In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

178Likes
151Kommentarer
31959Visninger
AA

3. You fill my heart.

“Aubrey, er du klar?” Niall kom gående ind af døren til vores soveværelse imens jeg var ved at tage min trøje på.

“Er du virkelig ikke klar endnu?” Jeg ville have svaret ham hvis trøjen ikke havde dækket hele mit hoved, og sad fast. Jeg stod som et hjælpeløst barn, med armene oppe i vejret.

“Vil du have hjælp, søde?” Jeg kunne høre Niall grinte, og jeg sendte ham dræberblikket, igen. Det hjalp ikke rigtig noget, eftersom han ikke rigtig kunne se mig, men det er vel tanken der tæller?

“Be’ om?” Jeg kunne høre han kom over mod mig, og lidt efter blev trøjen trukket ned over mit hoved, så jeg ikke længere stod og blottede min mave og BH.

“Hvad hedder det så?” Jeg rettede på min trøje, og gik over mod sengen for at hente min jakke.

“Tak” mumlede jeg. Jeg gik over til spejlet, for at tjekke mit tøj sad som det skulle.

“Er du klar?” Niall kiggede over på mig, og jeg nikkede. Jeg gik ud  i vores entré for at finde mine sandaler, og hoppede i dem. Jeg gik ud af døren, og ventede på at Niall havde fået låst døren. Vi tog hurtigt elevatoren ned, og kom ud på gaden.


 

***

 

“Niall, hvad skal vi?” Jeg kiggede op på ham, og han smilte til mig.

“Det får du at se” han tog min hånd i hans, og begyndte at gå ned af gaden.

“Niall, søde, fortæl nu hvad vi skal!” Jeg blev ved med at spørge om hvad vi skulle, og Niall valgte at ignorere mit spørgsmål. Han stoppede pludselig op, og vi stod ude foran en restaurant.

“Skal vi ud og spise?” Jeg kiggede spørgende på ham, og han nikkede.

“Jeg kunne ikke rigtig nå at planlægge noget, men så længe jeg er sammen med dig, så betyder det ikke så meget hvad vi laver” Jeg begyndte at rødme, og kiggede ned i jorden. Jeg følte mig lidt flov over, den måde jeg havde spurgt ham om det på.

“Aubrey, der er ingen grund til at rødme. Kom” han havde et fast greb om min hånd, da han trak mig med ind på restauranten.


 

***

Jeg havde tvunget Niall med mig ud og shoppe, efter vi var færdige med at spise, og han elskede det! Nej okay, han blev ved med at spørge mig om hvornår vi var færdig, og brokke sig over han var træt af at gå. Jeg tror ikke på der findes en dreng i verden, der ville elske at shoppe. Det er sikkert en pigeting. Men hvis drenge ikke shopper, hvornår får de så nyt tøj? Okay Aubrey, sidespor! Jeg stoppede op, og kiggede mig lidt rundt for at tjekke jeg ikke havde glemt nogle butikker. Jeg spærrede øjnene op, da jeg fandt hvad jeg ledte efter. Topshop. Jeg kiggede over på Niall, og tilbage på butikken. Jeg begyndte at gå, stærkt, og jeg kunne høre Niall brokke sig.

 

“Nej Aubrey, er du ikke snart færdig?” Han sendte mig et opgivende blik, da jeg kiggede tilbage på ham. Jeg valgte at ignorere ham, og gik så ind i butikken.

“Niall, kom nu. Så slemt er det jo heller ikke!” Okay, det var måske ret slemt for ham, da det var ham der bar mine poser. Og der var en del poser.

“Det kan du sagtens sige!” Jeg sendte ham et undskyldende smil, og gik så igang med at kigge efter tøj. Niall sad på en stol, og kiggede opgivende på mig. Han vidste godt jeg havde en svaghed for tøj, og i det hele taget shopping. Jeg manglede ikke noget tøj, ifølge Niall, men hvis du spørg mig så havde jeg intet. Jeg var en shopaholic kunne man vist godt sige. Jeg kunne knap nok lukke skabet derhjemme, og jeg kunne ikke få mig selv til at smide noget tøj ud. Niall havde adskillige gange bedt mig om at rydde op i det, men det blev aldrig til noget, så nu var han holdt op med at bede mig om det.

 

Jeg tjekkede hurtigt tøjet der hang på bøjlerne, og min arm var allerede godt fyldt op med tøj. Jeg fortsatte over på det samme stativ, og jeg stoppede først da jeg ikke kunne have mere tøj på armen. Jeg begyndte at gå over mod prøverummet, for at få prøvet tøjet. Jeg ville sikkert komme ud med 4 stykker tøj, som jeg rent faktisk gad at have, ud af alle de ting jeg havde taget med ind. Jeg kunne høre nogen der kom gående over mod mit omklædningsrum, og jeg kiggede hurtigt ud. Niall. “Er du snart færdig?” Han stillede sig op af væggen bag ham, og trak sin iPhone op af lommen. Jeg begyndte at klæde om til mit normale tøj, og da jeg havde fundet det jeg ville købe, trak jeg forhænget fra.

“Så” jeg smilte til Niall, og han lagde sin iPhone ned i lommen.  Han samlede poserne op fra gulvet, og begyndte at gå over mod kassen. Niall betalte, da han havde mit kort i hans pung. Uanset hvor dumt det lyder, så passer det! Han holdte mit kort, for ellers ville jeg ikke have flere penge. Og i tænker nok at jeg ikke burde have flere penge, men Niall talte mig tit til fornuft når jeg var ude at shoppe. Selv om det ikke altid virkede.

 

***


 

Imens Niall stod og betalte, stod jeg og kiggede ud af vinduerne. Der var efterhånden kommet en del fans, og de stod klemt ude foran. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, og jeg vendte mig om mod Niall. Det var ikke fordi jeg var bange for dem. Eller jo, men mest fordi jeg aldrig havde prøvet at der var så mange fans på ét sted.

“Kom” Niall tog fat i min hånd, og jeg kiggede bekymret op på ham.

“Hvad er der?” Han kiggede udenfor, og kiggede så på mig igen.

“Vi skal bare skynde os igennem dem!” Han trak mig hen mod døren, og i det han åbnede den, kunne man høre pigerne skrige. Jeg strammede grebet om Niall’s hånd, og han gav den et klem. Han begyndte at kæmpe sig vej gennem fansene, og jeg kæmpede for at holde fast i hans hånd. De begyndte at skubbe hårdere, og jeg mistede grebet om Niall’s hånd. Jeg gik straks i panik, da jeg ikke kunne se ham. Tårerne begyndte at løbe ned af mine kinder, imens jeg prøvede at mase mig igennem fansene.

 

“Niall?” Jeg kaldte panisk efter ham, men lige lidt hjalp det. Panisk kiggede jeg mig omkring, efter noget kort lyst hår, men jeg kunne intet se.

“NIALL?” I det ordet var sluppet ud af min mund, kunne jeg mærke en hånd der greb hårdt fat om mit håndled, og fik trukket mig ud fra mængden. Niall begyndte at gå, og jeg fulgte efter ham.

Da han var kommet væk fra alle fansene, stoppede han op.

“Hey, er du okay?” Hans øjne prøvede at fange mine, men jeg kiggede ned i jorden.

“Aubrey, kig på mig!” Hans stemme var hård, og jeg rettede mit blik op mod ham. Han tørrede tårerne væk med sine tommelfingre, og trak mig ind i et kram. Jeg tog noget af hans trøje i min hånd, og han kyssede mig i håret.

Han trak sig ud af krammet, og kyssede mig blidt på læberne. Hans læber skilte sig fra mine, og han kiggede mig i øjnene.

 

“Jeg ved hvor vi kan være lidt alene” han tog min hånd, og jeg holdte godt fast i den.

Jeg vidste godt hvor han ville hen. Det var der vi altid tog hen, når vi ville være lidt alene.

Han førte mig ned mod stranden, og jeg stoppede op inden vi trådte ned i sandet. Jeg slap Niall hånd, et kort øjeblik, for at spænde mine sandaler op. Jeg tog dem i den ene hånd, og holdt Niall’s hånd i den anden.

“Undskyld” jeg fjernede blikket ude fra vandet, og kiggede på Niall. Klokken var næsten halv ti, og solen var ved at gå ned. Jeg elskede at gå på stranden når solen gik ned, og især med Niall.

“Det var jo ikke din skyld” jeg kunne ikke forstå han bebrejder sig selv. Det var jo ikke hans skyld, at fansene var mødt op.

“Jo, det var det. Jeg burde kunne regne ud at de ville komme. Det skulle bare have været en hyggelig dag, hvor vi skulle være sammen. Alene” jeg kiggede ud mod vandet, og stoppede så op. Niall sendte mig et spørgende blik.

“Det er okay Niall, bare glem det!” Jeg ved ikke hvorfor, men jeg hviskede. Ud af øjenkrogen så jeg ham ryste let på hovedet, men jeg lod hver med, at reagere på det. Måske for ikke at ødelægge aftenens stilhed. Her var dejligt og smukt. Jeg manglede ikke noget. Ikke længere for nu var Niall tilbage. Jeg var så glad. Helt ubevidst dumpede jeg ned i sandet. Kort tid efter fornemmede jeg, at Niall gjorde det samme. Her sad vi sammen. Vi sagde ingenting. Det rare var, at det ikke var akavet, men fantastisk. Bare det at mærke hans nærvær gjorde mig så tryg.

 

Jeg begyndte så småt at fryse og det kunne Niall åbenbart se på mig.

"Fryser du?” Niall’s behagelige stemme strømmede ind over mig. Jeg trak kort på skuldrenene og lidt efter kunne jeg mærke Niall’s trøje ligge om mig. Så lagde han sin arm om mig, og trak mig ind til sig. Gud, hvor jeg elskede den dreng højt!

 

***

Vi sad vist på stranden længe. Stjernerne var i hvert fald begyndt at titte frem. Vi besluttede os for at gå op mod byen igen. Vi rejste os begge op og Niall tog min hånd. Niall lænede sig frem mod mig og plantede et kys på mine læber.  

 

Der var godt gang i byen, men det var nok også på dette tidspunkt folk var ude og feste. Få steder var der dejlig ro. Blandt andet ved London Eye. Folk tog ikke i byen på denne tid af aftenen hvis ikke det var fordi de skulle feste. Det gav en mulighed for Niall og mig. Vi kunne nemt tage en tur uden at ende i en kabine med andre. Så det gjorde vi.

 

Det var en underlig følelse at svæve op mod stjernerne. De kom tættere og tættere på - og så alligevel ikke. Stjernerne var langt ud i universet. Jeg kiggede over på Niall, som også kiggede på mig. Uden tøven lænede vi os begge frem mod hinanden og lod vores læber mødes. Det gav et sug i maven. Et sug af kærlighed og følelsen af, at stå i London Eye, under stjernerne og kysse.

 

„Guys are like stars. There are millions of them, but only one can make your dreams come true. It's the star that falls for you.“

 

 

Værsgo', kapitel 2!.. Hihi, det rimede - Mrs. Malik ♥

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...