In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

178Likes
151Kommentarer
32273Visninger
AA

6. You’re only eighteen!

Jeg var glad og jeg var lige vågnet. Glad og vågen, men ikke lettet. Jeg havde ikke sovet så godt om natten. Jeg havde ligget og spekuleret. Spekuleret over hvad der ville være det rigtige. Niall havde vist ikke bemærket, at jeg havde det anderledes. Jeg havde endnu ikke fortalt ham noget. Burde jeg det? Kunne han hjælpe mig? Nej.. Jeg turde ikke. Det ville være for risikabelt, når jeg ikke vidste hvordan han ville reagere. Jeg må føle mig sikker, når jeg engang beslutter mig for, at fortælle ham noget.

 

Jeg lå med ryggen til Niall og kiggede ud af det store panoramavindue. Det var smukt nu hvor London var ved at vågne. Jeg var ene om at nyde det. Niall sov nemlig altid når jeg vågnede. Han kunne altid sove længe hvis han havde mulighed for det. Jeg kom i tanke om noget. Jeg kunne jo låne hans mobil nu? Han sov jo alligevel, så han ville nok ikke bemærke, at jeg ringede til mine forældre. Jeg måtte have kontakt til dem. De var mine forældre, og de var her for at hjælpe og støtte mig. Og nu havde jeg brug for hjælp og støtte. Jeg satte mig langsomt op, stadigvæk med ryggen mod Niall. Kort tid efter stod jeg op. Lydløst listede jeg hen på den anden side af sengen, den side hvor Niall lå. Med en rolig bevægelse tog jeg hans mobil der lå på hans natbord. Iført nattøj forlod jeg værelset. Jeg havde ikke tid til at klæde om nu. Så kunne jeg risikere, at han vågnede.

 

Jeg havde lukket døren ind til værelset, for at Niall ikke skulle vågne. Jeg gik ind i stuen, hvor jeg satte mig i sofaen. Niall’s mobil var låst med kode, men jeg kunne den heldigvis. Jeg vidste ikke rigtig hvad kl. var ved min mor og far lige nu, men jeg havde brug for at snakke med dem. Jeg tøvede lidt inden jeg tastede nummeret ind. Mine hænder rystede, og jeg kæmpede for at holde dem i ro. Med rystende hænder, ringede jeg op. Jeg sad og bed mine negle af nervøsitet, og bedte til at de ville svare.

 

Den blev ved med at ringe, og der var intet svar. Pis altså. Jeg lagde mobilen på stuebordet, og kiggede ud af vinduet. Jeg måtte endelig hellere få lagt hans mobil på plads. I det den tanke ramte mig, kunne jeg høre fodtrin komme fra soveværelset. Shit! Jeg kiggede mig panisk omkring, og prøvede at finde et sted jeg kunne gemme hans mobil.

“Aubrey?” Jeg vendte mig om, og så Niall stå med et spørgende udtryk. I dét jeg skulle til at gemme hans mobil væk, opdagede han den.

“Hvad laver du med min mobil?” Åh gud... Jeg kiggede på ham, og prøvede at finde på en undskyldning.

“Jeg... Ehh, ville sende en besked til Serena” han kiggede undrende på mig, og jeg var bange for han ikke troede på mig.

 

“Klokken 7 om morgenen?” Jeg nikkede hurtigt.

“Jeg kunne ikke sove, og så ville jeg sende en besked til hende” han kom gående over mod mig. “Aubrey, hvorfor spørg du ikke bare om du må låne den?” Jeg rødmede og kiggede ned i mit skød. “Du sov jo” hviskede jeg.

“Jeg forstår bare ikke hvorfor du skulle sende en besked til hende klokken 7 om morgenen?” Jeg kiggede lidt op, og Niall kiggede på mig.

“Jeg kom op at skændes med hende” da ordene var kommet ud af munden på mig, tænkte jeg straks på Hope. Jeg kæmpede for at holde tårerne inde.

“Aubrey, hvorfor sagde du det ikke bare?” Jeg kiggede op på Niall, og hans blå øjne ramte mine. En tåre gled ned af min kind.

“Hun spurgte ind til Hope” Niall vidste godt jeg ikke havde haft et godt forhold med Hope, men jeg ville ikke fortælle ham at hun var død. Han tørrede tårerne væk fra mine kinder, og kyssede mig på kinden.

“Vil du ikke med ind i seng?” Jeg nikkede, og fulgte med Niall ind i soveværelset.

 

***

 

Det var 2. gang jeg vågnede i dag. Jeg var faldet i søvn igen i Niall’s arme. Nu følte jeg mig udhvilet. Denne gang tog jeg bare ikke Niall’s mobil, men gik i stedet hen for at finde noget ordentligt tøj. Så fortsatte jeg hen til badeværelset. Jeg ville tage et bad. Det var rart at stå under bruserens varme stråler. Men det blev kun til et kort bad.

 

Jeg trådte ud på badeværelsets klinkegulv hvor vandet dryppede af mig. Jeg tog mit håndklæde og tørrede mig. Jeg tog en tanktop med det amerikanske flag på, et par røde bukser, og sorte ‘Oxfordsko’ Jeg føntørrede og redte mit hår, og lagde en sød naturlig makeup. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle bruge dagen på. Udover at komme i kontakt med mine forældre. Jeg var stadig frygtelig nervøs, derfor gjorde jeg alt for at få dagen til at se normal ud. Jeg gjorde som jeg altid gjorde når jeg stod op. Bare for ikke at trykke stemningen for meget. Jeg håbede, at jeg senere på dagen kunne få fat på Niall’s mobil igen. Det var eneste chance for at kunne få fat på mine forældre.

 

Jeg stod og betragtede mig selv i spejlet da det pludselig bankede på døren. Jeg forede kort sammen af forskrækkelse.

“Niall, du skræmmer livet af mig!” Råbte jeg ud mod ham.

“Jeg ved det” svarede han kækt.

“Er du ikke snart færdig?” Han ville sikkert også i bad. Det lød som om, at han havde ventet længe. “Jo, men kun om snart!” jeg elskede at være næsvis overfor ham nogen gange.

“Åh, Aubrey. Hold nu op!” han slog igen kort på døren. Jeg grinte lidt. Med vilje gjorde jeg mig ekstra langsom med at sætte mig hår op i en knold. Jeg vidste jeg irriterede ham. Og med vilje blev jeg stående på badeværelset selvom der ikke var mere at gøre.

“Aubrey, jeg gider ikke vente længere...” Okay.. Nu var han halvsur. Derfor åbnede jeg døren til badeværelset. Niall kom gående med det samme og i det han passede mig kyssede jeg ham hurtigt på kinden inden han låste sig inde på badeværelset.

 

 

***

Jeg stod og ventede på, at jeg kunne høre vandet blive tændt ude på badeværelset. Jeg kiggede mig omkring efter Niall’s mobil. Hvor havde han gjort af den? Jeg tjekkede lommerne i hans bukser, under dynen og da jeg var ved at give op slog en tanke mig. Da jeg kunne høre vandet blive tændt ude på badeværelset, smuttede jeg ud fra værelset. Jeg gik hurtigt hen mod kontoret som vi delte. Jeg lukkede døren efter mig, og der lå den. Han lod den tit ligge herinde. Jeg satte mig ned på den sorte stol, og låste hans mobil op. Jeg tastede nummeret ind, som jeg havde gjort tidligere, og ringede så op. Jeg ventede et stykke tid, og lidt efter hørte jeg en stemme som jeg ikke have hørt i lang tid.

 

“Mor?” Min stemme var lav, og skælvede en smule. Denne gang skulle jeg ikke kæmpe for at holde nogle tåre inde - Jeg kunne ikke græde mere. Det var som om at jeg ikke havde flere tåre.

“Aubrey, er det dig?” Jeg nikkede, men kom så i tanke om hun ikke kunne se det. Hun lød træt. Jeg havde nok vækket hende.

“Ja, det er mig. Undskyld hvis jeg vækkede dig” hun sagde ikke noget i et stykke tid.

“Mor, er du der?” Jeg kunne høre hende snøfte lidt. Åh nej, sig ikke at hun græder.

“Jeg kan ikke forstå hun er død” jeg sagde ikke noget - Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne ikke selv forstå det, så hvordan skulle jeg kunne hjælpe.

“Mor, hun ville have jeg skulle adoptere hendes datter” der blev helt stille.

“Dig? Du er jo kun 18 år!” Hun lød overrasket, og lidt forarget.

“Jeg ved det. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan enten vælge at adoptere hende, eller sende hende på børnehjem” Jeg kunne høre hende sukke.

“Har du sagt noget til Niall?” Min mor var glad for Niall, og kunne godt lide ham. Hun var glad for at jeg havde fundet en ordentlig kæreste. Ikke der var noget galt med mine gamle, men hun kunne bare ikke lide dem.

 

“Nej, jeg ved ikke hvad jeg skal sige til ham. Jeg kender allerede svaret! Han vil ikke adoptere en lille pige. Han har travlt med sin karriere, og er næsten aldrig hjemme” jeg tøvede lidt.

“Men hvis jeg adoptere min egen niece, så skrider han sikkert. Han har ikke tid til det mor..” Min mor sagde ikke rigtig noget.

“Skat, du kan jo ikke være sikker. Du har jo ikke spurgt ham endnu” jeg kunne høre min mor mumlede noget, og lidt efter kunne jeg høre min fars stemme. Gud, hvor jeg savnede dem. Jeg så dem næsten ikke efter de var flyttet. De ville prøve noget nyt, så derfor valgte de at flytte til en lille by i Amerika som hedder Hays. Jeg havde ikke været der og besøge dem, men de havde besøgt mig og Niall.

 

“Mor, han bliver sikkert vred. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Tænk på hvis han skrider fra mig!” Den tanke havde ikke slået mig så specielt meget. Hvad skulle jeg gøre uden Niall? Han havde altid været der for mig. Trøstet mig når jeg var ked af det. Fortalt mig hvad jeg skulle gøre. Beskyttet mig mod fans. Han betød alt for mig. Han var den eneste grund til, at jeg gad stå op om morgenen.

“Aubrey, du er nødt til at følge dit hjerte, det har altid svaret. Husk hun er din niece! Det kan være du aldrig møder hende, hvis du sender hende på børnehjem. Du kunne give hende en chance for at vokse op, med en der mindede om hendes mor. Det tror jeg ville betyde rigtig meget for hende, og hun ville sætte pris på det, når hun er blevet voksen!” Hun havde ret.

“Synes du jeg skal gøre det?”

“Som sagt, følg dit hjerte. Det har altid svaret” Jeg sukkede. Jeg måtte gøre det. Uanset om Niall ville det, eller ej. Jeg kunne ikke sende min egen niece på børnehjem.

“Tak mor. Jeg elsker dig”

“Jeg elsker også dig, skat! Jeg skulle hilse fra din far, og sige han også elsker dig” Et smil banede sig vej på mine læber.

“Jeg elsker også ham. Vi ses mor”

“Vi ses skat. Pas på dig selv” Jeg lagde på, og lagde mobilen på bordet. Jeg rejste mig fra stolen, og gik over mod døren.

 

Da jeg åbnede døren, var jeg ved at besvime. Niall stod der. Han havde hørt det hele. Og hans ansigt afslørede hans humør. Han var vred! Ikke bare som den anden dag, nu var han virkelig vred. “Hvorfor har du ikke fortalt mig det?” Jeg havde aldrig hørt ham så vred. Han hvæsede nærmest. Og jeg vidste godt, at nu brød helved løs!


 

“Trust your instincts, and make judgements on what your heart tells you. The heart will not betray you.”

 

Håber i kan lide historien. I må meget gerne kommentere, og skrive hvad i synes!

- Blondinen

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...