In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

179Likes
142Kommentarer
33432Visninger
AA

16. You are strong!

Mig og Zayn havde slået os ned på en bænk. Her var ikke så mange folk i dag. Heldigvis. Zayn var blevet stoppet en enkelt gang, af en gruppe skrigende piger. De lod ikke til at se mig. Jeg havde også gået et stykke foran ham, så de troede nok, at jeg bare var en eller anden tilfældig mor. Zayn havde bare hvisket til mig, at jeg skulle fortsætte. Han ville indhente mig før eller siden. Det havde han også gjort.  

 

“Kan vi ikke gå videre? Jeg er bange for, at blive set.. Igen..” Jeg kiggede ned i jorden, da mindet fra supermarkedet dukkede op.

“Igen?” Spurgte Zayn, der nok ikke havde set billedet af mig.

“Ja, igen. For nogle dage siden forsøgte jeg, at købe ind - det gik ikke så godt. Jeg blev opdaget, og der ligger 3-4 billeder på nettet, af mig med barnevognen.” Jeg kiggede op på Zayn.

 

“Hm.. Det er nok svært, at holde hemmeligt ret længe.. Sådan noget spreder sig hurtigt.” Zayn rejste sig og rakte sin hånd hen mod mig.

“Kom lad os gå.. Jeg giver middag” han smilte til mig og jeg tog imod hans hånd, så han trak op og stå.

 

“Nej Zayn.. Du kan ikke blive ved - du behøves ikke bruge din tid og penge på mig!” Zayn rystede på hovedet af mig.

“Jo Aubrey. Kom så!” Han tog fat i barnevognen og begyndte at gå. Så kunne jeg jo ikke andet end at følge med. Jeg tog fat i barnevognen og Zayn gav slip. Jeg skulle ikke ødelægge noget for Zayn, hvis der endte et billede af ham med barnevognen på nettet. Det her var mærkeligt, uforståeligt, sørgeligt og rent faktisk rart. Jeg forstod ikke, at Zayn decideret ‘tog sig af mig’. Han var der for mig, som den eneste lige nu. Havde han ondt af mig? Nej.. Det kunne ikke være muligt, men grunden var nok ikke rigtig til, at finde. Jeg gik i mine tanker da en rev mig i armen.

 

Jeg kiggede til siden, hvor Zayn stod og kiggede undrende på mig.

“Hvor skal du hen? Jeg regnede med vi skulle ind her?” Grinede han og pegede bagud.

“Nårh.. Undskyld.. Mine tanker tog vist over.” Jeg blev en smule flov, og kiggede ned i jorden.

 

Jeg fulgte med Zayn ind, som bestilte et bord. Vi blev placeret et ret åbent sted, med mange rundt om os, og med vinduer lige ud til gaden, hvor folk tydeligt kunne se os. Jeg brød mig ikke om det, jeg sagde bare ikke noget. Zayn kiggede på mig og rystede på hovedet, inden han kaldte den samme tjener, der havde placeret os her, tilbage.

 

“Undskyld, men kan vi få en anden plads? Måske et sted, hvor der ikke er så mange.” Zayn havde åbenbart kunne se, at jeg ikke havde brudt mig om det.

“Jo, selvfølgelig” Jeg kiggede op på tjeneren. Han havde brunt hår, som var sat med voks. Hans øjne var brune, og han havde mørke øjenvipper. Hans kindben var tydelige, hans næse passede perfekt til ham. Hans læber var en svag pink farve. Han var nok omkring de 24 år, og langt fra grim!

 

Jeg kunne mærke Zayn kiggede på mig, og jeg skyndte mig at kigge væk fra tjeneren. Han førte os over til et andet bord i hjørnet, hvor der ikke var nogen mennesker. Zayn trak stolen ud for mig, da jeg ikke selv kunne. Estelle havde jeg på armen, og hendes bamse i den anden hånd. Barnevognen stod udenfor, så jeg måtte bare sidde med hende. Hvilket heller ikke gjorde mig noget, da jeg ikke brød mig om at give slip på hende.

 

Udover til Zayn. Jeg gav hende bamsen da jeg havde sat mig ned, og som alle de andre gange, studerede hun den fascineret. Så forsigtig som muligt trak jeg hendes grå tynde cardigan af, som hun havde udover hendes lyserøde trøje, med en hvid blondekant, og hendes bukser matchede den lyserøde farve på hendes trøje.

 

Hun kastede sin bamse ned på gulvet, og kiggede fortabt på den.

“Estelle altså” jeg sukkede opgivende, og før jeg havde set mig om, så havde Zayn samlet den op, og givet den til Estelle.

“Skal jeg tage hende?” Han kiggede på Estelle, og så ret fascineret ud af hende.

“Det behøver du ikke!”

“Jeg kan altså godt. Kom nu” jeg sukkede, men rakte hende så forsigtig over til Zayn, som tog imod hende.

 

Han satte hende på hans skød, så han kunne kigge på hende. Han sad og legede med hendes bamse, og hun smilede til den. Jeg grinede, og kiggede mig lidt omkring. Jeg begyndte at tjekke menukortet, men havde ikke den største appetit.

 

Tjeneren, som var hernede lige før, kom ned til os. Han smilede til mig, og jeg gengældte det. Jeg tjekkede hans navneskilt hvor der stod Mason. Jeg kiggede over på Zayn, som kiggede på Mason, og var ikke just begejstret. Han så faktisk sur ud. Han rystede irriteret på hovedet, og kiggede så ned på Estelle igen. Hun havde taget hans halskæde i hænderne, og sad og pillede ved den. Zayn kiggede op igen, lige inden hun tog hans halskæde i munden.

 

“Ehh... Zayn, hun spiser din halskæde?” Han kiggede ned på Estelle, og tog så halskæden fra hende. Hun sagde nogle mærkelige lyde, som godt kunne lyde som om, at hun skulle til at græde. Jeg skyndte mig at række en sut over til Zayn, som gav hende den.

 

“Vil i bestille?” Jeg kiggede op på Mason, og han smilede til mig igen. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre, så smilede bare igen.

“Zayn?” Zayn kiggede op på mig, og nikkede. Vi bestilte hurtigt vores mad, og drikkelse. Jeg bestilte bare en lille salat, da min appetit ikke var den største.

“Hvorfor smiler du til ham hele tiden?” Jeg kiggede op fra Estelle, og mødte Zayn’s øjne. Han så ikke ligefrem begejstret ud.

 

“Det er ham der smiler til mig Zayn, så jeg er bare venlig!” Jeg lød lidt hård da jeg sagde det, og Zayn rystede bare på hovedet.

“Hm.”

“Zayn, slap nu af. Jeg er jo ikke vild med ham. Mig og Niall er jo stadig kærester, altså!” Zayn var ved at samle Estelle’s sut op, som hun havde valgt at smide på gulvet

“Okay Aubrey, det er fint nok. Jeg gider ikke diskutere!” Jeg kiggede ned i bordet, og jeg kunne mærke Zayn kiggede på mig.

 

“Undskyld. Jeg ville ikke lyde sur, Aubrey. Det var ikke meningen!”

“Det gør ikke noget, Zayn” jeg kiggede op på Estelle, da jeg kunne fornemme hun sprællede med sine ben.  Hun var altid glad når hun var hos ham. Det var selvfølgelig skønt, at se, men på en måde også lidt trist. Hun græd tit når hun var alene med mig. Betød det, at jeg var en dårlig mor? Hm, måske skulle jeg bare være glad for, at Zayn var her. Han kunne holde lidt ro over hende. Jeg burde være taknemlig over Zayns tilstedeværelse - det var jeg også!

 

Mine tanker blev afbrudt af en tallerken, der blev smækket ned foran næsen på mig. En fin lille salat var anrettet indbydende på den. Alligevel blev min appetit ikke forstørret. Jeg tog min gaffel og begyndte, at stikke lidt til det, men intet af det blev ført op til min mund. I stedet kiggede jeg op på Zayn der sad med Estelle.

 

"Skal jeg ikke tage hende igen?" Jeg kunne alligevel ikke spise noget. Zayn kiggede sørgmodigt på mig

"Nej Aubrey, jeg vil have dig til at spise. Du er blevet tynd - for tynd" rettede han. Jeg rystede på hovedet, sukkede og tog om gaflen igen. Jeg forsøgte mig med en mundfuld, men allerede der følte jeg, at det var nok. Som om jeg allerede var mæt.

 

Jeg tog en tår af den cola jeg havde bestilt, og kiggede opgivende op på Zayn. Jeg følte, at han overvågede mig. Var det så vigtigt, at jeg spiste? Jeg smed endnu en gang gaflen fra mig, og lænede mig tilbage.

 

"Aubrey.." sukkede Zayn.

"Hvad er det du vil have Zayn?" Jeg forstod ham ikke helt.

“At du spiser, er det så svært at forstå? Jeg kan ikke klare, at se dig sådan." Han kiggede på mig, som om han forventede, at jeg greb gaflen igen og ville begynde skovle ind.

"Jeg kan jo ikke.." Jeg kunne jo ikke gøre for det.

"For helved Aubrey!'' Han lød en smule vred, men jeg vidste jo godt, at han bare ville hjælpe mig. "Undskyld Zayn. Det er bare så hårdt!'' Tårerne begyndte, at presse sig på. Jeg lod mit hovede  hvile på min hånd og mit blik rette sig mod bordet.

''Du skal ikke undskylde.. Bare gøre mig en tjeneste.. spis, bare lidt. Ellers får jeg dårlig samvittighed når jeg går igen..'' Jeg sukkede, men tog så gaflen i hånden.


 

***

  

Jeg gik ved siden af Zayn ned af gaden. Han havde insisteret på at tage barnevognen, og jeg måtte give mig. Estelle lå og sov, da det var blevet aften. Jeg havde ikke rigtig lyst til at tage hjem, men jeg skulle til Hope’s begravelse i morgen. Jeg ville ønske Niall kunne tage med, eller Zayn. Men jeg havde takket nej til Zayn’s tilbud, så ville ikke tigge ham om at tage med nu.

“Er du okay?” Zayn kiggede over på mig.

“Ja, jeg er bare nervøs for i morgen” Zayn nikkede forstående.

“Det skal nok gå! Du er stærk, Aubrey!” Jeg rystede lidt på hovedet, og kiggede på vejen. Her var efterhånden ret stille, men de fleste mennesker var også hjemme. Der var hvertfald lys i de fleste bygninger. Vejen blev oplyst af de lygtepæle der stod der, og det var det eneste der gjorde, at jeg kunne se Zayn’s øjne.

 

“Det er bare mærkeligt!”

“Det forstår jeg godt. Men som sagt - Du skal nok klare det!” Jeg kiggede ned på Estelle. Jeg kunne svagt ane hendes ansigt. Hendes øjne var lukkede, og pga. hendes vejrtrækning kunne jeg se hun sov. Hun lå med sin bamse ved hånden, som lå ved siden af hendes ansigt. Jeg havde givet hende lidt ekstra tøj på, da det var blevet lidt køligt. Zayn stoppede op foran bygningen til lejligheden. Jeg kiggede på ham, og så ned i jorden.

“Hey, det skal nok gå!” Han trak mig ind i et kram, og en tåre gled ned af min kind, og ned på hans læderjakke.

“Jeg forstår ikke du kan holde mit tuderi ud hele tiden!” Han grinede lidt af mig. Han trak sig lidt væk fra mig, og kiggede mig i øjnene.

“Er du okay?” Han tørrede de få tårer væk med sin tommelfinger, og jeg nikkede.

“Skal jeg gå med op?”

“Nej, det behøver du ikke” Jeg smilede lidt til ham.

“Lad mig i det mindste følge dig ind, så!” Han begyndte at gå ind i lobbyen med barnevognen, og jeg fulgte efter ham. Han stoppede ved elevatoren, og trak mig ind i et kort kram. Da han trak sig væk igen kyssede han mig blidt på kinden. Jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere, og jeg rødmede. Jeg kiggede hurtigt ned i gulvet, og jeg kunne høre Zayn svagt grinede.

“Vi ses” Han vendte sig om, og forlod så bygningen. Jeg kiggede efter ham, og da han var ude af syne, tog jeg elevatoren op til lejligheden.

 

Da jeg kom ind i lejligheden tog jeg forsigtigt Estelle op. Hun vågnede, men til mit held begyndte hun ikke at græde. Jeg måtte hellere give hende et bad, skifte hendes ble, og få lagt hende i seng. Jeg fik så hurtigt som muligt ordnet badet, og bleen. Jeg fandt en pink natdragt med lilla prikker frem, og gav hende den på. Jeg lagde hende ned i hendes hvide tremmeseng, hvor jeg puttede dynen omkring hende. Jeg lagde hendes bamse ned til hende. Jeg tændte den lille lampe på natbordet, og slukkede det i loftet. Før jeg fik set mig om, lå hun trygt og sov.

 

"Think of all the beauty still left around you, and be happy."

 

Haha, jeg ved ikke hvad jeg skal skrive... Hmm.. Vil hvertfald lige fortælle jer, at vi ikke lige ved hvor ofte vi opdatere nu her, da vi lige er startet i skole. Et klassetrin højere, og endnu flere lektier. Jubii... Ved ikke om jeg er den eneste, der allerede er skoletræt? Wow, sikke en roman jeg skrev nu.. Hæhæ, tak fordi i læser med! <3 Btw, er ikke sikker på det er rettet så godt, det her kapitel.. Tilgiv mig!

- Blondinen 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...