Heaven - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2013
  • Opdateret: 1 okt. 2013
  • Status: Færdig
"Georgia Rose" det er det dæknavn, som Christina Rosalie Tomlinson bruger, når hun scorer tilfældige fyre i byen, for at undgå at blive kontaktet på Facebook, og for at skjule sin sande identitet. Dette er også det præcis samme navn hun bruger, da hun møder sin storebrors gode ven, Harry Edward Styles i byen, uden den fjerneste idé om, hvad det senere vil føre til.
Hendes bror, Louis, ved ingenting om sin søsters dobbelt identitet, så da han finder ud af, at hans gode ven Harry formåede at score en pige, som han rent faktisk brød sig om, vil han hjælpe ham med at finde hende igen. Problemet er bare, at både Harry og Christina var så plørefulde den aften, at ingen af dem husker hinanden, så hvordan skal Harry nogensinde finde frem til sin forsvundne prinsesse? Vil han nogensinde finde ud af, at Christina er den pige, og hvad når hun pludseligt viser interesse for en anden?

353Likes
637Kommentarer
58448Visninger
AA

14. Kapitel 12 - The love from a brother

 

 

”Eleanor ræk mig lige fjernbetjeningen,” hørte jeg Perrie mumle med hovedet begravet trygt nede bag en af sofapuderne, for at lukke støjen af Zayns massive snorken ude. Han var næsten lige faldet i søvn, og det irriterede os alle så gevaldigt at høre på. Det hjalp ikke just på hovedpinen, lad mig sige det sådan.

”Rejs dig dog op, og hent den selv,” hun kiggede på hende med et par trætte og yderst anstrengte øjne. Når Eleanor havde tømmermænd, gjorde man klogt i bare at lade hende være. Hun fik altid de sygeste hormonsvingninger, og fik alle symptomerne på graviditet. Hun tissede hele tiden, spiste de underligste ting, græd, grinede, hvæsede, råbte skiftevis afhængig af, hvad situation hun stod i. Det kunne godt være en anelse trættende i længden, men jeg var efterhånden vant til det.

Fra entréen hørte vi hoveddøren gik op, og kort tid efter dukkede Harrys krøllede manke op i døråbningen. Han var tomhændet, han så forpustet ud, og hans blik vandrede fra den ene person til den anden.

”Hvor har du gjort af Christina?” Niall, der lige var trådt ind i stuen med en træt og bleg Liam efter sig, kiggede underligt på Harry, før han satte sig ned på kanten af sofabordet, og blot afventede et svar. Vent, var Harry gået med Christina i supermarkedet? Det havde jeg slet ikke fået med.

”Hun er i min lejelighed,” wow, wow, wow, hold lige! Hvad pokker lavede hun der? Havde hun fået det dårligt på vejen, og blevet nødt til at holde ind hos ham? Jeg forstod ingenting.

”Hvad laver hun der? Er hun kommet galt af sted?” overraskende nok, så kom ordene ikke ud af min mund, men af Nialls. Han så så ufattelig bekymret ud i ansigtet, at jeg et øjeblik fik medlidenhed med ham. jeg var godt klar over, at han holdte meget af min søster, det strålede jo nærmest ud af ham, men hvordan hun havde det i forhold til ham, var jeg mere i tvivl om. Christina var en lukket bog, hvad angik drenge.

”Altså.. Det er faktisk ikke min opgave at fortælle det, men vi stødte ind i Adam i supermarkedet, og det viste sig åbenbart, at han bærer meget nag efter Christina gik fra ham – jeg kender ikke hele historien, men hun brød grædende sammen i favnen på mig, og sagde at hun ikke ville hjem, så jeg guidede hende op i min lejelighed, hvor hun sidder lige nu. Hun er fuldkommen ude af den, så jeg tror det er bedst, hvis I kommer med. Hun blev ved med at gentage, at Niall var den eneste, der kendte historien, og at hun blev nødt til at forklare det hele til jer, fordi der ikke længere var nogen garanti for, at hun var i sikkerhed,” da han var færdig med at tale, gav han slip på et forpustet suk. Okay, hvad end dette var, så bekymrede det mig.

Det tog mig cirka to sekunder at komme op ad sofaen, og både Eleanor og Niall var ikke længe om at følge med. Jeg blev nødt til at komme min søster til undsætning, for uanset hvad dette handlede om, så var hun noget af det mest betydningsfulde i mit liv, og jeg frygtede, at hun var kommet ud i problemer.

”Perrie, få din dovne kæreste op af den sofa, Niall hjælp lige Liam op, vi skal af sted, og det skal være nu!” det var som om, at alle mine tømmermænd var forsvundet i løbet af det seneste minut. Jeg kunne ikke fokusere på, at jeg havde det dårligt. Det eneste der kørte igennem mit hoved, var min søster, og hvad der kunne have forsaget dette postyr.

Det tog mig absolut ingen tid at få mine sko på, og få en trøje trukket over hovedet. Jeg var klar til at løbe fra de andre, hvis det var det, der skulle til. Spørgsmålene kørte rundt i hovedet på mig på replay. Hvorfor var hun ikke i sikkerhed? Hvorfor bar han nag? Hvad havde han gjort ved hende? Hvorfor brød hun sammen? Men det største spørgsmål af dem alle var nok, hvorfor hun ikke var kommet til mig. Siden Niall var den eneste, der kendte til historien, så tydede meget jo på, at det var en stor hemmelighed, som hun bar rundt på. Det skræmte mig. Christina var normalt ikke hemmelighedsfuld overfor mig.

”Jeg går altså i forvejen, undskyld, men jeg kan simpelthen ikke lide tanken om, at hun sidder der helt alene,” jeg greb ud efter min telefon på bordet, da Eleanor lagde en forsigtig hånd på min skulder.

”Jeg går med dig,” selvom hun virkelig lignede en, der mest af alt havde lyst til at smide sig på sofaen igen, og drikke en masse sodavand, så kunne jeg se forandringen i hendes øjne. Hun var bange. Egentlig kom det ikke bag på mig. Eleanor betragtede nærmest Christina som en søster, og deres bånd var utrolig stærkt, så selvfølgelig bekymrede det hende lige så meget, som det bekymrede mig.

”Lad os komme af sted,” jeg rev døren op, alt imens jeg hørte de andre få fumlet deres overtøj og sko på bag mig. Selvom det nok kun ville tage to minutter at vente på dem, så var det også to minutter for meget. Min søster havde brug for mig, og jeg havde brug for at vide, at hun havde det godt.

”Jeg håber virkelig ikke, at det er alvorligt Lou,” hviskede Eleanor med gråd i stemmen, da vi tog trapperne i et par hurtige spring. Ja, jeg var så utålmodig, at jeg ikke kunne vente på en elevator, det var der simpelthen ikke tid til.

”Bare rolig skat, det skal nok gå,” selvom jeg sagde det med så meget overbevisning som muligt, så troede jeg ikke selv et ord på det. Jeg var overhovedet ikke sikker på, at alting nok skulle gå, men det kunne jeg selvfølgelig ikke sige til hende. Hvis der var noget Eleanor var god til, så var det at være bekymret, og jeg havde bestemt ikke lyst til at forværre situationen.

”Bare han ikke har gjort hende noget,” fortsatte hun, da vi nåede ned på gaden, og ud iblandt menneskemængden. Det værste der kunne ske nu, ville være at blive stoppet af fans eller fotografer. Det havde jeg simpelthen hverken tid eller lyst til.

”Jeg lover dig El, hvis han har krummet så meget som et enkelt hår på hendes hoved, så skal han passe på med at befinde sig i denne del af byen,”

 

 

Jeg sad i Harrys sofa, med benene trukket op under mig. Hele min krop rystede stadig efter mødet med Adam, og hvert et øjeblik frygtede jeg, at han skulle dukke op udenfor døren og bede mig om at lukke op. Det hele skal nok gå Christina, du skal nok klare den, jeg prøvede at opmuntre mig selv så meget som muligt, men det lykkedes ikke. Overhovedet ikke. Jeg var stadig bange, og jeg var skrækslagen.

Et højlydt bank på døren, fik mig ud af mit tankespind. Mit hjerte accelererede fra nul til hundrede på få sekunder, og jeg slog benene ned på gulvet. Hvis det var ham, der stod udenfor døren nu, så ville jeg springe ud af vinduet. Den død ville blive mindre smertefuld.

”Christina? Er du derinde?” lyden af min brors stemme beroligede mig straks, og jeg løftede mig fra sofaen for at gå ud og låse døren op. Jeg var godt klar over, at jeg stod overfor et stort forklaringsproblem, men jeg håbede stadig så inderligt på, at han ikke var alt for sur og skuffet over mig. Han havde trods alt ikke hørt historien endnu.

Dårligt nok havde jeg fået flyttet mig fra døren igen, før den gik op, og jeg blev hevet ind i en enorm og omklamrende omfavnelse. At stå i min brors arme og se Eleanor stå forpint over hans skulder, fik tårerne til at trille ned ad mine kinder igen. Jeg havde ingen idé om, hvorfor jeg var så følelsesladet, men det skyldtes nok stadig min frygt. Den sad stadig plastret på min nethinde, og den var ikke så nem at slippe af med.

”Hvad har han dog gjort ved dig?” hviskede han i mit øre, kun højt nok for mig til at opfatte det. Jeg ville ønske, at det var let at slynge ud. At jeg bare kunne sige det, og så trække på skulderne efterfølgende, men så let var det ikke. Vi havde en meget kompliceret og rodet fortid sammen, og den tog lang tid og en lang forklaring, at få fortalt.

”Åh gud Christina, er du okay?” en masse støj, og lyden af Perries stemme fik mig til at trække mig ud af omfavnelsen. Nu blev jeg nødt til at tage mig sammen, og få fortalt dem, hvad der var sket både i supermarkedet, men også dengang vi stadig var sammen.

”Hvis I alle vil gå ind i stuen, så skal I nok få historien..” da Niall trådte ind over dørtærsklen, og kiggede på mig med disse intense og bekymrede øjne, var det nok for mig til at miste fatningen. Selvom jeg ikke ville indrømme det, så havde han virkelig kapret mit hjerte, og sørget for at det blev helt igen. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden ham, og jeg havde faktisk heller ikke lyst til at vide det.

Det tog dem ikke langt tid at få sig samlet sammen i Harrys ultra bløde sofa, og jeg satte mig en smule kejtet ned på sofabordet. Jeg hadede allerede denne samtale, før den overhovedet var startet. Jeg frygtede virkelig, hvordan de andre ville reagere. Hvordan de ville se på mig, hvad de ville tænke, men nok mest af alt, om de ville dømme mig for det. Om de ville hadede mig for at have løget for dem, eller elske mig for endeligt at fortælle sandheden.

”Jo.. Ser I, nu skal I høre…”

 

Fireogtyve minutter senere var jeg endelig færdig, og sad nu blot og kastede blikke på de andre, der alle så lige chokkerede ud. Eleanor havde tårerne trillende ned af kinderne, Perrie var blevet helt kridhvid i ansigtet, og Louis øjne var spejlblanke og iskolde. Der var ingen der sagde noget, hvilket gjorde mig en kende skidt tilpas. De måtte gerne lukke munden op.

”Jeg sværger, hvis jeg nogensinde finder den fyr, så gør jeg det af med ham,” ordene kom ud en anelse hårdere end det sikkert var meningen, men alt at dømme fra Louis ansigtsudtryk, så mente han hvert et ord. Selvfølgelig sagde han ting som disse, han var jo min storebror, det var meningen, at han skulle beskytte mig, og han gjorde det altid ned til perfektion.

”Havde jeg vidst det, da vi stod i butikken, så havde jeg slået ham ned,” Harry, der indtil nu havde forholdt sig aldeles rolig, og kun havde kommet med små gisp i løbet af den sidste halve time, kiggede på mig med sandfærdighed i sine øjne. Åh, hvor var han skøn. Seriøst, hvis det ikke var for Niall, og det ikke var fordi, at det ville være utrolig underligt, så var jeg sprunget på ham. Eller, måske ikke.

”Jeg ehm… Jeg er sikker på, at I har masser af spørgsmål, og det er også helt okay, men jeg kunne virkelig godt bruge lidt vand og et par minutter til at samle tankerne først, så… jeg forlader lige selvskabet et kort øjeblik,” jeg sendte et kærligt smil til Louis, før jeg rejste mig op, og begav mig ud i køkkenet. Min hals var fuldstændig tør efter alt det snakken, og jeg manglede virkelig at tage et par dybe vejrtrækninger. Byrden var endelig løftet fra mine skuldre.

I et af Harrys halvtreds millioner skabe, fandt jeg et glas, og en flaske med isende koldt vand. Mit hjerte slog tyve gange hurtigere end normalt, men var ved at falde tilbage på plads. Endelig.

”Jeg håber, du er okay,” jeg vendte mig om i en hurtig bevægelse, da jeg hørte lyden af Nialls stemme. Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg var glad for, at han allerede kendte til historien – ellers havde det været underligt at fortælle om min tidligere psykisk syge ekskæreste, når Niall og jeg var på dette punkt i vores forhold. Eller, vi havde jo ikke noget forhold, men… Vi var efterhånden et par skridt over venner, ville jeg mene.

”Så okay, som jeg nu kan være,” jeg sendte ham et forsigtigt smil, før jeg tog en slurk af mit vand, og satte glasset tilbage på bordet. Han kom over på min side af køkkenøen og hev mig ind til sig i en fantastisk og kærlig omfavnelse.

Det var som om, at det først var da jeg stod i hans arme, at jeg endeligt kunne slappe fuldkommen af. Jeg følte mig så tryg, så beroliget med hans arme omkring mig, at jeg ikke kunne tænke på andet end det. Alle mine tanker om Adam var væk, og erstattet af disse bobler og sommerfugle i maven, der blot blev større og større.

”Jeg lader ikke den idiot lægge en hånd på dig nogensinde igen,” mumlede han ind i håret på mig, og plantede et forsigtigt kys ved min tinding. Hvor var det dog sødt. Jeg følte mig så fuldkommen hel og glad, når Niall talte til mig. hvordan kunne han gøre mig så lykkelig, på så kort tid?

”Erhm, turtelduer?” jeg behøvede ikke engang at kigge, for at vide hvem der stod bag mig. Louis stemme var så genkendelig, så overrasket og samtidig så kølig, at jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Jeg trak mig ud af omfavnelsen, og både Niall og jeg stod akavet ved siden af hinanden. Hvad skulle man sige? Vi var lige blevet taget på fersk gerning i et ret så intenst øjeblik. Den kunne man vidst ikke forklare sig ud af.

”Sig mig, hvad er den ting med jer to alligevel? Kan I ikke beslutte jer for om I vil date eller ej, for vi andre er altså ved at dø af spænding,” vent, hvad? det kunne simpelthen bare ikke passe. Vidste Louis det med os? Havde Eleanor sagt det til ham, eller Harry for den sags skyld?

”Ja, spar mig for de der undrende blikke, jeg bemærkede det i går,” han blinkede let, før han gik over til køleskabet og hev en øl ud. Ej seriøst, havde han tænkt sig at drikke øl med de massive tømmermænd? Han måtte være bims.

”I skal bare vide, at det er helt fint med mig, bare I ikke har sex, og kysser imens jeg ser det, tak,”  hvorfor skulle min bror også være den mest pinlige i hele verden? Det var dog bare så typisk.

”Ja, ehm, ja,” Niall sendte mig et lille smil, før han forlod køkkenet, og sammen med Louis gik ind i stuen. Det var nok en god idé, dette var efterhånden en smule akavet.

Jeg tog vandglasset op fra bordet, i det samme som min mobil vibrerede i lommen. Det var sikkert Maya, der ville høre om jeg lavede noget spændende.

Et hurtigt klik på skærmen, fik mig til at tabe vandglasset på gulvet, så det knuste i flere tusinde stykker. Det var ikke fra Maya.

 

Det var fra Adam...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...