 

Adam: Dette er ikke slut, før jeg siger det er. Sov godt mens du stadig kan, dead girl is walking.

–Adam.

 

Jeg var ikke helt sikker på, hvor længe jeg blot stod, og stirrede ned i telefonen. Det kunne have været alt fra fem sekunder til flere minutter, før jeg hørte fodtrin, og lyden af Harrys forundrede stemme bragte mig tilbage til virkeligheden.

”Christina, hvad sker der?” selvom han stod lige foran mig, så havde jeg stadig svært ved, at høre ham. Jeg var så ramt, så forskrækket og bange, at jeg ikke helt vidste, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var svimmel, min mave gjorde ondt, og jeg måtte konstant bekæmpe kraften og lysten til at bryde sammen.

Hvor meget lyst, jeg end havde til at fortælle Harry og de andre om min nyligt modtagene besked, så kunne jeg ikke. Dette var en sag imellem Adam og jeg, og jeg kunne ikke risikere, at blande dem ind i det. Dette var min kamp, mit problem, og jeg måtte løse det, alene.

”Ingenting, det gled bare ud af min hånd, det er jeg virkelig ked af,” jeg sendte ham et lille usikkert smil, før jeg satte mig ned på hug, for at samle stumperne op. Dead girl is walking dette kunne selvfølgelig blot være en fuldkommen ubetydelig metafor, men jeg tvivlede stærkt på det. Når det kom til Adam, skulle og kunne, man aldrig vide sig sikker i noget.

”Du skal ikke give dig til at samle det op, jeg griber støvsugeren,” Harry tog blidt fat om min overarm, og fik trukket mig op på benene igen. Jeg så ham ikke i øjnene, eller forsøgte at skabe kontakt. Så ville han kunne gennemskue usikkerheden og frygten i mine øjne, hvilket jeg overhovedet ikke havde brug for lige nu.

”Skal vi ikke tage ud og spise i aften? Du ved, ved det nye sted ved havnen?” jeg havde absolut ingen idé om, hvorfor jeg sagde det. Måske skyldtes det blot, at jeg ville have mit hoved over på noget andet end Adams besked. Måske var det bare rent tilfældighed. Uanset hvad, så forlod ordene min mund, og Harry kiggede en anelse forundret på mig.

”Har du virkelig lyst til det, efter hændelsen i supermarkedet?” jeg kunne godt forstå ham egentlig. Selvfølgelig virkede det totalt underligt, at jeg ville begive mig ud i offentligheden, når nu jeg havde været medvirkende til sådan en hændelse. Men på den anden side, siden jeg modtog den besked, følte jeg mig ikke sikker nogen steder. Jeg kunne lige så godt begive mig udenfor. Jeg frygtede ham uanset hvor jeg var.

”Ja, jeg tror det er, hvad jeg har brug for,” jeg smilede en anelse, før jeg kørte hånden igennem håret, og rettede lidt kejtet på min halskæde. Jeg var ikke helt klar over, hvad det var, jeg ville frem til, men at komme ud et sted med mange mennesker, var mere sikkert end at sidde herhjemme.

”Jamen, hvis det er det, som du har lyst til, såååe, du skal bare vide, at det er et ret eksklusivt sted, og den har en meget stram dresscoat,” hans hånd fandt vej til de krøllede lokker, og han kiggede en anelse eftertænksomt ned i jorden. Stram dresscoat, som om at jeg ikke havde taget en masse flotte kjoler med. Easy. En af de ting, som jeg elskede allermest ved Harry, var han at han behandlede mig som var jeg hans lillesøster. Vores venskab var så stærkt, og ubrydeligt, at jeg faktisk ikke kunne beskrive med ord, hvor glad jeg var for ham. Han havde en så central rolle i mit liv, at han blev opfattet som en af mine tætteste relationer. Det lyder underligt, eftersom det var min storebrors bedste ven, men Harry var også på så mange punkter, min. Min bedste ven, som jeg kunne dele alting med. Alt i hele verden.

”Du er en skaaaat,” jeg plantede et kys på hans kind, før jeg blev revet ind i en kærlig omfavnelse. Det betød så meget for mig, at han var villig til, at gøre så forfærdelig meget for mig, når man tog det op til overvejelse, at jeg faktisk blot var hans bedste vens søster. Eller, vores forhold var mere end det, men … Det var min faktiske titel. Kan I følge mig? Hvis ikke, så bare lad det være. Jeg forstod det heller ikke selv.

”Du er vel klar over, at jeg har en svaghed for dig Chris,” han sendte mig et charmerende smil, og gav min arm et forsigtigt klem. Nu ikke noget med at misforstå hans ord. Jeg var godt klar over, at han havde denne svaghed, men det indebar egentlig kun, at han havde svært ved at sige nej. Jeg var lidt den forkælede lillesøster, der fik alt hvad jeg pegede på, både fra ham men bestemt også fra Louis. Det var en bonus.

”Nu skal du stoppe med at lægge an på hende Harry, jeg deler ikke,” et smil gled atter over mine læber, da Nialls høje figur slængede sig op ad dørkarmen, og han drillende kiggede på os med armene korslagte over brystkassen. Hvor så han dog bare så ufattelig sød ud.

”Bare rolig mate, hun er din helt alene – jeg drøfter lige ideen med de andre, og finder støvsugeren til det her rod,” han pegede på glasset bag mig, og begav sig ud af køkkenet og ind i stuen.

”Ideen?” han kiggede spørgende på mig, med løftede øjenbryn og et ganske særligt glimt i øjet, der gav mig en vildt underlig og spruttende fornemmelse i maven. Jeg var ikke helt klar over, hvordan jeg skulle forholde mig til alle de følelser, som væltede ind over mig, når Niall var i nærheden. Betød det, at jeg var ved at forelske mig i ham? Kunne man det så hurtigt? Jeg var ikke helt sikker.

”jeg foreslog for Harry, at vi tog ned til havnen i aften, og spiste på den nye, dyre restaurant, du ved,” han nikkede forstående, før et smil bredte sig over hans læber på denne rigtig smørrede og utrolig charmerende måde, der blot fik den der følelse i min mave til at eksplodere endnu mere end tidligere. Hvad var det, han gjorde ved mig?

”Er jeg også inviteret til sådan en begivenhed, eller?” hvor jeg dog bare havde lyst til at kysse ham. Selvom der ikke fandtes en anledning for det, så var det virkelig det eneste, som jeg kunne tænke på i dette øjeblik. Hvordan skulle jeg tolke det?

”Det ved jeg ikke, det er du vel,” jeg trak en anelse diskret på skuldrene, og sendte ham et meget afmålt men dog stadig varmt smil. Jeg blev helt forfjamsket, og jeg havde bestemt ingen idé om, hvorfor.

”Du gider vel ikke tilfældigvis følge mig hjem vel? For… Jeg vil gerne, du ved, skifte tøj og sådan, og jeg er lidt bange for, at støde ind i Adam,” egentlig bare det bare en utrolig dårlig undskyldning. Jeg var bange for Adam, uanset hvor jeg var, men den eneste grund til, at jeg ville have Niall med mig, var for at have ham på tomandshånd. Uden Louis, der kunne afbryde hvert sekund det skulle være.

”Selvfølgelig, jeg finder lige ud af, hvor mange der skal med, og hvornår vi tager af sted, så jeg kan bestille bord,” han drejede rundt på hælen og forlod mig alene tilbage i køkkenet, hvilket gav mig rig mulighed for at tage min telefon frem igen. Der var tikket endnu en besked ind, denne gang fra Maya, der blot spurgte ind til dagligdagens rutine. Jeg var lige et kort sekund bange for, om Adam skulle have sendt mig endnu en.

”Christina kommer du?” lød Nialls stemme fra entréen, og jeg proppede telefonen tilbage, hvor jeg fandt den. Jeg kunne altid svare hende senere. Med hastige skridt begav jeg mig ud i entreen, og fik skoene bakset på fødderne. Jeg ville ud af lejeligheden og ned i den friske luft, så alle mine tanker og bekymringer om Adam ligesom kunne falde lidt til jorden.

”Hvad blev I så enige om? Hvornår tager vi af sted og hvem kommer med?” jeg kiggede smilende på ham, da vi nåede ud til elevatoren, og han trykkede på knappen.

”Vi blev enige om, at vi skal mødes med dem dernede ved syv tiden, så vi har lidt tid at løbe på og sådan. Det lød som om, at alle ville tage med. Zayn og Liam virkede mere medgørlige nu end i morges,” dørene til elevatoren gik op, og vi trådte begge ind før de atter lukkede sig sammen. Det var faktisk først, da jeg flyttede til London, at jeg lærte at køre i elevator. I min barndom var jeg altid så bange for, at den ville gå i stå.

”Du bør nok lige skubbe solbrillerne ned over øjnene, famous boy,” jeg pegede på de solbriller, som han havde siddende i panden, og lod smilet finde vej til mine læber. Okay, jeg begyndte snart, at finde mig selv uhyggelig. Hvorfor blev det smil ved med at komme krybende? Jeg endte seriøst med at skræmme ham væk.

”Har du et problem med, at blive set med en kendt?” han løftede det ene øjenbryn, før han gjorde som jeg sagde, og skubbede brillerne ned, så hans smukke blå øjne, blev gemt af vejen, og erstattet af det mørke glas. Han så egentlig utrolig sexet ud med solbriller på. Okay, jeg havde vidst brug for en psykolog…

”Ja, det ødelægger lidt mit image, som almindeligt menneske,” han grinede let af min kommentar, før han rakte ud efter min hånd, og langsomt lænede sig frem imod mig. Mit hjerte accelererede, da jeg opfattede, hvad han var i færd med, og jeg blev straks helt kulleret. Hans læber var det eneste, som jeg kunne fokusere på, lige indtil jeg hørte det lette: pling, og han trak sig tilbage med et smørret smil.

”Det var ærgerligt, jeg skulle jo nødigt ødelægge dit image,” måtte jeg godt slå ham ihjel? Det var dog den mest hjerteknusende og provokerende måde at irritere mig på. Hvorfor måtte jeg ikke få det kys? Hvorfor skulle de døre og den dumme elevator også være imod mig? Jeg hadede mit liv.

”Du er et ondt menneske…” mumlede jeg irriteret, som vi gik ud på gaden, og videre ned af den ret øde gågade. Jeg var ikke sikker på, hvor folk var henne, men de fleste var nok enten på arbejde, eller inde på en af caféerne. Klokken var halv fire, og de fleste mennesker var i gang med deres eftermiddags te.

”Er jeg det? Var det ikke dig, der sagde, at jeg ødelagde dit image?” okay, den bad jeg selv om. Hvor var det dog egentlig trist. Jeg havde ødelagt muligheden for at kysse ham. Jeg burde bare grave mig en grav og ligge mig i den.

”Jeg spænder ben for mig selv,” ment i overført forstand. Hver evig eneste gang, at jeg havde muligheden for at gøre noget godt, så skulle jeg altid klokke i det. Som da jeg sad på hans skød, og ikke kyssede ham den gang. Hvor var det dog dumt.

”Årgh hold op, du kan bare ikke få nok af mig,” selvom han sagde det i ren morskab, så kunne jeg ikke undgå at bemærke, at han faktisk havde ret. Jeg kunne ikke få nok. Jeg ville gerne være sammen med ham, hele tiden og mere til. Jeg kunne ikke forklare det med ord, men den følelse jeg sad inde med, var så blomstrende og fantastisk, at jeg ikke havde lyst til at slippe den. Var jeg forelsket, eller var jeg bare glad for, at jeg endeligt var kommet over Adam?

”Na, jeg tror jeg går efter Harry, han har ligesom det sidste twist – og han ville desuden heller ikke brænde mig af lige før et kys,” slam bang, der fik du den Horan. Man skulle ikke ligge sig ud i verbale dueller med mig, for jeg havde fuld kontrol, og jeg var folk overlegne til det. Jeg kunne se, hvordan han virkelig overvejede mine ord for et øjeblik, før handlingerne overtog, og han i en fluks bevægelse, fik skubbet mig ind i en sidegade, og presset min krop op ad muren.

Der var noget intenst og risikabelt ved sådan at lave sådan et move på åben gade, men det så slet ikke ud til at genere ham, som han med en hånd på hver side af mit hoved lænede sig ned, så hans læber mødte mine. Kysset varede aldrig mange sekunder, før han trak sig tilbage igen, og kiggede smilende på mig.

”Fik jeg ikke understreget, at jeg helst ikke deler?” åh gud, hvor var han dog bare den dejligste fyr, jeg nogensinde havde mødt. Hvorfor havde jeg aldrig opdaget det før? Jeg havde efterhånden kendt Niall i lang tid, men det var først efter min ankomst, at jeg havde opdaget, hvor helt igennem sød og vidunderlig han var. Okay, jeg lød som sådan en forfærdelig kæreste-type. Stop.

”Fik jeg nogensinde fortalt dig, hvor sexet du ser ud med de Ray-Ban solbriller?” ja, i enhver anden situation ville det have været flovt at slynge ud, men han var så forbandet fræk at se på, at jeg slet ikke kunne holde komplimenterne inde. Jeg havde mange flere, hvor det kom fra.

”Hvad med min snapback, har den nogen effekt?” han rettede lidt kejtet på den, så en tot af hans lyse hår tittede frem, var han ude på at slå mig ihjel med hans fulde perfektion? Han var jo så gennemført, så sød, så … Ej, nu må jeg holde. Vi var jo ikke kærester eller noget.

”Den giver lige det sidste twist, som jeg har ledt efter,” jeg blinkede let til ham, hvilket fik ham til at bryde ud i den kærligste latter. Solen reflekterede ned i glasset for hans øjne, og blændede mig for et kort øjeblik. Ikke at det gjorde noget, for at blive mødt af smilet, der tog form om hans læber, var ikke noget dårligt syn.

”Hvad er det dog, du gør ved mig?” måden han sagde det på, fik mig til at slå blikket genert ned i jorden. Jeg vidste aldrig, hvordan jeg skulle give respons til et spørgsmål af den kaliber. Det var jeg ikke vant til, og derfor var jeg heller ikke særlig kæphøj.

”Skal vi flytte denne samtale hjem, så jeg kan komme i noget andet tøj til vores fine middag senere?” jeg flyttede blikket fra hans ansigt og til hans hænder, der stadig var placeret på hver side af mit hoved. Jeg fandt det nødvendigt, at vi snart kom hjem og skiftede tøj, så vi kunne tage ud og få noget mad.

”Lad gå prinsesse, men kun fordi, at du spørger så sødt,” han rakte ud efter min hånd, hvilket rent faktisk kom som noget af en overraskelse. Eftersom vi befandt os midt i gaden, og der sikkert nok skulle sidde nogle fans rundt omkring på caféerne, der kunne genkende ham, så var jeg faktisk chokkeret over, at han bare sprang ud i det.

Med et smil på læben tog jeg fat i hans hånd, og vi begav os ind mod Louis lejelighed. Waow, jeg havde aldrig troet, at jeg skulle kunne være så lykkelig.

 

”Hvad så babe, er du klar til at gå?” efter at have brugt præcis to timer og fireogfyrre minutter, var jeg endelig færdig med hår, make-up og tøj, og kunne omsider begive mig ned til denne nye eksklusive restaurant, som faktisk kun blev besøgt af fine mennesker. Jeg følte mig speciel. Niall havde været hjemme og skifte for en time siden, og var netop trådt ind på værelset, iført et par mørke cowboybukser, skinnende sorte sko, og en hvid skjorte, der var knappet helt op i halsen. Han så røv lækker ud, og jeg var virkelig tæt på, at springe på ham. waow.

”Hvor er du smuk,” han kiggede på mig, på denne virkelig betagende måde, hvilket fik mig til at slå blikket ned, og tage et dybere kig på mit outfit. Jeg havde iklædt mig en nydelig rød kjole, som Maya havde foræret mig til min fødselsdag sidste år, og et par tofarvede stilletter, som jeg havde købt for nyligt. Mit hår var blevet krøllet så elegant og smukt, som jeg overhovedet kunne, og jeg gjorde brug af den røde læbestift, som jeg havde stjålet fra min mors skab. Alt i alt, var jeg faktisk godt tilfreds(link i kommentar)

”Og du ser lige så lækker ud, som du plejer,” okay, hvorfor sagde jeg lige det? Det var da godt nok flovt, jeg kunne næsten mærke, hvordan rødmen steg mig til hovedet. Hvor var det dog pinligt.

”Må jeg eskortere dem til middagsselvskabet, min kære?” han bukkede dybt, i det han rakte hånden ud imod mig, og jeg tog i mod den med et grin. Hvor var han dog herlig, at høre på.

”Lad gå,” jeg greb min taske og trøje med den anden hånd, før han førte mig ud af lejeligheden, og videre ned af trapperne. Vi havde besluttet os for ikke at vente på elevatoren, idet vi allerede var utrolig sent på den, og havde bedt Paul vente udenfor.

Det gjorde han skam også. Den sorte Mercedes holdt parkeret lige udenfor døren, og vi kunne hurtigt snige os ind, uden at blive skubbet og revet i af de mange fans, som efterhånden havde kredset sig rundt om. Jeg hadede store forsamlinger, jeg fik totalt angstanfald.

”Godaften I to,” Paul smilede til os fra sin plads bag rettet, som jeg fastspændte min sikkerhedssele, og kastede et blik på Liam, som sad på passagersædet. Vi var heldigvis ikke de eneste, som var sent på den.

”Godaften Paul, Liam, lad os komme af sted, de andre venter ved havnen,” Niall, der virkede langt mere stresset end nødvendigt, tog fat i min hånd, og klemte den lidt hårdere end han behøvede. Hvad mon tirrede ham sådan?

”Javel sir,” Paul kiggede flabet bagud, før han satte bilen i gear, og satte bilen i retning af havnen, og væk fra bymidten. Jeg glædede mig til, at komme lidt ud, og tilbringe tid med nogle herlige mennesker, så det kunne faktisk ikke blive en mere perfekt aften.

”Babe, din taske vibrerer,” Niall nikkede smilende på pungen i min hånd, og jeg kom ud af mit dagdrømmeriske univers.

 

Adam: Sød kjole, men har du ikke skiftet kæreste siden sidst? Vi ses på havnen.

-Adam

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...