Heaven - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2013
  • Opdateret: 1 okt. 2013
  • Status: Færdig
"Georgia Rose" det er det dæknavn, som Christina Rosalie Tomlinson bruger, når hun scorer tilfældige fyre i byen, for at undgå at blive kontaktet på Facebook, og for at skjule sin sande identitet. Dette er også det præcis samme navn hun bruger, da hun møder sin storebrors gode ven, Harry Edward Styles i byen, uden den fjerneste idé om, hvad det senere vil føre til.
Hendes bror, Louis, ved ingenting om sin søsters dobbelt identitet, så da han finder ud af, at hans gode ven Harry formåede at score en pige, som han rent faktisk brød sig om, vil han hjælpe ham med at finde hende igen. Problemet er bare, at både Harry og Christina var så plørefulde den aften, at ingen af dem husker hinanden, så hvordan skal Harry nogensinde finde frem til sin forsvundne prinsesse? Vil han nogensinde finde ud af, at Christina er den pige, og hvad når hun pludseligt viser interesse for en anden?

357Likes
637Kommentarer
60235Visninger
AA

13. Kapitel 11 - Plastic melts bitch

 

 

”Adam,” mit hjerte stoppede med at slå, da hans gennemborende øjne kiggede intenst på mig. Jeg havde ikke set ham, siden jeg forlod ham, og jeg måtte ærligt erkende, at jeg heller ikke havde noget imod det. Jeg havde frygtet det første møde i ukendeligheder, men dog håbet på, at det aldrig ville komme. Jeg var stadig bange for ham, og det havde ikke ændret sig siden.

”Hej smukke, længe siden,” måden han sagde det på, gjorde bestemt ikke min frygt mindre. Han lød så kold, bitter, rasende, at det næsten fik hårene på mine arme til at rejse sig. Jeg var slet ikke i tvivl om, at han nærerede et dybt had for mig, siden jeg skred. Det ville jeg også have gjort.

”Ja,” fik jeg hostet frem. Min stemme var rystende og spinkel, og der var ikke spor tvivl om, at han kunne lugte min angst. Et smil formede sig på hans læber, da han trådte et skridt tættere på mig, og lænede sig op ad køleren. Gud, hvor det smil dog skræmte mig.

”Jeg har set meget frem til dette møde. Dog havde jeg set det finde sted et mere… Intimt sted end dette,” åh, hvor jeg dog ikke brød mig om dette! Hvor var Louis, når jeg virkelig havde brug for ham? Jeg kunne grave mig ned i et hul og græde mine øjne ud, det ville jeg i hvert fald gøre, når jeg kom hjem.

”Så, har du savnet mig?” han rykkede endnu et skridt tættere på mig, hvilket per instinkt fik mig til at rykke et tilbage. Han skulle ikke komme for tæt på, det var jeg overhovedet ikke mentalt klar eller forberedt på.

”Please lad være,” jeg var ikke sikker på, om han hørte mine ord, for jeg snakkede så lavt og så rystende, at jeg dårlig nok selv forstod det. Tårerne var allerede ved at presse sig på, eftersom alle minderne om alt, hvad han nogensinde havde gjort mig, kørte igennem mit hoved. Utroskaben, udnyttelsen, slagene, råbene, og værst af alt, måden han tvang mig ned på knæ, og bad mig respektere ham. Som om, at han nogensinde havde respekteret mig.

”Med hvad? Jeg skader dig vel ikke, gør jeg? Så vidt jeg kan se, så rør jeg dig ikke engang,” han stod endnu engang ubeskrivelig tæt på mig, men jeg agtede ikke at kigge op. Jeg turde ikke tage chancen og flytte mig, i tilfælde af, at det ville pirre ham endnu mere. Jeg ville ikke forvolde nogen skade, dette skulle bare overstås.

”Please,” befalede jeg endnu engang, med tårerne faretruende tæt på at løbe ned ad kinderne. Jeg brød mig ikke om den drejning, som hele mødet havde taget. Jeg brød mig ikke om at være tæt på ham, at have ham tæt på mig.

”Vil du være så venlig at kigge på mig?” der var ingen tvivl om, at det ikke var noget spørgsmål, det var mere en konstatering, en konstatering som jeg bestemt ikke brød mig om.

”Du skal ikke give mig ordre, Adam,” mine ord kom ud som en hæs og knækkende hvisken. Jeg turde ikke kigge op, og risikere at møde hans iskolde og mørke blik. Jeg var godt klar over, at det ikke var en særlig god idé at svare ham igen på den måde, men jeg fortalte blot sandheden. Vi var ikke længere et par, og han havde derfor ikke nogen ret til at behandle mig derefter.

Før jeg nåede at tænke, og før jeg nåede at sige noget, mærkede jeg et hånd tage fat om mit ansigt og føre det opad, så jeg mødte hans øjne. Det var på ingen måder blidt, og mine kæber led smerte fra hans hårde og massive tag om mig.

”Don’t stand too close to the fire, plastic melts bitch,” da ordene forlod hans mund, mærkede jeg hvordan mit hjerte stoppede med at slå. Han havde brugt denne sætning overfor mig før, i overført betydning, og jeg huskede tydeligt den aften, hvor vi havde skænderiet, der førte til det.

 

 

 

*FLASHBACK*

 

 

 

”Jeg sværger Adam, jeg har ikke gjort noget, jeg kiggede ikke engang på ham!” råbte jeg irriteret, da vi begge stormede ind ad døren til hans lejelighed, og jeg smækkede døren i bag mig. Vi havde netop været til min mors fødselsdag, hvor min bror og hans kammerat, Harry, havde været så elskværdige at kigge ind.

Jeg havde savnet min bror meget den seneste tid, og for at være ærlig, så havde jeg også savnet Harry. Vi havde mødtes et par gange efterhånden, og vi var nu nået det punkt, hvor vi krammede og gav hinanden åndssvage øgenavne. Han var en skøn fyr, men Adam havde åbenbart set på situationen meget anderledes end jeg havde.

”Du kiggede ikke siger du? Du gjorde ikke andet! Du sværmede om den fyr hele aftenen, og lod ikke til at have noget imod, at han tog pladsen ved siden af dig, hvor jeg rent faktisk skulle have siddet!” nogle gange hadede jeg hans overdrevenhed. Jovist, Harry havde taget pladsen ved siden af mig ved bordet, men det skyldtes udelukkende, at Adam selv var gået ud for at ryge i det vi skulle sætte os til bord.

”Hold nu op, han er en af min storebrors venner, det var jo ikke ligefrem fordi at jeg kyssede med ham!” jeg måtte ærligt erkende, at jeg ikke vidste, hvorfor han gjorde det til så stort et problem. Han havde flere gange flirtet med piger i byen, taget dem lidt på måsen og sådan, men det havde åbenbart intet med utroskab at gøre. Hvordan kunne han så beskylde mig for det, når jeg blot talte med en anden fyr? Dobbeltmoralsk, jovist.

”Man kan sgu aldrig vide med dig, du er så svær at tyde, og er så hemmelighedsfuld, at det ikke ville komme bag på mig, hvis I rent faktisk havde kysset!” han stormede ind i køkkenet, og over til køleskabet, for at finde noget drikkelse frem. Han blev altid tørstig når vi skændtes, det skyldtes nok, at det var så hårdt at råbe hele tiden.

”HVIS jeg skulle have kysset ham, så ville jeg nok kunne huske det, tror du ikke?” jeg havde sænket min stemme en smule, da jeg smed mine nøgler på bordet, og kiggede arrigt på ham. Hvad kunne han dog bilde sig ind, at behandle mig på denne måde?

”Hold nu kæft,” mumlede han irriteret, som han rakte op i et af skabene, for at finde et glas. Han talte så lavt, at jeg måtte anstrenge mig for at høre ham, men ordene lød alligevel så tydeligt og stod så klart for mig, at jeg ærlig talt blev chokkeret. Han havde startet denne diskussion, det mindste han kunne gøre, var da at høre på mig.

”Du kan selv holde kæft Adam, jeg har jo sagt til dig, at jeg ikke har gjort noget forkert!” i en så hurtig bevægelse, at mine øjne ikke kunne følge med, havde han vendt sig om, og kastet glasset ind i væggen, så splinterne fløj i alle retninger og efterlod køkkenet i stilhed. Jeg sagde ingenting. Jeg stod bare målløst og kiggede på ham, som han kørte hånden igennem sit hår, og lod blikket falde på mig med et meget opgivende blik.

”Lad være med at lege så fucking perfekt Christina. Du er ikke andet end falsk, falsk og fuldstændig tåbelig,” vent hvad? hvordan kunne han kalde mig falsk? Hvad havde jeg nogensinde gjort ham, andet end at give ham al min kærlighed, og respekt?

”Undskyld, hvad?” jeg betragtede ham med øjnene, som han tog kartonnen med juice, og gik over på den anden side af bordet, for at stoppe op foran mig. Han så ikke aggressiv ud, så jeg var ikke bange for, at han ville gøre mig noget ondt. Hans blik viste så meget medlidenhed, at det faktisk forvirrede mig. Hvorfor så han sådan ud?

”Don’t stand too close to the fire, plastic melts bitch,” hviskede han med et smørret smil spillende om læberne, før han forlod køkkenet, og lod mig stå alene tilbage. Var dette virkelig takken for at elske ham, at blive betragtet som plastik? Jeg mærkede hvordan tårerne formede sig i mine øjne, da jeg tog mine nøgler fra bordet, og begav mig ud i entréen. Jeg måtte give ham noget tid, før jeg ville vende tilbage, det ville vidst være det bedste.

Jeg elskede ham jo trods alt, igennem hvad som helst.

 

 

 

*FLASHBACK SLUT*

 

 

 

”Stop nu…..” jeg hviskede så lavt, at jeg faktisk kun selv kunne høre det. Jeg var så lammet af gensynet med det gamle minde, at jeg slet ikke kunne tale op for mig selv. Jeg havde ondt i hele kroppen, og jeg var bange for, at hvis han gav slip i sit tag om min kæbe, så ville jeg falde til gulvet med et brag.

”Har vi et problem her?” lyden af Harrys stemme fra et sted ved siden af mig fik øjeblikkeligt min krop til at slappe af. Adam slap mit tag i mig, og jeg vaklede et par meget usikre skridt over i Harrys retning. Hvor kunne jeg dog ikke takke ham nok, for at være kommet mig til undskyldning.

”Ha, så mine formodninger om jer to var alligevel ikke ved siden af, kan jeg se,” okay, jeg kunne godt se, hvad han refererede til. Det måtte se en smule underligt ud, at vi sådan var ude at handle ind sammen, trods alle omstændighederne.

Jeg skulle lige til at åbne munden og tale ud, da Harry kom mig i forkøbet og greb min hånd. Okay, den havde jeg virkelig ikke lige set komme.

”Du har fuldstændig ret, McRyan, og hvis jeg var dig, ville jeg køle lidt ned. Min bodyguard står på den anden side af reolen derhenne, og du vil nødigt komme i konflikt med ham,” hvad snakkede han om? Han havde da ingen bodyguard med herned? Jeg begyndte langsom at indse, hvad det var for et spil han spillede. Harry formåede da virkeligt at redde dagen, og gøre situationen langt mindre akavet.

”Selvfølgelig ikke, men jeg skal nok få sagt det sidste ord i denne sag,” før jeg nåede at spørge, hvad han mente med de ord, var han gået og havde forladt køleområdet. Hele min krop rystede, så bange og mærket var jeg af denne episode, og jeg var overhovedet ikke sikker på, hvordan jeg skulle samle mig selv igen.

”Er du okay, babe?” Harry kiggede på mig med et par meget bekymrede og forvirrede øjne. Selvfølgelig var han forvirret, denne episode var nok ikke just, hvad han lige havde regnet med. Slet ikke fordi, at han ikke kendte den rigtige sandhed, imellem Adam og jeg.

Jeg ville gerne fortælle ham, at jeg ikke var okay. At mit hjerte stadig ikke slog i sit normale tempo, og at jeg var hundeangst for, at han stod og betragtede os fra en længere afstand, men der kom ikke et ord ud. Jeg kunne ikke sige noget, jeg kunne ikke få ordene fra munden og ud så han kunne høre dem. Alt hvad jeg formåede at præstere var et ynkeligt klynk, før jeg brød sammen i favnen på ham.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...