bortførelsen

den handler om den her pige ved navn Maja der bliver bortført vender hun mon nogen sinde tilbage til sin mor og far og vis hvem reder hende så

1Likes
3Kommentarer
422Visninger
AA

5. Hvem er jeg?

hvor var jeg, jeg kunne ikke genkende noget og hvorfor var mine hænder bundet jeg kunne ikke huske noget hvem var jeg hvad var mit navn og hvad lavede jeg her jeg hørte stemmer men jeg kunne ikke høre hvad de sagde av hvorfor gjorde mit knæ så ondt jeg kikkede der var en stor hudafskrabning jeg prøvede at komme fri men det var bundet virkelig stramt det nyttede ikke noget at prøve det var håbløst jeg sad bare der helt alene uden at kunne huske hvem jeg var eller hvad jeg lavede der jeg kunne se nogle omrids der kom næremere men jeg kunne ikke genkende dem jeg kunne høre at de snakkede om mig men hvem var hende der Maja kunne det være mig jeg kunne høre noget brumme det blev ved jeg så en mobil et par centimeter fra mig jeg fik den hen til mig der var en der ringede der stod mor når nu stoppede den hvad der var et billede af mig i baggrunden var det min mobil jeg prøvede at låse den op og det lykkes så var det nok min wow der var 30 ulæste sms´er og 20 opkald nu ringede den igen jeg tog den for det var jo min jeg hørte en stemme det måtte være min mor jeg begyndte at snakke med hende da nogle mænd kom hen mod mig og tog min mobil fra mig hva pokker havde de gang i de lagde bare på og tog mit batteri ud jeg begyndte at råbe af dem hvad fanden de havde gang i de grinede bare af mig de snakkede videre om hende der Maja hvem var hun jeg spøgte dem stille hvem hun var de så på mig med et dumt blik jeg forstod ingen ting vent så måtte mit navn jo være Maja ok så langt så godt altså mit navn var Maja jeg måtte jo formode at jeg var bortført eller sådan noget efter som jeg var bundet men hvorfor viste jeg stadig ikke noget om mændene kom igen den ene tog fat i mig og løsnede rebene og rev mig med sig hvad skulle jeg han gik mod en stor dør men hvorfor hvad skulle jeg dog der inde han gik hurtigt og eftersom jeg var skadet var det pænt svært at følge med da vi kom ind i rummet bag den store dør satte han mig på en stol de begyndte at tale til mig men hvad var det de talte om hvad jeg lavede her det måtte de da vide for jeg viste det da i værtfald ikke efter noget tid opfattede de at jeg ikke anede hvad de snakkede om og så opgivende på mig men jo mere de talte om mig jo mere begyndte jeg at kunne huske mine barndoms minder kom stille og roligt til mig men hvem var ham drengen jeg var sammen med og hvor kendte jeg ham fra så kommer der en oplevelse den står meget tydeligere end alle de andre jeg var alene med ham drengen og der kom en mand og tog ham med sig. Nu kan jeg huske alt og hvorfor jeg var kommet her til jeg råber "hvor er min bror hvad har i gjort med ham jeg ved han er her sig det" hvorfor kigger de sådan på mig den ene smilte pludselig meget stort og sagde så "når så nu er din hukommelse kommet tilbage men jeg ved dsv ikke hvor din bror er længer det er jeg ked af lille pige" hvad var det lige han sagde lille pige vreden voksede inde i mig jeg var ikke en lille pige og råbte så "jeg er fandme ikke nogen lille pige kan du fatte det og sig mig så hvor min bror er har du fattet det var" han så på mig med løftede øjenbryn og skubbede mig så jeg faldt bag over men det var jeg ligeglad med jeg glemte alt om at mit knæ var skadet, rejste og gik langsomt mod ham mens jeg sagde "nu spørger jeg for sidste gang kan du få det ind i dit lille dumme hoved var jeg skal nok sige det langsomt så du også kan følge med hvor er min bror du får 10 sek. før jeg smadder dit grimme fjæs ned i jorden" han så bare smilende på mig og sagde så "når tror den lille pige hun kan banke mig så var det nok jeg svingede mig arm og ramte hans kæbe med knyttet næve og råbte så "HAR DU SÅ FATTET DET VAR OG INGEN SKAL NOGEN SINDE KALDE MIG EN LILLE PIGE HAR DU FATTET DET JEG KAN SAGTENS SMADDER DIG DET HAR JEG LIGE VIS DIG" jeg kunne se jeg havde ramt helt perfekt da nogle af de andre prøvede at tage fat i mig smadderaede jeg bare mig næve i maven på den ok right det er måske lidt hårdt men de tog noget fra mig og det glemmer jeg aldrig den gang var jeg en lille pige men ikke mere jeg gik hen til ham der havde hånet mig og pressede ham op mod væggen og spurgte igen "når nu hvor du og alle dine venner er skadet vil du så sige hvor min bror er var" han så bare på mig og sagde så "vis der ikke skal ske din elskede bror noget må du heler slippe mig nu" what the fuck det han han ikke mene jeg presser mere til og spørger så "hvad mener du med det" han smiller lusket "ja lad os sige vis der nu sker mig noget så kan du jo ikke finde din lillebror vel så lad og forhandle hvad siger du til det" jeg kigger ondt på ham og svare "du kan ikke afpresse mig men lad os sige du lader ham gå og tager mig er det en aftale men jeg vil først se ham" han ser på mig og nikker jeg slipper mit tag i ham og følger efter ham og i det han åbner en dør der jeg ham

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...