In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

178Likes
151Kommentarer
31961Visninger
AA

20. You can't see him!

Min krop begyndte, at dirre og min mave snurrede sig sammen. Jeg trykkede på knappen for, at lukke ham ind og fór, så ind i soveværelset, hvor Estelle lå. Tårernee strømmede allerede ned af kinderne. Faktisk, så troede jeg oprigtig talt, at jeg var bange. Hunderæd. Havde han fået noget, at vide? Hvad ville han? Det var mærkeligt.. Jeg havde savnet ham ufatteligt meget, efter han forlod mig. Men nu.. Nu hvor han var dukket op igen, er jeg bange for ham. Jeg fór rundt i hele lejlighede, i forsøget på, at finde ud af hvor jeg skulle gøre af mig selv. Det endte med, at jeg igen gik ind til Estelle og denne gang tog jeg hende op. Estelle begyndte, at græde, men det rørte mig ikke. Hun kunne græde så meget, som hun ville nu. Jeg græd jo også selv. Jeg stod med ryggen til døråbningen og kiggede ned mod gulvet.

 

Kort tid efter dukkede en person op i døråbningen, og skyggede for sollyset der ellers havde ligget hen af gulvet. Han stod stille. Han rørte jeg ikke, men stod fuldstændig stille. Det skræmte mig. Jeg kunne tydeligt mærke hans nærvær samt hans blik, der lå på mig. Her var blevet stille igen. Estelle græd ikke mere, men det gjorde jeg - lydløst. Jeg lukkede kort øjnene, men i det jeg gjorde det, tog Niall et enkelt skridt tættere på mig. Jeg gispede og vendte mig rundt, så hurtigt, at det hele snurrede et øjeblik.  Jeg kiggede op på Niall der havde et ulæseligt blik rettet mod mig. Min vejrtrækning var blevet hurtigere og jeg følte mig endnu dårligere tilpas, end jeg havde gjort i supermarked. Han stod 4 meter fra mig. Jeg begyndte, at bakke længere og længere ud. Hvad ville han mig? Havde Zayn fortalt ham noget? Til sidst stødte jeg på kanten, af vores seng. Jeg lod mig dumpe ned i den, så jeg sad på kanten med Estelle på armen. Langsomt begyndte Niall, at nærme mig. Han sagde intet. Hans udtryk var stadig ulæseligt og tomt. Jeg frygtede, at det betød det værste. Jeg var forsvarsløs. Jeg bakkede en lille smule tilbage i sengen, så jeg kunne samle mine ben under mig. Jeg lagde Estelle i mit skød. Automatisk lagde jeg mine hænder for mine øjne, lænede mig en smule forover, og begyndte, at hulke. Jeg kunne hverken se eller høre Niall nu, og vidste ærligt talt ikke, om han stod lige foran mig nu.

 

“Undskyld Niall..” fik jeg fremstammet, men det hjalp ikke noget. Hvad skulle jeg også kunne gøre? Jeg gav op, og sad bare og ventede på, at han ville gøre sit næste træk. Det føltes som om, at jeg bare sad og hulkede i flere timer. Tiden var nærmest gået i stå. Som om intet skete. Alligevel vidste jeg godt, at tiden gik som den skulle. Det fik jeg også bekræftet, da noget dumpede ned tæt ved siden af mig. Nu skete det. Jeg vidste det. Der ville ske noget nu. Men det der skete, var på ingen måder noget jeg havde regnet med. Det der skete var helt modsat, af mine tanker. Niall lagde sin arm om mine skulder, og trak mig ind til sig. Han sagde intet, men nussede mig bare blidt på armen. Jeg vidste ikke rigtig hvad der skete. Jeg var en smule forvirret, men det dejligt at sidde i Niall’s arme igen. Det lagde en ro over mig. Den ro faldt over hele min krop, og jeg begyndte, at trække vejret mere normalt igen. Eller, det ville sige, at jeg trak vejret så roligt, at det kun kunne betyde, at jeg sov. Jeg var faldet i søvn i Niall’s arme. Det jeg havde ventet på i uendelig lang tid.

 

***

 

Jeg vågnede med et sæt og kiggede rundt. Hvad var der sket? Var Niall her? Eller.. Havde jeg drømt? Fuck, tænk hvis det var en drøm? Jeg gik nærmest i panik. Det kunne ikke passe, at han ikke var her! Men én ting til, jeg lod mærke til var, at Estelle heller ikke var her. Jeg kiggede over mod hendes tremmeseng, men der var hun heller ikke. Jeg styrtede ud af soveværelset.

“Estelle? Niall?” råbte jeg med både panik og gråd i stemmen. Hvor var Estelle? Og Niall? Det kunne ikke være en drøm. Han måtte have båret hende her ud et sted. Men hvor fanden var hun henne? Jeg fortsatte ud i køkkenet, men der var de heller ikke. De andre rum blev også gennemsøgt, men væk var de. Hvad var der sket? Eftersom Estelle ikke kunne gå endnu, så måtte hun være med Niall. Det var den eneste mulighed. Hun kunne jeg ikke selv komme nogen steder hen. Eller kunne hun? Nej, det kan hun ikke!

“Okay Aubrey, slap af! Hun er sammen med Niall!” Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at hun var ved Niall - hvilket hun hundrede procent var. Jeg tog en dyb indånding, og prøvede at slappe af. Eftersom mit ben stadig gjorde ondt, humpede jeg ud i køkkenet. Jeg fik kæmpet mig hen til køleskabet og fryseren. Jeg stod og rodet i fryseren, og fandt endelig hvad jeg ledte efter. Jeg tog et viskestykke, og pakkede isposen ind i det. Jeg lagde isposen på stolen, og lagde så mit ben ovenpå. Så har det da bare at virke! Jeg kunne høre døren ude i entréen blev smækket i, og sko der blev smidt på gulvet. Niall kom til syne i døren, og jeg kiggede på ham. Jeg sukkede lettet, da han havde Estelle på armen.

 

“Du skræmte livet af mig! Jeg vidste ikke hvor hun var!” Niall satte poserne på køkkenbordet, og kiggede på mig.

“Hun kan jo ikke selv komme op af sin seng” han kiggede på mig, og jeg slog mig på panden med min hånd. “Okay, det havde jeg ikke lige tænkt på...” Han havde jo ret. Hvorfor havde jeg slet ikke tænkt på det? Jeg følte mig pludselig utrolig dum. Niall lagde Estelle over i kravlegården, og gik så tilbage til køkkenet. Han kiggede på mit ben, og så på mig.

“Hvad er der sket?” Jeg kiggede ned i jorden, og rødmede let.

“Ehh, jeg faldt... På badeværelset” han rystede på hovedet af mig.

“Er der sket noget slemt?” Tænk han overhovedet bekymrede sig om mig, når han bare skred fra mig. Hvorfor kom han overhovedet tilbage?

“Hvorfor er du kommet tilbage?” Han kiggede overrasket på mig. Enten fordi jeg bare skiftede emne, ellers havde han ikke set det spørgsmål komme.

“Zayn fortalte mig det” han kom hen og satte sig på stolen ved siden af mig.

“Nårh” han rystede på hovedet af mig.

“Ja. Hvorfor gjorde du det?” Jeg kiggede ned på min negl, som jeg sad og pillede ved. “Det skete ligesom bare... Det var efter Hope’s begravelse, og han kom forbi. Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det...”

“Seriøst Aubrey? Har han været her tit?” Jeg kunne mærke han prøvede at fange mit blik, og han blev vist træt af det til sidst.

“Kig på mig!” Jeg rettede blikket - fra min negl, og op på Niall.

“Han kom her engang imellem” jeg hviskede, men Niall kunne sagtens høre mig!

“Og var det tit?” Jeg rystede irriteret på hovedet. Hvorfor skulle han spørge så meget! Zayn var den eneste der var der for mig, da Niall skred. Kunne han ikke forstå det?

“Han var den eneste der var her for, da du ikke var! Så ja, han var her tit!” Niall kiggede over på Estelle, som sagde nogle små lyde.

“Du kan ikke se ham mere!” Jeg spærrede mine øjne op, og kiggede chokeret på Niall.

“Hvad? Du bestemmer ikke over mig!” Niall kiggede koldt på mig.

“Du gik i seng med en af mine bedste venner, og jeg kommer tilbage til dig. Og hvad jeg ved af, så bor du også i min lejlighed, så jeg kan sagtens smide dig ud! Så jo, jeg tror jeg bestemmer det!” Han rejste sig fra stolen, som væltede bag ham. Niall’s næver var knyttet, og blodårerne i hans arm var tydelige. Estelle begyndte at græde, hvilket fik ham til at kigge over mod hende. Han kiggede på mig en sidste gang, og hævede sit øjenbryn. Jeg vidste godt hvad det betød, så jeg nikkede bare.

“Godt!” Han gik over mod Estelle, hvor han tog hende op fra sengen. Han lagde hende så hendes hoved støttede mod hans skulder, og begyndte at synge blidt. Hendes gråd blev lavere og lavere, og tilsidst var den stoppet helt. Jeg rejste mig fra stolen, og humpede over til Niall.

“Skal jeg tage hende?” Han rystede bare på hovedet, og jeg kiggede på Estelle.

“Undskyld Niall” min stemme var lav, men han rettede blikket mod mig.

“Zayn betyder ikke noget for mig. Det var altså ikke meningen det skulle ske!” Han aede blidt Estelle over hovedet, og fortsatte med at synge.

“Det fint nok. Du ser bare ikke Zayn igen!” Han kiggede seriøst på mig, og jeg sank klumpen, jeg havde i halsen. Tænk han ville have, at jeg ikke måtte se Zayn mere. Han havde hjulpet mig så meget, og nu måtte jeg ikke se ham. Selvfølgelig betød Niall mere for mig, men jeg var blevet så tæt med Zayn.

“Okay” Han begyndte at gå rundt i stuen med Estelle, og jeg humpede over til bordet. Jeg tog isposen - fra stolen, med mig ud i køkkenet, og smed den i fryseren. Det havde hjulpet lidt på smerten, og jeg kunne støtte lidt mere på foden, selvom smerten stadig gik igennem benet, når jeg trådte ned på foden. Jeg prøvede at rydde tingene op, som Niall havde haft med hjem. Jeg kiggede kort over på Niall, som gik med Estelle og sang for hende. Jeg smilede, og fortsatte med at rydde op.

 

“Just because you fail once doesn't mean you're gonna fail at everything.”

 

Undskyld vi ikke har opdateret i et stykke tid. Håber i stadig gider at læse med! <3

- Blondinen

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...